Læs også:

Close

EVENING NEWS: Berlins politi: Måske har vi den forkerte mand

Nyheder  | 

Anklaget i Berlin-angreb nægter sig skyldig · Merkel kalder angrebet terror · 40 juletræer overhældt med benzin, konkurrent sigtet · 52 russere dør efter at drikke badeolie for at blive fulde

Nyhedsredaktøren har fundet aftenens vigtigste overskrifter til dig, så du er opdateret på, hvad der sker i Danmark og verden.

Berlins politi: Måske har vi den forkerte mand

Kort efter nyheden om lastbilangrebet på et julemarked i Berlin kom nyheden om, at den formodede gerningsmand, en 23-årig pakistansk asylansøger med midlertidig opholdstilladelse i Tyskland, var blevet fanget.

Men nu kan det måske vise sig, at det ikke er den unge pakistanske mand, der står bag angrebet alligevel. Manden benægter nemlig kategorisk, at han står bag angrebet. Det skriver Jyllands-Posten.

– Så vidt vi ved, er det usikkert, om han virkelig er chaufføren. Den midlertidigt anholdte nægter sig skyldig. Derfor er vi ekstra opmærksomme. Vær søde også at være det, siger chefen for Berlins politi, Klaus Kandt, ifølge Reuters.

Viser det sig, at den anholdte 23-årige mand ikke er gerningsmanden, betyder det, at den rigtige gerningsmand stadig er på fri fod og formentlig bevæbnet.

Tirsdag kom det ellers frem på DR, at et vaks vidne havde jagtet den formodede gerningsmand gennem Berlin i to kilometer, fordi vidnet så den 23-årige pakistaner løbe fra stedet.

Under forfølgelsen gennem Vestberlin havde vidnet alarmcentralen i røret, og gav løbende besked om, hvor den formodede gerningsmand løb hen, indtil politiet kunne anholde ham.

Tysk politi: Måske har vi den forkerte mand. (Foto: Polfoto)

Merkel kalder lastbilangreb terror

Den tyske kansler, Angela Merkel, siger på et pressemøde tirsdag, at hun er chokeret, skuffet og meget ked af det angreb, der har lammet Tyskland, efter en lastbil kørte ind i et julemarked, dræbte 12 mennesker og sårede 48. Det skriver TV2.

Der er stadig mange ubekendte i episoden, men rigskansleren kalder hændelsen for et formodet terrorangreb.

Merkel siger samtidig, at det vil være ekstra tragisk, hvis gerningsmanden viser sig at have fået adgang til Tyskland på grund af landets åbne flygtningepolitik.

– Jeg ved, at det vil være ekstra hårdt for os alle at bære, hvis det bliver bekræftet, at gerningsmanden var en person, der søgte beskyttelse og asyl hos os, siger Angela Merkel.

Natten mellem mandag og tirsdag blev Berlins største flygtningecenter, der ligger i en hangar i den tidligere lufthavn Tempelhof, stormet af 200 betjente som led i efterforskningen.

Også i Danmark er sikkerheden blevet øget på landets julemarkeder efter angrebet i Berlin.

Læs også: En mistænkt anholdt og en anden fundet død efter lastbil torpederede julemarked i Berlin

Læs mere her: Lastbil kører ind i menneskemængde i Berlin

Merkel kalder lastbilangreb terror. (Foto: Polfoto)

Juletræskrig: 40 træer overhældt med benzin – konkurrent sigtet

En 47-årig juletræsavler fra Tarm er sigtet for at have overhældt konkurrenten ABC Lavpris’ juletræer med benzin flere gange. Omkring 40 af de grønne højtidstræer har været udsat for vandalismen. Det skriver TV2.

Den 47-årige er tre gange brudt ind hos konkurrenten for at ødelægge træerne, der anslås at have en værdi af 8.500 kroner, og nu sigtes han i sagen.

– Selv om de er overhældt med benzin, er de ikke umiddelbart brandfarlige, da det fordamper. Men stanken bliver i træet, så de er usælgelige, siger politikommissær Kjeld Nedergaard ved lokalpolitiet i Ringkøbing.

Juletræskrig: 40 træer overhældt med benzin – konkurrent sigtet. (Foto: Polfoto)

52 russere dør efter at have drukket badeolie

52 personer er døde i den sibiriske by Irkutsk, efter de har drukket flydende badeolie. Olien indeholdt metanol, som også er kendt som træsprit, og de 52 russere forsøgte at drikke sig fulde med olien.

De er alle døde af alkoholforgiftning. Det skriver Ritzau.

29 personer er stadig indlagt, og to personer er anholdt for at sælge olien, hvor det tydeligt er markeret, at man ikke må indtage den. Det er dog endnu uklart, om de to sælgere ville sælge olien som noget, der kunne bruges til at få en billig brandert på.

Ruslands premierminister Dmitrij Medvedev har udtalt, at han overvejer et totalt forbud på produkter, der kan tage livet af så mange mennesker.

– Det er en forfærdelig tragedie. Dette problem er velkendt, og præsidenten (Vladimir Putin, red.) er informeret. Tiltag er nødvendige, siger Dmitrij Peskov, der er talsmand for Kreml, ifølge Reuters.

· Mere fra samme kategori ·