Mit liv med dyreprint, klipklapper og actionfilm

Hvorfor er guilty pleasures overhovedet en ting? Er det ikke bare en del af din skævhed, der gør dig til dig? Lad os tage et opgør og omfavne vores storslåede særheder. Jeg starter. Mit navn er Camilla, og jeg elsker dyreprint, actionfilm, junkfood, klipklapper og glamrock!

Det var en tirsdag i sommeren 2016. Min fødselsdag, tilfældigvis. Dagen, som startede så flot om morgenen, var blevet afløst af et tungt tæppe af mørkegrå skyer, der indhyllede mit villakvarter i en tæt sommerregn og gjorde det trist og gråt. Insisterende regndråber i urytmisk symfoni fik selv de mest genstridige græsstrå til at bukke under og drukne i mudderet under dem, mens de i ny og næ blev oplyst at vilde lyn, der flænsede den mørke himmel i zigzagmønstre.

Alt imens det værste af uvejret rasede over landet, havde jeg puttet mig i mit striksjal, joggingbukser, hyggesokker og klipklapper med en bøtte popcorn i biografmørket. Klokken var ikke meget mere end to om eftermiddagen, og der var kun en eneste anden sjæl i salen, som sad et par rækker længere nede end mig.

Pakket væk i biografmærket ventede jeg spændt på magien. (Foto: Visualhunt)

Aliens og Jeff Goldblum

De komplet skæve 3D-briller var placeret sirligt over mine egne briller, så jeg kunne nyde den fulde oplevelse af 3D-effekterne med min for længst indtrådte nærsynethed. Filmen buldrede frem i al sin storslåethed, mens brudstykker af præsident Whitmores tale til nationen i surround omsluttede mit hjerte. Der trillede en tåre. ”We will not go quietly into the night …”

Et uidentificeret flyvende objekt på størrelse med en mindre planet gled ind i billedet med den der larmende stilhed, som kun findes i det ydre rum. “We will not vanish without a fight …” Gåsehud. En bølge af eufori og nostalgi ramte min krop og sugede mig ind i 3D-billedernes svimlende univers af kæmpe aliens, Jeff Goldblum og ’over the top’ amerikansk patriotisme, når det er bedst. ”Today, we celebrate our independence day!” I to en halv time skiftevis grinede, græd og klappede jeg i mine hænder i en rus af ren lykke.

Truslerne fra det ydre rum er min første kærlighed. (Foto:: BagoGames / Visualhunt / CC BY)

Dagens emne, guilty pleasures

Er du med? Hvis ikke, så er det ok. Den er heller ikke nem at knække. For det, jeg gerne vil tale om i dag, er guilty pleasures. Og mere specifikt, at jeg synes, det er noget pjat at kalde det for guilty. Det vender jeg tilbage til.

Ovenstående scenarie er rent faktisk fra min fødselsdag for et par år siden, som jeg brugte i mit eget selskab med en film, Independence Day Resurgence, som har været 20 år undervejs, elsket af mange, hadet af lige så mange, men i hvert fald modtaget i spændthed for at se, hvad instruktøren kunne have fundet på, efterfulgt af semilunken, busfragtet MacDonalds-mad ved sofabordet hjemme i min hule.

Kærlighed ved første blik

Min fascination startede i 1996, da den første Independence Day så lyset, og jeg synes, det er et mesterværk på mange måder. God humor, sjove replikker, aliens som vi aldrig har set dem før, Will Smith i en seriøs rolle, Jeff Goldblum, som vi kender ham bedst, byer der eksploderer, teknologi, panik, kærlighed og dommedagsscenarier for alle pengene. Jeg var solgt fra første gang.

Siden da har jeg set filmen i hvert fald to gange om året. Det er min go to-film, når jeg er syg, når det er jul, når jeg keder mig, når jeg skal sove middagslur, eller når jeg har bare har brug for en aften med noget velkendt, som kan skabe lidt tryghed i min verden. Jeg elsker den! Så er det sagt.

De der ting der er lidt pinlige at synes om

Ifølge en artikel på videnskab.dk er guilty pleasures et fænomen, der bruges ”til at beskrive mad, musik og film, som vi synes, det er lidt pinligt at synes om.” Og de opstår, fordi der eksisterer nogle samfundsnormer for, hvad der er trendy, hvad der er god smag, at man er mere sofistikeret, hvis man godt kan lide prisvindende film, kunst mm., og at hvis man synes noget andet, eller synes om noget, som er bredt opfattet som værende dårligt, så bliver man lidt stemplet som en freak med dårlig smag. Som en outsider uden finesse.

Hør lige her, skal vi ikke bare lade være med det? Guilty pleasures gør os jo glade, så det er da endnu mere mærkeligt at lægge låg på.

Vi kommer alle sammen med vores små mærkelige krøller, ideer og lyster, så jeg synes, at vi i fællesskab bare skal owne dem og stå ved dem, for hvis samfundsnormer for god smag skal sætte dagsorden for, hvad du bør og ikke bør synes om, så går du altså glip af noget.

Et statement fra en uanonym guilty pleasurer

Jeg vil godt starte.

Jeg synes, at tennisstrømper i klipklapper er fantastisk. Det er en behagelig påklædning, der giver mig glade fødder. Punktum.

Jeg er også stor fan af frituremad. Jeg elsker junkfood! Især mozzarella sticks og jalapeno poppers. Jeg kan vitterligt ikke tåle det på grund af min tarmsygdom, men det er så den konsekvens, jeg må leve med, hvis jeg vælger at spise det. Yderligere er det virkelig tilfredsstillende at sidde i min seng og konsumere en giga burgermenu, mens jeg ser film på min tablet og så bare falde død om af ’meat-sweats’ og ’friture-fatique’ bagefter. Best. Feeling. Ever!

Actionfilm, actionfilm, actionfilm…

Independence Day-filmene er nogle af mine yndlings. Jurassic Park-serien er også langt oppe på listen. The Day After Tomorrow. How High. Alle film med Steven Seagal, Stallone, Arnold, Van Damme, Chuck Norris og Dolph Lundgren. Jeg ved ikke helt, hvad de handler om i øvrigt, for i min vennekreds bruger vi dem primært til kliché-druk, hvor man tager en tår, hver gang der kommer en kliche. Need I say, at man ret hurtigt bliver ret fuld!

GOD DAMN IT, ALEXIS!

Jeg elsker Dynasty. Den originale med John Forsythe, Linda Evans og Joan Collins. Ikke det der bras, der bliver sendt på Netflix nu til dags. Dallas er også ok. Og så kan jeg se X-files og Beverly Hills om og om og om igen.

Lak, læder, dyreprint og stort hår

Hårmetal fra 80’erne er lige mig. Jeg elsker håret og lak- og læder/dyreprint-fitness-stilen og den måde, de tror, de er rebelske på. Jeg er selvfølgelig også svært glad for musikken. Der er bare noget festligt, loose og mere rock og rullet over det end noget af nutidens rock, som i mine ører lyder som om, at de prøver lidt for hårdt.

Mötley Crüe er i øvrigt et af mine absolutte yndlingsbands fra den tid, og at jeg elsker, at Nikki Sixx, som startede bandet i sin tid, stadig har semistort hår. Han er efter mange år på alle stoffer i verden i øvrigt fuldstændig clean og har været det i 15 år og er den dag i dag en rigtig dygtig både fotograf og forfatter.

Ubåde og guitarsolo i solnedgang

Et af mine yndlingsnumre fra 80’erne er med bandet Bonham, startet af Jason Bonham, der er John Bonhams søn. (John Bonham var trommeslager i Led Zeppelin…) Deres tidligere forsanger, Daniel McMaster, som desværre døde i 2008 af en streptokokinfektion, var i sin storhedstid en hottie, synes jeg, til trods for langt permanentet hår med highligths og camel toe.

Nummeret hedder ’Wait for you’ og rummer alt, en rigtig powerballade fra 80’erne skal indeholde. En smuk blondine i hvid kjole med høj slids. Roser. Kærlighed, selvfølgelig. Stort hår med guitarsolo på en bakketop i solnedgang. Og vigtigst af alt, et dommedagsscenarie, som ikke rigtigt bliver forklaret, men som til gengæld har en ubåd med næsen solidt plantet i asfalten … Det er spitzenklasse på alle niveauer!

Jeg kan godt fornemme, at min entusiasme for nummeret ikke deles af ret mange, men ingen er da rendt skrigende væk endnu!

Mere glam i hverdagsmoden!

Min entusiasme for 80’errock har også affødt en vis begejstring for den mode, der fulgte musikken, hvilket min søster udnyttede, da hun skulle til 80’erfest tidligere på året og kunne nøjes med at gå på jagt i min garderobe i stedet for at tage i genbrugeren. Zebrastribede bukser, Iron Maiden t-shirt, røde lakstiletter og spidse tantebriller med ulla-snor er en fuldstændig ok og normal hverdagspåklædning i min verden.

Mine ting har navne

Min mountainbike hedder Frederik og står i min stue, så han ikke bliver beskidt eller kommer i nærkontakt med mine naboer og deres bakterier. Jeg har en papmachehjort, der hedder Morten, en alienfigur, der hedder Uffe, en blå keramikfisk, der hedder Kevin McFishface, en opvaskemaskine, der hedder Klaus og en elkedel, der hedder Mads.

Min lejlighed er verdens største Amagerhylde, da jeg er en sucker for genbrugsskrammel, som jeg bruger ufattelige mængder af penge på, og som gør, at ingenting i mit hjem matcher. Men det er dælme personligt! Og så synes jeg stadig, at Cuba Caramel med Cocio er en fantastisk drink, som min mave også bedre kan arbejde med end ting med kulsyre.

Det var vist de mest basic ting om mine særheder.

Det er jo bare en del af mit væsen

I øvrigt kender de fleste godt mine guilty pleasures og refererer faktisk ikke til dem som værende guilty. Det gør jeg heller ikke selv. Det er jo bare mine skævheder. Min quirkyness. En del af mit univers og min charme. Mig i al almindelighed. Hvis ikke det havde været ovenstående, havde det nok været noget andet mærkeligt, der havde været med til at definere mit væsen. Og som gør mig glad!

Det er der da ingen grund til at putte i en kasse og stemple som guilty. Det er jo også dine skævheder, der gør, at jeg synes, du er awesome. Det, og dine værdier, selvfølgelig!

Du er awesome, fordi …

… du passer grise og danser zumba. Fordi du deler min fetich for flæskestegsburgere og kan tale om akvariefisk i flere timer. Fordi du hører Kelly Clarkson – og synger med – når du spiller Counter Strike og stadig synes, at pastaskruer med pulverbearnaisesovs er the shit. Fordi du synes, det er megafedt at give den gas på Heidis til Backstreet Boys med store armbevægelser på den der boyband-agtige måde, som kun du og jeg kan.

Fordi dit kæreste eje er et efterhånden ramponeret billede af din yndlingsbåd. Fordi du ser My Little Pony efter en gyserfilm for ikke at få mareridt. Fordi du gør hverdagen lidt mere sofistikeret, når du drikker mælk af dine svinedyre whiskyglas. Fordi du gør sommeren lidt længere, når du insisterer på at gå i shorts fra marts til november. Fordi du synger piveringe, men alligevel gør det højt og inderligt, for det er da ligemeget! Fordi det eneste, du nogensinde har kunnet synge med på er Humleridderne, og fordi du har gjort ‘sumpning’ til nationalsport.

Fordi din entusiasme for superheltefilm og plasticblomster overgår alt, jeg nogensinde har oplevet! Fordi du synes, at fjerlamper er perfekte accessories til soveværelset, selvom de tiltrækker støv for et godt ord. Fordi du forsøger at dække kaffepletten, der ligner en penis, på dit sofabord, men alligevel fortæller os andre om penispletten, selvom vi ikke har lagt mærke til den. Og fordi du ligesom mig synes, at en stor LP-samling er tæt ved at være vigtigere end mad, og fordi du sender åndssvage billeder, der går hånd i hånd med vores samtaler om alt og ingenting, som får mig til at grine højlydt!

Omfavn dine guilty pleasures

Kære dig. Hvis vi kun tør præsentere den tomme skal af trendhysteri dikteret af samfundsnormer, hvem er vi så? Dine guilty pleasures, dine skævheder, dine krøller, eller hvad vi nu skal kalde dem, er dem, der gør dig til dig i al din storslåede særhed. En særhed som vi alle nu engang rummer.

Omfavn den. Det bliver du glad for.