Vi fik en snak med Nadia Nadim

Den kendte stjerneangriber, som vandt alle danskernes hjerter sidste sommer under EM i kvindefodbold 2017, er aktuel med en ny bog. Vi fik en snak med hende om bogen, hendes liv og alt muligt andet

Egentlig var det slet ikke meningen, at Nadia skulle have været dansker og boet i Danmark. Hun er født ind i en velhavende familie i Afghanistan. Men da hun var ni år overtog Taliban, og verden forandrede sig for evigt, idet hendes far var general i den afghanske hær. Han blev bortført og brutalt henrettet af Taliban. Et par år senere tog hendes mor konsekvensen af de dystre fremtidsudsigter for hende selv og de fem døtre, og de flygtede ud af landet. England var egentlig målet, men efter en barsk flugt endte de ved et tilfælde i Randers.

I dag er den 29-årige flygtning kendt fra fodbold – angriber på landsholdet og spiller i England i Manchester City Ladies. Desuden er hun næsten også færdig med sit medicinstudie på Aarhus Universitet. Hun taler syv sprog – og er ved at lære et 8. – nemlig kinesisk. Så alt i alt kan man vel med rette sige, at Nadia er ikke en helt almindelig dansker eller flygtning. Netop nu er hun aktuel med sin nye bog, men hun er også sammen med kvindelandsholdet ved at forsøge at kvalificere sig til VM næste år. Det skridt kom de nærmere sidste uge ved at vinde 5-2 over Ukraine, hvor Nadia i øvrigt scorede to mål. Selvfølgelig … Dagen efter stod den på presse – og boglancering i København. Der er intet kedeligt ved Nadias liv nu eller dengang i Afghanistan.

Vi fik en snak med den travle seje kvinde, som på mange måder er et forbillede for os alle.

Hvorfor var det fodbolden, du valgte?

– Det blev fodbold, fordi min far havde en fodbold, vi kunne lege med, da jeg og mine søstre legede i haven i vores hus i Kabul. Havde det ikke været den sport, var det nok blevet en anden.

Hvad betyder det for dig at få udgivet “Din Historie”?

– Det er fedt at få muligheden for at kunne inspirere andre til at tro på deres drømme. Men også at få lov til at fortælle, hvem jeg er, og hvad jeg består af. Det er vigtigt, at man har nogen at se op til, når man går igennem noget hårdt, vokser op eller bare synes, at livet er svært. Hvis jeg kan gøre en forskel for et andet menneske via min bog og de emner, den handler om, har jeg gjort noget godt.

Hvem er Nadia Nadim – sæt et par ord på?

– Hun er angriber. Lægestuderende. Søster, datter og ven. Hun er smart, sjov, loyal, ærlig. The bomb!

Hvordan er det at spille i Manchester City Ladies?

– Det er sjovt og hårdt og meget udfordrende. Jeg var overrasket over, hvor store ambitioner klubben havde til mig og mine medspillere, da jeg startede. Men det trives jeg faktisk rigtig godt med. Jeg kan godt lide, at de forventer noget af mig. Så er der mere at leve op til.

Hvad betyder Aarhus for dig?

– Det er min yndlingsby over dem alle. Jeg elsker, at alt er tilgængeligt inden for kort afstand.

Hvorfor tror du, at bogen allerede har fået så meget omtale, og at andre har haft behov for at gå ud og kommentere på noget af det, du siger?

– Fordi den er god! Jeg er vant til, at folk reagerer på det, jeg siger. Jeg siger altid min ærlige mening. At nogen har behov for at komme med deres version eller mening, det er fint med mig. Min bog handler om min mening, mine holdninger og mine følelser. For mig er det fakta.

Har fodbolden fået dig til at tro mere på dig selv?

– Ja, især da jeg var yngre. Når jeg lykkedes med mit spil, voksede jeg indeni.

Hvad betød det at blive Årets Dansker 2017?

– Det var den ultimative accept af mig som menneske. Jeg ved jo godt, at jeg er en god fodboldspiller, men det her var anderledes, fordi det handlede om mig som mennesket Nadia Nadim. Og ikke kun nummer 9, Nadia Nadim. Det føltes som en stor kærlighedserklæring, som jeg stadig er meget beæret og taknemmelig for.

Hvad betyder Afghanistan for dig i dag?

– Det er det land, hvor jeg har mine rødder og voksede op. Det vil altid betyde noget. Men jeg har ikke noget familie tilbage i landet og har ikke været tilbage siden vores flugt.

Hvor meget husker du fra tiden, hvor du som 12-årig flygtede?

– Egentlig husker jeg ikke så meget fra dengang. Jeg går ikke rundt og tænker over det. Men i mit og Miriams arbejde med bogen er der alligevel meget, som kom tilbage til mig, da vi snakkede om det. Også nogle lyde og lugte. Kroppen husker alligevel.

Er asylcentre okay?

– Det kommer nok an på, hvem du spørger. For mig som barn havde jeg det virkelig godt på centrene. Væk var krig og kaos, og nu kunne vi lege igen og få nye venner. Det var faktisk trygt. Jeg husker altid tilbage på tiden på centrene som en positiv og dejlig tid. Min mor har nok en noget anden mening.

Hvordan vil du allerhelst inspirere andre kvinder?

– Ved at være en rollemodel og vise, at man i langt de fleste tilfælde kan, hvad man vil.

Er du rebelsk?

– Tja, det er jeg nok.

Hvad er din drøm at arbejde som læge med?

– Kirurgi, helt klart. Ortopædkirurgi eller plastikkirurgi.

Hvad ville den 9-årige Nadia sige til Nadia i dag?

– Det skal nok gå, Nadi.

En sød historie i historien

Under bogreceptionen hos Politikkens Forlag blev der holdt taler. Og man kom ind på, at en episode som Nadia husker, fra da hun kom til Danmark, var politibetjenten i Randers, der gav dem en Nettopose med noget at spise og drikke i, og efter at have fulgt dem til toget, gav betjenten også Nadias mor lidt penge, før dørene til toget lukkede med retning mod asylcentret.

En gestus og storsind som har sat sig fast hos Nadia. Folk til receptionen kniber en lille tåre, og alle har en klump i halsen. For man kan se det for sig. Og man bliver også lidt stolt af at være dansker der. Men mens alle står der til receptionen og har en klump i halsen, siger taleren pludselig, at den betjent rent faktisk er til stede i rummet, og om Nadia kan finde ham … Der bliver helt stille – som om en engel flyver gennem det fyldte rum. Midt i rummet står Arnth Brøndhøj – en gråhåret mand og smiler beskedent. Efter talen går han op til Nadia, der som det første siger “hvordan går det?”. At alle fotograferne knipser løs, siger sig selv – og sikke en fantastisk historie og “happy ending”. Vi talte også med Arnth bagefter. Og det var faktisk først for et år siden, at det går op for ham, at den danske angriber, er den selvsamme 12-årige pige, han for 17 år siden sendte afsted med toget.

Selfie-tid

Til receptionen kom Anne Dorte Michelsen også og gav et nummer med en sang, som hun har lavet til kvindelandsholdet. Efter sangen var det også tid til en selfie med både Anne Dorte og Maria Bramsen.

Læs også: HelseMatilde nomineret til Fællesskabsprisen: Ingen banker på din dør, når du er ensom