Læs også:

Close
gaza

NEWS: Vi står foran en af de største nødhjælpsoperationer i nyere tid

Nyheder  | 

Vi står foran en af de største nødhjælpsoperationer i nyere tid · Stjal lange strømper og chokolade · God aftale om asbest og dødsulykker · 100.000 flere passagerer rejste med en af de store danske færgeruter i løbet af sommeren · 51-årig varetægtsfængslet frem til den 31. oktober for drab · Dagens video: En glædens dag

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Vi står foran en af de største nødhjælpsoperationer i nyere tid

Med våbenhvilen som første skridt i fredsplanen mellem Israel og Gaza forbereder Folkekirkens Nødhjælp sig på at bidrage til en af de største nødhjælpsoperationer i nyere tid.

– I første omgang handler det om at få adgang til Gaza med mad, vand, hygiejne-artikler og give de hundredtusindvis af palæstinensere tag over hovedet. Behovene er enorme efter næsten to års krig, siger Jonas Nøddekær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Og fortsætter:

– Vi håber, at det internationale samfund får adgang så hurtigt som muligt, før grænseovergangene åbnes for nødhjælp. Og vi forventer, at alle overgangene bliver åbnet op både fra Egypten og Israel, så der kan tilflyde nødhjælp til befolkningen både i den nordlige og sydlige del af Gaza.

– Hvis ordlyden i fredsplanen holder stik, så vil mængderne af hjælp som et minimum være i overensstemmelse med den hjælp, der blev lukket ind i forbindelse med våbenhvileaftalen fra den 19. januar i år. Det ser vi frem til, men det er slet, slet ikke nok. Det svarer til omkring 400 lastbiler om dagen. Og situationen er kun blevet værre siden starten af året. Nu er der tale om hungersnød, forklarer han.

– Den humanitære situation kan ikke fikses på en dag med nødhjælp. Den kan ikke fikses på en uge, eller på en måned. Det vil at tage år at få bragt Gaza på fode. Men lige nu og her skal FN og resten af det internationale samfund fokusere på adgang til fødevarer, medicinske forsyninger, husly, nødhjælpspartikler – telte, pressenninger, tæpper, sengetøj og varmt, og brændstof som er akut nødvendigt for at drive hospitaler, bagerier, vandforsyninger og transport. I Folkekirkens Nødhjælp er vi i den grad parat, har været i stand til at få nødhjælp ind hele vejen igennem konflikten. Men nu skal der skrues kraftigt op, afslutter han.

gaza
Gaza City, Gazastriben, den 10. oktober 2025. Foto: (EPA/MOHAMMED SABER / Ritzau Scanpix)

Læs også: Folkekirkens Nødhjælp: Nu skal klimaregningen betales

Stjal lange strømper og chokolade

En 21-årig rumænsk mand forsøgte søndag eftermiddag at forlade en butik, der ligger Ved Åen i Maribo, med tre par lange strømper og noget chokolade uden at betale for det. Men det var der en vaks ansat i butikken, som opdagede. Så den 21-årige blev tilbageholdt, og politiet blev tilkaldt.

Den 21-årige blev sigtet for butikstyveri og betalte en bøde på stedet på 1.000 kroner.

hvid chokolade
Det blev dyr chokolade og strømper … (Foto: Unsplash)

Læs også: Tyveri og straksdom

God aftale om asbest og dødsulykker

Ny politisk aftale giver bedre mulighed for fængselsstraf for særligt grove asbestovertrædelser og i sager om dødsulykker.

Regeringen, SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet er blevet enige om en ny national strategi om asbest og dødsulykker. Aftalen betyder, at i sager om særligt grove asbestovertrædelser og i sager om dødsulykker vil det fremover være nemmere at straffe de ansvarlige med en fængselsdom.

– Det er en rigtig god aftale. Jeg er meget glad for, at aftalen sender et klart signal om at idømme fængselsstraf i sager om grove asbestovertrædelser og i sager om dødsulykker. I 3F har vi i årevis kæmpet for, at der i praksis kan idømmes fængsel ved alvorlige overtrædelser af lov om arbejdsmiljø. Det kan man nu, og det er et vigtigt instrument til at sikre bedre arbejdsmiljø på landets arbejdspladser, siger Lene Krabbe Dahl, der er forbundssekretær i 3F..

I Danmark er der aldrig blev idømt fængselsstraf ved overtrædelse af lov om arbejdsmiljø. Dét er tilfældet på trods af, at det i 1990 blev bestemt, at overtrædelse af lov om arbejdsmiljø kan straffes med fængsel i op til et år. I 1997 blev straframmen fordoblet til fængsel i op til to år ved ulykke med alvorlig personskade eller døden til følge.

– Der sker alt for mange dødsulykker på arbejdspladserne herhjemme, og der er enorme udfordringer omkring arbejdet med asbest. Den nye nationale strategi vil formentlig reducere disse udfordringer de kommende år, hvilket er helt nødvendigt. Ingen skal jo dø af at gå på arbejde, siger Lene Krabbe Dahl.

Politikerne er samtidig blevet enige om en aftale om social dumping. Heraf fremgår det, at der kommer højere bøder for visse overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne.

– Også disse tiltag giver god mening.  Arbejdsgivere og bygherrer tilskyndes til i endnu højere grad at sikre den forebyggende indsats over for arbejdsulykker, mener Lene Krabbe Dahl.

Et vigtigt skridt er, at der indføres direkte tiltale. Dermed er der kortere fra overtrædelse til sanktion, jf. at arbejdsgiver og bygherre får bøder uden forudgående påbud ved overtrædelse af de to pligter.

– Det er vigtigt, at arbejdsgivere anmelder arbejdsulykker, og vi har det fint med, at bøden hæves. Vi undrer os dog over, at det kun er for arbejdsgivere med 35 eller flere ansatte, at bøderne hæves. Bygherrens plan for sikkerhed og sundhed er helt afgørende for arbejdsmiljøet på byggepladser. Med skærpelsen kommer der mere fokus på planen. Det er godt og vil hjælpe med til, at bygherren løfter sit ansvar ude på byggepladserne, afrunder 3F’s forbundssekretær Lene Krabbe Dahl.

sønderås barndom hus slagelse
God aftale om asbest og dødsulykker … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: 3F mener, at arbejdsgiverne svigter de unge

100.000 flere passagerer rejste med en af de store danske færgeruter i løbet af sommeren

De fem største færgerederier i Danmark oplevede denne sommer en passagerfremgang på 1 procent sammenlignet med sidste sommer.

Sommeren 2025 endte med fornuftig passagerfremgang for de fem færgerederier Molslinjen, Scandlines, Go Nordic Cruiseline, Stena Line og Fjordline.

Tilsammen ender rederierne med en passagerfremgang på ca. 1 procent i sommermånederne juni, juli og august. Det svarer cirka til, at de fem rederier har fragtet 100.000 flere passagerer mellem to danske havne eller mellem Danmark og vores nabolande sammenlignet med sidste år.

– Det er absolut en godkendt sommer for de store danske færgerederier. For mange danskere er en tur med færgen en helt naturlig del af sommerferien. Færgerederierne lægger sig virkelig i selen i disse år og investerer i både nye færger og opgraderinger af de eksisterende. Det gør de for at sikre, at en rejse ombord på deres færger fremover bliver endnu nemmere, grønnere og mere komfortabel. Jeg er sikker på, at de danske færger går en lys fremtid i møde, fortæller Jacob K. Clasen, viceadministrerende direktør i Danske Rederier.

I år sejlede cirka 8,87 millioner passagerer med de nævnte rederier henover sommeren*

*Egne udregninger baseret på oplysninger fra rederierne og fra shippax.com.

molslinjen færge
Her ses to færger fra Molslinjen passere hinanden … (Foto: PR)

Læs også: Postkort fra Samsø

51-årig varetægtsfængslet frem til den 31. oktober for drab

Den 51-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør i fredags den 10. oktober ved Retten i Odense er blevet varetægtsfængslet frem til den 31. oktober sigtet for drab og våbenbesiddelse på et offentlig tilgængeligt sted.

Varetægtsfængslingen sker for at undgå, at manden påvirker efterforskningen herunder vidner, og for sikre, at han ikke skal kunne unddrage sig eventuel strafforfølgning.

Den 51-årige har ikke kæret varetægtsfængslingen. Efterforskningen af sagen pågår.

dom retten
51-årig varetægtsfængslet frem til den 31. oktober for drab … (Foto: Pexels)

Læs også: Kvinde dømt for drab på plejehjem

Dagens video: En glædens dag

· Mere fra samme kategori ·