Læs også:

Close

Shailene Woodley: The struggle is real for kvinder i alle samfundslag

Underholdning  | 

Shailene Woodley fortæller om sin rolle i den nye HBO-serie Big Little Lies, der er fyldt med kvinder, drama og hemmeligheder

Big Little Lies har dansk premiere i dag, mandag den 20. februar. Første afsnit ligger allerede på HBO Nordic nu.

HBO’s seneste kæmpesatsning, Big Little Lies, er muligvis et bevis på, at serier er ved at overtage filmenes rolle som prestigeprojeter i Hollywood. I hvert fald er rollelisten for den nye serie, der minder om Desperate Housewives, spækket med store stjerner.

https://www.youtube.com/watch?v=bjJPvye4WrM

Nicole Kidman, Shailene Woodley, Alexander Skarsgård, Laura Dern og Reese Witherspoon er bare nogle af de kendte ansigter, der pryder skærmen, når serien i dag – mandag den 20. februar – har premiere på HBO Nordic.

Vi bringer her en snak med Shailene Woodley, der spiller rollen som Jane Chapman: Tilflytteren, der ikke passer heeelt ind i det pæne, californiske kvarter – og formentlig har en hemmelighed …

Shailene Woodley taler med pressen om Big Little Lies. (Foto: All Over)
Shailene Woodleys fortæller om sin rolle i Big Little Lies. (Foto: All Over)
Shailene Woodley er blandt andet kendt fra Divergent-serien, En Flænge i Himlen og The Spectacular Now.

Big Little Lies bygger på bogen af samme navn, men selv om Shailene Woodley har en afgørende og bærende rolle i serien, har hun faktisk kun læst lidt af bogen.

– Da jeg fik rollen, var der kun lavet fire eller fem manuskripter. David E. Kelley arbejdede stadig på de andre. Så begyndte jeg at læse bogen, men karakteren i bogen var forskellig fra, hvordan min rolle var beskrevet i manuskriptet, så jeg læste ikke hele bogen, for jeg ville ikke mudre det sammen, fortæller Shailene Woodley.

Skuespillerindens rolle, karakteren Jane, er en ung og enlig mor, der flytter til californiske Monterey for tilsyndeladende at begynde på en frisk med sin søn, Ziggy, der begynder i 1. klasse sammen med børnene til seriens andre kvindelige hovedroller.

En autentisk historie om en ung mor – fra hendes eget synspunkt

Jane bor i en lille billig lejlighed, hvor hun sover på sofaen, og på den måde adskiller hun sig meget fra de andre mødre. Tager man de ydre omstændigheder væk, har mange af kvinderne dog de samme problemer at bokse med.

– Jeg synes, det er rigtig vigtigt at få fortalt Janes historie. Der er film derude om unge mødre eller gravide teenagere, men der er ikke mange af dem, jeg har set, der fanger en så ung mor autentisk. Hun var sikkert omkring 19 år, da hun blev gravid, og nu er hun i midttyverne og har en syvårig søn. Hun forsøger at navigere mellem to gange kaos: At være en voksen for sin søn og at forsøge selv at blive moden, siger Shailene Woodley og fortsætter:

– Jeg kender faktisk nogen, som har været i den position, da hun var yngre, og at have de to hatte på kan være komplette modsætninger – man prøver at være autoritær og at virke, som om man ved, hvad man laver med sit barn, og på samme tid plejer man hullerne i sit eget liv i starttyverne med hormonforandringer og at ville eller ikke ville være forelsket, og at ville blive bemærket uden nødvendigvis at se sig selv, for det er der ikke tid til.

Shailene Woodleys rolle i Big Little Lies er Jane, der er ung mor og ligesom de andre kvinder i serien har et barn, der går i 1. klasse.
Shailene Woodleys rolle i Big Little Lies er Jane, der er ung mor og ligesom de andre kvinder i serien har et barn, der går i 1. klasse.

Shailene Woodley har selv skulle være voksen i en tidlig alder – i hvert fald fagligt, fordi hun som meget ung begyndte at arbejde som skuespillerinde. Heldigvis har hun sørget for også at have et normalt liv med en masse andre input ved siden af filmbranchen.

– Jeg har arbejdet rigtig hårdt, men jeg har også nydt det. Når du er skuespiller, så bliver du nødt til at leve livet uden for din karriere, hvis du skal kunne bringe autencitet og menneskelige erfaringer ind i en rolle, forklarer hun.

– Så jeg prøver at finde balancen mellem de mange forskellige verdener, som jeg finder fascinerende her i livet. Om det så er skuespil, aktivisme, keramik, forfatterskab eller overlevelse – hvad end, der fanger min interesse. Jeg synes, det er vigtigt, at jeg dykker ned i de ting for min egen udviklings skyld, og for min egen modenheds skyld, og det gavner tilfældigvis også min karriere.

Big Little Lies: Serien, der føles som en lang film

Big Little Lies er en serie på kun syv afsnit, og derfor har det været meget anderledes fra for eksempel serien The Secret Life of the American Teenager, som Shailene Woodley var en del af i seks år.

– Secret Life føltes, som om det aldrig sluttede, siger stjernen og fortsætter:

– Big Little Lies var syv afsnit. Så jeg vidste, jeg skulle optage fra januar til juni, og før vi begyndte optagelserne, havde jeg modtaget syv manuskripter, så jeg vidste, hvor jeg skulle begynde, og hvordan det sluttede. Med meget tv ved man ikke, hvordan det ender. Man ved ikke, hvad der sker, før man modtager manuskriptet aftenen før. Big Little Lies fungerede i stedet som en meget lang spillefilm.

Jane er på café med to af de andre mødre og fortæller så lidt som muligt om sig selv og sin fortid. (Foto: Netflix)
Jane er på café med to af de andre mødre og fortæller så lidt som muligt om sig selv og sin fortid. (Foto: Netflix)

Mange af rollerne i Big Little Lies er kvindelige, og det er fem stærke skuespillerinder – Laura Dern, Nicole Kidman, Reese Witherspoon, Zoe Kravitz og Shailene Woodley – og deres rollers historier, der bærer serien. Det er blandt andet en af grundene til, at serien appellerede til Shailene Woodley.

– Reese er virkelig dybsindig i den måde, hun taler om kvinder i Hollywood, og kvinderne i denne serie især. Jeg har været så heldig, at de fleste af de film eller projekter, jeg har været en del af, har haft nogle meget stærke kvinder ombord, fortæller stjernen.

Shailene Woodley har tidligere arbejdet med Laura Dern, og med Zoe Kravitz på Divergent-filmene, og i Secret Life var castet halvt kvinder, halvt mænd.

– Jeg har været heldig at være omgivet af mange kvinder. Men det, der er virkelig specielt for Big Little Lies er, at der er kvinder fra forskellige samfundslag og forskellige livsstile, og det er sjældent, forklarer hun og fortsætter:

– Man ser kløerne komme ud, man ser jalousien, man ser misundelsen, men man ser også venskabet, medfølelsen, generøsiteten og evnen til at tilgive, og det er noget, som man ikke finder ofte på tv og i biografen – man ser ikke kvindernes indre fra en kvindes perspektiv. Og selv om vi havde en mandlig instruktør og en mandlig manuskriptforfatter, så er serien baseret på en bog, der er skrevet af en kvinde, og de to mænd, vi havde ombord, var virkelig interesserede i kvinders psyke, så historien ikke bliver fortalt fra en patriarkalsk position.

– Den bliver fortalt fra en meget autentisk sandhedsbaseret virkelighed om, hvordan det er at være kvinde i 2017.

Shailene Woodley var en af de stjerner, der protesterede mod Trump I New York i januar. (Foto: All Over)
Shailene Woodley var en af de stjerner, der protesterede mod Trump i New York i januar 2017. (Foto: All Over)

Vi er for hurtige til at dømme andre

Shailene Woodleys rolle, Jane Chapman, skiller sig ud i serien, fordi hun ikke rigtig bliver fanget i de andre kvinders interne konkurrence om at være den bedste mor i Monterey – et område, der er domineret af hvide, priviligerede og finansielt stabile og velhavende indbyggere.

– En ting, jeg elsker ved Jane, min karakter, er, at hun ikke er de ting. Hun er priviligeret, fordi hun er hvid, og fordi hun har råd til at bo i Monterey, men hun hutler sig gennem tilværelsen – hun sover for eksempel på en sofa, fortæller Shailene Woodley.

– Jeg tror, det viser, at vi har mange fordomme baseret på facader, og det kan man også se på det, der sker med vores politiske system i år. Vi er så hurtige til at dømme den anden side uden rent faktisk at forstå den anden side.

– Indtil du fjerner de vægge og siger: “Jeg kan ikke relatere til dig, men vi kan have en samtale, for måske vil du i sidste ende bare det, der er bedst for dit barn, og det vil jeg også, og du tænker, at A, B og C vil give dig den bedste fremtid, og jeg har mine A, B og C. Men lad os bare have den dialog”, siger skuespillerinden.

Det er det, Jane, Renata, Madeleine og Celeste med tiden gør i Big Little Lies. De lærer at lytte til hinanden, selv om de er vidt forskellige.

– Og jeg tror, metaforisk, at det kan overføres til enhver situation, fordi the struggle is real for alle, og bare fordi livet måske er mere komfortabelt for nogen, betyder det ikke, at de ikke har det lige så svært. Jeg synes, det er nogle rigtig vigtige temaer, som den her serie navigerer rigtig godt i.

Zoe Kravitz, Shailene Woodley og Reese Witherspoon på Big Little Lies' pressetur. (Foto: All Over)
Zoe Kravitz, Shailene Woodley og Reese Witherspoon på Big Little Lies’ pressetur. (Foto: All Over)

Historien om en kvinde, der vil beskytte sin hemmelighed

Jane Chapman er meget fattet og kontrolleret, når hun taler om faderen til sin søn, Ziggy. Det er en forsvarsmekanisme og en maske, hun tager på for at beskytte sig selv og sin historie fra de andre kvinder i serien.

– Der er en vis sikkerhed i den kontrollerede sårbarhed. Jane er en meget kontrolleret person, og jeg tror, at hendes villighed til at dele gør det muligt for hende at føle en kontrol over sine oplevelser i stedet for at være offer for sine oplevelser.

Uden at du afslører plottet, kan du så fortælle, hvad Janes mission er? Hvad får hende til at tro, at det er en god ide at flytte til Monterey, hvor der ser ud til at være tråde tilbage til hendes graviditet?

– Hvis jeg taler ud fra min venindes erfaringer – hende, der stod i en lignende situation – så vil man gerne til et sted, der virker idyllisk.

– For der er en vis sikkerhed eller beskyttelse eller dække. Jeg tror, at hun oprindeligt ville til Monterey, fordi hun ville tilbyde sit barn den bedste skole – hvilken forælder vil ikke det? Monterey havde tilfældigvis gode anbefalinger for en folkeskole, så hun gjorde det, hun skulle for at få det til at fungere.

Shailene Woodley med Iain Armitage, der spiller Janes søn, Ziggy. (Foto: All Over)
Shailene Woodley med Iain Armitage, der spiller Janes søn, Ziggy. (Foto: All Over)

I Big Little Lies er Jane den af kvinderne, der har ben i næsen og klynker mindst i forhold til de andre. Det er et karaktertræk, Shailene Woodley beundrer.

– Jeg elskede sidestillingen mellem de her kvinder, der ser ud til at have det hele, og som er nogle kællinger, der klager over de mindste ting – og så opdager man deres sande indre og finder medlidenhed og empati. Men jeg elsker, at Jane kom ind og var sådan: “Hvorfor pokker er I sådan nogle kællinger, når A, B og C sker for kvinder som mig ude i verden?” Jeg elsker den skjulte, hemmelige psyke i hende.

Kan du genkende nogle af karaktererne – de meget priviligerede “ladies, who lunch” – fra dine mange år i Hollywood?

– Tja, jeg tror, vi kan opleve dem ligemeget hvor, vi er. Om du er i L.A., Atlanta, i syd, i nord, i midtvest – privilegium er en meget ægte ting, som vi taler om. Jeg lever et meget priviligeret liv. Det kan jeg ikke benægte. Men jeg mener, at vi taler for lidt om at skelne materielt privilegium fra følelsesmæssigt privilegium, og det demonstrerer serien. Du ser Celestes karakter, der er smuk og har en lækker mand, perfekte tvillinger og et flot hjem, men som også er i et meget usundt, aggressivt og farligt forhold.

– Og der er en, der bor i en trailer længere nede ad gaden, som går igennem det samme. Det er sjældent, vi associerer emotionel bagage med privilegium, og jeg tror, at hvis vi skal rykke nogen steder som land og som menneskehed, så bliver vi nødt til at fjerne vores vægge og bare begynde at have samtaler. Og ikke lade ting som materiale ejendele komme i vejen for at se menneskeligheden i andre.

Laura Dern, Nicole Kidman, Shailene Woodley, Zoe Kravitz og Reese Witherspoon har hovedrollerne i Big Little Lies. Her er de på den røde løber til seriens amerikanske premiere i L.A. (Foto: All Over)
Laura Dern, Nicole Kidman, Shailene Woodley, Zoe Kravitz og Reese Witherspoon har hovedrollerne i Big Little Lies. Her er de på den røde løber til seriens amerikanske premiere i L.A. (Foto: All Over)

 

Du kan se Shailene Woodley, Nicole Kidman, Reese Witherspoon og de andre seje skuespillerinder i Big Little Lies på HBO Nordic. Serien har premiere mandag den 20. februar. (Foto: All Over)
Du kan se Shailene Woodley, Nicole Kidman, Reese Witherspoon og de andre seje skuespillerinder i Big Little Lies på HBO Nordic. Serien har premiere mandag den 20. februar. (Foto: All Over)

· Mere fra samme kategori ·