
Mette Norrild: Min jul
Julen nærmer sig med hastige skridt. En dejlig tid som for de fleste også betyder noget helt specielt. Vi har snakket med boligbloggeren Mette Norrild om hendes tanker omkring jul
Mette siger om sig selv: “Rødhåret fynbo med hang til finurlige loppefund og klassisk dansk design. Jeg bor på Midtfyn med min søn og mand, og står overfor at skulle renovere vores nye gamle 70’er villa i det nye år. Jeg har i mange år arbejdet med salg og marketing i interiør-branchen, hvor jeg har arbejdet med brands som RICE, House Doctor, Ferm Living, Nicolas Vahé og Sebra Interiør – derfra kommer min store passion for design.
I dag arbejder jeg som juridisk assistent, hvor jeg blandt andet arbejder med design og varemærkeregistreringer. Jeg har trang til søde sager, elsker kaffe og slår mine folder på grønsværen ved B1913.”

Jul er for mig …
– Jul er for mig en hyggelig tid med masser af samvær med familie og venner. Desuden hygger jeg mig enormt meget med at pynte op alt imens Whams ‘Last Christmas’ (den ultimative julesang) strømmer ud af højtalerne. Det vækker minder fra min barndom, hvor min mor og jeg pyntede hver en afkrog af deres hus op til jul.

Jeg glæder mig allermest til …
– Jeg glæder mig allermest til at have TID. Tid til at samles om lækker mad, brætspil, julefilm, gåture, leg og mange flere julerier. Efter at jeg er startet fuldtidsjob, så er juleferien min første ferie. Glæder mig til at have masser af tid med min mand og søn – fri for stress og jag fra hverdagen.

Den jul husker jeg bedst …
– Den jul jeg husker bedst, var den første jul sammen med min mand og søn. Vores søn var lige knap en måned gammel til sin første jul, så min mand og jeg svævede stadig på en lyserød sky blandet med alt for lidt søvn.
– Min mand og jeg har altid holdt jul med hver vores familier, men efter vores søn kom til verden har vi holdt jul sammen hvert år. Følelsen af at være en lille familie, som nu altid skal fejre julens glæder, var fantastisk.

Hvad er dit allerstørste juleønske?
– Mit allerstørste juleønske er at få en hyggelig og rolig jul i familien skød.
– Meeen mit lille materielle juleønske er Wegners Y-stol i eg. Elsker det tidsløse danske design, som vil passe så fint ind i vores nye gamle hus.

Læs også:
Boligtendens du kan blive inspireret af




