Klumme: Det smukke ligger i repetitionen
Der er en ting, jeg har gået og grublet over. Sætningen ‘det smukke ligger i repetitionen’. Jeg er både vild med sætningen men også det, der ligger bag. Det har jeg skrevet en klumme om
I en foranderlig verden, hvor ingen (og slet ikke nu) ved, hvor vi er om et – to eller ti år – så er det lidt sjovt at tænke over, det trygge og gode ved at noget sker igen og igen. Repetitionen … Som når det står alene, måske ikke lyder så tillokkende og dejlig, men sætter man det i en sammenhæng, så er det smukt – mega smukt.
Vi er altid på vej
Vi stræber altid efter mere – andet – nyt. Eller gør vi … For måske ikke så meget efter corona overhalede os indenom. Man har også i 2020 set en kæmpe stigning i for eksempel boglæsning, sy, strikke, lave mad. Ja, mange af de “gamle dyder” som rent faktisk har været ved at gå i glemmebogen. Var det noget, vi havde brug for – for at kunne holde fast i (bord)kanten og ikke falde omkuld … Måske.
Og måske er vi slet ikke så meget på vej videre – og fremad mere. Måske vi har fået øjnene op for det genkendelige og trygge … Måske vi endnu mere nu mere har brug for tryghed, trygge ramme og en forudsigelighed i vores liv – i håbet om at fremtiden byder på masser af repetitioner og ikke for store udsving.
Personligt har jeg dog altid godt kunne lide traditioner, og jeg glædes ved dem. Traditioner er jo reelt ‘repetition i en Maggi-terning’. Bare det for eksempel at tage julepynten frem og op, den er for mig næsten større end det at pynte op. At sidde at tage hver enkelt lille del op og huske, hvor den kommer fra – historierne bag den. Og dem er der mange af. Jeg mindes og glædes – og passer på dem, som var det mit kæreste eje. Også selv det ikke er lige kønt alt sammen. Men i mine øjne er det smukt.
Det er ritualet
Alle familier har deres (egne) ritualer og traditioner. Det er nemlig traditioner og ritualer, der minder os om, at uanset hvor man befinder sig (World takes you) findes der et sted, hvor hjertet og vi hører til. NO MATTER WHAT. Det er det familier og dybe venskaber kan. De kan skabe den tryghed. Og vi fortæller jo også ofte, de samme historier igen og igen. Også selvom alle i rummet kender dem. For de bliver en slags fællesnævner for vores liv og samvær med andre. En måde at vise, at vi hører til her og sammen med andre …
Man kan sige, at en slags morale er, at alt behøver ikke være smukt for at føles rart eller smukt. DET tror jeg måske, vi er blevet mindet om med syvtommer søm i det herrens år 2020. Vi finder det smukke i de små ting – detaljen, fordi helheden og ‘det store billede’ er grimt og uoverskueligt lige nu. Så ritualer, traditioner, repetition – you name it – de er mere end velkomne lige nu.
Min barndomsminder
En af de ting jeg husker meget skarpt er mine sommerferier hos min mormor og morfar, hvor min kusine og jeg var på ferie sammen. Så kunne vi sidde en hel dag og tegne påklædningstøj – min kusine var absurd god til det – jeg abede bare efter. Og så købte min mormor nougatis, vafler og jordbærsyltetøj, som vi så selv måtte lave isvaffel af – og man kæmpede for at få så meget ned i vaflen som muligt. DET at vide, at ‘nu skal jeg på ferie og stå og lave egen isvaffel’ det var virkelig en ting, jeg så frem til. Ikke røre ved hverken hvad slags is eller syltetøj – uha da nej. Minder og at det var forudsigeligt – det var en del af det trygge … Og også lig med ro.
Men en ting der virkelig giver mig minder, er de to slags chokolader nedenfor. De var store, dengang jeg var ung. Kehlet var sådan en tyk mørk chokolade med pebermyntecreme i – som en After Eight – bare med mere af det hele … Jeg kunne faktisk ikke lide mørk chokolade dengang. Men jeg elskede det sammen med pebermyntecremen. Så de to slags chokolader havde min mormor ofte købt til mig, når jeg kom på besøg.
Det lyder jo vildt, men dengang i 70’erne fik man “ikke bare hverken slik eller sodavand”. Det var faktisk ret sjældent. Og derfor var det at komme på besøg og vide, at hun havde noget sødt til mig, det var faktisk ret stort. Når jeg ser det billede, er jeg tilbage i barndommen. Det er lidt vildt. Og jeg kan næsten se mig selv som lille sidde med et stykke chokolade.
Naturen er den ultimative repetition
Naturen ved vi godt er klog – mega klog. Og DEN har forstået det smukke i repetitionen … For det er faktisk også en af de ting, jeg elsker ved at bo i et land med fire årstider, der ER nemlig årstider og giver skiftende oplevelser, hvis altså vi får styr på det ozonlag … Nogle gange kunne man godt ønske sig at bo i land med 30 grader sol og varme året rundt. Men det er jo i længden kedeligt og netop det at se naturen i sin fine cyklus, frembriner så mange minder og tegn på liv.
Vi venter med længsel i starten af året på de første spæde tegn på, at jorden ikke er gold, men at den rent faktisk er fyldt med liv. Vi (læs jeg er i hvert fald) er ved at briste af glæde, når jeg ser en vintergæk med så meget power kæmpe sig op af den brune jord og stå og vippe med dens fine små blomster. Det er da et lille mirakel – nøjagtig som når de brune træer pludselig (og sådan føles det næsten) sådan ud af det blå pludselig viser de er spillevende og på (nogle dage) pludselig er helt fyldt med så grønne glimt.
Og så kommer en blomstrende sommer – en frodig tid – en givende tid med frugter og bær – og pludselig forfalder det hele. Og man tænker – ej ikke nu – men der er også noget utrolig smukt ved forfaldet og efteråret. Og vinteren – når det bare landskab får besøg af sne og frost, så titter det smukkeste lys frem, og viser naturen fra nye sider. Og sådan bliver det ved – år efter år – uden de store udsving – dog med små udsving som at min træpæon lige nu står med knopper – den har ikke fået det memo om, at det er vinter. Og uden de store udsving – og en cyklus og repetition der starter forfra året efter – så ved vi, hvad der venter – og det er rart og smukt.
Boomerang my style
Det er jo nærmest som en boomerang. Vi sender ud i “verden” og vi får den igen. Er det også sådan med karma – at det vi sender ud – får vi igen … Se det er måske en helt anden historie og klumme. Men det at det er muligt at få noget tilbage som en boomerang – det er også trygt. Vi ved dog også, at vi skal værne om det. For det er lidt som om, at vores fundament eller vores fodfæste bliver lidt porøst, hvis vi ikke har det trygge at falde tilbage på.
Det at sætte børn i verden åbner også folks øjne for repetitionen. Den samme dåbskjole bruges, bedsteforældrene går amok og gentager (bare i meget større skala) store og små ting fra deres børns barndom. Vi husker – vi mindes – vi giver videre. Som den smukkeste boomerang – de ting, som vi gerne vil give videre til næste generation. For lige som vi blev fyldt op, så gentager vi det nu og som en stafet ‘det’ giver videre. Og så krydser vi fingre og håber nok lidt, at den næste generation holder noget af det i hævd. Sådan er det faktisk også med bryllupper. Der har Emma Gad ikke levet forgæves. Tror alle holder fast i de mange små og store traditioner, der findes omkring bryllupper. Måske det er en af grundene – udover det at se to mennesker der elsker hinanden – der gør bryllupper så fine og rammer en lige i hjertekulen.
Vi er jo også bare mennesker – små bitte prikker i det store hele, der reelt ikke alene – men kun sammen – kan gøre en forskel . Vi er blot en lille brik i et stort (verdens og livs)puslespil. Så vi har som mennesker brug for at kunne få lov til at få noget tilbage – have noget trygt at holde os til og op af. Jeg tager gerne imod det – og jo ældre jeg bliver, jo mere værdsætter jeg det også de ting, der viser, hvad mit liv har indeholdt – store som små ting. Så længe man har sin hukommelse og kan finde glæde ved for eksempel årets første sprøde tulipaner og smagen af de første nyopgravede kartofler, så er man jo rig – rig på livet …
Fødselsdag år efter år
Det er sjovt, for med fødselsdage har vi mennesker det meget forskelligt. Nogle ELSKER at blive fejret – glæder sig til fødselsdagen – andre hader den – for nu mindes man om, at der kom et år mere på bagen. Da man var lille, kunne man næsten ikke vente på dagen oprandt. Jeg kan huske følelsen helt ned i min mave, som jeg havde, når jeg vågnede om morgenen på selve dagen – man vidste den (altså dagen) var speciel og ganske unik. Det kunne næsten kun blive en god dag. Tænk hvis man gik ind til hver dag med den indstilling. Ville det ikke være dejligt …
Men der er også noget smukt ved fødselsdage – at fejre livet – året der er gået og kommer. At sige HURRAAAAAA og være lidt taknemmelig over det hele. At få den samme lagkage – det efterhånden lidt falmede flag på bordet. Måske blive vækket i sengen med morgensang. Igen det smukke ligger i repetitionen …
Derfra min verden går
‘Derfra min verden går’ er et citat fra anden linje i H.C. Andersens sang fra 1850 “’I Danmark er jeg født”. Titlen refererer til ethvert menneskes forhold til egen oprindelse og herkomst. Ham Hans Christian var klog – men det vidste vi jo godt. Men han har stadig ret – og måske kan vi bedre se det i dag. Eller jeg kan.
Vi er sat her på jorden – vi har (efter hvad vi ved af) kun et liv – og det skal vi udnytte og være taknemmelige for. Vi bestemmer ikke selv, hvem vi bliver født af, eller hvordan vores opvækst bliver. Ikke alle er lige heldige. Men senere i livet – så bestemmer vi selv – vi tager styringen. Og den grimme repetition – den onde – den nogen på ingen måde har lyst til at få gentaget – den findes desværre også, men den har man selv et ansvar for at få brudt. Og det er mange faktisk også rigtig seje til at få gjort. Og vi andre der har været mere heldige – vi kan jo også hjælpe til, hvis nogen skal “have en hjælpende hånd”…
Alle fortjener at se det smukke i repetitionen – at finde den tryghed og ro. Vi har i 2020 fået ‘fællessang’ ind i stuerne. Og der har det igen været det nære – det trygge vi har set. Familier der hygger og synger sammen. De er pludselig fælles om en fortid med for eksempel en Kim Larsen sang som var fremme, da vi var unge, og nu sidder vi og synger den med de unge. Vi finder et fælles fodfæste – og det føles godt.
‘Rør blot ikke ved min gamle jul’
Sætningen er fra julesangen ‘Sikken voldsom trængsel og alarm’ skrevet af Peter Faber i 1848. Og både sang og tekst holder stadig. Og noget af det smukkeste der findes er julen med alle dens traditioner. Der findes intet andet tidspunkt på året, hvor vi alle holder hævd i traditionerne. Vi vil have dem – vi vil ikke fornys. Næ nej. Aldrig i livet. Er man vokset op med kun at få flæskesteg eller se Disneys Juleshow om eftermiddagen, så kan intet i verden ændre det. Det har vi simpelthen ikke lyst til. Her ligger det allersmukkeste i repetitionen …
Et par af mine fineste minder fra min barndom er, at min mormor og morfar kom ud til os midt på dagen den 24. Og så havde de timegaver med til mig. I skal huske, vi er tilbage i 70’erne, så der var ikke meget at lave, når man var enebarn og der kun var DR1 at se. Så fra klokken 12 og til 18 fik jeg en gave i timen. Det var på ingen måde store gaver – men de gjorde en verden til forskel. Og jeg sad nærmest kun og kiggede på det store standerur,t il viserne atter stod på 12. De havde også lavet en slikkurv med juleslik i. Den flettede kurv har jeg faktisk stadig. Og jeg og mine forældre har ført traditionen videre til mine drenge. Jeg elsker jul – og jeg elsker traditioner.
Et lille PS. Min far laver altid gammeldags sirupskage – sådan er det – og sådan skal det være. Det år hvor han ville forny sig og kom abrikos i en lys sirupskage, der var jeg øv og muggede lidt – havde jeg været Maude, var jeg nok gået i seng … Mere skal der ikke til. Ingen skal røre ved MIN JUL …
Det smukke ligger i repetitioner
Ja, det gør. Vi har en verden i udvikling (man kunne også tro ‘afvikling’ men det er en helt anden historie). Det går hurtigt. Ting forandres. Eller det gjorde det inden corona kom. Så gik meget i stå. Og måske netop derfor har vi alle mere end nogensinde brug for stabilitet. At noget er forudsigeligt og dermed lidt trygt og ikke skræmmende.
Og ja, at alt ikke er en åben bog eller blank side … Måske har vi fået et lille wake up call i 2020 – og fået mere respekt for de små og nære ting. Lad os holde fast – og blive enige om, at vi gerne vil have en spændende verden og fremtid og også fremskridt – men lad os også holde fast i det smukke i repetitionen …
Læs også:
