Læs også:

Close

Sommerferieminder – disse ting betyder sommer for mig

Mit liv  | 

Sommerferieminder er nogle af de bedste minder, der findes, hvis du spørger mig. Jeg elsker den danske sommer og har allerflest minder fra mine forældres dejlige have ved Aarhus og fra vores hyggelige sommerhus ved Vesterhavet

Mine bedste sommerferieminder har jeg her fra Danmark. Jeg elsker sommer! Uanset om jeg skal sydpå, nordpå eller bare være i Danmark, er sommeren det bedste, jeg ved.

Jeg skal bade en masse, få dejligt afbleget hår af saltvandet. Cykle ind til Aarhus langs kysten og spise lækker mad på en af byens mange hyggelige caféer. Nyde de lange sommeraftener med et glas kold hvidvin og bål i haven. Spise is og bær fra haven og drikke masser af hjemmelavede mojitos!

Sommerhuset Dumela

sommerferieminder

Mine forældres sommerhus ligger ved Vesterhavet og har det skønne navn Dumela. Det betyder velkommen, og navnet rammer den gode stemning, jeg forbinder med stedet.

Det er min morfar, der har bygget huset, og så længe jeg kan huske, har han hvert år samlet hele familien derude. Så bliver den naturlige plantagegrund til en lejrplads med telte overalt, og børn, unge og gamle samles til en stor fest.

Dumela er et magisk sted for mig, og jeg har nogle af mine bedste sommerferieminder derfra sammen med mine jævnaldrende fætre og kusiner.

Da vi var mindre, byggede vi huler og fortalte gyserhistorier, kørte rundt i min morfars legendariske sæbekassebil, gik på eventyr i Vestjyllands smukke klitter og plantagen omkring sommerhuset.

sommerferieminder

Vi har badet i de største og vildeste bølger og spist utallige vaffelis. Mine ældre fætre er forfærdelig gode til at fortælle røverhistorier og har mange gange skræmt livet af os. Jagtet os rundt med en indlevelsesevne, jeg stadig beundrer dem meget for! De var fantastiske og gjorde barndommens somre til rene eventyr med elvere, trolde og sværdkampe på liv og død!

En perfekt aften i Dumela er at tage ned til stranden for et aftenbad og så hjem og blive pakket ind i lækre sommerstrik og tæpper. Spise en let aftensmad udenfor og tænde lys, når det begynder at blive mørkt og så spille et par kortspil.

Et af mine bedste sommerferieminder fra vores sommerhus var nok, da min morfar for et par år siden, i en alder af 95 år, blev båret ned på stranden for at få et havbad! Hele familien var med, og det var et rent optog hen over klitterne!

Min barndoms legeplads: Haven

sommerferieminder

Sommeren er for mig tæt forbundet med mine forældres dejlige have! Jeg har boet det samme sted hele mit liv, så der er en masse gode barndoms- og sommerferieminder i vores have!

Den er stor, vild, lidt tilgroet, og der er ikke noget bedre end at gå på rov efter sommerens mange lækre bær! Stikkelsbær, hindbær, ribs og især jordbær fås ikke bedre end direkte fra haven og fra hånd til mund.

Morgenmad på terrassen med frisklavet jordbær-/rabarbermarmelade, badminton i baghaven og bålhygge om aftenen.

Da jeg var mindre, havde vi altid et badebassin i baghaven, og så blev veninderne inviteret over til en masse plasken og sjov med badedyr!

Der er ikke noget bedre end en lur under vores lille æbletræ eller at sove (næsten) under åben himmel på terrassen og vågne til fuglenes pippen og den helt særlige duft, sengetøj får af at ligge ude og vide, at der venter endnu en dejlig, dansk sommerdag.

sommerferieminder

Når vi skal til stranden, tager vi altid til den lokale strand Ballehage, der ligger 10 minutter væk. Der er en stor badebro, folk i alle aldre, svalerne, der bygger redde i damernes omklædningsrum, og så er der en flot udsigt til Aarhus havn og Tangkrogen.

Den bedste fest, jeg nogensinde har holdt, var mit studentergilde, som vi holdt som en stor havefest med gullasch over bål og telt i baghaven. Vi dansede, legede og hørte fransk musik på højtalerne hele natten – og sluttede af med at sidde og snakke i vores drivhus, hvor vi også sov.

sommerferieminder

Den her sommer vil jeg sidde på min lille, private terrasse, læse bøger og bare nyde at se og høre haven og dens liv. Drikke hjemmelavede mojitos og spise jordbærkage og invitere mine veninder over til en lækker sommermiddag med råvarer fra min fars køkkenhave!

Jeg krydser i hvert fald fingre for, at den danske sommer viser sig fra sin bedste side i år, og at jeg får endnu flere dejlige sommerferieminder at huske på.

Læs også:

Sommerferielæsning – Disse bøger skal du læse i ferien!

 

To kvinder i 20’erne, to vilde livsforandringer – og to helt forskellige liv

kvinder-i-20'erne bloggere

· Mere fra samme kategori ·