Læs også:

Close
fem på stribe bog bøger (Foto: MY DAILY SPACE)

Fem på stribe: Boginspiration til dig

Kultur  | 

Der er noget ved bøger – noget magisk som jeg elsker … Bøger er gode for krop og sjæl og ikke mindst hjerne. Her får du lidt inspiration til september måneds læsning. Fem gode bøger på stribe

Jeg elsker bøger – bøger i alle afskygninger. Jeg kan bare ikke få nok. Selvom vi nu tager hul på årets andet store sommerferiemåned, så er der god grund til at finde et hyggetidspunkt og kaste sig over bøgerne – store som små – gamle som nye, mens vi nyder de første spæde efterårstegn. Så er du klar til HYGGE – for hygge er for mig at læse en god bog.

Jeg har fundet fem bøger, som måske kan give dig inspiration til at købe eller downloade en e-bog. Fem på stribe … Få en hyggelig september måned i godt selskab med en god bog eller gerne flere. Her er din boginspiration til dine næste bogkøb.

fem på stribe bog bøger (Foto: MY DAILY SPACE)
Så er der boginspiration til dig. (Foto: MY DAILY SPACE)

99 digte der giver stof til eftertanke

Dette er en unik og fin samling af Peter Poulsens bedste digte i anledning af hans 80 års fødselsdag (der var den 29. juli). ’99 digte af Peter Poulsen’ indeholder både de samfundsrevsende, de jazzede, de mærkelige og de smukke digte fra Peter Poulsens hånd. Det er Morten Søndergaard og Thomas Boberg, der har udvalgt digtene og beskriver i bogens forord samlingen således: “Der er musik, der er hvidvin, der er humor og der er en særlig Poulsensk stemmeføring og kadence. Det er et langt liv, som her indfanges i en koncentreret dråbe af det hav af poesi, som Peter Poulsen gennem tiden har skrevet.”

Er du til digte og kan (det kan man lære) fordybe dig i de små vers og “alt det der står – også mellem linjerne”, så er det en bog, som på alle måder er en af de der bøger med digte, som man bør sætte sig ned – bruge tid på og gå og fundere over.

Her er et af de korteste:

“VENTE PÅ FAR”

Bogstaverne står og venter på far.
Hvad mon han finder på i dag?
Vil han være i stand til at skelne
mellem konsonanter og vokaler
tager han os ud på verdenshavene
eller skal vi på værtshus igen?

Forsinket tillykke med de 80 år og tak for alle digtene Peter Poulsen.

99 digte af peter poulsen (Foto: MY DAILY SPACE)

Peter Poulsen, ’99 digte af Peter Poulsen’, 209,95 kr., saxo.com

Murstenskriminien du ikke lægger fra dig

Karin Slaughter kan noget – hun er en rigtig krimidronning, der kan få os til at glemme tid og sted, og bare læse side efter side, men man glemmer vandet til teen, hundeluftningen og tissepausen …

Karin har ofte et tema i sine bøger, det har hun også denne gang. Og denne gang er det om ‘vold mod kvinder’ der er det gennemgåede tema og som hun selv siger ‘bag skyggerne gemmer sig ondskab!’ – og ja den findes alle steder – også i Danmark.

Han holder øje …

En kvinde løber alene gennem skoven. Hun overbeviser sig selv om, at hun ikke har nogen grund til at være bange, men hun tager fejl. Et uhyre holder nemlig øje med kvinderne i Grant County. Han skjuler sig i skyggerne, indtil tidspunktet er det helt rigtige.

Han venter …

Ti år senere er sagen afsluttet og lukket. Gerningsmanden sidder bag lås og slå. Men så bliver en anden ung kvinde brutalt overfaldet og efterladt hjælpeløs i skoven, og gerningsmandens fremgangsmåde er den samme.

Han slår til igen …

Selvom de oprindelige spor er blevet kolde – vidner er forsvundet, og folk har glemt – får specialagent Will Trent og retsmediciner Sara Linton til opgave at genåbne den gamle sag. Men uret tikker, og gerningsmanden er fast opsat på at finde sit perfekte tavse offer …

En virkelig velskrevet og fængende krimi, der tager masser af andre elementer med ind over den 600 siders tykke bog. Man får også masser af “livets små og store tanker og elementer” – som for eksempel parforholdet Will Trent og Sara Linton imellem – sådan midt mellem al det uhyggelige som blod – drab – spænding og andre brutale ting. Så kan man også bedre kapere det (hele), der sker.

karin slaughter de tavse kvinder (Foto: MY DAILY SPACE)

Karin Slaughter; ‘De tavse Kvinder’, 179,95 kr., saxo.com

Den meget anderledes (at læse) men virkelig gode

Den her bog er en af de (sjældne) bøger, hvor jeg virkelig måtte tilsidesætte alt, hvad jeg har lært om kommasætning og stavninger. Og DET kan være svært, når man har brugt det hver eneste dag i sit voksne liv. Det tog mig en del sider. MEN det gjorde også, at jeg læste den på en helt anden måde, end jeg normalt læser en bog på. I starten skulle jeg dog hele tiden have min hjerne til ikke at stoppe op, når jeg synes, der skulle stå et komma (som der ikke står et et eneste af overhovedet – jeg tænker stakkels oversætter og korrekturlæser, godt det ikke var mig), og så ingen person- og stednavne med stort heller – og sat sammen som göranbäckström. Wow, jeg måtte kæmpe med mine indre ‘sprogdæmoner’, men da jeg først vænnede mig til det, var det som at være i en anden verden, og det er en skøn bog. Modigt og sejt også på mange måder. En bog uden sidestykke.

Romanen er Karin Smirnoffs debut og fik en overvældende modtagelse og blev nomineret til den prestigiøse Augustpris og modtog de svenske boghandleres Book of the Year Award. Det er første del af Jana Kippo-serien, der er solgt i mere end 350.000 eksemplarer i Sverige.

I Smalånger, en landsby i Västerbotten i det nordlige Sverige, er alt næsten som det plejer. Jana er kommet hjem for at besøge sin tvillingebror, der er ved at drikke sig ihjel. Moren ligger syg på plejehjemmet efter et slagtilfælde, og faren er død. Maria, hver mands glæde i den lille by, er fundet død ved savmøllen, og det lille samfund syder af rygter. Hendes mand, John, er flyttet ind i et nedlagt hus, hvor han maler.

Jana beslutter sig for at blive. Hun får et job som hjemmehjælper og starter en affære med John, der er ligeså intens som han er psykisk ustabil. Hans malerier vækker uundgåeligt fortiden til live. Et mistet barn. Hvordan Jana forsøgte at slå sin far ihjel med en høtyv. Hvordan Bror til sidst lykkedes med det, og blev taget fra hende.

‘Jeg tog ned til Bror’ er en MEGET sort, rå, voldsom men også mega øm fortælling. Med uovertruffen (lige min stil) humor og varme lader Smirnoff os opleve selve livet i sit helt eget særegne og betagende sprog. Jeg tænker stadig på bogen.

PS. Jeg forsøgte faktisk først at skrive denne anmeldelse som bogen, men jeg KUNNE simpelthen ikke. Så beklager Karin, at der både er kommaer og ikke sammensatte ord uden store bogstaver. 🙂

jeg tog ned til bror bog Karin Smornoff (Foto: MY DAILY SPACE)

Karin Smirnoff, ‘Jeg tog ned til bror’, 224,95 kr., saxo.com

Den der gør lidt nas at læse men som er det værd

Den her bog er jeg virkelig glad for, jeg har læst. Ikke mindst fordi den har sat en masse tanker igang hos mig selv. Men også fordi den har givet mig et helt andet indtryk af Anne-Grethe Bjarup Riis, end jeg havde før. Hun burde have et kæmpe kram for den her bog. Respekt herfra. Anne-Grethe og jeg er lige gamle, hvilket på mange måder gav et stærkere indblik i mit eget liv, da jeg læste den – og jeg fik MANGE flashback til min egen opvækst i Slagelse men også da mine drenge var yngre. Bogen er på en rigtig fin måde “to løbende historier” – den om hendes otteårige dødlsyge søn Gilbert på Riget i København og den om Anne-Grethe som otteårig i Søby i 1970’ernes jylland – og så med få “knopskud” længere tilbage for eksempel 1947 og 1964. De flettes så fint sammen, og det gør den så svær at lægge fra sig men også nemmere (for mig) at kapere, når jeg skal læse om Gilbert, for det gør nas. Jeg har selv født på Riget og boet tæt på, hvor Anne-Grethe bor. ‘I Guds rige’ er på alle måder en gribende fortælling om opretholdelsen af håbet i sit livs sværeste øjeblik og om en families mørke hemmeligheder i udkanten af Midtjylland i 1970’erne.

Anne-Grethe gennemgår sit livs mareridt, da hendes søn på otte år rammes af cancer. Familien splittes i sorgen over sygdommens uretfærdighed, og angsten for at deres elskede søn kan dø. Anne-Grethe mærker en snigende følelse af ensomhed og svigt, som hun genkender fra sin barndom. I romanen følger vi hendes glasklare erindringer om livet i Søby (vildt at hun kan huske det så skarpt), hvor hun som barn voksede op i 1970’erne og en række smertefulde og dystre minder om familiens liv og byens skæbner vækkes til live igen.

Bogen er en virkelig stærk og uafrystelig roman, der trods Anne-Grethe Bjarup Riis beskrivelser af en families svigt, mørke erindringer og sin søns knusende sygdom viser glimt af lysende håb og en varmende kærlighed til livet. Det er bogen om en mor og dengang barn der ser livet – skæbnen og alle de fejl vi gør gennem livet i øjnene – uden at blive bitter, og trods de mørke sider og ting, som så stadig ser positivt på det hele og livet – vildt. Måske fordi Anne-Grethe er et positivt (men også absurd stærkt) menneske. Igen respekt herfra … Jeg er fan af bogen og af Anne-Grethe nu.

anne-grethe bjarup riis bog i guds rige (Foto: MY DAILY SPACE)

Anne-Grethe Bjarup Riis, ‘I Guds rige’, 199,95 kr., saxo.com

Den der fortæller om malerens liv – på godt og ondt

‘Faster Hildas testamente’ er Jeanne Goldschmidts gribende fortælling om sin bedstefar Ernst Goldschmidts skæbne i det 20. århundrede. Jeanne Goldschmidt debuterer som 73-årig med denne bog. Og på trods af, at hun knapt kendte sin bedstefar, ja rent faktisk mødte hun ham kun et par minutter i 1954 på Jægersborg Allé, så blev tankerne omkring ham og hans liv ved med at sidde i den senere hen voksne kvindes erindring.

I 1970’erne blev hun ringet op og spurgt, om hun ville sidde i bestyrelsen for farfarens legat for unge lovende kunstnere og kunsthistorikere. Mange år senere blev det til mere end tanker, og hun satte sig for at finde ud af farfarens liv gennem malerierne, arkiver, breve og notitser. Familien er jødisk, så også 2. verdenskrig og flugten til Sverige er en vigtig del af malerens liv og historie.

Ernst Goldschmidt, Ernst Ludvig Goldschmidt, 12.1.1879 – 31.3.1959 var maler og kunsthistoriker, og han var en respekteret kunstskribent. Han indgik dengang som del af Københavns og Paris kulturelle elite. Da hans søn dør, vendes han liv på hovedet imens antisemitismen stiger overalt på det europæiske kontinent. Langsomt går hans liv i opløsning, og verden udbryder i krig.

‘Faster Hildas testamente’ er en vedkommende og medrivende skildring af det 20. århundredes kulturelle, sociale og politiske bevægelser set gennem en jødisk mands perspektiv. Det er en bog som på mange måder fortæller på fin vis historien om et liv – de gode – de mindre gode og de virkelig svære sider af de valg, vi tager undervejs. Alt det som vi som ældre kan tænke tilbage på – og fortryde – eller glædes over.

jeanne goldschmidt bog faster hildas testtamente (Foto: MY DAILY SPACE)

Jeanne Goldschmidt, ‘Faster Hildas testamente’, 224,95 kr. kr., saxo.com

Læs også:

Vidste du dette om Karin Slaughter

 

Karin_Slaughter (Foto: Marc Brester)

· Mere fra samme kategori ·