Læs også:

Close
købehavn cykle

Klumme: Tanker på mine cykelture

Mit liv  | 

Har du nogensinde tænkt over, hvordan tankerne flyver afsted, når du cykler … Eller det gør mine i hvert fald. Det er som om, alt sættes på pause, og både hjerne og øjne lever sit eget (nye) liv, når jeg er ude at cykle. Læs her om mine tanker på cykelturene

At cykle er faktisk skønt – altså hvis det ikke regner og blæser for meget. For en ‘cykelmyg’ er jeg nok ikke helt – og jeg hader også spinning. Men det at cykle i København er noget, jeg med årene har taget mere og mere til mig. Kom med på mine cykelture og mine tanker …

københavn søerne søpavillionen
København er smuk – på alle tider af året – her er det en lækker sensommerdag … (Foto: MY DAILY SPACE)

At cykle

Jeg må nok indrømme, at da jeg var barn, der var det at cykle helt naturligt og ja nærmest eneste transportmiddel. Det var bare sommer og vinter op på jernhesten og afsted. I mit voksenliv har jeg, da jeg fik børn, kommet lidt bagud med at cykle, men efter jeg for omkring 10 år siden flyttede tilbage til København, ja så er der jo nærmest kun to måder (for mig) at komme rundt på, og det er cykel og Metro. Begge havde jeg nok ikke regnet med skulle udgøre min transport, men jeg er faktisk blevet fan af begge.

Og det er på de der cykelture, at jeg med årene bare at blevet mere og mere glad for det at cykle. Indrømmet – i starten var jeg virkelig angst for at cykle rundt i København – syntes det var tæt på skræmmende – for der er bare biler, cykler og mennesker overalt. Og ja turister som også forsøger sig på cykelstier – med meget lidt erfaring og held …

cykel cykler
København er fyldt med cykler … (Foto: MY DAILY SPACE)

Elcykel

Jeg har desværre en ret gammel skrammelbunke af en cykel, men jeg kan virkelig ikke overskue at bruge så mange penge på en ny – helst en elcykel. Og ja, den kører jo også fint og ‘får mig frem’. Jeg synes, det er øv, at man reelt ikke rigtig ‘tør’ investere i en dyr cykel, fordi de så ofte bliver stjålet – altså – det er da nederen.

Det sidste år har jeg et par gange været til events, der inkluderede længere ture på elcykel – blandt andet en ved Silkeborgsøerne og en i Frankrig. Og lad mig bare afsløre – og ikke mindst indrømme – jeg elsker det. Ja, bliver nærmest en cykelidiot, der ikke kan styre mig. For hold op hvor er det nemt og dejligt, og hvor ser man bare meget. Det er også den perfekte måde som turist at komme rundt på. Det må jeg indrømme, især når man er en erfaren cyklist i forvejen. Men ja her tilbage i København, der har jeg bare min gamle cykel.

cykel
Den er bestemt ikke pæn – måske endda så gammel og grim, at ingen gider stjæle den. Men jeg er glad for den – og at der er kurv på … (Foto: MY DAILY SPACE)

Og så til tankerne

En af de sjove ting som min lidt skøre hjerne elsker at bruge tid på, når jeg cykler er at kigge på folk. Tænke ‘hvem er de’, ‘hvor er de på vej hen’ og så videre. Cykelstierne er fyldt med alle typer – fra helt ung til nogle højt oppe i alderen, og det elsker jeg bare – at det at cykle er for alle. Ja, der er også de der midaldrende mænd i cykeltøj, som min hjerne helst ikke vil hverken se eller tænke for meget på, for jeg har stadig til gode at møde en, der så bare lidt lækker ud i stramt og cykeltøj som lige havde set et cykelløb i fjernsynet …

Men ja tankerne og oplevelsen af omgivelserne af København bliver så intensiveret, når man cykler runder der. Jeg har kommet i København det meste af mit voksenliv, men det er først, da jeg begyndte at cykle, at jeg egentlig kan sige, at jeg har fået et virkelig tæt forhold til byen. Jeg ser spændende baggårde – fine bygninger – mennesker der stresser eller smiler – ser dagens mange facetter udspille sig. Og jeg både får renset mit hoved men også fyldt det med andre ting, end hverdagen normalt er fyldt med. Det er faktisk rart og en lille bonus ved cykelturene …

københavn metro christiansborg
Det er ikke sjældent, jeg må stoppe op og fotografere – for både lys eller bygninger er så smukke … (Foto: MY DAILY SPACE)

Tankerne styrer

Det sjove er, at ofte på de cykelture, så får jeg gode ideer, kommer i tanke om noget jeg skal huske eller mindes ting. Det er som små flashbacks og tankestrimler, der bare står i kø for at komme frem. Livet er sådan lidt mere ‘i farver’ – det er bedste måde, jeg kan beskrive det på.

Og det sjove er, at selvom jeg er på farten, så er det som om min hjerne får en veltrængt pause og hvil, så den kan hjælpe mig med at tage livet – dagen – minuttet bedre ind. Ja rense eller tømme eller måske endda fylde mit hoved med ting, der slet slet ikke er plads til i en travl hverdag. Det har jeg aldrig oplevet ske, når jeg kører bil. Og til sammenligning når jeg sidder i et fly, der flyver tankerne slet ikke, der får jeg bare virkelig lyst til at sove – hvad jeg også oftest gør. Godt jeg ikke blev stewardesse …

københavn tivoli glyptoteket
København er ikke blot en smuk by om dagen – men også om aftenen – der cykler jeg også rundt og nyder byen … (Foto: MY DAILY SPACE)

Og så et par irriterende oplevelser …

Cykelstyrt

Hvis nu jeg indrømmer, jeg er overtroisk, så er mit cykelstyrt for nylig måske et godt eksempel. Ugen inden styrtet spurgte min 88-årige gamle mor – ‘bruger du egentlig cykelhjelm – ‘nej’ var det korte svar til hende – og svaret retur var ‘DUMT’. Og ja det ved jeg sgu godt – og jeg har virkelig kun absurd dårlige undskyldninger for ikke at bruge en cykelhjelm. Og den dummeste er nok ‘jamen jeg er aldrig styrtet’ … Og det var som sagt også sandt indtil for en uge siden.

Jeg kørte på Jagtvej, hvor et stillads ved et hus ledte cykler ud på kørebanen og så op igen på cykelstien lige efter. Det lyder nemt – det var det også – stille og roligt. Men HVAD der skete, da jeg skulle op på stien igen, det ved jeg stadig ikke. Jeg er faktisk kørt forbi senere i bil for at se på kanten. Jeg forstår det ikke. For den var ikke høj eller dum. Men på vej op er det som om ‘cyklen tackler sig selv’ og styret vender rundt mod mig og dermed kan man vel godt sige, at cyklen stopper ret drastisk – og dermed fløj cykel og jeg ned mod asfalten.

Af en eller virkelig mærkelig grund, så skete der ikke meget med mig, selvom jeg fik dele af cykel ind på kroppen. Jo, jeg fik store blå mærker mange steder – men det blødte næsten ikke. Og den største skade var mine yndlingssolbriller, der har taget for i faldet.

I dag da jeg cyklede inde i København tænkte jeg igen, hvor heldig jeg havde været – og hvor mærkeligt det er, der ikke skete mere. Men ja heldigt var det – og også en tanke til dem, der kom løbende over til mig og straks hjalp. Især en gjorde det hele lidt sjovt – midt i det absurde. Hans første kommentar var ‘du cyklede bare der stille og roligt, og så sagde det SMÅKAGE – og så lå du der’ – og ja sådan kunne man også formulere det – dum småkage og cyklist – altså mig …

itu solbriller rayban
Ja, de var mine yndlings Rayban – meeen det er de ikke mere … (Foto: MY DAILY SPACE)

Dumme store ladcykler

Og selvom det måske ikke er alle, der er enige, så er jeg virkelig træt af de store lad- eller Christianiacykler. Ikke fordi jeg er misundelig – men fordi, de virkelig fylder på cykelstierne, der virkelig ikke er bygget til cykler i den bredde. De er faktisk mega farlige for trafikken, og de cykler hurtigt, og DEM kunne jeg ikke tænke mig at støde sammen med, så store og tunge og med kanter, de er …

Nogle gange cykler de også, som om de er de eneste på vejen, og så har de en lang hale af os cykleidioter bag sig, som pænt må vente på, at der overhovedet er plads til at overhale. Jeg ved godt, at ud fra et klimaperspektiv, så er det smart at have dem i storbyerne, for mange har anskaffet dem i stedet for biler, men på sigt er der nogen, der må tage den problematik op og gøre noget ved den, for der kommer jo bare flere og flere af dem – det samme med elcyklerne …

par forelsket kæreste solnedgang cykel (Foto: Unsplash)
Jeg gider ikke vise et foto af de cykler, der irriterer mig – jeg vil hellere sige PYT og tænke frem – på gode cykelture … (Foto: Unsplash)

Min fremtid med at cykle

Jeg kommer også  i fremtiden til at cykle – NOK med cykelhjem … Og jeg kommer nok også til at anskaffe en elcykel til sommerhuset, for det har jeg tænkt på må være det skønneste at cykle rundt i sommerlandet ved havet, skoven og markerne (på nær når de har kommet gylle ud). Den vil virkelig gøre mit sommerhusliv endnu skønnere.

Jeg har stadig ikke løst ‘lysten til at cykle i regn- og stormvejr’, men jeg har dog anskaffet en regnfrakke i ekstra stor størrelse, så jeg kan have taske og almindeligt tøj og frakke under. Men måske kommer det med tiden – lidt ligesom min opfattelse af længden på en cykeltur hele tiden har rykket sig.

Da jeg flyttede til Frederiksberg for to år siden, tænkte jeg ‘shit der er langt at cykle til indre by’. Det griner jeg lidt af mig selv af nu. For nej, det var der ikke, og så er der jo også kommet den bonus med – at jeg rent faktisk nyder turene og ja tankerne – de fleste af dem …

 

Læs også:

 

Klumme: Jeg ser ikke kun asfalten

 

himmel kig op hustage look up (Foto: Unsplash)

· Mere fra samme kategori ·