Klumme: Tanker om tid

Jeg grubler ofte – ja, jeg kan åbenbart ikke lade være … Måske det også hænger sammen med, at jeg sidder ved tasterne hver dag og skal forholde mig til ord – indhold – livet – artikler – og ja måske også bare bliver ældre og mere reflekterende

Tid er en sjov faktor – jeg har faktisk for et år siden været med til at udgive en bog, der netop hedder ’Tanker om Tid’. Her er mine egne tanker om tid – tiden – min tid – og ja fortid – nutid og fremtid …

Tiden når man bliver ældre

Når man bliver ældre – og jeg bliver snart 60 år, så det er vel ikke helt ved siden af at skrive det, så har man allerede ’levet længe’ og ’en stor del af ens liv’. Ja, det lyder latterligt i mine ører, men det er jo faktum. Men også et faktum der er svært at omfavne, forstå og acceptere. For tiden er fløjet afsted … Som et splitsekund.

Jeg har skrevet det før, men jeg går og tømmer mine forældres hus gennem næsten 70 år, og der kommer hele mit liv – min opvækst – min barn- og ungdom – bare tilbage – ikke i små flash backs men i store tsunamier af minder. På godt og ondt – allermest godt. For jeg har haft en dejlig opvækst i Slagelse i den lille bungalow.

Men det har også fået mig til at tænke på mine forældres liv – mit liv – og mine to drenges, der nu er voksne, liv. Og at der virkelig er store forskelle i begrebet og vores tanker og oplevelser af tid.

Generationernes forskelle

Mine forældre var krigsbørn – og var meget ’mono’ – enkelt og simpelt i deres livsmønstre kan man vel sige. Både på den gode og til tider også lidt svære måde. Tid som begreb under anden verdenskrig er en hel klumme alene. Og tænk hvis der havde været medier dengang, måske de ikke var ’kommet så let igennem de lange, svære år’, for tiden der var både uendelig lang og i øvrigt med en ‘bagkant’ på krigstiden, de ikke kendte – sluttede krigen om en måned eller fem år – shit det er vildt at tænke på.

Men tiden gik – stille og roligt. Det var helt sikkert en absurd svær tid – mine forældres familier var fattige – fattige kår – men de klarede det. Og bedste eksempel er da corona toppede, da var mine forældre slet ikke bange men var sådan lidt ’vi har hinanden, der kommer ikke nogen udefra og slår os ihjel, vi kan være i vores hjem, og vi har mad’. Når man havde oplevet en verdenskrig, så kunne en epidemi ikke sådan slå dem omkuld. Og de brugte coronatiden til blot at være sammen og hygge …

Omvendt var min opvækst også meget ulig mine forældres og drenges – meget ‘simpel (på en for mig dengang god måde) – et enebarnsliv med enkle elementer – og faktisk ikke så meget at forholde mig til – udover at passe skole. Jeg havde alt og dog – meget lidt hvis man måske sammenligner med i dag – men rigeligt til at jeg havde den bedste opvækst fyldt med ubetinget kærlighed. Jeg kunne faktisk godt lide at være alene og tiden fløj, når jeg læste, var i mit legehus og så videre. Om der gik en eller fire timer – man kiggede ikke rigtig på uret – og en weekend indeholdt ofte ikke mange ting, andet end at måske være på sit værelse og lege (dengang blev man ikke mandsopdækket).

Omvendt ser jeg så på mine drenge, der er vokset op sammen med iPhones og iPads – den digitale og sociale mediers tidsalder – der bare er eskaleret til et niveau og skala, man ikke havde fantasi til at fatte, da jeg for eksempel havde ’datalære’ midt 80’erne og skulle lære at programmere (af nogle lærere der intet vidste om det). Corona tog faktisk meget hårdere på dem – de mistede tid (af deres barn- og ungdom) – måske en del af deres gymnasietid – og det gik op for dem, at de og verden ikke var ’usårlige’. De unge i dag er også meget mere sårbare (på den ene side) – og meget stærkere på den anden, end vi og mine forældre var. Det giver nye typer mennesker – familier og ledere til erhvervslivet i fremtiden. Tid er en knap faktor, og et faktum ingen af os har nok af den – lige meget hvilken generation man tilhører …

At være i nutiden

Jeg har især de sidste 10 år (og så kommer vi slet ikke ind på, hvor travlt jeg havde før da, og hvor hurtigt tiden fløj afsted, da jeg havde mindre børn) forsøgt at være i nutiden. FORTIDEN er gået – fremtiden kan vi kun gisne om, hvorimod nutiden kan vi være i og elske – hvert sekund. Og det forsøger jeg faktisk. Jeg forsøger ’at kigge op’ – være her – være tilstede – gøre mig umage – og se og høre alt.

Men også det at være ’begærlig efter at leve’, og ja suge til mig, For netop nutiden HAR du indflydelse på, så hvorfor ikke gøre det. Jeg har selv haft alt for travlt – brugt alt for meget tid på at dvæle ved fortiden, da jeg var yngre – for eksempel over ting der ikke gik min vej eller forliste forhold. Og tanker så store som bjerge i forhold til fremtiden – og ja prøve at foregribe begivenhedernes gang. Men det kan man jo ikke. Så nutiden er virkelig, og der dit fokus bør være. At bruge tiden godt og fornuftigt – ja, lidt som ‘vi ved ikke, hvad i morgen bringer’. Min tid er mit ansvar, og ingen skal stjæle min tid – heller ikke mig selv – eller faktisk MEST mig selv, når jeg nu skal være ærlig …

Grib så det satans liv

Ofte er vi som mennesker aldrig tilfreds. Vi har svært ved at acceptere ting og livet, som det er. Og mange har svært ved at ændre mønstre, hvis man skal gøre noget anderledes. Er vi taknemmelige nok –og er vi klar over, hvilken gave livet er? Bruger vi egentlig ikke alt for meget tid på ingenting – at være sur – at synes ’græsset er grønnere’ og så videre … Jeg sætter lige et stort, fedt spørgsmålstegn ved det hele …

Om jeg selv er en engel og god til det – nej – njaaa – der kunne være mange måder at gøre alt – store som små ting – bedre og anderledes. Men vi skal jo også klare livet og hverdagen og alle bumpene på vejen, der også kommer. Og så gælder det om ikke at være ’for tyndhudet’, for livet anno 2024 er på mange måder ikke kun en dans på roser. Og nej jeg ved, jeg nu er ensidig og forkælet, og nej jeg sammenligner mig ikke med folk i Congo, Ukraine og så videre. Det er uden sammenligning og kategori.

Men at stå fast – også når der er orkan – at gribe livet – nuet – at tænke lidt mere filosofisk og i helikopterperspektiv på begrebet tid, synes jeg måske vi alle burde gøre. For tid er bare den største luksus, du kan have i dit liv.

Livet er kun til låns

Da jeg så min far død, havde han været død i måske 20 minutter. En scenarie jeg hele min barn- og ungdom har været skræmt for vid og sans over engang at skulle opleve – døden … Men nu stod jeg der for tre år siden. Og skulle ind og sige farvel. Jeg troede, jeg enten ville kaste op eller besvime. Men der skete noget absurd mærkeligt, da jeg kom derind. For selvom han lå der, så var ’han der ikke’. Sådan følte jeg det. Det var som om, det kun var ’skallen som på et Kinderæg’, der lå der.

Så det var hverken væmmeligt eller svært (altså lige det – at se døden i øjnene – og nu tager jeg ikke om sorgen efter9 – og jeg blev faktisk sådan lidt rolig, for for mig var det et tegn på, at sjælen rejser videre, og livet ikke er slut. Det giver for mig mening at tænke sådan.

Og det giver også meningen, når jeg indimellem stresser, og synes tiden går alt for hurtigt, og jeg slet slet ikke har tid nok – og ikke når de ting, jeg skal. Så tænker jeg nogle gange, at livet blot er til låns , man skal huske at værdsætte det, og når mit nummer ’udtrækkes’, så vil det være tid til ’at flyve videre’. Med disse ord – som måske blev lidt højtravende til sidst – vil jeg blot sige TAK FOR JERES TID. At I læste min klumme – mine tanker – brugte tiden på det.

Alt jeg ønskede med denne klumme var nemlig blot at få andre til at tænke over tiden og værdsætte den og passe på den, som var den den fineste og mest værdifulde diamant, du kunne forestille dig …

 

 

Læs også:

 

Klumme: At træffe de rigtige valg