Læs også:

Close
sdu uddannelse

NEWS: Verdensklasse business school på SDU

Nyheder  | 

Verdensklasse business school på SDU · Nu er det blevet lettere at være sejler i hele Danmark · aiayu fejrede 20-års jubilæum under Copenhagen Fashion Week · Tryghed først: Tønder Festival bekræfter sceneregler mod had og vold · Vanvidsbilist uden kørekort i Greve · Dagens video: Alligator på afveje

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Verdensklasse business school på SDU

Kun seks procent af verdens business schools opnår global AACSB-akkreditering – nu er Syddansk Universitet Business School blandt dem med internationalt anerkendt kvalitetsstempel.

Syddansk Universitet har netop opnået den eftertragtede, globale business school-akkreditering fra AACSB (Association to Advance Collegiate Schools of Business). Dermed er universitetets business school officielt blandt de få business schools i verden, der har opnået dette kvalitetsstempel, som betyder, at SDU lever op til AACSB’s krav og standarder. AACSB er det største netværk for businessuddannelser i verden, der forbinder studerende, undervisere og erhvervsliv.

– Tillykke til Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og SDU Business School med akkrediteringen. Det er en flot anerkendelse, som bekræfter den høje faglige kvalitet og det målrettede arbejde, der lægges i både forskning og uddannelse. Denne internationale anerkendelse er et stærkt eksempel på, hvordan SDU leverer viden og uddannelse i verdensklasse, der gør en forskel for samfundet gennem tårnhøj kvalitet, internationalt udsyn og stærke samarbejder med vores omverden, udtaler rektor Jens Ringsmose.

Medlem af eksklusiv gruppe … Det er kun seks procent af verdens business schools, der opnår AACSB-akkreditering, som sikrer løbende forbedringer og fastholder fokus på at opfylde deres mission, generere innovation og skabe værdi for og med samfundet.

– Det er en fantastisk nyhed, som jeg er meget stolt over. Nu placerer vi os officielt i en eksklusiv gruppe af business schools verden over, der har opnået denne anerkendte blåstempling af kvalitetsarbejdet. Jeg er superstolt af den fælles store indsats, som hele fakultetet har ydet i forbindelse med at opnå denne akkreditering. Det er en milepæl, som vi vil bygge videre på i vores stræben efter at bruge vores intellektuelle nysgerrighed til gavn for samfundet, udtaler Hanne Søndergaard Birkmose, dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.

For at opnå AACSB-akkreditering har SDU gennemgået en grundig og omfattende evalueringsproces udført af internationale fagfæller. Akkrediteringen er en garanti for, at fakultetet har de nødvendige ressourcer, kompetencer og det rette engagement til at tilbyde studerende en førsteklasses, fremtidsorienteret businessuddannelse.

AACSB fremhæver bl.a. i deres feedback SDU’s evne til at kombinere høj kvalitet og internationalt udsyn med stærk regional forankring. Universitetet bliver rost for at kunne levere businessuddannelser på højt niveau – på tværs af campusbyer og med respekt for de lokale studiemiljøers særpræg.

Stephanie M. Bryant, executive vice president og chief accreditation officer fra AACSB udtaler:

– Dagens studerende er morgendagens erhvervsledere, og tilføjelsen af Syddansk Universitet til netværket af AACSB-akkrediterede business schools vil have en varig positiv indvirkning – både lokalt og globalt.

Fakta om AACSB International:

AACSB International arbejder for at løfte kvaliteten og effekten af businessuddannelser globalt. AACSB blev grundlagt i 1916 og er verdens største forening for businessuddannelser. Organisationen repræsenterer 2.000 institutionelle medlemmer og over 1.000 akkrediterede medlemmer, fordelt på 100 lande, og forbinder business schools, virksomheder og studerende for at skabe næste generation af store ledere.

Fakta om Syddansk Universitet Business School:

Syddansk Universitet Business School er samlingspunkt for universitetets erhvervsøkonomiske uddannelser. Business schoolen uddanner studerende til at varetage et bredt spektrum af funktioner på et fremtidigt arbejdsmarked – ledere, iværksættere og medarbejdere i både offentlige, private, nationale og internationale organisationer. Både forskere og studerende samarbejder med virksomheder, offentlige myndigheder, interesseorganisationer m.v., der gennem erhvervspartnerskaber får adgang til nye kompetencer, viden og udvikling.

sdu uddannelse
Verdensklasse business school på SDU …  (Foto: PR)

Læs også: Statskundskab kommer stærkt fra start i Nordjylland

Nu er det blevet lettere at være sejler i hele Danmark

Danmark har fået et nyt kort, der skal bidrage til at styrke sikkerheden til søs. Kortet er udarbejdet af politiet i samarbejde med Geodatastyrelsen og har længe været efterspurgt af sejlere.

Kortet skal hjælpe sejlere i hele Danmark med at overholde de lokale politikredses sejladsreglementer, der typisk gælder indtil 300 meter fra kysten. Disse lokale reglementer angiver hastighedsgrænser og øvrige forhold, som sejlere skal være opmærksomme på – for eksempel at der maksimalt må sejles med fem knob tæt på kysten, eller om der slet ikke må sejles langs kysten. Men for mange sejlere kan det være svært at vurdere, hvornår man er 300 meter eller mindre fra kysten, og derfor har sejlerne efterspurgt et Danmarkskort, der viser 300-meterzonen. Det kort – eller kortlag – er udarbejdet nu og ligger på Det Marine Danmarkskort.

Du finder kortet her

Med kortlaget bliver det langt lettere for sejlerne at orientere sig om de 300 meter fra kysten, og dermed bliver det mere sikkert for alle – også de andre borgere der færdes på havet som fx svømmere, kajakroere og badende.

Kortlaget på Det Marine Danmarkskort fremgår ikke direkte i sejlernes kortplottere, men for at sikre, at dette kan blive en mulighed, tilbyder politiet de bagvedliggende data uden beregning for dem, der måtte ønske dette.

Kritik og dialog førte til kortlag samt bedre information på nettet …Kortlaget er udarbejdet på opfordring fra Bådmagasinet i samarbejde med Danske Tursejlere og Dansk Sejlunion. Det er politikommissær Henrik Strauss fra Fyns Politi, som leder af Fyns Politis indsatser til søs, der har været tovholder på den nationale proces. Han er glad for den nye kortløsning og ikke mindst for det tætte samarbejde med Bådmagasinet, Dansk Sejlunion og Danske Tursejlere.

Henrik Strauss fortæller om arbejdet:

– I foråret 2023 bragte Bådmagasinet en artikel med kritik af politikredsenes fortolkninger af reglerne til søs og af, at det var svært for sejlerne at navigere i reglerne. Vi inviterede derfor Bådmagasinet med på sejltur og dialog. Det var en god oplevelse, og i forlængelse heraf etablerede vi et netværkssamarbejde med Danske Tursejlere og Dansk Sejlunion – som i meget høj grad supplerer vores allerede rigtig gode og givende samarbejde med de fynske kommuner og havne. Vi fandt, at der var behov for at styrke trygheden og sikkerheden til søs gennem bedre vejledning til sejlerne. En del af løsningen er bedre dialog kredsene imellem, bedre oplysning til sejlerne på de lokale politikredses hjemmesider og altså nu et fælles kortlag, der markerer 300-meterzonen rundt om hele Danmark.

Politikredsene har arbejdet hen mod den fælles, nationale kortløsning, der nu er blevet til virkelighed i samarbejde med Geodatastyrelsen. Samtidigt har kredsene fået ensrettet deres sejlads-sider på politi.dk, så der nu på alle sider fremgår de samme informationer, herunder hvor man som sejler kan få hjælp og vejledning. På disse sider vil der også være mulighed for at borgerne kan få specifik sparring om de til tider kringlede regler for sejlads.

ballen havn skibe både sommer solnedgang samsø
Her det det det pudderfarvede lys med solen på vej ned, der gør idyllen i Ballen Havn ganske unik … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Postkort fra Samsø

aiayu fejrede 20-års jubilæum under Copenhagen Fashion Week

Det københavnske livsstilsmærke aiayu fejrede sit 20-års jubilæum med deres debutshow på Copenhagen Fashion Week. Et show, der har været 20 år undervejs. En fejring og refleksion over tiden – et øjeblik til at se tilbage på, hvad der var, og frem mod, hvad der vil blive.

– At fejre vores 20-års jubilæum føles som det rette tidspunkt at præsentere vores første show nogensinde. Vi er beærede over at deltage i Copenhagen Fashion Week og dele vores rejse – to årtiers historier, dyb kærlighed til rene materialer og en tro på håndværk, der forbinder os med noget bedre. Dette show er vores måde at sige tak for at være en del af det. En refleksion over tid, minder og historier. Hvad vi tror på. Hvor langt vi er kommet, og hvorfor vi startede i første omgang, udtaler Maria Høgh Heilmann, grundlægger og kreativ direktør.

aiayu
aiayu fejrede 20-års jubilæum under Copenhagen Fashion Wee …  (Foto: James Cochrane)

Læs også: Du vasker formentlig dit tøj for ofte

Tryghed først: Tønder Festival bekræfter sceneregler mod had og vold

Inden længe venter en af sommerens sidste festivaler, nemlig Tønder Festival, der afholdes den 27. – 30. august i Tønder. I den forbindelse har festivalen udsendt gældende interne retningslinjer for spillereglerne på scenerne.

På Tønder Festival, der er en apolitisk, frivilligt baseret almennyttig organisation, er musikken i centrum og det ønsker festivalledelsen fortsat er gældende. Samtidig ønsker festivalen at fastholde værdier og at skabe klare rammer for kunst og fællesskab. Derfor har Tønder Festival nyligt præciseret gældende interne retningslinjer vedrørende håndtering af opfordringer til had og vold fra scenen. Direktør for Tønder festival Kristina Lehmann Schjøtt siger i den forbindelse:

– Vi forstår, at sammenfaldet med øget politisering af tilsvarende arrangementer i Danmark, betyder at der er særlig opmærksomhed på vores retningslinjer. Men Tønder Festival har altid en klar prioritetsrækkefølge: musikken, fællesskabet og publikums tryghed. I Tønder samles vi om musikken og det er vigtigt for os, at alle kan føle sig trygge og velkomne på Tønder Festival. Det er der ikke noget nyt i. Derfor har vi heller ikke ændret noget i vores interne retningslinjer, som vi nu har nedfældet for at præcisere vores holdning til både sikkerhed og værdier.

Kristina Lehmann Schjøtt uddyber desuden: – I Tønder festival tager vi afstand fra alle former for had og opfordringer til vold. Vi står samtidig fast på kunstnerisk frihed og afgiver ikke politisk sindelagskontrol af kunstnere.

Rent praktisk betyder dette, at festivalens medarbejdere, frivillige og konferencierer instrueres i at håndtere eventuelle udsagn fra scenen med respekt og tydelighed: Ved opfordringer fra en optrædende til had eller vold, vil konferencieren afslutningsvis gøre det klart, at dette ikke repræsenterer festivalens værdier.

Retningslinjerne adskiller eksplicit mellem festivalområder og campingområder. Mens flag og bannere ikke er tilladt på selve festivalpladsen af sikkerhedsmæssige årsager, er fredelig ytringsfrihed i campingområderne tilladt.

– Vi ønsker at håndtere eventuelle fredelige demonstrationer med ro og almindelig konduite – uden unødig opmærksomhed. Skulle utrygge situationer som vold eller had opstå, griber vores sikkerhedsteam straks ind og myndigheder tilkaldes.

Tønder Festival holdes onsdag den 27. – lørdag den 30. august og der er fortsat få partoutbilletter tilgængelige.

tønder festival
Tønder Festival med klar udmelding … (Foto: Marc Roed Marc Roed)

Læs også: August måneds kulturguide

Vanvidsbilist uden kørekort i Greve

I sidste uge målte en færdselspatrulje fart med laser på Mosede Landevej, hvor der erfaringsmæssigt ofte bliver kørt alt for stærkt i byzonen med 50 km/t tilladt. Forbi kom en mindre personbil ræsende og lasermålingen viste hele 118 km/t.

Bag rattet sad en 33-årig mand fra København, som aldrig havde taget et kørekort. Han var desuden både var påvirket af hash og kokain, så han blev sigtet for vanvidskørsel og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Den bare to år gamle VW blev beslaglagt med henblik på konfiskation, og da bilen var lånt af en veninde, fik hun et opkald fra politiet. Ejeren protesterede over beslaglæggelsen, så retten skal nu vurdere sagen.

Nu venter politiet på resultatet af blodprøven, hvorefter den 33-årige kan forvente et retsligt efterspil, hvor det også vurderes om bilen kan endeligt konfiskeres. Som ejer af en bil har man pligt til at sikre sig, at den person man låner sin bil ud til har et gyldigt kørekort

Få minutter forinden var en lastbil kørt forbi samme sted i alt for høj fart. Her lød målingen lød på 80 km/t i byzonen. Hvis farten på tunge køretøjer overskrides med 40% koster det en betinget frakendelse af kørekortet. Så ud over bøde kan chaufføren, en 49-årig mand fra Falster, forvente at skulle op til en kontrollerende køreprøve for fortsat at måtte køre.

færdselskontroal
Vanvidsbilist uden kørekort i Greve … (Foto: Rigspolitiet)

Læs også: Bekymrede venner forsøgte at stoppe spritbilist

Dagens video: Alligator på afveje

· Mere fra samme kategori ·