Læs også:

Close
folkekirkens nødhjælp klima cop29

NEWS: Folkekirkens Nødhjælp: Nu skal klimaregningen betales 

Nyheder  | 

Folkekirkens Nødhjælp: Nu skal klimaregningen betales · Ældre igen forsøget fuppet · Dronning Margrethe har lavet nye kostumer til årets Nøddeknækker · To store brugsforeninger går sammen på tværs af landegrænser · Efterforskningen af branden i Børsen er indstillet · Dagens video: Jul på Manhattan · Fredagsfjol: En lille lur kan være tiltrængt

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Folkekirkens Nødhjælp: Nu skal klimaregningen betales

Når verdens ledere er samlet til årets klimatopmøde, COP29, hvor de forhandle om, hvor pengene til at håndtere klimaforandringerne skal komme fra.

Ved tidligere topmøder er verdens lande blevet enige om en række beslutninger: Verden skal bevæge sig væk fra fossile brændsler, tredoble den vedvarende energi, sikre, at alle lande bliver klimatilpasset og investere penge i fonden for tab og skade.

Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, siger:

–Der er mange gode intentioner. Men i virkeligheden er det ret simpelt. Vi står overfor en klimakrise, og hvis den skal håndteres, er der en regning, der skal betales. Hvis ikke vi finder pengene, kan vi ikke betale for klimakampen.

Mattias Söderberg fortsætter:

– Dette års COP bliver afgørende for, om vi kan levere på alle de gode intentioner, og for hvor ambitiøse mål vi kan sætte i fremtiden. Vi har ikke råd til at fejle.

Mattias Söderberg understreger, at klimafinansiering ikke kun handler om penge, men også om ansvar og retfærdighed:

– De lande, der har bidraget mest til klimakrisen, har en forpligtelse til at hjælpe de lande, der er mest udsatte. De rigeste lande skal selvfølgelig gå forrest og tage ansvar for deres udledninger, der lige nu fører til tørke, oversvømmelser og konflikter i verdens fattigste lande.

Folkekirkens Nødhjælp er igen i år aktive på COP’en og arbejder for innovative og retfærdige løsninger til at finansiere klimaløsningerne.

– COP29 skal være vendepunktet, hvor vi sætter handling bag ordene. Det kræver, at vi tænker nyt. Derfor inviterer Folkekirkens Nødhjælp lande fra hele verden til alliancen ’Climate Solidarity Alliance’, som kæmper for klimaafgifter på bl.a. flytransport, hvor indtjeningen går direkte til fonden for tab og skade,” siger Mattias Söderberg og tilføjer:

– Der er ikke længere tid til halvhjertede løfter. Der er brug for konkrete løsninger og penge på bordet.

COP29 startede i mandags, og Folkekirkens Nødhjælps klimarådgiver, Mattias Söderberg, er i Baku under topmødet.

folkekirkens nødhjælp klima cop29
COP29 er i gang … (Foto: @Francis Botha)

Læs også: Op mod 100.000 mennesker på flugt fra Libanon

Ældre igen forsøget fuppet

Politiet har fået flere anmeldelser om forsøg på svindel i Roskilde, Solrød, Holbæk …

Politiet har modtaget flere anmeldelser fra borgere, der er blevet kontaktet over telefon af en engelsktalende person, der oplyser, at der vil blive trukket penge fra borgerens konto, hvis ikke de taster 1 på deres telefon. Alle de personer, der har anmeldt dette til politiet, har straks afsluttet opkaldet fra den engelsktalende person. Politiet vil gerne opfordre andre, der måtte blive ringet op, til at gøre det samme.

En 77-årig kvinde fra Køge anmeldte klokkeokken 19.33, at hun kl. 18.19 havde modtaget en sms fra en person, der udgav sig for at være hendes datter. Den påståede datter skrev, at hun havde tabt sin mobiltelefon og at hun manglede penge, som hun bad den 77-årig om. Den 77-årige kvinde gennemskuede heldigvis, at der var tale om forsøg på svindel, og hun reagerede derfor ikke på beskeden og anmeldte det i stedet til politiet.

ældre kvinde pensionist
Ældre kvinder atter forsøgt bedraget … (Foto: Pexels)

Læs også: Ældre har svært ved at følge med den digitale udvikling

Dronning Margrethe har lavet nye kostumer til årets Nøddeknækker

Dronning Margrethe har lavet nye kostumer til årets Nøddeknækker i Koncertsalen …

Det bliver et gensyn med en af verdens mest kendte juleballetter, når Tivolis version af ‘Nøddeknækkeren’ fra 2012 har repremiere i Tivolis Koncertsal. Tivolis balletchef Peter Bo Bendixen har skabt koreografien, og H.M. Dronning Margrethe er den kyndige hånd bag familieballettens scenografi og kostumer.

I  år kan publikum se frem til tre nye kostumer, som er skabt af Dronning Margrethe. En anden nyhed i 2024 er den finske lysdesigner Mikki Kunttu, der vil skabe ny lysmagi til forestillingen. Musikken er som altid af Tjajkovskijs. ‘Nøddeknækkeren’ har repremiere den 30. november 2024 og spiller frem til den 29. december.

Flere end 170.000 gæster har til dags dato oplevet Tivolis smukke version af Nøddeknækkeren, som i 2024 endnu en gang opføres i Tivolis Koncertsal. Det er sjette gang, at den anmelderroste juleballet opføres i Tivoli.

Det er Dronning Margrethe, der står bag kostumerne og scenografien til ‘Nøddeknækkeren’, der indeholder 104 kostumer pr. forestilling. Som noget nyt i 2024 har Dronning Margrethe kreeret tre nye kostumer til juleballetten, som består af tre dansende snurretoppe, som bliver vakt til live i andet akt af forestillingen.

Dronning Margrethe siger om genopsætningen:

– Jeg finder stor glæde i at bidrage til balletforestillingen ‘Nøddeknækkeren’. Selvom vi nu er i gang med sjette opsætning, er det fortsat meget inspirerende for hele holdet at arbejde med små justeringer og finpudsninger, der løfter den samlede oplevelse. Et eksempel er de nye kostumer til tre dansende snurretoppe, som er blevet en del af anden akt. Det har været en spændende opgave. 

Dronning Margrethe har opnået stor anerkendelse for sit arbejde med scenografi og kostumer til hele ni opsætninger i Tivoli, og arbejdet hidtil omfatter blandt andet produktioner som ‘Fyrtøjet’, ‘Svinedrengen’, ‘Klods-Hans’ og ‘Askepot ‘samt den moderne juleklassiker ‘Snedronningen’.

Tivolis balletchef Peter Bo Bendixen siger:

– Den eventyrlige fortælling om Claras juleaften og hendes magiske drøm tryllebinder verden over. Selvom ‘Nøddeknækkeren’ emmer af tradition, er der også nye overraskelser i vente. I år kan publikum glæde sig til at opleve tre nye kostumer, skabt af H.M. Dronning Margrethe. Publikum kan også glæde sig til Mikki Kunttus nye lysdesign, som i kombination med Dronning Margrethe scenografi og kostumer, Tjajkovskijs verdenskendte musik og Tivoli Balletteaters dansere kommer til at skabe en sanseoplevelse, der løfter denne klassiske juleballet til nye højder.

Tivolis version af den klassiske familieballet udspiller sig juleaften 1874 et sted i København. Her har Claras familie inviteret gæster, og Clara er fuld af forventninger til, hvad aftenen skal bringe. Blandt gæsterne er digteren H.C. Andersen, balletmester August Bournonville og Tivolis daværende direktør, Bernhard Olsen. Alle har gaver med til Clara. Efter en begivenhedsrig aften falder Clara i søvn og tager dagens mange indtryk med til verdens bedste drømmeland, som selvfølgelig er Tivoli. Gennem storm og snevejr kommer de frem til et snedækket Tivoli, som på magisk vis forvandler sig til en sommervarm eventyrhave, fuld af dans og musik anført af Harlekin, Columbine og Pjerrot. En forestilling, der både inviterer børn og voksne indenfor til en verden fyldt med magi, trylleri og masser af julestemning.

nøddeknækkeren tivoli skitse margrethe
Sådan ser en af skitserne til ‘Nøddeknækkeren’ ud. (Foto Jakob Melgaard)

Læs også: Jul i Tivoli

To store brugsforeninger går sammen på tværs af landegrænser

Fredensborg Brugsforening (FOB) investerer et tocifret millionbeløb i den færøske brugsforening Føroya Keypssamtøka (FK), og de to store selvstændige brugsforeninger indgår dermed et strategisk samarbejde. Sammen danner de et fælles selskab, hvor de hver ejer 50 procent, men med stemmemajoritet til Fredensborg Brugsforening.

Aftalen er kommet i stand efter, at FK de seneste år har været økonomisk udfordret. Foreningen driver seks supermarkeder på Færøerne med en samlet omsætning på omkring 250 millioner kroner.

Det nye samarbejde skal sikre, at nødvendig kapital, kompetenceudvikling og fornyelse bliver gennemført, så FK kan løfte sig til et mere tidssvarende, konkurrencedygtigt og bæredygtigt niveau.

– Vi er meget glade for aftalen. FOB bygger på samme værdigrundlag som os, med medlemskab og brugsforeningstanken, og kulturelt har vi som to brugsforeninger meget tilfælles. Med samarbejdet sikrer vi os den nødvendige likviditet samt detailhandelsmæssig kompetence, sparring og ledelse, som er afgørende for at nå målet om at forberede FK til fremtiden og gøre butikkerne til et endnu mere attraktivt sted at handle for de færøske forbrugere, fortæller Jákup Mørkøre, formand for Føroya Keypssamtøka.

Både Føroya Keypssamtøka og Fredensborg Brugsforening er selvstændige brugsforeninger, hvor det er medlemmerne, der ejer butikkerne. Begge foreninger køber størstedelen af deres varer fra Coop Danmark, ligesom både FK og FOB er medlemmer af det danske Coop Amba, som er hovedorganisationen for de danske brugsforeninger, og som sammen med OK ejer Coop Danmark. Fredensborg Brugsforening, der er en af Danmarks største og mest velkonsoliderede brugsforeninger, har i forvejen medejerskab i flere andre selvstændige SuperBrugsen og Brugsen butikker i Danmark.

– Vi er en del af en tæt sammentømret Coop-familie, og som en familie står vi sammen og hjælper hinanden. Derfor er vi i bestyrelsen enige om, at vi gerne vil kaste os ud i denne investering, dels fordi vores hjerter banker for brugsforeningsbevægelsen, og vi derfor gerne vil sikre, at der også er en medlemsejet dagligvarevirksomhed på Færøerne i fremtiden. Og fordi vi er overbeviste om, at vi kan skabe betydelig vækst og inden for en overskuelig fremtid gøre selskabet lønsomt, samtidig med at vi sikrer fortsat udvikling og sunde investeringer hos FOB,afslutter uddeler Bo Kristensen, Fredensborg Brugsforening.

Bestyrelsesformand i det nye selskab bliver Bo Kristensen, uddeler i Fredensborg Brugsforening, og direktør bliver Kristian Wolsing, der det seneste år har været indsat som midlertidig direktør i FK.

Fakta:

Føroya Keypssamtøka (Færøernes Brugsforening / FK) stifter selskabet sp/f FK, som kommer til at drive brugsforeningsbutikkerne på Færøerne. Føroya Keypssamtøka, som i øjeblikket ejer og driver FK-butikkerne, skyder sine aktiver ind i det nye selskab. FOB skyder et tocifret millionbeløb ind, dels som kapitalindskud, dels som lån, og kommer til at eje halvdelen af selskabet. Formålet er at få driften i butikkerne til igen at give overskud og samtidig forny og opdatere FK på en række områder, således at den bliver tidssvarende og konkurrencedygtig. Det bliver bestyrelsen og den daglige ledelse i det nye selskab, som kommer til at lægge strategien. FK går således fra at drive handel til at eje halvdelen af et selskab, der driver handel.

coop færøerne brugsforening fredensborg
Næstformand Fredensborg Brugsforening, Niels Mayland, Formand for Fredensborg Brugsforening, Steen Rasmussen, uddeler i Fredensborg Brugsforening, Bo Kristensen og afdelingschef ServiceDesk og Coop i Nordatlanten, Tonny Færch foran FK på Færøerne. (Foto: Coop Danmark)

Læs også: OK køber halvdelen af Coop

Efterforskningen af branden i Børsen er indstillet

Trods omfattende brandtekniske undersøgelser, gennemgang af overvågning og afhøring af en lang række vidner er det ikke muligt at fastlægge årsagen til, at der opstod brand i den historiske børsbygning på Slotsholmen. Der er dog ingen tegn på, at branden skulle være resultat af en kriminel handling.

Siden branden i Børsen brød ud den 16. april, har Københavns Politi gennemført en omfattende efterforskning af sagen.

Selve brandstedsundersøgelsen er foretaget af Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) i samarbejde med Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut (DBI), som har udført tekniske undersøgelser af brandtomten og de elektriske installationer.

Københavns Politi har gennemgået overvågningsvideo fra Børsen og de omkringliggende bygninger og har afhørt en lang række vidner. Ingen har været sigtet i sagen.

– Der er gennemført en meget omfattende efterforskning, hvor brandteknikere og eksperter har foretaget tilbundsgående undersøgelser af brandstedet, timevis af overvågning er blevet gennemgået, og en lang række vidner afhørt. Alle relevante efterforskningsskridt er afsøgt, uden at man kan påvise brandårsagen. Der er dog intet, der tyder på, at branden er opstået som følge af en kriminel handling, forklarer vicepolitiinspektør Brian Belling.

Københavns Politi har derfor besluttet at indstille efterforskningen.

– Vores vurdering er, vi har afsøgt alle relevante efterforskningsmuligheder i sagen, afslutter Brian Belling.

kanalrundfart nettobådene københavn børsen (Foto: MY DAILY SPACE)
Foto fra en kanalrundfart fra Holmens Kirke, da man stadig kunne se det smukke børstårn … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Omfattende efterforskning af branden i Børsen

Dagens video: Jul på Manhattan

Fredagsfjol: En lille lur kan være tiltrængt

· Mere fra samme kategori ·