Læs også:

Close
danva vand grundvand

NEWS: Tusindvis af boligejere får snart hjælp til at undgå skader fra grundvand

Nyheder  | 

Tusindvis af boligejere får snart hjælp til at undgå skader fra grundvand · Sag om frihedsberøvelse og vold: Efterforskning afsluttet · Statsministeren deltager i åbningen af Kulturmødet · Vis små elever ekstra hensyn ved skolestart · 57-årig mand anholdt efter væbnet røveri i Rødding · Dagens billede: Det kan AI også

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Tusindvis af boligejere får snart hjælp til at undgå skader fra grundvand

Siden 2018 har DANVA og KL arbejdet for nye regler, så kommuner og vandselskaber kan håndtere terrænnært grundvand og derigennem afhjælpe store problemer for borgerne og den fælles infrastruktur. I juni 2025 blev loven om terrænnært grundvand vedtaget.

Kollektive dræn og andre løsninger skal i fremtiden beskytte borgernes ejendomme mod det stadigt stigende terrænnære grundvand. Terrænnært grundvand er det øverste grundvand, som ligger tæt på jordoverfladen og kan give problemer for bygninger og veje. Øget nedbør, særligt om vinteren, har ført til, at grundvandsspejlet er steget op mod en meter over de sidste 30 år, hvilket giver problemer for mange husejere. Mere end 450.000 boliger har i dag under en meter ned til det terrænnære grundvand størstedelen af året.

Direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen, glæder sig over, at der nu er lovhjemmel til, at vandselskaberne må etablere de tekniske løsninger, der skal til.

– Vedtagelsen af loven om terrænnært grundvand markerer et vigtigt gennembrud for både kommuner, vandselskaber og ikke mindst de mange borgere, der oplever konsekvenserne af et stigende grundvandsspejl. Lovarbejdet er resultatet af et bredt og langvarigt samarbejde mellem DANVA, KL og mange engagerede aktører. Med konferencen ‘Samarbejde om løsninger’ i februar 2025 blev der sat politisk momentum bag sagen, og miljøministeren og flere ordførere viste stor lydhørhed over for behovet for klarere rammer og fælles indsats, skriver Carl-Emil Larsen i sin leder i branchemagasinet DANSKVAND, som i august sætter fokus på det terrænnære grundvand.

I DANSKVAND kan du også læse en reportage fra et kvarter i Herlev, hvor grundvandet praktisk talt pibler op gennem gulvet hos et ægtepar. De har boet i ejendommen i 30 år, men det var først i 2009, at de fik vand i kælderen. De har brugt mange penge i forsøget på at sikre huset uden at komme problemet til livs. De håber derfor, at den nye lov kan blive deres redning.

Forsyningsselskabet HOFOR har foretaget afværgeforanstaltninger i området for at mindske problemet, men selskabet har været nødsaget til at vente på lovgrundlaget for at kunne lave mere effektive og permanente løsninger. Selv om loven er vedtaget, er der stadig spørgsmål, som ikke er afklaret endnu. DANVAs direktør hæfter sig blandt andet ved, at vandselskabernes økonomiske rammer skal sikre fleksibilitet i forhold til de store investeringer, selskaberne står overfor.

– Klimatilpasning er en langsigtet opgave. Derfor arbejder DANVA fortsat for, at investeringer i dræn, overfladeafledning og beskyttelse mod grundvand også tænkes sammen med fremtidens økonomiske rammer og regulering. Det er afgørende, at selskaberne får fleksibilitet til at prioritere og planlægge de store investeringer, der skal til, skriver Carl-Emil Larsen i DANSKVAND.

Han efterlyser også et bedre grundlag for, at kommunerne kan give udledningstilladelser.

– Vi forventer samtidig, at reglerne om beregning af samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed bliver smidigere end de nuværende klimatilpasningsregler, og vi er meget opmærksomme på detaljerne.

Vandet fortsætter med at stige … Problemet med det terrænnære grundvand ventes ifølge GEUS at blive større i fremtiden, og her er klimaforandringer den vigtigste årsag, lyder eksperternes vurdering. Prognosen peger på en stigning i grundvandsspejlet på yderligere 10-30 cm frem mod 2100.

Hjalte Jomo Danielsen Sørup er klimaforsker på Nationalt Center for Klimaforskning under DMI. Han oplyser, at der må forventes højere årsnedbør og især højere nedbør om vinteren.

– Og om vinteren sker der næsten ingen fordampning til forskel fra om sommeren, og der er ingen aktive planter til at transpirere vand. Vandet om vinteren skal væk, men vandløbene bliver hurtigt fyldt godt op, så en ret stor del af det ender i jorden, forklarer Hjalte Jomo Danielsen Sørup til DANSKVAND.

Han peger på, at DMI forventer 6-23 procent mere nedbør i slutningen af dette århundrede, og det medfører, at vandet mange steder vil komme tættere på overfladen og dermed potentielt føre til oversvømmelser.

Der falder væsentlig mere regn i Vestjylland end på for eksempel Sjælland, og også når det gælder geologiske forhold og terrænet, er der stor variation hen over landet. Disse er to andre væsentlige faktorer i forbindelse med terrænnært grundvand. Det påpeger Jacob Kidmose, seniorforsker i hydrogeologi hos GEUS.

– Nogle gange kan det være svært at få vandet væk fra de lerede jorder, og derfor er det også dér, at man har været mest tilbøjelig til at lægge dræn ned for at sænke grundvandsspejlet, fortæller Jacob Kidmose til DANSKVAND. Han tilføjer, at jordbunden består af moræneler i store områder i Danmark.

I Lemvig Vand er man er kommet tættere på at bruge de store mængder terrænnært grundvand til Power-to-X. I Høje Taastrup vil man producere endnu mere grøn varme med hjælp det terrænnære grundvand, som man dræner og pumper væk. Og hos Billund Vand & Energi har man over en årrække målt grundvandsstanden, så nu har man et godt overblik over problemet og ser frem til at kunne hjælpe boligejerne med at sikre deres huse. Dog giver loven ikke selskabet mulighed for at dræne i områder, hvor der kun er spildevandskloakeret, og det lader i første omgang visse udsatte områder i stikken.

danva vand grundvand
Nu for borgerne snart hjælp, for  øget nedbør, særligt om vinteren, har ført til, at grundvandsspejlet er steget op mod en meter over de sidste 30 år, hvilket giver problemer for mange husejere. Mere end 450.000 boliger har i dag under en meter ned til det terrænnære grundvand størstedelen af året … (Foto: PR)

Læs også: EU-kommissær glæder sig til at samarbejde med Danmark om udfordringer med vand

Sag om frihedsberøvelse og vold: Efterforskning afsluttet

Midt- og Vestjyllands Politi har torsdag sidste uge besluttet at løslade syv af de 11 personer, der er anholdt og varetægtsfængslet i en sag om frihedsberøvelse og vold. De syv personer er fortsat sigtet i sagen.

En 17-årig dreng blev den 19. april 2025 frihedsberøvet, da han befandt sig på Stationspladsen i Viborg. Efterfølgende blev han udsat for vold i et skovområde nær Viborg. Der er løbende foretaget anholdelser i sagen. I alt 11 personer er blevet anholdt og varetægtsfængslet.

Nu har Midt- og Vestjyllands Politi færdigefterforsket sagen og mener at have fat i alle, der har haft med episoden at gøre. Efterforskerne hos lokalpolitiet i Viborg forventer derfor at aflevere sagen til anklagemyndigheden inden ugens udgang.

Politiet har derfor besluttet at løslade syv af de 11 sigtede. De syv personer – seks mænd og en kvinde – er fortsat sigtet i sagen, da politiet mener, det kan bevises, at de har deltaget i volden og frihedsberøvelsen. De fire, der fortsat holdes varetægtsfængslet, kan ifølge politiet – ud over volden og frihedsberøvelsen – også knyttes til et røveri mod den 17-årige dreng, en efterfølgende frihedsberøvelse og yderligere vold.

De syv, der torsdag er blevet løsladt, er mellem 18 og 30 år. De resterende fire, der altså forbliver fængslet, er tre drenge på 17 år og en mand på 19 år.

Midt- og Vestjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.

politi
Sag om frihedsberøvelse og vold: Efterforskning afsluttet … (Foto: PR)

Læs også: Mand tiltalt for vold og frihedsberøvelse

Statsministeren deltager i åbningen af Kulturmødet

Som en del af Kulturmødet Mors’ officielle åbning den 21. august klokken 11 er Mette Frederiksen i samtale med Lykke Friis om åndelig oprustning. Statsministeren er blot én af tre repræsentanter fra regeringen, som drager til Mors for at italesætte og diskutere kunsten og kulturens rolle i en opbrudstid. Hun får nemlig selskab af kulturminister Jakob Engel-Schmidt og minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen.

På Kulturmødet Mors kan man opleve mere end 700 samtaler og kunstoplevelser. Desuden kan det nu offentliggøres, at hele tre af regeringens ministre vil medvirke på Kulturmødet. Statsminister Mette Frederiksen, kulturminister Jakob Engel-Schmidt og minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen kan tilsammen opleves i syv forskellige sammenhænge, hvor de på hver deres måde vil kaste et blik på kunsten og kulturens rolle i en opbrudstid.

  • Som en del af officielle åbning deltager statsministeren i en personlig samtale om åndelig oprustning med Lykke Friis, som er direktør for Tænketanken EUROPA. Samtalen foregår torsdag den 21. august klokken 11:30 på Folkescenen.
  • Kulturministeren, som tidligere har italesat kulturen som ‘afgørende forsvarsvåben’ i kampen mod fake news og udenlandsk påvirkning, vil deltage i  flere arrangementer på Kulturmødet.
    • Torsdag klokken 13 på Folkescenen gælder det paneldebatten om kulturel modstandskraft, som Clement Kjersgaard modererer, og som Dansk Kulturinstitut og Kulturmødet er fælles afsendere på.
    • Samme dag vil han klokken 15:30 i Æblehaven deltage i Kodas paneldebat ”Hvordan kan kunsten overleve – og trives – i en AI-fremtid?”.
    • Klokken 17:30 er han tilbage på Folkescenen for at debattere kulturel oprustning i kontekst af børn og unges trivsel i Kulturministeriets egen paneldebat.
    • Fredag klokken 9 er han med Sangens Hus til morgensang på Folkescenen. Her vil han både vælge en af sangene og snakke om fællessangens potentialer ift. demokrati og velfærd.
  • Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab vil deltage i to arrangementer:
    • Torsdag den 21. august klokken 14 deltage i paneldebatten ‘Kultur når krisen rammer: Skal Danmark have et kulturelt nødberedskab?’, som er arrangeret af Region Midtjylland og Region Nordjylland. Debatten finder sted på Musikværket og modereres af Jane Mylenberg. De to øvrige paneldeltagere er Anders Kühnau (A), som er regionsrådsformand i Region Midtjylland og formand for Danske Regioner, og Sandra Bang-Schnack, som er programchef på Aalborg Universitetshospital.
    • Torsdag fra den 21. august fra klokken 15 – 16.30 vil ministeren møde sundhedsfolk og kulturskabere til en samtale om kulturens rolle i krisetid hos Ung Kult med moderator Camilla Aneto.

Kulturmødets direktør Caspar Ryttergaard udtaler følgende:

– Vi er stærkt begejstrede for, at regeringen stiller op med hele tre ministre, særligt at statsministeren har valgt at deltage i vores åbning. Kulturministeren har spillet en afgørende rolle i at tale kunsten og kulturens rolle op i en opbrudstid, så det er fantastisk, at han her får mulighed for at udfolde sine tanker. Minister for samfundssikkerhed og beredskabs har helt naturligt en mere praktisk tilgang til problematikkerne, vi diskuterer, og det er et kærkomment perspektiv at få med ind i debatten om, hvordan kunsten og kulturen gør sin position og indflydelse gældende på måder, som andre fagområder ikke er i stand til. Kulturmødet er den helt rette platform for ministrene at mødes på, og jeg er sikker på, at vi vil få præsenteret nye og vigtige perspektiver på kunsten og kulturens potentiale.

Ved dette års udgave af Kulturmødet er ambitionsniveauet generelt højere end nogensinde før. I takt med begivenhedens voksende popularitet præsenterer Kulturmødet nemlig sit største program nogensinde. Som altid er det helt gratis at deltage, og programmet er kurateret i samarbejde med Kulturmødets mange partnere fra hele landet.

Ligesom tidligere er samtaleprogrammet på Kulturmødet inddelt i en række temaspor:

  • Demokrati
  • Sundhed i kultur
  • Opbrud
  • Grøn dagsorden
  • Fremtid og forretning
  • Kunstnerliv

Tværgående for årets seks temaspor er Kulturmødets store fokus på næste generation, da samtalen med og om børn og unge er afgørende for vores fremtid. Ung Kult står igen i år for at skabe Kulturmødets ungeområde og på Børnenes Kulturmøde både skaber og oplever børnene kunsten og kulturen.

Desuden byder Kulturmødet på et særligt EU-program i forbindelse med det danske EU-formandskab.

Her kan man bl.a. opleve en stærk samtale mellem to europæiske kvinder, Sofi Oksanen og Apolonia Sokol, om feminisme og aktivisme, og hvordan den kommer til udtryk i deres kunstneriske praksisser. Mads Langer giver en særlig koncert med fokus på fællesskab.

Man kan også opleve belgiske Lieve Blancquaerts rørende fotoudstilling ‘We are Europe’, og der vil være fællessang i forbindelse med lanceringen af ‘The EU Songbook’, og en Eurovision-quiz under overskriften ‘Glimmer eller geopolitik?’ Hertil kommer en vifte af filmvisninger, talks, digtoplæsninger og workshops.

Dyk ned i det fulde program på www.kulturmoedet.dk.

kulturmødet mors
Der sker spændende ting til Kulturmødet Mors i denne uge … (Foto: Per Bille)

Læs også: August måneds kulturguide

Vis små elever ekstra hensyn ved skolestart

Skolestarten betyder, at mange mindre børn nu igen færdes til og fra skole – nogle endda for første gang. De yngste elever mangler rutine i at færdes i trafikken, og derfor opfordrer Københavns Vestegns Politi alle trafikanter til at være ekstra opmærksomme ved skolerne.

For at støtte en trafiksikker skolestart vil betjente fra Københavns Vestegns Politi besøge hovedparten af skolerne på Vestegnen i de kommende uger.

Så fra i dag mandag kan du og dit barn møde politifolk på jeres skole før første time. Betjentene vil rigtig gerne vil tale med jer om at færdes sikkert i trafikken – men de vil også holde et ekstra øje med bilister og andre trafikanter ved skoleveje og skoler:

– De små skolebørn har svært ved at overskue trafikken og kan reagere uventet. Tag dig tid, vær overbærende og pas ekstra godt på dem. Vis hensyn, sænk farten, hold afstand og vær klar til at standse – især når du møder børn til fods eller på cykel, siger politiassistent Cecilia Kisbye fra Lokalpolitiet hos Københavns Vestegns Politi.

Hun har fire gode råd til dig som forælder:

1. Træn skolevejen med dit barn

Gå, cykl eller tag bussen sammen med dit barn, så de bliver trygt og bekendt med ruten. Vis, hvor man standser, og hvordan man giver tegn til at standse eller dreje, og tal om vigtigheden af at blive set af andre trafikanter. Giv dit barn de gode vaner fra starten.

Find tip til at træne trafik med dit barn her:
Træn skolevejen til fods
Træn skolevejen på cykel
Med bus til skole

2. Gør dit barn synlig i trafikken

En refleksvest er en god og enkel måde at øge synligheden på – især når mørket falder på senere på året.

3. Sørg for at barnet er spændt fast i bilen

Hvis du kører dit barn i skole, skal barnet altid være fastspændt med sikkerhedssele – og små børn i godkendt autostol eller selepude. Det handler om sikkerhed ved kollision, og en overtrædelse koster klip i kørekortet og bøde på 2.500 kroner.

4. Vær en god rollemodel

Vis hensyn, overhold færdselsreglerne og brug selv cykelhjelm og reflekser. Børn lærer meget af at se, hvordan de voksne gør.

Politiet træffer jævnligt børn og unge på ulovlige el-cykler og elektriske løbehjul i trafikken. Det kan være farligt, og vi opfordrer forældre til at kontrollere, om barnets køretøj er lovligt og sikkert at køre på.

Her finder du reglerne for el-cykler og elektriske løbehjul 

Københavns Vestegns Politi ønsker alle en tryg og sikker skolestart, og vi står klar på skolerne hver morgen fra i dag mandag den 18. august til fredag den 29. august.

skolepatrulje rådet for sikker trafik
Pas ekstra på for nu er børnene startet i skolerne – og der er mange nye trafikanter … (Foto: PR)

Læs også: Historisk pres på rejser under børnenes efterårsferie

57-årig mand anholdt efter væbnet røveri i Rødding

Midt- og Vestjyllands Politi har torsdag aften og natten til fredag været talstærkt til stede ved en adresse i Krejbjerg i Salling forbindelse med en anholdelsesaktion. Den nu anholdte mand vil blive sigtet for væbnet røveri og flere andre forhold.

Omkring klokken 19 torsdag aften blev Dagli’Brugsen i Rødding nordvest for Skive udsat for væbnet røveri. Med et oversavet jagtgevær og en stor kniv truede gerningsmanden både personale og andre personer på stedet. Inden da havde manden ifølge vidneforklaringer været voldelig over for en anden kunde i butikken.

Omkring klokken 19.20 lykkedes det torsdag sidste uge det Midt- og Vestjyllands Politi at lokalisere den formodede gerningsmand til en adresse i Krejbjerg. Hen over aftenen og begyndelsen af natten arbejdede politiet på at få manden til selv at komme ud af huset. Det lykkedes omkring klokken 01.15, og få minutter senere blev manden anholdt.

Tidligere på aftenen, efter politiet havde placeret sig rundt om adressen i Krejbjerg, skød den 57-årige mand ud fra adressen, ligesom politiet afgav et enkelt skud. Ingen blev ramt.

– Når vi har været så talstærkt til stede, skyldes det blandt andet også, at manden var i besiddelse af våben og blev betragtet som potentielt farlig. I de tilfælde tager vi ingen chancer. Men jeg er rigtig glad for, at vi i sidste ende fik anholdt den pågældende, uden at nogen kom til skade, siger vicepolitiinspektør Bjørn Nørgaard Bo, der havde ansvaret for politiets indsats.

Den 57-årige mand var alene om at begå det væbnede røveri, ligesom der ikke var andre til stede på adressen, hvor han blev anholdt. Manden forventes fredag den 15. august 2025 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Viborg med krav om varetægtsfængsling.

Midt- og Vestjyllands Politi var til stede på adressen i Krejbjerg resten af natten og formentlig også noget af fredagen.

Var du til stede i Dagli’Brugsen under røveriet eller er af anden årsag påvirket af røveriet eller den efterfølgende anholdelsesaktion, er du velkommen til at kontakte Offerrådgivningen på 116 006. Her tager rådgiverne telefonen døgnet rundt, og du har mulighed for at være anonym.

Midt- og Vestjyllands Politi har af hensyn til efterforskningen ikke yderligere oplysninger til offentligheden på nuværende tidspunkt.

frugt supermarked
57-årig mand anholdt efter væbnet røveri i Rødding … (Foto: Unsplash)

Læs også: Positive test af strømpistoler

Dagens billede: Det kan AI også

· Mere fra samme kategori ·