
Mr. Big skulle have været spillet af Alec Baldwin
Sex and the City-skaberen Darren Star havde faktisk Alec Baldwin i tankerne til rollen som Mr. Big
Sex and the City er og bliver en serieklassiker, og derfor er det også svært at forestille sig andre skuespillere i de efterhånden ikoniske hovedroller som Carrie Bradshaw, Samantha Jones, Charlotte York, Miranda Hobbes, Mr. Big, Steve Brady, Jarrod Smith eller Stanford Blatch. Bare for at nævne nogle få.
Det var dog tæt på, at Mr. Big – som viser sig at hedde John – var blevet spillet af en helt anden skuespiller end Chris Noth. Sex and the City-skaberen Darren Star ville nemlig have Alec Baldwin i rollen som Carrie Bradshaws store kærlighed.
– Jeg tænkte først på Alec Baldwin som Big, afslører Darren Star i et interview med Entertainment Weekly.

– Jeg ser ikke rigtig Law & Order (på dansk I lovens navn, red.) men jeg mødtes med Chris Noth og syntes, han var perfekt, fortsætter Darren Star.
– Jeg kan huske, hvor god han var, da vi havde vores første gennemlæsning af manuskriptet. Jeg siger ikke, at Chris var Mr. Big, men han tog meget af sin egen personlighed med i rollen.

Med Alec Baldwin i rollen som Mr. Big havde Sex and the City formentlig set en del anderledes ud – især hvis Darren Stars idé om, hvem der skulle spille en af Carrie Bardshaws andre kærester, Aidan, var gået i opfyldelse.
– Vi tænkte først på at caste Aidan Quinn som Aidan, men han havde vist ikke mulighed for det, fortæller Darren Star og fortsætter:
– Jeg elskede John Corbett i Northern Exposure, så vi tænkte: “Nåh, hvad mon John Corbett går og laver?” Han havde bare den der kortfattede drengerøvsvibe. Men vi beholdt navnet Aidan, fordi vi elskede det.

Det endte dog med at blive John Corbett som Aidan og Chris Noth som Mr. Big, og vi ved selvfølgelig ikke, hvordan Sex and the City ville tage sig ud med Alec Baldwin og Aidan Quinn i kæresterollerne – men mon ikke verdens SATC-fans glæder sig over det endelige udfald?

