Jeppe undres: Sku’ det nu være på mode?!

Copenhagen Fashion Week er i gang – igen. Hvorfor er der denne trang til at sætte så meget tid af til mode? Vores mandeskribent sætter sagen på spidsen

Sylespidse skosnuder, rædderlige hatte og Nikon-linser overalt. Det er endnu engang blevet tid til at sætte fokus på mode, og pludselig vælter det frem med farverige klude og kostumer, som har været gemt bagerst i skabet, siden sidste modeuge – som vist fandt sted cirka i forgårs?

Helt subjektivt finder jeg den overordnede modekultur virkelig interessant, da effekten af en ny kollektion eller en ny overordnet stil nærmest bliver taget frivilligt imod uden nogen kamp for ens egen selv identitet.

Modeugen er så den ekstraordinære synlige tilstedeværelse for branchen, udover alle de gange vi bliver mindet om mode-kulturen til dagligt. Her finder man; designere, kunstnere, mode-moguler, bloggere og sikkert en masse Jim Lyngvild-typer, som for det meste har noget negativt at sige. Alt sammen noget, der minder om et cirkus for dem, som ikke helt forstår motivet og måden, det bliver gjort på (det er så sådan nogle som mig!).

Catwalk of shame

Endnu en gang skal de her unge modeller gå en akavet 20 meters distance, stirre ondt ud i lokalet, vende sig om, og enten gå en sejrsgang eller en alternativ “Walk of shame”, baseret på den reaktion alle “eksperterne” i lokalet udtrykker. Selve catwalk-fænomenet går tabt på mig, da jeg personligt selv synes, jeg sjældent ser tøj på catwalks, som ender med at kunne købes i den lokale H&M.

En anden ting, som også går mig på, er den manglende alsidighed i modellerne og tøjet, der bliver vist frem. Selv om modeindustrien stolt støtter individualitet, så synes jeg virkelig, at kropsidealerne er sørgerlige, da de overhovedet ikke er repræsentative for den generelle befolkning.

Derfor tænker jeg; at når vi nu skal igennem de her modeuger (som efterhånden virker til at komme oftere og oftere), kunne det så ikke være mere interessant at skifte fokus på målgrupperne, sådan at alle kropsstørrelser og typer blev inkluderet på skift? Personligt synes jeg, at det er ved at være nok, når nogle af de store designere ikke gider lave noget “rød løber”-tøj, til plus size-berømtheder. “Vær dig selv”, så længe du ligner et menneske, som kun findes til de her modeevents.

Men hvem træffer så den egentlige beslutning om, hvad der ender med at blive mode?

Når Uffe Buchard elsker orange

Man kan argumentere for, at kvinderne primært er modens drivkraft, da man kan se på den mængde alsidighed og forskellighed, der findes i kvindeafdelinger i modsætning til mandeafdelinger. Men mit spørgsmål til hele denne branche er et simpelt; “Hvem er det, der bestemmer, hvad der er på mode, og hvad der ikke er?!”

I min egen fantasi kan man nemt forestille sig, at der i en kælder i Paris eller Milano sidder en gruppe af Uffe Buchardt’er, som bliver enige om at “farven orange er IN dette forår”. En eller anden konspiration må det jo være, eftersom hele den vestlige verden følger trop, når modediktatorerne udsteder deres anbefalinger.

Tit har jeg hørt nogle veninder sige, at det var irriterende, at nogle beklædningsgenstande kom på mode igen, da de overhovedet ikke havde lyst til at gå med det, men nu følte at de burde … ??? Lige her hopper jeg altså af mode-toget, da jeg om nogen prøver at klæde mig efter, hvad jeg selv synes er pænt til mig. Som udgangspunkt går jeg efter komfort og pris, dog uden at gå alt for meget på kompromis med det endelige synlige resultat.

Jeg oplever også, at når jeg engang imellem ikke kan holde min tøjsmag for mig selv og naivt spørger: “Hvorfor går du overhovedet med det dér? (TROMPETBUKSER!!!)”; så er svaret som regel: “Fordi det er på mode” …

Måske er det derfor, at modekulturen er så populær? Fordi den giver en fribillet til at kunne klæde sig virkelig besynderligt uden at skulle give en god grund til, hvorfor man nu igen prøver at gøre noget in, som var grimt i 70’erne – og sjovt nok stadig er det i dag (JA … TROMPETBUKSER … HELT SERIØST!??).

Så længe du stadig kan spise B&J og gå i joggingtøj

Det er selvfølgelig bare min holdning, men jeg er virkelig ikke tvivl om, at vi alle har kigget på noget tøj og tænkt; “hvad fanden tænkte de på?”.

Misforstå mig ikke, da jeg synes at selvfornyelse kan være en god ting og et frisk pust i sit liv, men at skulle tilsidesætte sin smag og visuelle identitet konstant på baggrund af at skulle være “med på moden” er svært at forstå. Og det er endda helt uden at nævne, hvad det koster at være med på moden.

Modekulturen er vel kommet for at blive, men jeg håber, at der altid vil være plads til, at I modebevidste kvinder kan rende rundt i joggingtøj fra H&M, spise Ben&Jerrys og se vores yndlingsserie på Netflix. I ser altså også hamrende godt ud, selv om i ikke trækker i jeres fineste, mest trendy tøj! 🙂

 

#Tænkoverdet #DetmenerJeppeihvertfald