
NEWS: 500.000 fastelavnsboller på vej til danskerne
500.000 fastelavnsboller på vej til danskerne · 46-årig mand idømt fire år og seks måneders fængsel samt millionbøde i sag om ulovlige piller, lægemidler og cigaretter · Emirates dobler daglige afgange mellem København og Dubai · Administrationen vokser hurtigere end de operative kræfter i Forsvaret · 19-årig idømt fængselsstraf for at svindle ældre · Dagens billede: Katte på job
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
500.000 fastelavnsboller på vej til danskerne
500.000 fastelavnsboller på vej til danskerne: Coop ruster sig til fastelavnsbolle-krig …
Frontlinjen er bagerdisken og våbene er marcipan, cremer og flødeskum. Fastelavn nærmer sig, og det har de senere år resulteret i hård konkurrence om, hvem der kan præsentere de flotteste og mest fantasifulde fastelavnsboller. Hypen har udviklet sig til en regulær fastelavnsbolle-krig, og Coop er med en helt ny serie af fastelavnsboller klar til at tage kampen op.
Inden længe er det fastelavn, og det betyder, at bagerier over hele landet kaster sig ud i det, der populært bliver betegnet som en fastelavnsbolle-krig: Hvem kan lave de flotteste og mest velsmagende fastelavnsboller?
Coop har i den forbindelse udviklet en helt ny serie af den populære kage, der skal supplere den klassiske fastelavnsbolle med creme og flødeskum, som man forsat kan købe i tre varianter. Coop har gentænkt hele måden at bygge fastelavnsbollen op på, fortæller Kasper Hansen, der er indkøber i Coop med en baggrund som bager og konditor. Opgaven har været at tage æstetik og kvalitet til et nyt niveau i forhold til, hvad man forventer af en fastelavnsbolle fra et in-storebageri.
– Vi bruger ægte frugtpureer og chokolade og har selv designet bunden med vores danske leverandør. Derudover har vi arbejdet med konsistens og balance, så vi både har den sprøde bund, en frisk kompot og en tæt og intens chokolade- eller nøddecreme samt en luftig mousse på toppen, siger Kasper Hansen.
Han fortæller, at fastelavnsbollerne er bygget op om en sprød wienerbrødsbund, der er rullet med lidt færre lag, end man normalt ser, for at gøre den mere sprød. Og så er flere af fastelavnsbollerne toppet med frugtpulver:
– Det ser godt ud og giver et ekstra, lille twist på smagen, afslutter Kasper Hansen.
Afslutningsvis understreger Kasper Hansen, at kvalitet og pris går hånd i hånd i Coop. Kvaliteten skal være i orden, men en fastelavnsbolle skal også være til at betale for alle. Priserne kommer derfor ikke op på de niveauer, men ser hos for eksempel high-end-bagerierne. Den vil ligge på 35 kroner.
Fastelavnsbollerne kommer i seks varianter, og de kan købes i de fleste bagerier tilknyttet SuperBrugsen og Kvickly. Coop forventer at producere 500.000 fastelavnsboller frem mod fastelavn.
Coops nye serie af fastelavnsboller:
Hindbær/mørk chokolade: Marcipan, hindbærkompot, mørk chokoladecreme, hindbærmousse, toppet med frysetørret hindbær. I alle butikker
Passion/lys chokolade: Marcipan, nøddecreme, lys chokoladecreme, passionsfrugtmousse, toppet med frysetørret passionsfrugt. I udvalgte butikker
Solbær/hvid chokolade: Marcipan, solbærkompot, hvid chokoladecreme, solbærmousse, toppet med frysetørret solbærpulver. I udvalgte butikker
Kaffe/karamel: Marcipan, saltkaramel, karamelcreme, kaffemousse, toppet med kakaopulver. I alle butikker
Pistacie/Mørk chokolade: Marcipan, pistaciecreme, mørk chokoladecreme, pistaciemousse. I udvalgte butikker
Vaniljemousse med lemon curd: Marcipan, lemoncurd, vaniljemousse, toppet med flormelis. I alle butikker …

Læs også: Fastelavnsbolleløb
46-årig mand idømt fire år og seks måneders fængsel samt millionbøde i sag om ulovlige piller, lægemidler og cigaretter
Den 46-årige blev kendt skyldig i både besiddelse og salg af rundt regnet 66.000 ulovlige piller, 3.800 lægemidler og 1,1 millioner cigaretter. Ud over fængsel og bøde fik manden konfiskeret 11,4 millioner kroner, ligesom han skal betale erstatning til Skattestyrelsen.
En 46-årig mand fra Esbjerg Kommune blev i dag ved Retten i Esbjerg idømt fire år og seks måneders fængsel samt en bøde på i alt 3,3 millioner kroner i et større sagskompleks om besiddelse og salg af euforiserende stoffer, lægemidler og ulovlige cigaretter. I tilgift fik den 46-årige mand konfiskeret 11,4 millioner kroner af retten.
Kriminaliteten fandt sted i perioden fra foråret 2021 og frem til anholdelsen i april 2025 i Esbjerg. Anholdelsen skete efter længere tids efterforskning af Syd- & Sønderjyllands Politi.
Manden blev dømt for at have solgt cirka. 21.500 opioider og benzodiazepiner, ligesom han blev dømt for at have været i besiddelse af yderligere cirka 45.000 af de ulovlige piller med henblik på salg.
Manden blev også dømt for at have solgt over en million kopicigaretter samt cigaretter, der ikke var betalt lovpligtig afgift på, og for at have været i besiddelse af en række lægemidler, hovedsageligt med henblik på salg.
Det ulovlige cigaretsalg udløste dels bøden på de 3,3 millioner kroner, dels en erstatning på 1,2 millioner kroner til Skattestyrelsen for den manglende afgift.
– Vi har set så mange eksempler på, hvor farlige og afhængighedsskabende opioider og benzodiazepiner er, og hvilke fatale følger, særligt opioiderne kan have for de personer, der indtager dem. Jeg er derfor meget tilfreds med det samlede udfald af dommen, og den omstændighed, at retten ved strafudmålingen har lagt afgørende vægt på farligheden af de piller, den tiltalte var i besiddelse af og havde solgt, understreger anklager Christina Nathalie Hansen fra Anklagemyndigheden i Syd- og Sønderjylland.
Under ransagninger hos manden i april 2025 fandt Syd- & Sønderjyllands Politi blandt andet 6,3 millioner kroner i kontanter og 36.000 euro, som blev beslaglagt, ligesom politiet også beslaglagde ca. fem millioner kroner fra mandens bankkonti. I alt 11,5 millioner kroner.
Retten fulgte i denne sammenhæng anklagemyndighedens påstand om konfiskation af det samlede beløb – med undtagelse af cirka. 100.000 kroner.
– Politiet har som led i deres efterforskning beslaglagt store pengebeløb og indestående på den tiltaltes bankkonti. Der er en bestemmelse i straffeloven, der giver mulighed for at konfiskere penge fra en person, hvis vedkommende bliver dømt for alvorlig kriminalitet, og der er tale om kriminalitet, der kan give et betydeligt udbytte. Og det var blandt andet efter denne bestemmelse, vi under sagen havde påstået den tiltaltes millionbeløb konfiskeret. Særligt i lyset af sagens alvorlige karakter er jeg meget tilfreds med rettens afgørelse om at konfiskere de 11,4 millioner kroner, fremhæver anklager Christina Nathalie Hansen.
Anklageren tilføjer, at hun også er tilfreds med, at retten fulgte anklagemyndighedens påstand om at idømme den 46-årige bøden på de 3,3 millioner kroner oven i fængselsstraffen. Muligheden for også at idømme en bøde fremgår af straffeloven i sager, hvor der kan opnås en økonomisk gevinst ved kriminaliteten.
Manden ankede dommen til frifindelse i det omfang, han ikke havde erkendt. Den 46-årige har været varetægtsfængslet siden anholdelsen i april 2025 og er fortsat fængslet indtil ankesagens behandling ved landsretten.

Læs også: Kreativ butikstyv
Emirates dobler daglige afgange mellem København og Dubai
Emirates dobler daglige afgange mellem København og Dubai, og lancerer Premium Economy …
Emirates udvider sine flyvninger i Danmark med endnu en afgang mellem København og Dubai. Den indsættes 1. juni i år. Med dette øger luftfartsselskabet kapaciteten og løfter oplevelsen ombord forud for sommerens travleste rejseperiode.
Danske rejsende får nu flere muligheder med to daglige afgange, mere fleksible rejsetider og bedre forbindelser til og via Dubai til destinationer i Emirates’ globale rutenetværk.
Den nye frekvens flyves med Emirates’ næste generations Airbus A350, som samtidig introducerer Premium Economy i Danmark for første gang. Kabinen er udviklet som et komfortløft mellem Economy Class og Business Class, og giver de rejsende en endnu mere komfortabel rejseoplevelse.
Samtidig ændres flytypen på den eksisterende daglige afgang: Emirates’ nuværende Airbus A380 erstattes af en Boeing 777-300ER. Samlet set øger Emirates dermed kapaciteten på ruten til 719 sæder dagligt mod 615 sæder i dag – en stigning på 104 sæder, svarende til 17 %.
– Dette markerer en væsentlig strategisk milepæl for Emirates i Danmark. Med to daglige afgange fra København tilbyder vi vores kunder markant øget fleksibilitet og endnu bedre forbindelser via Dubai til mere end 140 destinationer på tværs af vores globale netværk. Samtidig styrker vi vores position på det danske marked ved at introducere næste generation af Airbus A350 samt vores nye Premium Economy produkt, som sætter en ny standard for komfort og kvalitet på ruten fra København, siger Morten Balk, Country Manager for Emirates i Danmark.
Fra 1. juni 2026 introduceres den nye daglige afgang EK153/154 mellem Dubai og København (alle tider er lokale):
EK153 afgår fra Dubai klokken 14.50 og ankommer til København klokken 19.45
EK154 afgår fra København klokken 21.35 og ankommer i Dubai klokken 05.55 den efterfølgende dag.
– Mange rejsende sætter stor pris på at flyve med Emirates, og i Københavns Lufthavn glæder vi os over, at Emirates nu styrker forbindelsen mellem København og Dubai med en ekstra daglig afgang. Med to afgange om dagen får de mange rejsende fra hele Danmark og Sydsverige endnu bedre muligheder for at flyve til Dubai, ligesom det bliver lettere at rejse videre fra Dubai til destinationer i hele verden. Emirates har forbundet Danmark og Dubai siden 2011, og vi ser frem til at tage imod endnu flere passagerer i fremtiden, siger Peter Krogsgaard, CCO i Københavns Lufthavn.
Den nye afgang er planlagt, så rejsende fra København får smidigere forbindelser via Dubai til en række populære destinationer. Det gælder blandt andet Bangkok, Bali, Tokyo Haneda, Phuket, Colombo og Malé. Derudover giver den ekstra frekvens også forbedrede forbindelsesmuligheder til udvalgte destinationer i Afrika, herunder Nairobi og Dar Es Salaam.
Den ekstra daglige afgang giver også bedre muligheder for rejsende, der ankommer til København via Dubai fra udvalgte markeder i Asien og Australien.
Udrulningen til København er en del af Emirates’ fortsatte udvidelse af Premium Economy produktet på tværs af rutenettet gennem indsættelse af nye A350-fly samt retrofit-opgraderede fly. Pr. 1. juli vil Emirates flyve med Premium Economy på mere end 84 ruter.
Airbus A350-900 er indrettet med Emirates’ nyeste kabiner og er designet med blandt andet højere loft og bredere gange i alle kabineklasser. Passagerer får desuden adgang til Emirates’ seneste version af underholdningssystemet ice, opdateret kabinebelysning, hurtigere forbindelse via high-speed Wi‑Fi samt forbedret sædeergonomi med fokus på øget komfort på kortere og mellemlange flyvninger.

Læs også: Kender du begrebet flyskam
Administrationen vokser hurtigere end de operative kræfter i Forsvaret
Andelen af administrative medarbejdere i Forsvarsministeriet er steget markant siden 2020 – og det risikerer at udhule den historiske oprustning af Forsvaret. Det viser ny analyse fra CEPOS …
En markant styrkelse af Forsvaret de seneste år er blevet ledsaget af en kraftig vækst i antallet af administrative medarbejdere og ledere.
Det viser en ny analyse fra CEPOS, som har gennemgået udviklingen i Forsvarets personaleforbrug siden 2020.
– Forsvaret er i gang med en historisk udvidelse, og i den forbindelse er det afgørende, at administrationen ikke vokser uforholdsmæssigt meget, og dermed ’æder’ for meget af styrkelsen af den operative militære kapacitet, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Ifølge analysen er administrationsprocenten på Forsvarsministeriets område steget fra 15 pct. i 2020 til 19 pct. i tredje kvartal 2025, når der ses bort fra civilt hjælpepersonale, befalingsmænd og officerer. I samme periode er antallet af administrative medarbejdere og ledere vokset med omkring 1.700 fuldtidsstillinger.
Den stigende administrationsandel giver ifølge CEPOS anledning til bekymring for, om der er tilstrækkeligt politisk fokus på balancen mellem administrative lag og operative ressourcer.
– Den stigende administrationsprocent på forsvarsministeriets område er bekymrende, og den sætter spørgsmålstegn ved, om man har tilstrækkeligt politisk fokus på den rette balance mellem administration og operative ressourcer, fortsætter Karsten Bo Larsen.
Analysen peger samtidig på en strukturel udfordring i Forsvaret. Det operative personel uddannes i vidt omfang internt, hvilket betyder, at kapacitetsopbygning tager tid. Hvis bevillingerne vokser hurtigere end uddannelseskapaciteten, kan det skabe et uhensigtsmæssigt incitament til at ansætte administrativt personale.
– Forsvaret uddanner selv hovedparten af sit operative personel, hvilket tager tid. Hvis bevillingerne øges hurtigere end uddannelseskapaciteten, kan der opstå et afløbsproblem, hvor man har incitament til at ansætte administrative medarbejdere, fordi de kan rekrutteres hurtigt, fortæller Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Ifølge CEPOS rummer det en risiko for, at de midlertidige lappeløsninger på længere sigt går hen og bliver et permanente fordyrende problem for styrkelsen af Forsvarets kampkraft.
– Risikoen er, at disse stillinger senere hen kan være svære at afvikle, hvilket kan føre til øget bureaukrati, højere omkostninger og en mere administrativt tung organisation end tilsigtet, afslutter han.
Læs analysen her.

Læs også: Vi taler om forsvaret som aldrig før
19-årig idømt fængselsstraf for at svindle ældre
Ung mand forsøgte at tjene nemme penge. Nu er han sendt i fængsel for at have deltaget i svindel over for et stort antal ældre mennesker rundt om på Sjælland.
Retten i Roskilde straffede sidste torsdag en 19-årig mand med et år og tre måneders fængsel for en række tilfælde af svindel af ældre personer. I alle tilfælde overbeviste han ofrene om, at han var fra banken og fik på den måde udleveret hævekort og andre værdier.
Den 19-årige blev således dømt for at have medvirket til bedrageri over for:
– Et par 85 og 82 i Bjæverskov, der udleverede deres hævekort hvorefter der blev hævet i alt 17.000 kroner.
– En 93-årig kvinde i Holbæk, der blev vildledt til at udlevere 50.000 kroner i kontanter samt smykker og et hævekort med kode, som der efterfølgende blev hævet 15.000 kroner på.
– En 86-årig kvinde i Holbæk, der blev snydt for sit hævekort, som der så blevet hævet 17.000 kroner på.
– En 88-årig i Vipperød, der udleverede sit hævekort, hvorefter der blev 11.500 kroner på det.
– En 92-årig kvinde i Vipperød, der udleverede sit hævekort, som der blev hævet 15.000 kroner på.
– En 80-årig kvinde i Roskilde, der blev overbevist om at hun skulle overføre ca 17.000 kroner via mobilepay og til at udlevere sit hævekort, som svindlerne derefter hævede 17.000 kroner på.
– En 75-årig hendes fra Viby Sjælland, der blev overtalt til at udlevere smykker og hævekort, som der blev hævet godt 16.000 kroner på.
– En 79-årig kvinde fra Viby Sjælland, der blev lokket til at udlevere sit hævekort, som der blev hævet 15.000 kroner på.
– En 86-årig mand fra Liseleje, der blev vildledt til at udlevere sit hævekort, som der blev hævet 15.000 kroner på,
– En 92-årig kvinde i Gilleleje, der udleverede hævekort, som der blev hævet 15.000 kroner på.
– En 87-årig kvinde fra Gilleleje, der udleverede sit hævekort som der blev hævet 15.000 kroner på.
– En 84-årig kvinde fra Gilleleje, der udleverede sit hævekort, som der blev hævet godt 16.000 kroner på,
– En 78-årig kvinde fra Hørsholm, der blev franarret sit hævekort, som der blev derefter blev hævet 12.000 kroner på.
– En 88-årig kvinde fra Hørsholm, der blev overbevist om, at hun skulle udlevere sine smykker sammen med hævekort som der så blev hævet 21.000 kroner på.
– En 57-årig kvinde fra Hørsholm, der blev manipuleret til at overføre 15.000 kroner fra sin bank samt udlevere sølvtøj og hævekort, hvorefter der blev hævet 15.000 kroner på det.
– En 85-årig kvinde fra Ølstykke, der udleverede sit hævekort, som der så blev hævet cirka 15.000 kroner.
Desuden blev manden også dømt for et forsøg på at snyde en 93-årig kvinde fra Nivå. Under forsøget på at snyde den ældre kvinde faldt hun og skadede sin underarm, og det fik den 19-årige til at stikke af fra stedet. Han var i den forbindelse også tiltalt for at efterlade kvinden i hjælpeløs tilstand, men den del valgte retten at frifinde ham for.
Den 19-årige har erkendt de øvrige forhold. Han forklarede under sagen, at han havde søgt at tjene nemme penge, og på den måde var han kommet i kontakt med ukendte medgerningsmænd. Han blev instrueret i, hvor han skulle tage hen, hvad han skulle sige, og hvad han skulle gøre, mod at han fik en mindre andel i det, der blev udleveret.
– Det er gået ud over en række ældre mennesker, som er blevet franarret deres penge, men som samtidig har mistet tilliden til deres medmennesker. Jeg er tilfreds med, at tiltalte i dag er blevet stillet til ansvar for de mange grove bedragerier, udtaler anklager Lasse Christiansen fra anklagemyndigheden for Midt- og Vestsjælland.
Den 19-årige blev fortsat varetægtsfængslet efter dom. Han valgte at modtage dommen, men kærede beslutningen om at han skulle sidde fortsat varetægtsfængslet. Han blev anholdt i juli måned, da han forsøgte at snyde en 89-årig mand i Birkerød.
Retten lagde i forbindelse med dommen vægt på, at det store antal ofre og at de havde svækket dømmekraft på alder. Til gengæld opnåede den dømte en rabat i sin straf, da han valgte at erkende hovedparten af forholdene.

Læs også: Ældre har svært ved at følge med i den digitale udvikling



