
Spareråd for dummies
Nu er det blevet tid til nogle få og simple spareråd! Og med de nuværende priser på blandt andet dagligvarer og elregninger kunne vi vist alle godt bruge nogle effektive nogle af slagsen. Her er spareråd for dummies
Vi ved godt, at budgettering, planlægning og et fokus på at spare penge ikke er det allersjoveste at beskæftige sig med. Men ikke desto mindre gør det en kæmpe forskel for din økonomi – og i sidste ende også for din dagligdag. Derfor får du her fire af vores bedste og enkleste spareråd …

1. Læg et budget
Ja, vi ved det godt. Budgetplanlægning lyder sååååå kedeligt. Men det behøver det slet ikke at være! Det handler nemlig bare om at skabe sig et godt økonomisk overblik. Første step er, at du skal få styr på dine månedlige indtægter og faste udgifter.
Hvis du ikke helt føler, du har styr på det, er det en god idé at tjekke dine bankkonti. De skulle meget gerne indeholde alt den information, du har brug for i dette step. Hvis du deler nogle faste udgifter med din partner, skal du huske at medregne dem. Du kan jo spørge, mens I spiser aftensmad i aften. Et mere romantisk samtaleemne skal du vist lede længe efter … 😉
Når du har styr på det, så er næste step at udregne, hvor meget du har tilbage. Ud af den sum skal noget gå til opsparing, og resten kan du frit bruge løs af – win! Jeg opdeler mine opsparinger i ’ferie’, ’uforudsete udgifter’ og ’gaver’, men du kan opdele dine præcis, som du vil.
På den måde kan du nemmere undgå at lån penge hurtigt, hvis noget uforudset skulle poppe op. Og hvis du er lidt af et konkurrencemenneske, er dette den perfekte motivation for at holde, eller måske endda forbedre, dit budget hver måned!
2. Lav en madplan
Det er endnu et punkt, der kræver lidt planlægning. Hvis du føler, at en hel madplan og et gennemtjek af samtlige tilbudsaviser er lidt for meget for dig, er vores råd, at du blot skal lave en indkøbsliste, inden du tager ned at handle. Det lyder måske som et simpelt råd, der giver sig selv, men alt for mange handler i spontanitet, og det gør det sværere at spare penge. Og husk aldrig at handle med en knurrende mave …
Hvis du derimod er up for the challenge at lave en madplan, men føler du mangler lidt inspiration, kan du med fordel følge forskellige madplansinfluencers på instagram. De giver dig både gode, billige og ofte økologiske idéer til en madplan. Så her kan du altså sagtens svinge dit kreditkort med ro i maven. What’s not to like?

3. Tænk over dine shoppevaner
Øv et kedeligt step. Men ikke desto mindre et vigtigt et! Der er nemlig mange penge at spare, hvis du blot tænker en smule over dine shoppevaner. Du kan for eksempel købe tøj, der er på tilbud, eller endda brugt. Der findes et hav af forskellige apps med lækkert og brugt tøj i god stand.
Hvad end du er til mærkevare eller en klassisk skjorte fra H&M, er der helt sikkert noget, du kan bruge. Og ofte til under halvdelen af den originale købspris! På disse apps kan du selvfølgelig også selv sælge ud af dit tøj.
Det bringer os til endnu et godt spareråd; et stykke tøj for et stykke tøj. Hver gang du køber et nyt stykke tøj, skal du enten sælge eller donere noget fra skabet derhjemme. På den måde undgår du både et overfyldt skab, du har mulighed for at tjene penge OG du kan spare penge i processen. Det er, hvad vi kalder win-win!

4. Skab overblik med en app
Nu, hvor samtalen faldt på apps, skal der uden tvivl også slås et slag for dem, der hjælper dig med at få et bedre overblik over din økonomi. Der findes flere forskellige, men fælles for dem alle er, at du kobler dine bankkonti til appen, som så giver dig et fuldt overblik over dine indkomster og udgifter.
Appen kategoriserer dine udgifter, så du på en nem og overskuelig måde kan se, hvor dine penge forsvinder hen hver måned (hvad end det er til stamcaféen eller din yndlingsbutik). Desuden kan du også tit vælge en funktion, hvor du kan deltage i diverse spare-konkurrencer, for at mindske dit forbrug endnu mere.

Hermed fik du fire simple spareråd, som vi alle kan være med på. Vi håber, du kan bruge dem!
Læs også:




