Læs også:

Close
Selina Juul i New York

Selina Juul i New York: Danmarks kamp mod madspild høster international anerkendelse

Nyheder  | 

Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand i Danmarks største organisation mod madspild “Stop Spild Af Mad” er lige hjemvendt fra New York, hvor hun sad til højbords med verdens ledere og talte på et high level event om madspild. Vi fangede Selina Juul, efter hun hjemvendte fra USA

Selina Juul i New York
Selina Juul i New York. (Foto: Hasse Ferrold)

Hvorfor var du i New York?

– Jeg er så heldig at være blandt de globale ambassadører for FN’s bæredygtighedsmål om madspild, Champions 12.3. Sekretariatet af Champions 12.3, World Resources Institute, havde inviteret mig til New York for at tale på deres high level event om madspild og fødevaretab i forbindelse med FN’s Generalforsamling.

– Blandt andre Champions 12.3 var der EU-Kommissær for sundhed og fødevaresikkerhed Vytenis Andriukaitis, den globale CEO af Kellogg Company Steven Cahillane, CEO af Tesco-kæden Dave Lewis samt administrerende direktør af The Consumer Goods Forum Peter Freedman. Vi skulle hver især præsentere vores landes og organisationers fremskridt i kampen mod madspild samt diskutere hvordan FN og EU implementerer målingen af madspild og fødevaretab med henblik på at halvere madspild og fødevaretab inden 2030, som netop er dét FN’s bæredygtighedsmål 12.3, jeg er ambassadør for.

Selina Juul i New York
Selina Juul sad til højbords med verdens ledere og talte på et high level event om madspild. (Foto: Bill Dugan)

Hvad betyder dit bidrag i New York for Danmark og for “Stop Spild Af Mad”?

– Jeg ser det som en gigantisk blåstempling og anerkendelse – både for Danmarks kamp mod madspild samt for vores frivillige organisation Stop Spild Af Mad, som netop i år er fyldt 10 år. Danmarks kamp mod madspild var på alles læber i New York – og man ser på Danmark som blandt de lande, der går forrest i kampen mod madspild. Danmark er også fremhævet i den nyeste årlige Champions 12.3-rapport, som blev lanceret i New York, og flere gode danske initiativer er nævnt.

– Vi har nået rigtigt meget på 10 år, selvom der er meget arbejde endnu. Senest skal miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen igangsætte arbejde på en ny tænketank mod madspild, med inspiration fra undertegnede. Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie er også blevet involveret i kampen mod madspild. Hvis du havde fortalt alt dette til mig for 10 år siden, samt at jeg i dag skulle tale på New York i forbindelse med FN’s Generalforsamling, ville jeg grine af tanken. Det er en vild udvikling, smiler Selina.

Selina Juul i New York
Selina Juul er blandt de globale ambassadører for FN’s bæredygtighedsmål om madspild, Champions 12.3. (Foto: Bill Dugan)

Hvorfor er det så vigtigt at mindske madspild?

– At forebygge og reducere madspild er det nemmeste bidrag til at mindske drivhusgas-udledningerne. Ifølge FN er madspild verdens tredje største CO2-synder. Her kan vi alle sammen gøre en forskel – helt ned på det personlige niveau. Og så sparer man dermed også sine egne penge og tid.

– På verdensplan producerer vi en tredje del af al verdens mad direkte til skraldespanden. I takt med eskalerende klimaforandringer og stigende befolkningstilvækst er det ikke brugbart at producere mad til skraldespanden. Vi skal begynde at tænke os om.

Hvad tror du kommer ud af arrangementet i New York?

– Intensiveret og forandret fokus på kampen mod madspild. Fra næste år agter EU at opfordre alle lande til at påbegynde at måle madspild med henblik på halvering af madspild i 2030.

– På arrangementet i New York drøftede vi blandt andet en fælles standardiseret global målemetode, Food Loss & Waste Protocol Measuring Standard, som jeg er en af bidragsydere til. Hvad kan måles, kan også mindskes. Og det er vigtigt at alle lande har en fælles målestandard indenfor madspild og fødevaretab. Det arbejder vi også med i Europa-Kommissionens platform for madspild og fødevaretab, EU Platform on Food Losses and Food Waste, som jeg er medlem af. Tro mig, vi har mange møder i Bruxelles i løbet af året.

Selina Juul i New York
På mødet i New York blev der blandt andet drøftet en fælles standardiseret global målemetode, Food Loss & Waste Protocol Measuring Standard. (Foto: Bill Dugan)

Du har arbejdet for “Stop Spild Af Mad” i 10 år, for det meste uden at få en krone for det. Hvorfor brænder du så meget for kampen mod madspild?

– Selvom jeg i 2014 blev kåret som årets dansker af Berlingske, har jeg rødder i Rusland. Jeg er i dag blevet 100 procent dansk både i hjernen og hjertet, men da jeg kom fra Moskva til København for 25 år siden, kunne jeg ikke sige et ord på dansk.

– Jeg er opvokset i Moskva med knaphed, rester på bordet og tomme supermarkeder. Hver eneste brødkrumme blev brugt. I Danmark blev jeg mødt med overflod og madspild. Derfor har kampen mod madspild altid været et personligt korstog for mig. Og vi er heldigvis på den rette vej: Ifølge tal fra Miljø- og Fødevareministeriet har danske forbrugere på seks år mindsket madspildet med 14.000 tons. Vores arbejde virker. Selvom der er lang vej endnu, er vi på den rette vej.

Hvad fik du oplevet New York? Fik du shoppet?

– Jeg var ikke særlig længe i New York og havde ikke tid til at opleve meget. New York er en vild storby med livlig energi, og jeg var så heldig at mit hotel lå lige ved 5th Avenue, så jeg fik hurtigt set både den, New York skyline fra toppen af Rockefeller Center, United Nations Headquarters samt Times Square og Empire State Building.

– Selvom jeg rejser op til fire gange om måneden i alverdens lande og taler om madspild – for det meste ulønnet – oplever jeg mest kun lufthavne, hoteller og store konferencesale. Der er ikke tid til sightseeing. Og jeg shopper slet ikke – al min shopping foregår altid på nettet. Jeg vil hellere sidde hjemme i fred og ro foran min skærm og finde gode ting, som koster en tredjedel af prisen, end at jage ud i de fysiske butikker. For mig er shopping noget, som skal overstås hurtigt og effektivt. Shopping i sig selv er ikke en beskæftigelse, som jeg gider at bruge lang tid på. Jeg ser shopping som tendensen til at vi køber ting, som vi ikke har brug for, med penge som vi ikke har, for at imponere mennesker, som vi ikke kan lide. Og jo flere ting du ejer, desto flere ting ejer dig.

Hvordan kan vi som forbrugere gøre en forskel i kampen mod madspild?

– Ifølge Miljøstyrelsens tal er forbrugerene dét segment, som har det største ansvar for madspild. Men dermed har danskere også det største potentiale til at gøre noget ved det. Start med dit eget køleskab. Har du ting, som er åbne, og som du bruger? Så stil dem frem i køleskabet, så du husker dem. Lav en “tøm køleskabet-dag” hver søndag for at spise dig igennem alle de gode rester. Og så en “tøm fryseren-dag” en gang om måneden for at gøre kål på alle de UFO’er (uidentificerede frosne objekter) som ligger gemt i din fryser.

– Husk altid en indkøbsliste når du køber ind. Gå efter datovarer, hvis du vil have billig mad, som skal spises snart. Og pas på med mængderabatter, hvis du alligevel ender med ikke at få brugt al maden. Når du laver mad, skal du huske ikke at lave mad til seks, når I rent faktisk kun er fire rundt om spisebordet. Og husk, at rester er bonusmad og ikke en straf – brug rester i nye retter, og hav altid en plan for dine rester. Og her i disse Halloween-dage er det en god idé at lave retter med græskar. Ved at mindske madspild, vil du få mere luft i budgettet, mere tid med din familie og venner og samtidig vil du bidrage til et bedre miljø. What’s not to like?

Selina Juul i New York
I New York præsenterede hvert land og organisation deres fremskridt i kampen mod madspild. (Foto: Bill Dugan)

Var New York din sidste rejse i år?

– Uha nej. Lige om lidt skal jeg tale i Hamborg, Bruxelles, München, Berlin, Stockholm, igen Bruxelles og så Rom. Næste år starter det med Washington D.C. Og så videre til Beijing i Kina. Jeg lever efterhånden i en kuffert! Samtidigt med at jeg også skal være en bestyrelsesformand og daglig leder af Danmarks mest toneangivende organisation mod madspild. Jeg arbejder hele tiden.

Men jeg ved at vores arbejde gør en gigantisk forskel i verden og inspirerer millioner af mennesker. En BBC video med mig er gået viralt sidste år og fik på Facebook over 30 millioner visninger over hele verden. Kort efter fulgte CNN og mange andre. Vores arbejde får en global anerkendelse. Men selvom at der er store fremskridt, er kampen mod madspild kun lige begyndt – og jeg stopper ikke foreløbigt, afslutter Selina.

Selina Juul i New York
Fra næste år agter EU at opfordre alle lande til at påbegynde at måle madspild med henblik på halvering af madspild i 2030. (Foto: Bill Dugan)

Middag mod madspild med Prinsesse Marie som æresgæst

Tirsdag den 13. november 2018 afholder Nederlandenes ambassadør i Danmark, Henk Swarttouw, sammen med Selina Juul, en middag med fokus på kampen mod madspild. Blandt middagsgæsterne er Miljø- og Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen og topledere fra organisationer og erhvervslivet. Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie deltager desuden som æresgæst.

Det er håbet, at denne middag kan blive begyndelsen på en ny, årlig tradition i Danmark, hvor en ny ambassade hvert år tager stafetten videre og arrangerer en tilsvarende Stop Spild Af Mad middag.

Til disse middage inviteres medlemmer af Kongehuset, den danske og udenlandske regeringer, topledere fra erhvervslivet, beslutningstagere og andre relevante personer. Formålet med middagen er at give inspiration til kampen mod madspild og at fokusere på FN’s bæredygtighedsmål 12.3 – en halvering af verdens madspild inden 2030. Under middagen vil der blive holdt inspirerende taler, som sætter fokus på problematikken.

 

Læs også:

Prinsesse Marie inviterer elever hjem for at lære dem om madspild

· Mere fra samme kategori ·