
Opskrift: Elsker du kaffe? Prøv en nem og lækker mokkalagkage
Til de kaffe- og kageelskende er her en nem og lækker opskrift på mokkalagkage. Den passer perfekt til dig, som skal hygge indendøre i det ellers kolde og kedelige vejr
Her får du den nemmeste opskrift på en lækker mokkalagkage. Mokkalagkagen er til alle kaffeelskere, som ikke kan undvære smagen af den sorte drik — du bliver nok lidt afhængig. Det er jeg i hvert fald blevet, og derfor vil jeg gerne dele denne opskrift, som kommer fra min mormor.

Opskrift på mormors mokkalagkage
Ingredienser
En pakke chokoladelagkagebunde
500 milliliter piskefløde
2 spiseske Nescafé Gold Black
3 spiseske brun farin
En kop god kaffe til bundeneTopping
150 gram flormelis
25 gram kakaopulver
Kogende vand
Sværhedsgrad: Let
Der er lagkage til 12 personer.
Sådan gør du
Start med at lave en god kop kaffe til chokoladelagkagebundene.
KAFFECREME
- Kom fløde, Nescafé og brun farin i en røremaskine eller en håndmikser.
- Pisk det til flødeskum — det må ikke piskes for meget, da det ikke må skille. Cremen skal være lind, men ikke for flydende.
- Smag til undervejs, og tilsæt mere Nescafé eller brun farin, hvis du synes, det mangler.

SAMLING AF KAGEN
- Tag en chokoladelagkagebund, og læg den på et lagkagefad.
- Hæld eller pensl lidt kaffe på lagkagebunden, så den fugtes.
- Tag en ske, og læg kaffecremen i klatter på lagkagebunden — fordel det en lille smule, men smør det ikke ud, da den næste bund jævner det ud.
- Tag den næste lagkagebund, og gentag den ovenstående proces.
- Tag den sidste lagkagebund, og læg den ovenpå. Her skal du ikke gøre noget, da toppingen skal på.

TOPPING
- Sæt vand over at koge.
- Bland flormelis og kakaopulver — sørg for at røre eventuelle klumper ud.
- Tag det kogte vand, og tilsæt lidt ad gangen. Rør glasuren til en glat masse.
- Hæld det ud over mokkalagkagen, og fordel det i et fint lag. Pynt den eventuelt med hakket valnødder, revet mørk chokolade, eller læg et par klatter af kaffecremen på lagkagen.
Tip: Sæt den på køl inden servering — og nyd den lækre lagkage til en god kop kaffe.

Velbekomme!
Læs også:
Er din hud ældre end dig? Se 5 år yngre ud med disse simple lifehacks