
MORNING NEWS: Ejer af kendt københavnercafé med banderelationer fængsles for vold
Ejeren af en kendt café har banderelationer og er blevet fængslet på grund af vold, De Grønne slår højrenationalisterne i østrigsk præsidentvalg, flere unge får konstateret kræft i munden, og Italiens minister må gå af efter nederlag i folkeafstemning
Nyhedsredaktøren har håndplukket morgenens vigtigste overskrifter til dig, så du er opdateret på, hvad der sker i Danmark og verden.
Ejeren af en af Danmarks ældste cafeér fængslet for vold
I weekenden blev ruderne til en af Danmarks ældste og mest kendte caféer, Café Sommersko, knust. Det skriver Ekstra Bladet.
Om de smadrede ruder har relation til den voldssag, der fængslede caféejeren er uvist, men torsdag aften blev en tidligere ansat på caféen overfaldet af caféejeren og bestyreren. Det skete på en af caféejerens andre beværtninger, nemlig Café Dan Turell. Ifølge den angrebne medarbejder blev der trykket så hårdt på hans hals, at det sortnede for ham.
Både caféejeren og bestyreren nægter sig skyldige i overfaldet. Bestyreren har tidligere været indblandet i sager om grov vold og våbenbesiddelse, og det er ved tidligere retssager kommet frem, at han har forbindelser til banden Loyal to Familia.
Caféejeren har tidligere benyttet sig af ulovlig arbejdskraft og var samtidig under mistanke for menneskesmugling. Den del af sagen frafaldt dog. Derudover er ejeren tidligere dømt for vold mod to kvinder.

Antallet af unge danskere med mundkræft boomer
Kræft i mandler og tungerod er på vej til at overhale livmoderhalskræft, viser nyt studie fra Rigshospitalet. Derfor bør HPV-vaccinationsprogrammet udvides, mener forskere. Det skriver Berlingske.
Det er især yngre danskere, der rammes af kræft i mandlerne og tungeroden, som er udløst af human papillomavirus (HPV), og kræft i mundsvælget overhaler nu livmoderhalskræft som den kræftform, der hyppigst er fremkaldt af HPV.
Tidligere var det ellers primært ældre patienter i pensionsalderen, typisk mandlige rygere med hang til alkohol, som man så med denne type kræft. Men nu er det mænd og kvinder helt ned til 35-årsalderen, oplyser professor Christian von Buchwald fra øre-næse-halskirurgisk klinik på Rigshospitalet.
– Jeg vil ikke kalde det en epidemi, men det er en meget bekymrende udvikling, at vi ser så mange debutere med kræft, når nu vi ved, at HPV-smitte bærer skylden. Vi taler jo om samfundsborgere i den arbejdsdygtige alder. Ofte ikke-rygere, som burde have alle forudsætninger for at være sunde og raske, men hvor kræften pludselig rammer som et lyn fra en klar himmel, siger han.

De Grønne slog højrenationalisterne i østrigsk præsidentvalg
Den 72-årige Alexander Van der Bellen, der tidligere har været formand for partiet De Grønne, har vundet det langstrakte præsidentvalg i Østrig over sin højrenationale modkandidat, Norbert Hofer fra Frihedspartiet (FPÖ). Det skriver Politiken.
Alexander Van der Bellen fik 53,3 procent af stemmerne mod Norbert Hofers 46,7, da 90 procent af stemmerne var talt.
Sejren til Alexander Van der Bellen gør, at Norbert Hofer ikke bliver den første statsleder fra det yderste højre i Vesteuropa efter Anden Verdenskrig. Tværtimod valgte østrigerne en internationalt orienteret EU-tilhænger, hvis holdninger til asyl og immigration minder meget om den tyske forbundskansler, Angela Merkels.

Italiens premierminister går af efter valgnederlag
Den italienske premierminister Matteo Renzi fik ikke overbevist italienerne om, at landet skulle indføre en forfatningsreform, der ville gøre det nemmere for politikeren at få gennemført sin politik. Det skriver DR.
Et flertal af italienerne sagde nemlig nej til at ændre forfatningen, og det får nu premierminister Matteo Renzi til at træde tilbage.
