
Fem på stribe: Boginspiration til dig
Bøger er gode for krop og sjæl og ikke mindst hjerne. Her får du lidt inspiration til november måneds læsning. Her er fem gode bøger på stribe
Jeg elsker bøger – bøger i alle afskygninger. Jeg kan bare ikke få nok. Vi tager nu hul på en dejlig november måned, hvor det snart også står i julens tegn …
Her får du fem gode grunde til at finde et hyggetidspunkt og sted at kaste dig over bøgerne – store som små – gamle som nye, mens vi nyder de mørkere novemberdage. Om du læser eller lytter til dem – det er op til dig. Så er du klar til hygge, hvilket for mig er at læse en god bog.

Den gode debutroman
Thora, Hugo og August er tre venner, der bruger al deres tid sammen. De hænger på caféer og barer, cykler til Djurgården i sommernatten, møder foråret i Paris. Men under overfladen rører stærke følelser sig og tanker om seksualitet, klasse og kærlighed.
Thora kommer fra gamle penge og bor hos sine forældre i en stor lejlighed i det eksklusive Lärkstaden. Hun og kunstneren August har længe været tætte og af og til også elskere. Hugo kommer fra en helt anden baggrund og møder Thora og August, da han får lov at flytte ind på et værelse i Thoras forældres lejlighed. Han både fascineres og forfærdes over deres privilegerede verden.
Kærligheden er stor mellem de tre. Men den skrøbelige balance i deres forhold er hele tiden i fare for at gå i stykker.
‘Trioen’ er en moden og løfterig debutroman fra Johanna Hedman, der indkapsler den bittersøde følelse af at være ung, når man har hele livet foran sig, og alting føles utrolig alvorligt. Hende glæder jeg mig til at læse flere bøger fra
‘Trioen’, 299,95 kr., saxo.com
Den hjertevarme
I ‘Hovedet i himlen og fødderne på jorden’ udfolder Carolyne Kaddu Rasmussen sin livsbekræftende og gribende livsfortælling. Vi kender hende fra Melvin Kakooza’s tv-programmer (som ja er hendes søn), hvor hun er uendelig sød, varmf og skarp i sine små kommentarer. Men her lærer vi den søde mor meget bedre at kende.
Carolyne Kaddu Rasmussen har mærket livets kontraster i yderste potens, og i bogen fortæller hun om sit livs mørke og lys. Hun tager os med tilbage til sin barndom i Uganda under Idi Amin og til hendes families nye tilværelse i Kenya. Her forelsker hun sig i en politiker, som må forlade hende og flygte til politisk asyl i Danmark. Hans farlige flugt sætter sine spor, og da Carolyne møder ham igen er han nedbrudt og modløs. Nu må hun i en alder af blot 21 år skabe sig et helt nyt liv i det fremmede Danmark med to små børn.
Med humor, varme og styrke fortæller Carolyne Kaddu Rasmussen om sit liv, og om hvordan hun på inspirerende vis altid har formået at bevare håbet, lyset og kærligheden. En skøn skøn bog om og med en skøn skøn kvinde. Man forstår nu nemt, hvor Melvin har fået den fantastiske ballast og personlighed fra.
‘Hovedet i himlen og fødderne på jorden’, 229,95 kr., saxo.com
Den rørende
‘Håbets ø’ af Anna Mejlhede er en rørende roman om sorg, kærlighed, venskab og savn, der udspiller sig på Læsø.
Ifi har taget orlov fra sit arbejde, for bedre at kunne tage sig tid til at sørge over hendes mand, Einar, der døde i en tragisk ulykke. Behovet for at komme væk fra storbyen fører hende hele vejen til Læsø, hvor hun – med Einars urne under armen – lejer sig et tanghus på øens østkyst.
Det lille tanghus er idyllisk, men Ifi bliver hurtigt opsat på at åbne den låste dør ind til husets lille kammer. Udlejeren, en gammel mand kaldet Søren, fortæller hende at dørnøglen er pist forsvundet, men mysteriet om kammeret nager fortsat i baghovedet på Ifi.
Dagene går, bølgerne skvulper og Ifi er slet ikke parat til at sige farvel til Einar. Til gengæld forelsker hun sig i Læsø, dens natur og dens mennesker. Da Ifi en kold forårsdag bliver reddet op af Jegenbugten af Julie, en sky og sød Læsø-kvinde, bliver det starten på et smukt og unikt venskab mellem de to.
‘Håbets ø’ er Anna Mejlhedes virkelig imponerende romandebut, der klart afspejler hendes store kærlighed til den lille ø i Kattegat, men som også tager læseren med på en lille (menneskelig) rejse. Var vild med den.
‘Håbets ø’, 229,95 kr., saxo.com
Den spændende
Jeg har læst de fleste, og jeg kan virkelig godt lide Karin Slaughters krimier (også fordi de foregår i USA, som jeg har en svaghed for). Nu er hun kommet med en ny; ‘Den glemte pige’. Lille plus at den (også) foregår omkring de år, hvor jeg selv gik i gymnasiet – og havde fuldt gang i 80’ernes farverige liv, leben og livsstil, så min hjerne havde nemt ved at forestille mig ‘den tid’.
Longbill Beach, 1982: Her er Emily Vaughn i fuld gang med at gøre sig klar til afslutningsfesten – højdepunktet for enhver elevs fire år på high school. Men Emily har en hemmelighed. Og inden aftenen er gået, vil hun være død.
Fyrre år senere er drabet på Emily stadig uopklaret. Hendes venner rykkede sammen i tavshed, hendes familie lukkede sig sammen om sig selv, og livet i lokalsamfundet gik videre. Men alt det er på vej til at ændre sig. Andrea Oliver ankommer til byen for at løse en opgave, som i bund og grund går ud på at beskytte en dommer, der modtager dødstrusler.
Men opgaven er bare et skalkeskjul. For i virkeligheden kommer Andrea til byen for at finde retfærdighed for Emily – og for at afdække sandheden, før morderen beslutter sig for også at bringe hende til tavshed.
Slaughter kan det med at ‘orkestrere’ et persongalleri – mikse det med spænding – god handling, og så mestrer hun både de store og små detaljer.
‘Den glemte pige’, 249,95 kr., saxo.com
Den lækre feel good bog
Jenny Colgan er feel good bøger kogt ned til en Maggiterning. Elsker det og hendes bøger ikke mindst. Jeg er aldrig blevet skuffet over hendes bøger. De ‘leverer’ det jeg OGSÅ kan lide ved bøger. En hygge og stemning – en god følelse og en pause, man hygger sig med. Og så har jeg utrolig nemt ved at se hendes personer og univers for mig. Ja jeg føler nærmest, jeg har været der.
‘Der er øjeblikke i ens liv, hvor man spekulerer på, om man mon er en punchline i en stor, kosmisk joke …’ Sophie har det hele. Hun kender alle, der er værd at kende, bliver inviteret til de rigtige fester og har et klædeskab, der er Vogue værdigt.
Men en skæbnesvanger aften bliver hendes verden vendt på hovedet, og hun står pludselig uden en klink på lommen. Nu må hverdagen som it-girl skiftes ud med et underbetalt job som fotografassistent og det enorme hus med en lille lejlighed og fire roomies: Alec, Cal, James og Wolverine.Sophie ønsker desperat at få sit gamle liv tilbage. Eller gør hun? For det er let at blive i tvivl, når hendes nye venner har hjerter af guld. Ikke mindst fordi den charmerende Cal og den søde Alec begge står klar med en hjælpende hånd, når Sophie har brug for det.
Der er amoriner i luften på den hyggelige måde – vi ved det og forventer det og venter reelt også bare på det … Men tør hun give sit hjerte væk, og hvem vil være bedst til at passe på det? ‘Alt der glimter’ er endnu en sjov og romantisk fortælling af bestsellerforfatteren bag ‘Det lille bageri’ og Rosie Hopkins-serierne.
‘Alt der glimter’, 159,95 kr., saxo.com
Læs også:
Vidste du dette om Karin Slaughter