
NEWS: Populært håndkøbsmedicin kan forstyrre unge mænds hormoner
Populært håndkøbsmedicin kan forstyrre unge mænds hormoner · En håndgranat er fundet på Christiania · Trump tvinger op mod 200.000 til udvisning fra USA · Nordkorea sender delegation til OL i Sydkorea · H&M fjerner annonce med sort dreng i abetrøje · Mindst to kvæstet ved brand i Trump Tower i New York · Dagens billede
Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Populært håndkøbsmedicin kan forstyrre unge mænds hormoner
Ny dansk-fransk forskning viser, at Ibuprofen kan ændre unge mænds hormonbalance. Efter bare 14 dage, kan hormonet testosteron tage skade af medicinen og føre til, at unge mænds hormonbalance minder om en 70-årigs. Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.
– For mænd er det vigtigt, at testosteronniveauet ligger på et stabilt niveau. Ibuprofen lægger en alvorlig dæmper på mænds testosteron, så hjernen er nødt til at sætte ind. Når en mands testikler ikke producerer nok testosteron, kompenserer hjernen ved at udsende signalstoffet LH, der sender besked til testiklerne om at producere mere hormon, siger David Møbjerg Kristensen, seniorforsker på Dansk Hovedpinecenter ved Rigshospitalet og en af hovedkræfterne bag det nye studie.
Forskningsresultaterne betyder dog ikke, at man som patient skal holde helt op med at tage ibuprofen, understreger David Møbjerg.
– Ibuprofen virker rigtig godt som smertelindrende og febernedsættende medicin, så der er naturligvis mange tilfælde, hvor det giver mening. Gigtpatienter kan for eksempel have brug for et stof som ibuprofen for at holde smerterne ud og dæmpe inflammationen i leddene. Er man i tvivl, kan man altid kontakte sit apotek eller sin egen læge, siger han i pressemeddelelsen.

En håndgranat er fundet på Christiania
Mandag eftermiddag blev en håndgranat fundet på Christiania i København. Forsvarets ammunitionsryddere blev tilkaldt for at fjerne den, og bomberydderne kunne konstatere, at granaten var ufarlig.
– Det viste sig at være en håndgranet uden indmad, og den var fuldstændig ufarlig, siger Lars Westerweel fra Københavns Politi. Ifølge Lars Westerweel har der ikke været fare i området omkring fundet, og der var ikke afspærret.
Fundet af håndgranaten kommer et døgn efter, at en mand i 60’erne mistede livet ved en metrostation i Stockholm, fordi han efter politiets teorier bøjede sig ned og samlede en håndgranat op, der eksploderede mellem fingrene på ham. En kvinde i 40’erne blev såret, da håndgranaten eksploderede i Sverige. Det skriver Ritzau.
Læs også: En mand er død efter metro-eksplosion i Stockholm

Trump tvinger op mod 200.000 til udvisning fra USA
Donald Trump tilbagekalder en særlig beskyttelse, som indvandrere fra El Salvador har haft og det betyder, at næsten 200.000 mennesker skal forlade USA frivilligt eller blive deporteret. Det fortæller embedsmænd ifølge flere amerikanske medier og Ritzau.
De knap 200.000 mennesker vil få besked om at være ude af USA inden september næste år. Blandt de 200.000, der står til udvisning, er forældre til 190.000 børn, der er født i USA. Beslutningen om ikke at forlænge salvadoranernes rettigheder i USA kommer to uger efter, at den samme beskyttelse blev frataget 45.000 mennesker fra Haiti. Det skriver Ritzau.

Nordkorea sender delegation til OL i Sydkorea
Som noget helt særligt, har de to stridende naboer Nordkorea og Sydkorea talt med hinanden den seneste tid, og i nat mødtes de igen i grænsebyen Panmunjom. Det er første gang siden 2015. Det spæde venskab har ført til, at Nordkorea har besluttet at sende en delegation til vinter-OL i den sydkoreanske by Pyeongchang i næste måned.
Samtidig har Sydkorea foreslået, at familier, der blev adskilt under under konflikten mellem Nordkorea og Sydkorea, kan blive genforenet i næste måned. Det skriver BBC.
– Nordkorea har foreslået at sende en stor delegation til OL. Det inkluderer en olympisk delegation, atleter, tilskuere, kunstnere, observatører og journalister, sagde formand for Sydkoreas Komité for Fredelig Genforening af Korea, Chun Hae-Sung, efter mødet.
Læs også: Hvad sker der for Nordkorea og missilerne?

Storbrand i Aarhus
En brand i en bygning på Karen Blixens Boulevard i Brabrand gjorde kortvarigt himlen sort over store dele af Aarhus mandag formiddag. Branden brød ud i Aarhus Kommunes nye kontorbyggeri i Gellerup omkring klokken 9.30, og politiet kunne klokken 10 tweete, at branden var slukket.
– Der var gået ild i noget flamingo oppe på taget. Vi ved ikke, hvad der har forårsaget branden. Ingen er kommet til skade, men for en sikkerhedsskyld har vi sendt seks personer på skadestuen til observation, siger Dion Emdal, der er indsatsleder til TV2 Østjylland.

H&M fjerner annonce med sort dreng i abetrøje
Den svenske tøjgigant Hennes & Mauritz har undskyldt og fjernet en annonce, der beskyldes for at være racistisk af den engelske politiker, Kate Osamor. Annoncen er en sort dreng i en grøn trøje, hvor der står “Coolest Monkey in the Jungle” – den sejeste abe i junglen.
H&M har fjernet billedet af den sorte dreng, og har erstattet annoncen med et hvidt barn i stedet. H&M svarer mandag, at “billedet nu er fjernet fra alle H&M’s salgssteder, og vi undskylder oprigtigt over for enhver, som måtte føle sig ramt”. Det skriver Ritzau.
I was totally shocked, dismayed to say the very least to find this online imagine. @hm do you think this imagery is an appropriate representation of a young black boy? pic.twitter.com/ylCIMZHVtv
— Kate Osamor (@KateOsamor) January 8, 2018
Mindst to kvæstet ved brand i Trump Tower i New York
Mandag eftermiddag udbrød der brand nær toppen af Trump Tower i New York. Mindt to personer er kommet til skade, hvoraf den ene er hårdt kvæstet, fortæller brandvæsnet i New York siger, ifølge Ritzau.
Videooptagelser og fotos fra bygningen viser en røgsøjle stå op fra skyskraberen, som både rummer kontor og beboede lejligheder. Ifølge Eric Trump, der er vicepræsident i Trump Organization, opstod branden i nogle el-installationer på taget af bygningen. Præsident Donald Trump var ikke til stede i bygningen.

Dagens billede
