
MY DAILY NEWS: Lindsay Lohan har mistet en finger og andre morgennyheder
Gider du ikke pløje samtlige nyhedssites igennem for at følge med? Det vil vores nyhedsredaktør heldigvis
Vi har samlet dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Lindsay Lohan har mistet en finger
Det gik grueligt galt, da Lindsay Lohan skulle fortøje en båd. Skuespillerinden fik nemlig sin finger så voldsomt i klemme, at den faldt af. Det skriver People, som har historien fra Lindsays egen snapstory.
Heldigvis fandt hun stumpen igen og takket være hurtig hjælp, lykkedes det lægerne at sy stumpen på igen.
Skuespillerinden er nu ved at komme sig efter den omfattende operation.

Colombia i chok efter nej til fredsaftale
Colombianerne sagde nej til den fredsaftale, regeringen og oprørsgruppen Farc forsøgte at indgå. Det skriver DR.
Resultatet kommer som et chok for landet, der har været præget af konflikten mellem de to parter i et halv århundrede, har kostet 250.000 mennesker livet i processen og har drevet adskillige mennesker på flugt.
Nej-siden vandt med en minimal margen på 50,2 procent af stemmerne mod 49,7 procent ja-sigere.

Fyens: Facebook opretter kæmpe datacenter i Odense
Facebook er på vej med et kæmpe datacenter, der skal ligge syd for Odense. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Ifølge avisen vil den amerikanske milliardinvestering trække 1.200 jobs til Fyn i forbindelse med byggeriet. Der skal nemlig opføres tre store serverhaller og en række tilbygninger på i alt 184.000 kvadratmeter under tag i erhvervsområdet Tietgenbyen.
Når centret står færdigt, kan det derudover føre yderligere tusindvis af job med sig på og uden for datacentret.

Bieber-koncert får hård medfart af anmelderne
Spild af penge, robotagtig og ikke til stede. Det er nogle af beskrivelserne anmelderne har brugt i deres vurdering af Justin Biebers koncert i parken i går. Det skriver Ritzau.
Læs MY DAILY SPACEs anmeldelse af Bieber her: Justin Bieber ville gerne være ægte i Parken
Med det arsenal af hits, den 22-årige canadiske superstjerne har, var der ellers rig mulighed for at skabe en fest for de fremmødte fans, men det formåede Bieber ifølge anmelderne ikke.
– Popstjernen lignede en robot uden batterier foran 49.000 afsindigt hvinende fans. I Parken lignede han en hjerneblæst ung mand, der ville ønske han kunne kravle tilbage på drengeværelset i Canada og få ro til at lave lektier, lyder det videre, skriver Ekstra Bladet, der kun hiver én ud af seks stjerner op af hatten.
Især fik sangerens brug af playback en del opmærksomhed.
– Enten er den luftpiskede tween-stemme så slidt, at det er nødvendigt med bobleplastindpakning i form af rå mængder backtrack, eller også orker han det ikke. Uanset grunden, var det rent ud sagt uforskammet, at han ikke engang gad fake, at han sang under aftenens koncert, skriver BT, der giver to ud af seks stjerner. Det samme gør Metroxpress.
Også Gaffa mener, at Biebers koncert kun er to stjerner værd.
– Hans øjne er helt døde, der er ingen mimik, og de få ord, der bliver ytret til publikum, er simpelthen så indøvede og sjælløse, så man hellere vil være foruden, skriver magasinets anmelder.
