
MY MORNING NEWS: Asos-ansattes ringe kår og andre nyheder
Gider du ikke pløje samtlige nyhedssites igennem for at følge med? Det vil vores praktikant heldigvis
Vi har samlet dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Asos-medarbejderne betaler prisen for de lave priser
En undersøgelse foretaget af Buzzfeed afslører asos-medarbejdernes dårlige arbejdsforhold og høje stressniveau.
Asos er en af verdens største onlinebutikker med et stort udvalg af tøj, sko og tilbehør, men for at opretholde deres lave priser og hurtig leveringstid, er det desværre deres medarbejdere, der må betale prisen.
Buzzfeed kan blandt andet afsløre:
- Medarbejdere bliver overvåget igennem et scanningssystem. Hvilket fører til reprimander, hvis de kommer bagud med ordrer.
- Medarbejderne er bange for at gå på toilettet eller tage en drikkepause i frygt for at komme bagud.
- I kontrakterne står der, at man kan blive opsagt med øjeblikkelig virkning, få aflyst sin vagt uden varsel og blive sendt hjem uden løn.
- Der har efter sigende været medarbejdere, som er blevet opsagt, efter de har holdt ferie eller været syge.

Danmark får sin første kvindelige general
I dag bliver 58-årige Lone Træholt den første kvindelige general i flyvevåbnet, skriver Ritzau. Faktisk bliver hun ikke blot den først i flyvevåbnet, men den første i hele forsvaret.
Lone har i de seneste fem år arbejdet hos Nato som Division Head Combat Operations Divisions i CAUC Uedem i Tyskland og haft titlen oberst siden 2008, men bliver nu forfremmet til brigadegeneral.
Generalen har altid være ambitiøs i forhold sin militærekarriere og fortæller:
– Det er klart, at jeg som karriereofficer har overvejet muligheden for at skulle være general.
Hun er modtager af både Forsvarets og FNs medalje samt The Kuwait Liberation Medal.

Person fundet død i forbindelse med huseksplosion
Et hus eksploderede i går eftermiddags i den midtjyske by Stjær, og en person er fundet død fredag morgen i murbrokkerne, skriver TV 2.
– Vi formoder, at der er tale om husets 87-årige beboer, som har været savnet siden ulykken. Så det var, som vi frygtede, at hun opholdt sig i huset, da eksplosionen skete, siger vagtchef Hans Hoffensetz til TV 2.
Vidner fortæller, at eksplosionen skabte trykbølger, der kunne mærkes flere hundrede meter væk.
Voldtægt på Herlufsholm
Torsdag blev en voldtægt på den kendte kostskole i Næstved anmeldt, men det har senere vist sig, at skolen allerede blev bevidst om sagen mandag, skriver TV 2.
Sagen drejer sig om en formodet voldtægt af en pige fra 8. klasse. Sydsjællands og Lolland-Falsters politi anholdt i går en person, og rektor Flemming Zachariasen fortæller i dag, at det drejer sig om en dreng fra skolens 9. klasse.

Colorado bruger hash til at stoppe mobning
Colorado beskatter hashen og bruger pengene til antimobbetiltag på statens skoler, skriver The Huffington Post.
Op til 70 procent af eleverne har oplevet mobning på deres skole, og skolerne har nu mulighed for at søge om støtte til kampen mod mobning. Staten vil hvert år udvælge 50 skoler, der vil få helt op til 40.000 dollars.