Filmanmeldelse: ‘Klara and the sun’
‘Klara and the sun’ er en ganske fin og unik film om en (måske) nær fremtid – hvor begrebet artificial friend faktisk ikke lyder mærkeligt. Fin, finurlig, fængende, fjollet og frygtindgydende. Se den i biografen
Det handler filmen om
Filmen er baseret på Nobelprisvinder Kazuo Ishiguros bestseller og skrevet og instrueret af Oscar®-vinderen Taika Waititi (Jojo Rabbit). En rørende fortælling om kærlighed, tab og håb – og om, hvad det egentlig vil sige at være menneske. Klara (Jenna Ortega) er en kunstig ven skabt med ét formål: at finde et menneske, hun kan høre til hos. Da hun møder den unge Josie (Mia Tharia), opstår der øjeblikkeligt et særligt bånd mellem dem. Josie og hendes mor (Amy Adams) bærer begge på sorgen efter et stort tab, og mens Klara forsøger at forstå menneskenes komplekse verden, bliver hendes uskyldige nysgerrighed og urokkelige loyalitet et uventet lys i familiens liv.
Den prisvindende britisk-japanske forfatter Kazuo Ishiguro er en af vor tids mest hyldede litterære stemmer og modtog i 2017 Nobelprisen i litteratur. Han er verdenskendt for sit mesterlige, lavmælte sprog og sin unikke evne til at afdække den afgrund, der ofte ligger gemt under vores illusioner og skrøbelige erindringer. Hans store gennembrud kom med den historiske roman ‘Resten af dagen’ (1989), som vandt Booker-prisen, og han har siden fejret enorme triumfer inden for science fiction med dystopien ‘Slip mig aldrig’ (2005). Fælles for hans forfatterskab, herunder bestselleren ‘Klara og solen’ (2021), er en dyb, melankolsk udforskning af menneskelig ensomhed, pligt og tabt tid. Ishiguro formår som ingen anden at skrive emotionelt intense fortællinger, hvor det, der ikke bliver sagt mellem linjerne, ofte rammer læseren allerhårdest.
Baggrunden for filmen
Da Taika Waititi første gang læste Kazuo Ishiguros roman ”Klara and the Sun”, blev han grebet af fortællingen om en outsider, der betragter menneskene og langsomt bliver en del af en familie. Det var en karakter, han kunne genkende fra sine egne film: mennesker, der står lidt udenfor og prøver at forstå verden omkring dem. Romanen var allerede blevet nomineret til Booker-prisens longlist, og producer David Heyman så straks dens filmiske potentiale – en lysende, følelsesfuld science fiction-fortælling med en mørkere undertone.
For Waititi var den største udfordring at omsætte Klaras særlige blik til film. Hvor romanen lader hende beskrive det, hun ser, ønskede instruktøren, at publikum skulle opleve verden direkte gennem hendes øjne. Efter et første manuskriptudkast af Dahvi Waller udviklede Waititi historien i dialog med Ishiguro, som løbende kom med tanker og forslag til filmatiseringen.
Jenna Ortega blev valgt til rollen som Klara, fordi hun ifølge filmskaberne kan udtrykke en usædvanlig intensitet og følsomhed med selv de mindste bevægelser. Rollen er en markant kontrast til hendes mere kyniske figurer i ‘Wednesday’ og ‘Beetlejuice Beetlejuice’. Klara er uden menneskers sædvanlige følelsesmæssige forsvar og møder omgivelserne med en næsten grænseløs åbenhed.
I filmens fremtidssamfund er de såkaldt ‘Lifted’ unge blevet genetisk forbedret for at klare sig i et konkurrencepræget uddannelsessystem. Josie har gennemgået indgrebet, som også indebærer alvorlige sundhedsrisici, mens hendes nære ven Rick (Aran Murphy) ikke har. Forskellen skaber en kløft mellem dem og afspejler de forventninger og konflikter, som præger forholdet mellem Josie og hendes mor.
Solen spiller en helt central rolle i fortællingen. For Klara er den både energikilde og symbol på håb, kærlighed og omsorg. Fotograf Michael Berlucchi og Waititi udviklede et visuelt udtryk, hvor sollys og refleksioner understreger Klaras særlige måde at opleve verden på. Store dele af filmen er optaget i New Zealand, hvor landskaberne på Sydøen med bølgende bakker og gyldne marker skaber en stærk kontrast til filmens mere dystre miljøer.
Scenograf Ra Vincent skabte blandt andet den slidte butik, hvor Klara begynder sin rejse, og familiens hjem i Wanaka. Kostumedesigner Mayes Rubeo kombinerede inspiration fra 1950’erne, 60’erne og 70’erne med et fremtidigt modeudtryk. For at vise Klaras computerbaserede syn – kaldet ‘Klara-Vision’ – udviklede effektteamet et særligt kamerasystem med seks ekstra kameraer og et optisk krystalelement, som skaber hendes fragmenterede og pixelerede perspektiv.
Filmfakta
Medvirkende: Jenna Ortega, Amy Adams, Mia Tharia, Aran Murphy, Steve Buscemi, Natasha Lyonne med flere
Instruktør: Taika Waititi
Manuskript: Taika Waititi og Dahvi Waller
Baseret på bogen af: Kazuo Ishiguro
Producere: David Heyman, Garrett Basch og Taika Waititi
Executive producere: Gary Barber, Alex G. Scott, Jeffrey Clifford, Rosie Alison og Kazuo Ishiguro
Fotograf: Michael Berlucchi
Produktionsdesign: Ra Vincent
Kostumer: Mayes Rubeo
Musik: Michael Giacchino
Premiere: Torsdag den 22. oktober
Varighed: 116 minutter
Censur: Tilladt for børn fra 11 år
Pressemateriale: media.fafid.dk
Se trailer her:
Når robotten er mere menneskelig end menneskerne
I helikopterperspektiv er ‘Klara and the Sun’ en bittersød, højteknologisk fabel, der bruger science fiction til at undersøge kernen af menneskelig sorg, kærlighed og ensomhed – og måske hvor vi og hele verden er på vej hen …
Hvor den udefra ligner en klassisk fortælling om kunstig intelligens, zoomer filmen helt ind på det filosofiske spørgsmål: Kan en maskine i virkeligheden rumme et unikt menneskeligt hjerte, eller er vi mennesker dybest set blot komplekse algoritmer, der kan erstattes?
Jenna Ortegas præstation som den solcelledrevne ‘kunstige ven’ Klara, balancerer formidabelt mellem det stive, mekaniske og en dyb, uskyldig empati. Og der er virkelige smukke visuelle rammer: Filmen skaber et fascinerende, pastelfarvet men dystopisk fremtidsbillede, der fanger bogens melankolske tone.
Klaras urokkelige og rørende hjerte, ja næsten religiøse tro på Solens helbredende kraft giver filmen et smukt, eventyrligt lag midt i den mørke fortælling om genetisk ulighed og sygdom.
Jeg synes faktisk, det er mega fedt, at der en form for toneforvirring, idet Taika Waititis velkendte humoristiske og excentriske stil til tider støder frontalt sammen med forfatteren Kazuo Ishiguros ellers meget afdæmpede, subtile og lavmælte roman. Måske der netop skal det til for at en film baseret på en bog kan adskille sig og få sin helt egen DNA.
Vi taler om store ting i livet – og meget af det man sidder tilbage med er slet ikke vist eller fortalt – det er sagt og beskrevet mellem linjerne. Jeg har selv på min LinkedIn stående ‘Jeg gør mit bedste’ – og det er måske nutidens og alles stræben efter det perfekte og blive bedre, smukkere, klogere, og jeg kunne blive ved, at vi her ser os i en fremtid, hvor menneskerne ikke alle er lige flatterende – ja nærmest til tider ret dumme og skræmmende – og hvor robotterne er mere menneskelige og/eller elskelige end menneskerne … Behøver jeg sige, at du skal se den – DET skal du.
Læs også:
Klumme: De små, men store ting i livet
