Filmanmeldelse: ‘La Cocina’
‘La Cocina’ er en unik film for alle, der elsker New York, madverdenen og ikke mindst ‘anderledes film’. Se den i biografen og lad dig indfange af menneskerne, deres historier og restauranten ‘The Grill’
Kort om filmen
Pedro har en drøm, men der er sjældent plads til drømme i køkkenet under Manhattan-restauranten ‘The Grill’. Her skal det gå hurtigt, der skal arbejdes så sveden drypper – nogle gange også ned i maden. Men midt i larmen fra knive, tallerkener, kogeblus og bestillinger og tilråb har Pedro alligevel ladet blikket løbe over den usynlige grænse mellem kokke og tjenere. Han og Julia har haft en hed affære. Nu har den haft konsekvenser. Han vil have barnet, hun vil have aborten. Hun har brug for pengene, restauranten er på den anden ende, fordi der mangler penge. Fra frokostens travlhed og til middagsmadens kogende kaos spiller skæbner sammen under The Grill – i køkkenet, ‘La Cocina’.
Instruktøren Alonso Ruizpalacios inviterer indenfor i den skjulte verden bag restaurantens svingdøre, som gæsterne aldrig ser – og måske heller ikke bryder sig om at se. ‘La Cocina – appetit på livet’ er både en slags Romeo og Julie-historie, en ganske realistisk skildring af virkeligheden for mange illegale indvandrere, der får hjulene til at snurre, og en metafor for forholdet mellem USA og Mexico. Raúl Briones og Rooney Mara spiller de elskende på køkkentrappen.
Alt det gæsterne (os) ikke ser
Estela ankommer forventningsfuld og lidt nervøs til den berømte New York restaurant ‘The Grill’. Ikke som turist eller forventningsfuld gæst, men ad bagdøren, for hun vil gerne søge arbejde i køkkenet, la cocina. Hun har fået at vide af en ven, at hun bare skal opsøge Luis og sige, at han har sendt hende, så skal det nok falde på plads.
Helt så nemt er det ikke, men efter et par misforståelser lykkes det hende alligevel at få job som assistent for Pedro, der står for kyllingerne. For sådan ser verden ud i det effektive køkken, hvor ordrerne tikker ind oppe fra restauranten, og hvor tjenerne kommer løbende i fast rutefart og beder om, at få det bestilte – om det er en halv hummer, kylling eller en burger. I ‘La Cocina’ kan de det hele og i ekspresfart. Når frokosttrækket kommer, eller middagsgæsterne strømmer ind, så er tiden en afgørende faktor.
Men hver kok våger over sit lille kongerige. Hver især mener de måske, at netop deres ret, er grunden til restaurantens succes. I hvert fald laver de gerne sjov med hinanden eller tirrer hinanden. Ret beset er de bare samlebåndsarbejdere, der forarbejder noget kød mellem fryseren og bordet – eventuelt med hjælp fra en standardsauce, der er blevet genopvarmet ugen igennem. Det er en strengt hierarkisk verden. Men hvis man arbejder hårdt og hurtigt og er tilfreds med lønnen, så er der ingen det spørger til opholdstilladelse og lignende detaljer.
Pedro er en stræber. Han er også godt skåret for tungebåndet og kan være meget charmerende, når han vil. Han har krydset skranken mellem køkkenpersonalet og tjenerne og indledt et forhold til den smukke Julia, der gengælder hans hede følelser. På den anden side er hun ikke indstillet på at få hans barn. Pedro vil gerne have et barn, men har alligevel givet hende de 800 $, det koster at få foretaget en abort. Mellem serveringerne gør Pedro sit bedste for at overbevise Julia om ikke at tage på abortklinikken. Og så er det, at medarbejderne bliver kaldt sammen. Alle vil i løbet af dagen blive kaldt til samtale, fordi regnskabschefen har opdaget, at der mangler lidt over 800 $ i kassen fra i går. Så kommer frokostgæsterne. Der steges og brases, der flækkes hummeres og opvarmes sovs, det koges supper og grilles bøffer. Sodavandsanlægget er gået i stykker, så der løber cola ud over gulvet, men tjenerne fortsætter med at gå i pendulfart og kæmper at undgå at glide.
Køkkenchefen fralægger sig ansvaret. Julia og Pedro forsvinder ind i kølerummet for at nyde et stjålent øjebliks passion. Julia kæmper også med en ændring i sin vagtplan og må ringe hjem for at undskylde, at hun ikke kan være
hjemme som lovet. Pedro må ringe hjem til sine forældre i Mexico og undskylde at han ikke kan sende penge hjem som lovet, men at han til gengæld snart giver dem et barnebarn. Og Luis gennemfører sine interviews et efter et.
Luis dømmer ikke nogen, siger han. Hvis Julia er gravid og elsker Pedro, så er det deres sag. På den anden side er han ikke bange for at påpege, at det vil hjælpe Pedro med at få opholdstilladelse, hvis han er far til et amerikansk barn. Julia vil slet ikke udtale sig om, hvis barnet er. I eftermiddagspausen slapper både kokke og tjenere af. Pedro står i gyden og ryger en smøg med nogle af kollegerne og taler om, hvad deres største drøm er. Han tirrer dem. Han er ikke fri for at nedgøre deres drømme, men han undgår selv at fortælle om sin.
Samtidig er Julia imidlertid smuttet en tur ud i byen. Og Luis er ved at indkredse de mest sandsynlige mistænkte i forbindelse med de forsvundne penge. Og i køkkenet er gulvet endelig blevet vasket og sodavandssøen tørret op. Og om et øjeblik begynder ordrerne fra middagsgæsterne igen at tikke ind oppe fra restauranten. Og hvad gæsterne ikke ser, har de ikke ondt af …
Det var en lidt lang forklaring om menneskerne bag – men skal du se filmen, giver det mening at kende dette.
En opvaskers bekendelser
‘La Cocina’ er dels inspireret af instruktøren Alonso Ruizpalacios’ egne erindringer om at være opvasker og tjener i sin ungdom og dels af skuespillet ‘The Kitchen’ af Arnold Wesker. Og selv om historien er fiktion, så er den ikke så langt fra virkeligheden i mange restaurationskøkkener i New York – og måske andre steder.
– Jeg begyndte at dagdrømme om denne historie, allerede mens jeg arbejdede som opvasker og tjener på The Rainforest Café i Londons centrum, mens jeg studerede, fortæller Alonso Ruizpalacios.
– Det var nogenlunde på samme tidspunkt, jeg stødte på Arnold Weskers skuespil ‘The Kitchen’, som manuskriptet
er løseligt baseret på. Både filmens ‘The Grill’ på Manhattan, ‘The Rainforest Café’ og ‘The Tivoli i Weskers stykke’ er turistfælder, hvor arbejdet er hårdt og maden forfærdelig. Der er ikke plads til madkunst, når tallerken efter tallerken
skal langes over disken. På en måde kan man sige, at ‘La Cocina’ er en anti-madporno-film. Så det er egentlig ikke maden, der er i fokus i filmen. Den sker bare. Bestillingen kommer, varen leveres. På samme måde er spørgsmålet om papirer underordnet. At halvdelen af medarbejderne er illegale indvandrere, er bare et vilkår. Det vil sige – det er det i hvert fald, indtil nogen begynder at krydse de usynlige grænser.
– Grænser spiller en stor rolle i ‘La Cocina’, forklarer instruktøren, der også selv har skrevet manuskriptet. Fysiske, åndelige og sociale grænser. Fro det er en meget lagdelt verden. Der er grænsen mellem forhuset og baghuset, mellem ledelsen og medarbejderne, mellem amerikanere og udlændinge. Man kan se the line, skranken, hvor kokkene stiller, de færdige retter, og hvor tjenerne venter, indtil retterne er klar som en metafor.
Selv om ikke alle de tjenende ånder er fra Latinamerika, så afspejler Pedro og de andre medarbejdere på
The Grill forholdet mellem USA og Mexico.
– Som den mexicanske forfatter og samfundsdebattør Justo Sierra udtrykte det: ‘Stakkels Mexico – så langt
fra Gud, så tæt på USA’.
Køkkendrømmene
Det kaster naturligvis en skygge over Romeo-og-Julie-historien om kokken Pedro, der har vovet at krydse grænsen og indledt et forhold til Julia, der som tjener tilhører samme verden som gæsterne. Men som Pedro selv siger, ‘man kan ikke drømme i et køkken’. Og det køkken har Alonso Ruizpalacios selv sine erfaringer med:
Og det køkken har Alonso Ruizpalacios selv sine erfaringer med:
– Når du er i køkkenet, så bliver du måske gennemblødt. Dit hoved dunker måske på grund af den endeløse larm fra det rustfrie stål overalt. Du kommer måske til at savne dem, der ikke kan følge med, Du har måske ikke til at lære nogen at kende. Du kommer måske ikke til at forstå ret meget om nogen ting. Du får måske ikke tid til at drømme. Men måske – bare måske – vil du møde en ven, slutter instruktøren.
Filmfakta
Medvirkende: Pedro: Raul Briones, Julia: Rooney Mara, Estela: Anna Diaz, Nonzo: Motell Foster, Laura: Laura Gomez, Rashid: Oded Fehr, Luis: Eduardo Olmos med flere
Instruktion og manuskript: Alonso Ruizpalacios (efter stykket ‘The Kitchen’ af Arnold Wesker)
Producers: Ramiro Ruiz, Gerardo Gatica, Ivan Orlic, Lauren Mann
Executive producers: Marco Polo Constandse, Jose Nacif, William Olsson, Patrick Pfujena
Fotograf: Juan Pablo Ramírez
Klip: Yibrán Asuad
Musik: Tomás Barreiro
Filmens længde: Spilletid 2 timer 19 minutter
Originaltitel: ‘La Cocina’
Premieredato: Den 16. april
Se trailer her
Hvordan bedømmer man sådan en film
Første ord – udover jeg faktisk var lidt ‘tom’ eller måske ‘fyldt’, da filmen var færdig, var STÆRK, ANDERLEDES, VOLDSOM. Og jeg var også pludselig rigtig glad for (på grund af de sidste 10 minutter), at den var i sort/hvid. Men sort/hvid gør også, at man kommer et lag dybere og mere koncentrerer sig om menneskerne og det, de siger. Og DET gør man virkelig her.
Det er på mange måder en unik film – og jeg har givet den fem ‘stjerner’. Men jeg syntes også nogle gange undervejs, den skulle have mere eller mindre. Men et lille mesterværk er den. Og ja, den er også meget tankevækkende og ‘oppe i tiden’.
Jeg troede, jeg ville synes, den var lang – men det tænkte jeg faktisk ikke over. Men var nogle steder ‘konstrueret’ men den var også mesterlig på mange måder. Den var også lige dele larmende og stille (på flere måder). Og alle spillede virkelig godt. Og jeg tror, den skal ses i biografen – på et stort lærred – for at tage det hele ind. Der sker både meget og lidt. Men seværdig og stærk, det er den. Bedøm den selv – måske du efter at have læst denne artikel er ‘godt rustet’ til at se den. Og der er også noget dejligt ved at se film, der overrasker, er anderledes, og som man ikke lige glemmer med det samme – og det gør du ikke med denne film.
Læs også:
