
NEWS: Kvinder tester deres mænd med lokkeduer
Kvinder tester deres mænd med lokkeduer · Lidt flere unge vil være håndværkere · Frankrigs tidligere præsident anholdt i sag om Gaddafi-penge · Selvkørende Uber-bil kørte kvinde ned og dræbte hende · Facebook-skandale: Analyseselskab suspenderer direktør og Mark Zuckerberg indkaldt til at stå ret i det britiske parlament · Dag to i ubådssagen: Peter Madsen skal gennem maratonforhør
Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Kvinder tester deres mænd med lokkeduer
I lukkede Facebook-grupper får kvinder andre kvinder til at kontakte deres partner, for at teste om han vil være hende utro. Det skriver TV2.
– Lokkedue søges. Sidst i 20’erne, start 30’erne. Lettere buttet. Mørkt hår.
Sådan lyder det i et af opslagene i den lukkede Facebook-gruppe “Strikkeklubben Part 3”. Her leder kvinder efter andre kvinder, der vil være lokkeduer. Lokkeduerne kontakter en kvindes kæreste eller en mand hun dater. Manden bliver kontaktet på de sociale medier eller i det virkelige liv. Ideen med lokkeduen er at teste mandens loyalitet og troskab over for kvinden, der har hyret lokkeduen.
“Strikkeklubben Part 3” er ikke den eneste, men den er sin største med mere end 8.000 medlemmer. I grupperne “Chicks before Dicks” og “Hækleklubben Eksklusiv”, udvkesler kvinderne også lignende tjenester, og de grupper har henholdsvis 7.600 og 6.000 medlemmer. Derudover har TV 2 fundet yderligere ni lignende grupper med medlemstal på mellem 2.000 og 3.000 brugere.
Medlemmerne søger ofte efter en specifik type kvinde, og der kan være krav til kvindens alder, kropsbygning, hårfarve, hvor hun kommer fra og hudfarve. Lokkeduerne modtager ikke betaling for ydelserne. Kvinderne gør det for at hjælpe hinanden, fortæller Sabrine Olsen, der selv er lokkedue.
– Hvad hun beder mig om, gør jeg. Så hvis hun beder mig om at prikke til ham på Facebook, hvis hun beder mig om at ansøge ham, hvis hun beder mig om at skrive til ham, så gør jeg det. Jeg har selv oplevet utroskab. Det er hårdt at komme ovenpå igen. Især hvis det er et meget seriøst forhold, siger Sabrine Olsen.
Sabrine Olsen har ikke så mange kvaler ved potenielt at være med til at ødelægge et parforhold.
– Hvis det vil ødelægge et forhold, så er det jo nok ikke meningen, at de skal være sammen alligevel. Så er det bedre for pigen, at hun ligesom kommer ud af det. Hvis han består testen, så er det jo bare sejt – og så er det et klap på skulderen.
Dog ville Sabrine Olsen ikke bryde sig om at smage sin egen medicin, og selv blive udsat for en lokkedue.
– Det ville jeg have det dårligt med, tror jeg faktisk. Jeg har ikke rigtig tænkt over det.

Lidt flere unge vil være håndværkere
De unge har lyttet til politikernes ønsker, og nu vælger lidt flere en erhvervsuddannelse efter 9. og 10. klasse, mens færre søger mod det almene gymnasium. Det viser dette års søgetal fra 9. og 10. klasse, som Undervsiningsministeriet netop har offentliggjort i følge Berlingske.
Det er især kombinationsuddannelsen EUX, hvor eleven får både en studentereksamen og et svendebrev, der trækker i de unge, den har 32 procent af dem, der søger erhvervsuddannelserne søgt hen.
Andelen af ansøgere til de almindelige erhvervsuddannelser er dog også steget siden sidste år. Det gælder især uddannelser inden for teknologi, byggeri og transport. 19,4 procent af eleverne har valgt en erhvervsuddannelse som førsteprioritet, hvilket er en fremgang fra 18,5 procent sidste år. I
rene tal svarer det til, at erhvervsskolerne får 560 flere elever. Stigningen ses i alle regioner, størst i Region Nordjylland med to procentpoint.
– At vælge en ungdomsuddannelse er en stor beslutning for et ungt menneske. Derfor er det vigtigt, at så mange som muligt kommer godt videre fra grundskolen og vælger en ungdomsuddannelse, der passer til deres evner og interesser. Det lader til, at flere i år har fået øjnene op for, hvilke muligheder en erhvervsuddannelse rummer med både spændende fagligt arbejde og videreuddannelse, og det er rigtig positivt, siger undervisningsminister Merete Riisager (LA).

Frankrigs tidligere præsident anholdt i sag om Gaddafi-penge
Frankrigs ekspræsident Nicolas Sarkozy er tirsdag tilbageholdt af politiet, der undersøger om Sarkozy modtog penge fra Libyens tidligere diktator Muammar Gaddafi, under Sarkozys valgkamp i 2007. Ifølge politiet skulle Sarkozy have modtaget flere millioner euro af diktatoren. Det skriver Ritzau.

Selvkørende Uber-bil kørte kvinde ned og dræbte hende
En 49-årig hjemløs kvinde er død, efter hun blev kørt ned af en selvkørende Uber-bil. Kvinden kom angiveligt gående med en cykel på fortorvet, da hun pludselig valgte at dreje ud foran bilen.
– Det står meget klart, at det ville have været svært at undgå kollisionen, uanset om bilen havde været på autopilot eller ej. Kvinden kom direkte fra mørket og ud på vejen, udtaler Sylvia Moir, politichef i Tempe, Arizona, på et pressemøde, ifølge San Francisco Chronicle.

Facebook-skandale: Analyseselskab suspenderer direktør og Mark Zuckerberg indkaldt til at stå ret i det britiske parlament
Analyseselskabet Cambridge Analytica har valgt at suspendere sin direktør, Alexander Nix, med øjeblikkelig virkning. Samtidig iværksætter selskabet en uafhængig undersøgelse af Cambridge Analyticas brug af oplysninger fra Facebook. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.
Ifølge The New York Times og The Observer stjal analyseselskabet oplysninger fra 50 millioner Facebook-brugere for at kunne udarbejde et program, som kunne forudsige og påvirke vælgerne under det amerikanske valg. Resultaterne blev herefter solgt til Trumps kampagnestab, skriver aviserne.
Ifølge The Observer blev Cambridge Analytica på det pågældende tidspunkt ledet af Steve Bannon, som var Trumps nærmeste rådgiver i Det Hvide Hus, inden han blev fyret sidste sommer.
Samtidig har et udvalg i det britiske parlament bedt den øverste direktør i Facebook, Mark Zuckerberg, om at møde op og afgive forklaring om fake news og kontroverset om analysefirmaet Cambridge Analytica. Medieudvalget har flere gange forsøgt at få svar fra Facebook om håndteringen af persondata.
– Nu er det på tide, at vi hører fra en højtstående Facebook-chef med den rette autoritet til at give en præcis udlægning af denne katastrofale fejl, siger udvalgsformand Damian Collins ifølge Ritzau.

Dag to i ubådssagen: Peter Madsen skal gennem maratonforhør
Klokken 9:30 i dag, onsdag, fortsætter sagen mod Peter Madsen, der er tiltalt for at have dræbt den svenske journalist Kim Wall i ubåden Nautilus 10. og 11. august sidste år.
– Hele dagen er afsat til afhøring af Peter Madsen. Den første halvdel af dagen vil anklager Jakob Buch-Jepsen fortsætte med at stille spørgsmål. Derefter tager Peter Madsens forsvarer, advokat Betina Hald Engmark, over, siger DR‘s retskorrespondent Trine Maria Ilsøe.
Retskorrespondenten forklarer, at der særligt er to ting, der skal lyttes efter i dag.
– For det første om Peter Madsen fortsat nægter sig skyldig i at have slået Kim Wall ihjel.
– Dernæst mangler vi at høre, hvordan Peter Madsen forklarer de adskillige knivstik, han har påført Kim Wall. Anklagemyndigheden mener, han har foretaget dem, mens hun levede. Det ved vi allerede, at Peter Madsen afviser. Men hvad er så hans forklaring?
Læs om hele ubådssagen her: Forstå sagen: Ubåden, den dræbte Kim Wall og Peter Madsens skiftende forklaringer
