Læs også:

Close
momondo fyr mand fly

NEWS: Skønhedsrejser hitter

Nyheder  | 

Skønhedsrejser hitter · To køretøjer beslaglagt for vanvidskørsel · Stigende pirateririsiko ud for Somalia · Første spadestik til campus for seks uddannelsesinstitutioner i Kalundborg · Udenlandske tricktyve på spil i politikredsen · Dagens billede: Vildt fund

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Skønhedsrejser hitter

Skønhedsrejser hitter: Og flere mænd end kvinder tager til udlandet for at få behandlinger …

‘Beauty tourism’ vinder indpas, og danske mænd er i højere grad end kvinder åbne for at rejse efter skønhedsbehandlinger, der kan være svære at få råd til herhjemme. Det viser en ny undersøgelse fra momondo, der afslører, at næsten hver fjerde mand undersøger mulighederne for en skønhedsrejse.

Hårtransplantation, tandblegning, fedtsugning eller måske botox? Mulighederne er mange, hvis man vil til udlandet for at få piftet udseendet op, og mænd er mere åbne for at rejse efter behandlinger end kvinder. Det viser en undersøgelse fra rejsesøgemaskinen momondo udført blandt Generation Z og Millennials.

Her fremgår det, at 52 % af danske mænd mellem 18 og 44 år enten har rejst eller overvejer at rejse til udlandet for at få lavet en skønhedsbehandling – mod 37 % af kvinderne. Og næsten hver fjerde mand (23 %) undersøger mulighederne, hvilket kun er tilfældet blandt 10 pct. af kvinderne.

“Mænds udseende fylder gradvist mere på sociale medier. Det så vi blandt andet i sommer, hvor trenden ‘looksmaxing’ gik viralt og handlede om, hvordan mænd kan optimere deres fysik. Den udvikling afspejler sig også i danskernes rejseadfærd, hvor flere yngre rejsende nu planlægger rejser til udlandet med henblik på skønhedsbehandlinger,” siger Lisbet Due Berg, presseansvarlig hos momondo.

Ikke alle er trygge … Selvom interessen vokser, er skønhedsrejser langtfra blevet mainstream. Ifølge undersøgelsen svarer 35 % af de adspurgte danskere, at de aldrig har overvejet det, og 10 %, at de ville føle sig utrygge ved at få et indgreb i et land med sprogbarriere. Samtidig svarer 8 %, at de hellere vil betale mere for at blive behandlet herhjemme.

‘Månerejser’ er populære i Tyrkiet … Flere destinationer, der allerede er populære blandt danske ferierejsende, er også kendt for kosmetiske behandlinger og skønhedsindgreb, for eksempel Tyrkiet, kendt for hårtransplantationer.

Om undersøgelsen:

Rejsetrends for 2026 blev identificeret på baggrund af en undersøgelse foretaget af WALR. I alt indgik 1.000 respondenter fra Danmark fra Generation Z (18 – 28 år) og Millennials (29 – 44 år). Undersøgelsen blev gennemført online, og dataindsamling blev udført fra den 1. til 10. oktober 2025. Data er indsamlet i overensstemmelse med retningslinjerne fra MRS (Market Research Society) og ESOMAR for at sikre etisk og korrekt dataindsamling.

Om data:

Data er baseret på fly- og hotelsøgninger foretaget på momondo.dk og associerede sider i perioden mellem den 1.3.2026 og den 10.8.2026 for flyrejser med afgang mellem den 1.9.2026 og den 31.12.2026 fra enhver dansk lufthavn. Flypriser er gennemsnitspriser for returbilletter på økonomiklasse. Hotelpriser er gennemsnitlige priser for én overnatning i et dobbeltværelse. Priserne kan variere, og besparelser kan ikke garanteres.

momondo fyr mand fly
Danskerne tager til udlandet for at blive smukkere eller ‘forskønnet’ … (Foto: PR)

Læs også: Kender du begrebet flyskam

To køretøjer beslaglagt for vanvidskørsel

Københavns Vestegns Politi beslaglagde i weekenden to køretøjer efter markante hastighedsovertrædelser i Hvidovre og Glostrup. Begge sager behandles som vanvidskørsel.

Fredag aften målte færdselsafdelingen ved Københavns Vestegns Politi en 32-årig mand på motorcykel til at køre 127 km/t på Stamholmen i Hvidovre, hvor den højst tilladte hastighed er 60 km/t.

Politiet standsede manden og beslaglagde motorcyklen, da der var tale om vanvidskørsel.

Lørdag standsede politiet en 18-årig mand, som kort forinden var blevet målt til at køre bil med 114 km/t på Sydvestvej i Glostrup, hvor den højst tilladte hastighed er 50 km/t.

Også den 18-åriges køretøj blev beslaglagt for vanvidskørsel. Både sagen fra fredag og lørdag skete i forbindelse med ulovligt gaderæs.

Ulovligt gaderæs og den form for kørsel har meget stort fokus hos os. Det skal både deltagerne og de øvrige borgere vide, udtaler politikommissær Claus Stoltenberg, leder af færdselsafdelingen ved Københavns Vestegns Politi.

I forbindelse indsatsen i weekend skrev politiet også en række køretøjer for fejl og mangler.

Københavns Vestegns Politi vil fortsat have fokus på ulovligt gaderæs og den farlige kørsel, som kan være forbundet med det.

bmw
Bilen blev også beslaglagt af politiet … (Modelfoto: Unsplash)

Læs også: Vanvidskørsel i Ølstykke

Stigende pirateririsiko ud for Somalia

Antallet af piraterirelaterede hændelser ud for Somalia er på sit højeste niveau i ti år. Udviklingen peger på en fornyet aktivitet i området efter flere år med relativt få hændelser …

Danske Rederier har netop offentliggjort en analyse baseret på tal fra ICC International Maritime Bureau (IMB), der viser en markant stigning i antallet af angreb udført af somaliske pirater. Det vækker bekymring i Danske Rederier.

Selvfølgelig bliver jeg bekymret, når jeg ser, at antallet af piratrelaterede hændelser ud for Somalia er i stigning. Det vækker ubehagelige minder. Det er dog værd at fremhæve, at de skibe, der følger de internationale best management practice-anbefalinger, generelt er langt mindre sårbare over for piratangreb. Rederierne bør gennemføre en grundig risikovurdering og på den baggrund iværksætte relevante sikkerhedsforanstaltninger, forklarer Jacob K. Clasen, viceadm. direktør i Danske Rederier.

Sikkerhedsforanstaltninger kan blandt andet omfatte fysiske sikringstiltag som pigtråd, sikring af adgangsveje, vandkanoner og CCTV-overvågning samt skærpede procedurer for overvågning, rapportering og beredskab. I områder med forhøjet piratrisiko anvendes der desuden ofte bevæbnede vagter som et ekstra lag af beskyttelse

IMB registrerede 8 hændelser ud for Somalia i 2024 og 5 hændelser i 2025. Allerede i de første syv måneder af 2026 er der registreret 13 hændelser. Aktiviteten er fortsat lav sammenlignet med pirateribølgen i 2009 -2011, hvor der årligt blev registreret mere end 200 angreb, men udviklingen peger på en fornyet aktivitet i området.

Så sent som i denne uge har der været meldinger om endnu et piratangreb på et fragtskib ud for Somalias kyst. Denne hændelse er endnu ikke registreret i tallene fra IMB.

Det er uden tvivl et komplekst samspil af en lang række interne og eksterne faktorer, der driver udviklingen. Internt i Somalia kan det være udfordringer, som tørke, ulovligt fiskeri, økonomiske vanskeligheder og svage myndighedsstrukturer, der er medvirkende til at gøre pirateri mere attraktivt som ”karrierevej”. Og eksternt handler det måske også om, at ændringer i det maritime sikkerhedsbillede i regionen kan have skabt mere gunstige betingelser for fornyet pirataktivitet i området, afrunder Jacob K. Clasen.

De somaliske piraters operationsmønster er fortsat kendetegnet ved kapringer af sårbare fartøjer, herunder særligt fiskefartøjer, som efterfølgende kan anvendes som moderfartøjer til angreb længere fra kysten.

Læs hele analysen her

fyn havet skib natur
Stigende pirateririsiko ud for Somalia …  (Foto: Unsplash)

Læs også: Migranter kaprede fragtskib

Første spadestik til campus for seks uddannelsesinstitutioner i Kalundborg

Sammen med totalentreprenøren Raundahl & Moesby tager AP Pension onsdag den 19. august 2026 første spadestik til et nyt markant campusbyggeri i Kalundborg, som skal samle seks uddannelsesinstitutioner under ét tag og skabe moderne rammer for uddannelse, forskning, innovation og samarbejde med erhvervslivet.

AP Pension har som bygherre indgået en totalentreprisekontrakt med Raundahl & Moesby om opførelse af den nye bygning, som vil få et bruttoetageareal på ca. 11.700 m² foruden teknik på taget og skure i terræn. Projektet er tegnet af CEBRA, mens NIRAS står for ingeniørydelserne og Rambøll fungerer som bygherrerådgiver.

Bygningen vil foruden moderne undervisningslokaler også rumme såvel højtspecialiserede laboratorier og bioteknologiske pilotanlæg som store fællesarealer, der inviterer til socialt samvær, møder, videndeling og samarbejde på tværs af de enkelte uddannelsesretninger.

I hjertet af bygningen skabes en dobbelthøj agora, der skal fungere som samlingspunkt for studerende, undervisere, forskere og besøgende. Her bliver der plads til både daglige møder og større arrangementer, konferencer og fælles aktiviteter.

Bygningen skal efter planen stå klar til de seks lejere – Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Professionshøjskolen Absalon, Teknika, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Kultur samt Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser – til semesterstart efter sommerferien 2028.

Projektet er støttet af Novo Nordisk A/S samt af Novo Nordisk Fonden og er udviklet i et tæt samarbejde med Foreningen Campus Kalundborg, som har et nært samarbejde både med de 6 fremtidige lejere i bygningen, det lokale erhvervsliv og Kalundborg Kommune.

Bestyrelsesformand i AP Ejendomme, Jesper Loiborg, ser frem til, at AP Ejendomme nu kan tage hul på næste etape af udviklingen af Campus Kalundborg:

Med første spadestik tager vi hul på et projekt, som vil få stor betydning ikke kun for Kalundborg men også for det danske uddannelseslandskab i sin helhed. Vores ambition har været at skabe de bedst mulige rammer for læring, forskning, innovation og fællesskab, samtidig med at vi har arbejdet målrettet med bæredygtige løsninger inden for de rammer, som et byggeri af denne karakter sætter. Vi er stolte af at bidrage til et projekt, der skal understøtte udviklingen af fremtidens kompetencer og styrke Kalundborgs position som uddannelses- og vidensby.

Også administrerende direktør i Raundahl & Moesby, Carsten Raundahl, glæder sig over, at der nu kan sættes turbo på byggeriet i Kalundborg:

Som totalentreprenører har vi fra et meget tidligt stadie været inddraget i udviklingen af projektet og har sat stor pris på den meget åbne dialog med bygherre, rådgivere og brugere, hvor vi har kunnet bringe vores praktiske viden om byggeprocesser og materialer i spil. Vi har i samarbejde med bygherre haft et stort fokus på at finde de mest bæredygtige byggeteknikker- og materialer inden for de givne rammer, hvilket blandt andet kommer til udtryk i bygningens træfacade samt i valget af en grønnere version af beton. Nu glæder vi os til at komme i gang med dette meget ambitiøse byggeri.

Foreningen Campus Kalundborg ser første spadestik som en vigtig milepæl i realiseringen af visionen om at skabe et unikt studiemiljø i Kalundborg. Foreningens formand, Daniel Schwartz Bojsen, udtaler i den sammenhæng:

Det er en stor milepæl for Campus Kalundborg, at byggeriet nu går i gang. Det nye campusbyggeri er resultatet af en fælles vision, som uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og kommune har arbejdet målrettet for gennem en årrække. Ved at samle seks uddannelsesinstitutioner under ét tag, skaber vi et helt unikt miljø for læring, forskning og innovation, hvilket kombineret med det stærke samarbejde med det lokale erhvervsliv vil give os en førende position inden for bioproduktion og biosolutions – ikke kun i Danmark men også på verdensplan.

Hos Novo Nordisk ser man det nye campusbyggeri som en vigtig investering i fremtidens kompetencer og talenter. Derfor glæder virksomheden sig over, at byggeriet nu går ind i sin næste fase. Michael Hallgren, Senior Vice President i Novo Nordisk med ansvar for Kalundborg sitet, siger:

Kalundborg er i dag hjemsted for et af verdens stærkeste life science-miljøer, og også i fremtiden får vi brug for dygtige mennesker med de rette kompetencer. Derfor er det vigtigt at investere i attraktive uddannelsesmiljøer, der kan tiltrække og udvikle fremtidens talenter. Med Campus Kalundborg styrker vi samtidig samarbejdet mellem uddannelse, forskning og erhvervsliv. Det er en investering, der rækker langt ud over selve bygningen – til gavn for de studerende, industrien og det samfund, vi er en del af.

campus kalundborg
Visualisering af det nye campusbyggeri i Kalundborg, der skal danne ramme om uddannelse, forskning, innovation og samarbejde mellem seks uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet. (Illustration: CEBRA)

Læs også: Kortuddannede i Danmark og Sverige klarer sig fysisk bedre senere i livet end langtuddannede amerikanere

Udenlandske tricktyve på spil i politikredsen

Inden for en kort periode har Fyns Politi modtaget 10 anmeldelser om tricktyveri begået af udenlandske kvinder. De er ikke umiddelbart farlige, men borgere bedes være opmærksomme og hjælpe ældre familiemedlemmer med at passe på.

Fremgangsmåden for alle sagerne er den samme. To kvinder går ind via åbenstående døre og beder om at låne toilettet eller om at få fyldt en vandflaske.

Den ene kvinde sætter sig ved forurettede, mens den anden kvinde går rundt i boligen og finder værdigenstande. Ofte smykker eller kontanter.

Det er en yderst fræk og udspekuleret form for kriminalitet. Vi ser med stor alvor på sagerne og er i fuld gang med efterforskningen. Vi har allerede flere gode spor at gå efter, siger politikommissær ved Fyns Politi Mads Ludwig.

Fyns Politi vurderer, at der er tale om omrejsende kriminelle grupper, som foretager så mange tricktyverier, som de kan nå, inden de igen forlader landet.

Fyns Politi vil gerne understrege, at vi ikke har nogen mistanke om, at disse kriminelle er farlige for borgerne. Beder man dem om at gå, så gør de det. Det ændrer dog ikke på, at det naturligvis er yderst utrygt at fremmende mennesker på denne måde tilegner sig adgang til ældre borgeres hjem, siger politikommissær Mads Ludwig.

Kvinderne beskrives som:

25 til 30 år gamle

165 og 175-180 cm høje

Lys i huden

Den ene med langt lyst hår til skuldrene

Den anden med mørkt/brunt hår til skuldrene

Iklædt enten blå jeans og t-shirt eller blomstrede sommerkjoler

De forurettede i alle sager er ældre borgere. Derfor opfordrer Fyns Politi pårørende til at tage en snak med ældre familiemedlemmer, så vi sammen kan klæde dem bedst på med henblik på forebyggelse.

Lad være med at lade hoveddør eller terrassedør stå åben.

Hvis fremmede dukker op og beder om vand, at låne toilettet eller andet, så skal man ikke lukke dem ind.

Hvis fremmede alligevel kommer ind, så bed dem om at forlade stedet øjeblikkeligt.

Ring til Fyns Politi på telefon 114, hvis man oplever, at fremmede forsøger at komme ind.

ældre hænder stok
Udenlandske tricktyve på spil i politikredsen … (Foto: Pexels)

Læs også: Gode råd mod tricktyve

Dagens billede: Vildt fund

· Mere fra samme kategori ·