Læs også:

Close

Det kan koste dig dyrt at være et no-show

Nyheder, Økonomi  | 

Dukker du ikke op til aftalen hos tandlægen, eller afbestiller du bord på en restaurant for sent, kan du risikere at få en regning efterfølgende. En lang række servicevirksomheder kan nemlig kræve gebyr af dig, hvis du er et no-show

Har du bestilt bord på den nye restaurant, men droppet ideen igen en halv time før? Eller bestilte du tid hos tandlægen, og dukkede aldrig op? Så skal du ikke blive overrasket, hvis der dumper en regning ind i postkasse.

Læger, restauranter, frisører og en lang række andre forretninger kan nemlig opkræve et gebyr, hvis du er no-show til en aftale.

– Vi har aftalefrihed i Danmark. Når man bestiller bord på Noma eller går til lægen, skal man overholde de vilkår, der er vedtaget i aftalen. Og så kan man ikke bagefter sige, at man ikke vil betale gebyret, siger Jan Trzaskowski, lektor i forbrugerret på Copenhagen Business School, til Ritzau Fokus.

Op til 500 for at droppe lægen

Mange læger, tandlæger, sygehuse og restauranter opkræver gebyrer, hvis du ikke dukker op til en aftale uden at aflyse først. Gebyret er typisk på mellem 250 kroner og 500 kroner.

På Odense Universitetshospital dukker hver 20. patient ikke op til de ambulante besøg, og på Bispebjerg Hospital vurderer direktionen, at udeblivelser koster hospitalet 40 millioner kroner årligt. Formand for Patientforeningen Niels Jørgen Langkilde, mener at gebyrerne er helt i orden.

– Der bliver spildt mange 100 millioner kroner i det danske sundhedssystem, fordi folk ikke møder op. Vi vil hellere have sundhed for de penge og undgå, at læger og sygeplejersker står og triller tommelfingre, siger han.

Betal før du kommer

Flere restauranter har også indført gebyrer til de gæster, der reserverer et bord, men aldrig sætter sig ved det.

I april kunne Politiken fortælle, at den verdensberømte restaurant Noma i København tager 2900 kroner i gebyr per gæst, hvis man afbestiller sit bord på dagen eller ikke dukker op. Og ifølge P4 København, har flere restauranter, især i København, indført udeblivelsesgebyrer.

– Vi oplever i stigende grad, at restauranterne bliver nødt til at indføre gebyrerne for at sikre at gæsterne dukker op, siger Allan Agerholm, som er formand for brancheorganisationen Horesta i Hovedstaden.

Blandt andre har Cofoco-kædens restauranter og Barburrito indført gebyr til no-shows og sene aflysninger, mens Geranium, Studio og Alchemist vil have betaling på forhånd. Gebyrerne svinger fra 250 til 450 kroner per person alt efter restaurant.

– Formålet er at skabe en gensidig kommunikation og respekt for reservationen, siger Thomas Bachmann, medejer af restauranten Barburrito. Her har restauranten oplevet, at kun hver tredje reserverede bord blev besat. Men takket være en SMS, der fortæller om gebyret, er det nu kun hver tiende bord, der står ubesat.

Og hos Dinnerbooking, der står for 550 restauranters booking-systemer mener, at tendensen med gebyrer eller betaling på forhånd er kommet for at blive – især blandt de mere dyre restauranter.

– Når restauranterne har købt ind og vagtsat personale, så har de ikke råd til, at folk udebliver, så derfor er det et nødvendigt onde for at få sin forretning til at hænge sammen, mener partner Peter Thygesen.

Tips til tidsbestilling og undgå gebyr

1: Gebyret skal angives tydeligt

Tænker du, at de ikke kan kræve gebyr af dig, bare fordi du ikke dukker op, tager du fejl. Det er fuldt ud lovligt for restauranterne at bede om gebyr. Det afgørende er, at du som kunde bliver ordentligt oplyst om gebyret.

Men virksomhederne kan ikke selv bestemme, hvor meget de vil opkræve. Et udeblivelsesgebyr må ikke være højere end det tab, den erhvervsdrivende lider ved, at forbrugeren udebliver. Hvis lægen eller restauranten kan afsætte tiden til anden side i sidste øjeblik, skal de forsøge at gøre det.

2: Bed om servicemeddelelser

Du kan bede læger, sygehuse, restauranter, frisører og så videre om at blive tilmeldt mail- og sms-tjenester, så du får en påmindelse.

3: Læs det med småt

Hav styr på vilkårene og se, hvornår du senest skal aflyse en aftale for at undgå et gebyr.

4: Overhold dine aftaler

Du kender det selv, du har lavet en aftale med en veninde, du sidder klar på cafeen og venter på hende. Fem minutter før i skal mødes skriver hun, at hun ligger syg med migræne og ikke kommer. Det er træls, når folk ikke holder deres aftaler. Også når man er en restaurant.

5: Sådan klager du over et pjækkegebyr

Hvis du har en god undskyldning for ikke at dukke op eller aflyse, eller vil du klage over et udeblivelsesgebyr, skal du først rette henvendelse til den erhvervsdrivende. Herefter kan du klage videre til Forbrugerombudsmanden.

Hvis du vil klage over et udeblivelsesgebyr fra hospitalet, skal du henvende dig til din region.

· Mere fra samme kategori ·