
MY DAILY NEWS: Nu kan du købe babyer gennem en app og andre morgennyheder
Gider du ikke pløje samtlige nyhedssites igennem for at følge med? Det vil vores nyhedsredaktør heldigvis
Vi har samlet dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Køb en baby gennem en app
London Sperm Bank har lanceret en app, hvor kvinder kan finde deres foretrukne sæddonor for det ønskebarn, de drømmer om. Det skriver Berlingske.
På appen, der er døbt “bestil en far”, kan kvinderne få en række fakta om mulige sæddonorers etnicitet, øjenfarve, hudfarve, højde og vægt. De kan også læse om beskæftigelse, uddannelse og religion, og læse om sæddonorernes personlighed.
For en pris på omkring 8.500 kroner får man donorens sæd leveret til den ønskede fertilitetsklinik.

Kritik: Donores Organer går til spilde i fire ud af fem regioner
Næsten alle Danmarks regioner følger ikke Sundhedsstyrelsens anbefalinger for håndtering af organer, der skal doneres. Det betyder, at mange organer, der ellers kunne reddet liv, går til spilde, og at patienterne, hvis liv kunne have været reddet, dør, mens de er på venteliste. Det skriver DR.
Kun Region Syddanmark følger Sundhedsstyrelsens et år gamle anbefalinger om, hvordan organerne fra donorer skal håndteres for at kunne gives videre til patienter, der for eksempel har brug for en nyre eller et sæt lunger.
Omkring 400 danskere står lige nu på venteliste til nye organer.

Studerende trætte af at gå til eksamen i weekender
Pladsmangel tvinger flere tusinde studerende på Københavns Universitet (KU) til at gå til skriftlig eksamen om aftenen, eller i weekenden. Det skriver Berlingske.
– Man kan risikere at være oppe til eksamen til efter klokken 22 en hverdagsaften og til efter klokken 20 i weekenden. Det er ikke okay, siger 25-årige Morten Jørgensen, medicinstuderende og formand for det studenterpolitiske MedicinerRådet på SUND.
Studerende fra samfundsvidenskab, jura og det sundhedsvidenskabelige fakultet, går nemlig til skriftlig eksamen i de lokaler på Frederiksberg, som de medicinstuderende også skal til eksamen i, og der er langt fra pladser nok til at eksaminere alle de studerende i dagtimerne på hverdage.
Det betyder, at især medicinstuderende skal til eksamen i weekenden.
