Læs også:

Close
tid ur klumme tanker vand hånd

Klumme: Er der nogen, der gider stoppe tiden, tak …

Mit liv  | 

Hvorfor fanden skal man først opdage, at det pokkers liv stryger afsted med 300 i timen, når ‘løbet lidt er kørt’, og ungdommens sprødhed og vilde dage for længst er overstået. Er der nogen, der gider stoppe tiden, tak

Er det også noget, du tænker på … Ja, det kan man nemt komme til – om man så er 20, 30 år eller bare tussegammel som mig. Men faktum er, at det rent faktisk begynder at fylde i mit hoved.

Ikke mindst, da jeg stod og tørrede støv af et foto, som jeg fuldstændig klart kan huske blev taget til noget arbejdsmæssigt – så tog jeg et foto af mig selv i samme position og samme lette makeup – og så satte jeg dem sammen og tænkte – ‘havde jeg bare vidst’ – og blev også lidt deprimeret – for der var rent faktisk 31 – 31 fucking år imellem …

Og det værste ved det hele var, at det føltes som måske 8 år. Det var der, jeg endegyldigt tænkte, ‘hvem gider stoppe tiden’, for jeg gider ikke næste gang, jeg laver den sammenligning have 40 år imellem de to fotos.

pige kvinde tænker zen
Hvorfor var man aldrig tilfreds med sig selv, da man rent faktisk var allersmukkest … (Foto: Unsplash)

Hvorfor går det så hurtigt?

Kender du de der momenter, hvor man tænker ‘fuck er det allerede mandag igen’ – eller ‘shit jeg synes lige, det har været jul’. Sådan kan man have det – ja endda med år, der når man har fødselsdag tænker ‘ahhh men altså, hvordan gik der så et år mere’ … Jo, jo indrømmet – tiden eller livet har det med at gå så hurtigt. Og det er faktisk ikke fair – for der er så mange ting, man skal nå, opleve og udleve og ja bare nyde …

Da jeg var teenager, kunne tiden ikke gå hurtigt nok. Man var hele tiden på vej ’til det næste’, og man var reelt ikke helt tilfreds med det, man havde, men stilede hele tiden efter noget andet – bedre eller vildere. Og så kom 20’erne, hvor der var så mange ting, der skulle ‘falde i hak’, og alle omkring en begyndte at få kærester – ja endda nogen blev gift og fik deres første barn. Og her tænkte jeg ‘shit hvor er livet pludselig blevet alvorligt’ . Og hvor havde jeg ret – meget mere end jeg var klar over – for derfra er det bare blevet mere og mere alvorligt, og alt man gør har en konsekvens for en selv eller andre.

Og sådan gik årene – og det er virkelig gået op for mig, at hvis jeg ikke stopper op, så går der sgu nok 10-20 år mere, uden jeg når at blinke … Det må bare ikke ske.

timeglas hourglass tid (Foto: Pexels.com)
Tiden går – nej den flyver afsted … (Foto: Unsplash)

Hvorfor går noget så langsomt?

Og ja det er så det modsatte – for tid er sådan en mærkelig ting. Vi mindes vores fortid – vi glæder os til fremtiden – og glemmer ofte at leve i nuet. Faktisk absurd dumt – for det viser jo bare, at vi ikke er til stede. Mon ikke der er andre end jeg, der har det på samme måde.

Vi er sådan nogen utålmodige og utaknemmelige sjæle – der aldrig er helt tilfredse – altid stiler mod noget andet – og tror vi ved bedre … Det er lige så dumt. Og her gik man og troede, at man var så livsklog, og så er man pludselig slået totalt hjem til startposition.

Tiden kan ofte føles, som om den sniger sig afsted. Den arbejdsdag der aldrig får en ende – det kedelige budgetmøde – den rengøring der skal klares – den venten på det bliver forår – sommer – fødselsdag – festen – julen … Og sådan kunne jeg blive ved. Måske man skulle glemme alt om fremtiden – for så vil tiden ikke gå langsomt men bare ‘som den nu skal’ …

ure tid ur
Tid er en underlig størrelse … (Foto: Unsplash)

Hvordan lærer man at leve i nuet?

Se, det er jo det, der er hele essensen og kernen i det her tankemylder, der er kommet i mit hoved. For jeg er selv ufattelig dårlig til det. Elsker at have noget at se frem til – at glæde mig til – om det så er en tur til New York – en solskinsdag eller december måneds julehyggerier. Men er det egentlig ikke bare ‘at se frem til den næste ting’ i stedet for at være HER og NU. Altså sådan lidt ‘look up’ – altså stop op – kig op og træk vejret og mærk (godt) efter.

Jeg tror, det må være noget, der skal tillæres – og jeg tror, det er nemmere for nogen end andre. Intentioner er jo ikke nok – handling er bedre og vigtigere. Og ja, der sker jo hele tiden noget, der ændrer den lille hverdags mange gøremål, så man netop bare knokler videre, som var der en rød klud foran os …

Men man skal jo starte et sted – og bare det at tænke tanken, vil måske gøre en lille fin start ‘Rom blev jo ikke bygget på en dag’ – eller var det bare ‘min måde at tænke på, der ikke ændres på en dag’ … Så måske det at for eksempel at skrive dagbog – eller tanker ned – eller bare en lille ting – man måske var glad for, der skete i løbet af dagen. Det er da et forsøg værd.

pige glad strand
En sommerdag på stranden kan være dejlig – men det kan en regnvejrsdag også … (Foto: Pexels)

Hvad er et liv?

Det lyder sådan lidt floskelagtigt, og man kan næsten se eller høre en præst stå og prædike det. Men jeg tænker bare det unikke og fine liv, som vi har fået os givet. Vi fødes, og så går en stor læring i gang. Og når vi er teenager, synes vi jo allerede, at vi både er klogere og sejere og mere voksne end ens forældre. Men livet er en gave – og det er ofte, når døden kommer på besøg i ens liv, eller man hører om en, der er død, at man tænker ‘nu skal jeg også leve livet, som var det den sidste dag’. Men ja, så ryger den lige ved næste dags ‘betaling af regninger’ …

Men når man tænker over, hvor mirakuløst et liv er – og hvor glad man skal være for, at vi er her, så er lidt taknemmelighed måske på sin plads. For ja ‘livet er ikke lutter lagkage’ – det ville være synd at sige. Men måske man burde fylde et imaginært bæger med gode ting og oplevelser op – og så kigge lidt på dem, når alt går en imod. Vægten tipper – både til den gode og dårlige side – sådan er livet også engang imellem.

Den eneste værdi i verden der findes, er tid. Et sekund er et sekund – et minut er et minut. Det kan ikke gradbøjes eller ‘forhandles’ …

Smil til det pokkers liv

Jeg tror på, at ‘smil avler smil’ – jeg tror på, at smiler og griner man, så udløses de der dejlige endorfiner, og vi kan bedre og nemmere takle udfordringerne, der kommer vores vej. Og en skal jo starte med at smile. Måske det smitter – eller jo det ved vi jo godt det gør. Så smil og smil og meget. Grin ukontrollabelt – som var du sindssyg. Dem der dømmer dig, burde måske selv smile og grine lidt mere.

Ofte er det de små ting, der faktisk fæstner sig i vores hukommelsen – ikke ringen vi fik – eller den dyre rejse. Måske er det en duft – et kram – et lille ord man fik med sig – eller bare en god kop kaffe. Det vigtige ligger i detaljen – og måske slet ikke i helheden – og det er måske det, vi gør galt – at vi ‘summerer’ det hele op – nyd og tag de små gode ting ind, som kommer din vej …

smiley pige glad ballon
Smil – smil for pokker … (Foto: Pexels)

Et godt liv

Spurgte man folk om, hvad der var et godt liv, ville der komme et utal af svar – så forskellige som der er mennesker. Men kærlighed og at føle sig elsket er nok på de flestes drømmeliste – og det starter jo med dig selv – at elske dig selv og give andre den kærlighed.

Der er ikke et endegyldigt svar på, hvad der er et godt liv – heldigvis. For en vil måske bare sidde hjemme i sin 1-værelses og game – en anden rejse ud og opleve verden – en bare en stor familie – en et job der optager al ens tid. Og alt er og kan være okay – for det er jo de øjne (og hjerter og hjerner) der ser det, der har ret.

Så lad vær med at døm andre for deres (livs)valg – men husk også, at ‘enhver er sin egen lykkes smed’ – så hvis du tror, du bare kan sidde og vente på, at lykken og det gode liv dumper ned i din turban – så er der nogen, der skal give dig et ordentligt spark bagi. For du må op af sofaneseren og selv gøre noget …

Hej fremtid

Fremtid skal ses som ‘glasset er halvt fyldt’ – lidt som Pippi Langstrømpe og Peter Plys sagde ‘det har jeg aldrig prøvet, det kan jeg godt finde ud af’. Det er da den ultimative positive livsindsstilling at have. Så tænk med glæde og sommerfugle i maven – ‘hvad mon fremtiden bringer’ – tag en dag ad gangen – og vær med til at forme din fremtid.

Der er mange ting, du sikkert ikke tror eller måske endda vil vide, der sker i fremtiden. Men det er også okay. Se det som en lang vej – med bump og blindgyder og små stikveje – sådan er livet også. Og hvis du lægger de erfaringer til, som du får på rejsen, så har det jo nok været det hele værd. Det er jo netop de ting, der er med til at definere og forme os og vores fremtid.

make this day great citat
‘Make this day great’ – ja tak … (Foto: Peels)

‘If I could turn back time’

Cher sang den og det – og jeg siger det sgu stadig … For der er faktisk en del ting, jeg gerne ville have lavet anderledes. Er det for sent – øhhhh ja Tina – du kan jo ikke få den tid tilbage, der er gået. Men du kan til gengæld gøre noget ved ‘alt herfra’ …

Så hvad tænker du – ville du skrue tiden tilbage … Åhhh jeg ville gerne danse vildt igen i 80’erne velvidende, at det var de sange, som jeg resten af livet ville komme til at elske allermest og dermed med blot to strofer transformeres tilbage til min ungdom – hvor man var – hvem man kyssede – eller hvilken fest eller tøj man havde på.

Livet leves forlæns og forstås baglæns

Det er gammelt – faktisk tussegammelt – men ikke desto mindre absurd sandt. ‘Livet må forstås baglæns, men må leves forlæns’. Citatet er en sammenskrivning af et længere Kierkegaard-citat fra 1843 og refererer til, at man er nødt til at leve livet, mens det sker, og ikke kan planlægge sit liv på forhånd. Træls at tænke – men måske også okay. For ligesom med de ikoniske film ‘Back to the Future’ er det ikke sikkert, man havde haft et bedre liv, hvis man havde ‘vidst bedre’ …

Man kan sige, at ja der er virkelig mange ting, man eller JEG i hvert fald gerne ville have vidst. Føler mig faktisk sådan lidt utaknemmelig og snydt – haha – for ja, der er alt for mange ting, der gledet forbi mit (travle) hoved og liv – hele tiden på vej til noget nyt og vigtigere – eller sådan føltes det undervejs. Men det var det jo ikke – sådan set i bagklogskabens klare lys.

Så ja, det er nok godt, der ikke findes en ‘Back to the teen’-bil, som jeg straks ville have sat mig ind i … Så derfor må jeg selv sørge for at være i nuet – glædes over hver lille ting og dag – også de dage, der er trælse, mørke og alt (i hele verden) driller en ad pommeren til. For tiden er bare et bevis på, at den går – og den går godt – så ja det og den skal nydes – fejres og leves fuldt ud. Så vi stopper ikke tiden – men vi sætter den bare liiiidt på pause – måske det hjælper …

ur
Nyd livet – hver dag … Tiden flyver nemlig afsted – siger hende den gamle … (Foto: Pexels)

 

Læs også:

Det smukke ligger i repetitionen

 

pige kvinde trist ensom depression

· Mere fra samme kategori ·