
Whiskyguide: 5 gode råd til en god whiskyoplevelse
De fleste forestiller sig nok stadig, at whisky er for mænd over 50 år, der sidder i en lænestol og får sig et glas røget whisky. Men ligesom whisky ikke længere behøver at have en høj alder, så bliver whisky-entusiasterne også yngre
Læs med og få fem gode råd til en god whiskyoplevelse fra ‘Staunings’ whiskyekspert, Rikke Juhl. Den nye generation af whiskynydere – herunder både mænd og kvinder – sætter stor pris på smagsoplevelsen og whiskyens mange facetter. Kort sagt – whisky er for alle, og flere får øjnene op for mulighederne i både cocktails og som ren nydelse. Hvis du er ny i feltet eller blot savner inspiration, så skal du læse med her.

1. Råd: Sæt tid af til at smage
Det er vigtigt at sætte god tid af til at smage på whiskyen. Der skal være ro på, så du kan være i oplevelsen. Vi skal være med til at sætte nydelse i fokus og derved skabe kultur for dette frem for en kultur, der indtager alkohol for at få en berusende effekt. Whisky er for smagsoplevelsens skyld, og det skal helst være dét parameter, vi køber vores whisky ud fra.

2. Råd: Dansk whisky er en stor oplevelse
Tankerne falder hurtigt på Skotland, USA og Irland, når man nævner whisky, og mange tror, at det er lig med kvalitet. Men der er mange andre lande, som laver fænomenal whisky – ikke mindst Danmark. Så hvorfor ikke støtte en af de danske whiskyproducenter?
I det danske whisky sortiment kan du både finde helt klassiske varianter, mens andre eksperimenterer på livet løs. For at kunne se den danske whiskyscene udvikle sig endnu mere, skal vi støtte de dygtige danske destillerier – og samtidig smage noget af den bedste whisky i verden.

3. Råd: Nyd din whisky ‘neat’
At nyde en whisky ‘neat’ betyder, at den serveres rent – helt uden is eller opblanding. På den måde opnår du den største smagsoplevelse. Når man smager whiskyen ufortyndet, kan man virkelig gå på opdagelse i måden, den er lavet på. Er den røget med lyng eller tørv, er den blomstret, eller kan man tydeligt smage egetræet fra fadlagringen? Det er en stor oplevelse, hvis man kaster sig ud i at nyde sin whisky således.

4. Råd: Whisky er bartenderens bedste ven
Whisky Sour, Mint Julep, Old Fashioned, Irish Coffee. Det er ikke tilfældigt, at bartendere elsker whisky. Smagene, spændvidden og variationen gør det til én af de mest alsidige kompagnoner i baren. Hvis du ikke er klar til at drikke whiskyen ‘neat’, findes der heldigvis et formidabelt udvalg af gode whisky-cocktails.
Prøv for eksempel en ‘Smoke Signal’ med Drambuie og Stauning Curious, der er dejlig røget og frisk, eller en ‘Ginger & Rye’, der et godt alternativ til den velkendte ‘Gin & Tonic’. Hvis du har lyst til at eksperimentere derhjemme, så husk på, at de bedste cocktails ofte er de mest simple.
Opskrift på ‘Smoke Signal’: stauningwhiskyshop.com
Opskrift på ‘Ginger & Rye’: stauningwhiskyshop.com

5. Råd: Et åbent sind giver de største oplevelser
Rikke Juhl sidste råd er, at man skal blive ved med at prøve. Bred din smagspalet lidt ud, og vær frisk på at træde ud af din comfort zone – igen og igen. Selvom du ikke som udgangspunkt er pjattet med whisky, så vær tålmodig og giv det en chance mere. Der findes så mange gode oplevelser for alle – uanset alder, køn eller viden.

Kilde: Stauning Whisky
Læs også: Historien om Drambuie
![]()


