
NEWS: Hver femte kvinde er udsat for hårdt psykisk arbejdsmiljø
Hver femte kvinde er udsat for hårdt psykisk arbejdsmiljø · Kontrol afslørede 1,5 millioner kroner skjult i hjulbrønd · Bødskov besøgte Vestas: Dansk erhvervsliv står skulder ved skulder med Ukraine · Historisk mange unge samlede ind til mennesker i nød · 32-årig biltyv fremstillet i grundlovsforhør · Dagens video: Snakken om Grønland
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Hver femte kvinde er udsat for hårdt psykisk arbejdsmiljø
Kvindelige lønmodtagere er oftere end mænd udsat for vold, trusler, mobning eller stress på arbejde, viser analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) udgiver i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag. Kvinderne er især mere udsatte for vold og trusler om vold, end mænd er.
Blandt kvindelige lønmodtagere har 20,3 procent et hårdt psykisk arbejdsmiljø. Det vil sige, at hver femte kvindelige lønmodtager er udsat for vold, trusler om vold, mobning eller stress. Blandt mandlige lønmodtagere gælder det 14,8 procent svarende til hver syvende mandlige lønmodtager. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af data fra Danmarks Statistik og Arbejdstilsynet.
– For rigtig mange danskere er deres arbejde forbundet med hårde psykiske arbejdsvilkår. Det gælder især blandt kvinderne, siger Kristoffer Lind Glavind, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Analysen viser også, at kvinder er mere udsatte end mænd på tre parametre:
Vold og trusler
Arbejdsrelateret stress
Mobning
Kvinderne er især mere udsatte for vold og trusler om vold, end mænd er.
11,0 procent af kvinderne er udsat for vold og trusler om vold i forbindelse med deres arbejde. Blandt mændene er tallet 6,8 procent. Kvinder er altså cirka 60 procent oftere udsat for vold og trusler i forbindelse med deres arbejde end mænd.
– Når kvinder er mere udsat for vold og trusler, hænger det nok sammen med, at der er mange kvinder i omsorgsfagene, hvor man er tæt på borgerne. Det kan være på plejehjem og andre sociale institutioner, forklarer Kristoffer Lind Glavind.
På hele arbejdsmarkedet har omkring 300.000 danske lønmodtagere et hårdt psykisk arbejdsmiljø, viser analysen. Det svarer til flere end hver sjette lønmodtager (17,4 procent).
For at leve op til betegnelsen om hårdt psykisk arbejdsmiljø skal lønmodtageren enten være udsat for psykisk pressende situationer og vise symptomer på stress, eller være udsat for vold, trusler eller mobning på arbejdet og have depressive symptomer. Definitionen følger belastningsindekset for psykisk arbejdsmiljø udviklet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Analysens hovedkonklusioner:
20,3 procent af kvindelige lønmodtagere, svarende til godt hver femte, har et hårdt psykisk arbejdsmiljø. For mandlige lønmodtagere er tallet 14,8 procent, svarende til lidt over hver syvende.
9,9 procent af kvindelige lønmodtagere er udsat for mobning på arbejdspladsen. For mænd er tallet 8,2 procent.
11,0 procent af de kvindelige lønmodtagere er udsat for vold eller trusler om vold i forbindelse med arbejdet. For mandlige lønmodtagere er tallet 6,8 procent.
12,4 procent af kvindelige lønmodtagere er udsat for arbejdsrelateret stress. Blandt mandlige lønmodtagere er tallet 9,3 procent.
Læs analysen her

Læs også: Seje kvinder der ændrede verden
Kontrol afslørede 1,5 millioner kroner skjult i hjulbrønd
Den fælles Politi og Toldgruppe fandt en skoæske med pengesedler skjult i bil ved grænsen i Frøslev.
En 56-årig mand blev sidste tirsdag aften klokken 22.20 anholdt og sigtet for hvidvask ved grænseovergangen i Frøslev.
En sort BMW blev udtaget til stikprøvevis kontrol af den fælles Politi og Toldgruppe klokken 21.30. Køretøjet blev undersøgt af Toldstyrelsen, der i bilens hjulbrønd fandt en nettopose, hvori der var gemt en skoæske med 30 bundter 500-kronesedler. I alt var der 3.000 pengesedler, så der samlet set var tale om et fund på 1.5 millioner kroner. Den 56-årige ønskede beslaglæggelsen forelagt Retten.
– Det er helt afgørende, at Toldstyrelsen bidrager til at forhindre eventuel hvidvaskning af penge. De store beløb kan være nemlig være et tegn på, at kriminelle netværk forsøger at transportere og hvidvaske kontanter uden om myndighedernes søgelys, og det går ikke, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Jeppe Kjærgaard.
Medbringer rejsende 10.000 euro – svarende til cirka 75.000 kroner eller derover, i kontanter eller andre likvide midler, skal beløbet angives til Toldstyrelsen. Formålet er at forhindre hvidvask af penge og illegale pengestrømme på tværs af landegrænser.
I 2023 tilbageholdt toldere kontanter og andre likvide midler for ca. 33 millioner kroner ved de danske grænser.
– Sagen viser endnu engang styrken i, at politiet og Toldstyrelsen arbejder tæt sammen i indsatsen mod den grænseoverskridende kriminalitet, så vi kan få afsløret og retsforfulgt gerningsmænd i sager som denne, udtaler politiinspektør Jesper Hansen, Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest).
Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker fortsat sagen.

Læs også: 14 års fængsel for narkosmugling
Bødskov besøgte Vestas: Dansk erhvervsliv står skulder ved skulder med Ukraine
Erhvervsministeren er i disse dage rundt hos danske virksomheder for at tale om den geopolitiske situation og besøger i dag Vestas for at tale om stort, dansk/ukrainsk vindmølleprojekt.
Danske virksomheder støtter Ukraine både humanitært, militært og ved store investeringer i genopbygningen. Et godt eksempel på det er aftalen om en ny vindmøllepark mellem det ukrainske selskab DTEK og danske Vestas. Projektet er støttet med en statsgaranti på 2,85 milliarder kroner, der er stillet gennem Ukraine Fonden under Danmarks Eksport- og investeringsfond.
I dag besøger erhvervsministeren Vestas i Ringkøbing for at tale om projektet og se eksempler på den type af vindmøller, der skal sendes til Ukraine.
Erhvervsminister Morten Bødskov fortæller:
– Danmark står bag Ukraines frihedskamp. I sidste uge rundende Ruslands invasion af Ukraine tre år og Putin fortsætter ufortrødent sine overgreb mod ukrainerne. De målrettede angreb mod kritisk infrastruktur har store konsekvenser og jeg har med selvsyn set de mørklagte byer. Derfor skal vi sørge for, at Ukraine har et stærkt værn. Og her spiller en af Danmarks grønne styrkepositioner inden for vindenergi en nøglerolle. Vindmølleprojektet har potentialet til at levere helt afgørende bidrag til den ukrainske genopbygning og grøn strøm til 700.000 ukrainere. Det er et solidt dansk bidrag til at sikre en mere sikker og grønnere fremtid i Ukraine.
Projektet i Ukraine blev præsenteret tidligere på året og består af 64 vindmøller. Projektet har en værdi på knap 4 mia.kroner.

Læs også: Ørsted og Vestas indgår banebrydende grønt samarbejde
Historisk mange unge samlede ind til mennesker i nød
Rekord mange unge har tilmeldt sig til Folkekirkens Nødhjælps landsindsamling i går søndag den 9. marts.
Op mod 7.000 unge gik går på gaderne for at samle ind til Folkekirkens Nødhjælps arbejde til fordel for mennesker i verdens brændpunkter. Og det er næsten 1.000 flere end sidste år.
Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær, Jonas Nøddekær, hylder udviklingen:
– Jeg er virkelig overvældet over, at vi igen i år oplever rekordmange unge, der kontakter os, fordi de ønsker at samle ind til mennesker i verdens fattigste lande.
To af indsamlerne hedder Ida og Malou og går i 9. klasse i Nørresundby – og derudover er de for andet år i træk i fuld gang med at stable landsindsamlingen på benene i deres hjemby.
– Det er en megafed oplevelse at være med! Med alt det, der sker rundt om i verden lige nu, kommer man let til at tænke: ’Lille mig kan jo alligevel ikke kan gøre en forskel’. Men når vi går sammen på den måde her i hele Danmark, så er det jo kæmpestort – og så betyder det jo virkelig noget, hvad vi gør her i Nørresundby. Det er virkelig fedt at være med til, fortæller Ida Munk Pedersen.
Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær er imponeret over de unges engagement:
– Jeg er virkelig glad for, at unge som Ida og Malou tager ansvar for verden. Det er så vigtigt, at danskerne ikke mister modet i disse vilde tider, men bruger deres energi på at handle. Min værste frygt er, at vi mister troen på, vi kan gøre en forskel, og synker hen i afmagt. For vi kan hjælpe og skubbe verden i en bedre retning. Det er Ida og Malou et rigtig godt eksempel på.
Jonas Nøddekær understreger, at det aldrig har været vigtigere med opbakning til verdens mest udsatte mennesker:
– Donald Trumps beslutning om at suspendere næsten al amerikansk udviklingsbistand har enorme konsekvenser for millioner af mennesker, der ikke længere kan få adgang til basal nødhjælp som mad og drikke, vaccinationer og skolegang. Derfor tæller hver en krone lige nu.

Læs også: Folkekirkens nødhjælp advarer om flygtningestrøm fra Syrien
32-årig biltyv fremstillet i grundlovsforhør
En 32-årig mand er i fredags fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Han er sigtet for at stjæle en bil samt for andre overtrædelser af både færdsels- og straffeloven.
Sidste onsdag aften omkring klokken 20.25 blev en patrulje opmærksom på en personbil, som kørte ad Vejlevej i Kolding i nordlig retning. Patruljen ønskede at bringe bilen til standsning og aktiverede patruljebilens udrykningssignaler. I personbilen var der to personer. Personbilen ønskede dog ikke at standse, men øgede hastigheden og kørte videre ad Vejlevej mod nord.
I krydset mellem til- og frakørsel 63 til Sønderjyske Motorvej og Vejlevej fortsatte personbilen over for rødt lys. Her skete der et sammenstød med en personbil, som netop var kørt væk fra motorvejen og ud i det lysregulerede kryds. I denne personbil var der to personer. Alle fire personer fra de to biler blev bragt til sygehuset til behandling. Ingen af de involverede er svært tilskadekomne. Sydøstjyllands Politi kan af hensyn til politiets tavshedspligt ikke oplyse yderligere om de involveredes tilstand.
Føreren af den eftersatte personbil er sigtet for brugstyveri af den bil, han kørte i, samt for at være påvirket af alkohol og/eller euforiserende stoffer, hvorfor der er udtaget blodprøve til nærmere undersøgelse. Derudover er føreren sigtet for en række overtrædelser af færdsels- og straffeloven.
En bilinspektør blev rekvireret til undersøgelse af uheldsstedet, og idet færdselsuheldet skete i forbindelse med en eftersættelse, er Den Uafhængige Politiklagemyndigheden blevet underrettet. Føreren af den eftersatte bil er en mand på 32 år med bopæl i Kolding Kommune.

Læs også: Vanvidskørsel i stjålen bil


