Læs også:

Close
pige sveder bil varme sommervarme

NEWS: Elbiler mister rækkevidde i sommervarmen på grund af manglende kølemiddel 

Nyheder  | 

Elbiler mister rækkevidde i sommervarmen på grund af manglende kølemiddel · 25-årig mand idømt fængsel i narkosag i Sønderborg · AP Pension finansierer nye solcelleparker i Polen · Sø- og Handelsretten giver Ørsted medhold i sager vedrørende det tidligere Elsam · Kvinde afgået ved døden efter påkørsel af bolig · Dagens billede: Tak fra Iran

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Elbiler mister rækkevidde i sommervarmen på grund af manglende kølemiddel

Mange elbilejere risikerer at få sig en slem overraskelse i den danske sommer. Hvis der ikke kølemiddel nok på bilen, går det nemlig ud over rækkevidden – og man opdager det ikke så let.

Flere danskere end nogensinde før kører i elbil, og der er i dag omkring 600.000 elbiler på de danske veje. I takt sommerens komme og stigende temperaturer sættes bilens kølesystem under større pres. Mange elbilister er dog ikke klar over, at for lidt kølemiddel i bilens airconditionanlæg kan koste dyrt på rækkevidden – særligt fordi problemet kan være svært at opdage i det danske klima. Det forklarer Lasse Dahl-Pedersen, der er indehaver af Taulov Autoværksted, som er medlem af værkstedskæden AutoPartner.

– Mange tror fejlagtigt, at aircondition kun handler om komfort i kabinen, men ved elbiler bruges anlægget også til at regulere temperaturen på batteriet og andre elektriske komponenter. Når anlægget mangler kølemiddel, bliver kølingen mindre effektiv, og bilen skal bruge mere energi på at holde systemerne på den rette temperatur, siger Lasse Dahl-Pedersen og uddyber:

– Det går direkte ud over strømforbruget og dermed rækkevidden. Der bliver ganske enkelt færre kilometer på en opladning, og mange elbilister opdager slet ikke, at de mangler kølemiddel, fordi anlægget typisk stadig godt kan køle kabinen nogenlunde ned i det danske klima.

Bilens airconditionanlæg mister løbende kølemiddel over tid, og man bør derfor få anlægget kontrolleret jævnligt – også selvom det godt kan holde kabinen kølig. Udover at påvirke rækkevidden kan utilstrækkelig køling også føre til større belastning af bilens komponenter.

– Når anlægget skal arbejde hårdere for at køle, slider det mere på både kompressor og de elektriske systemer. I værste fald kan mangelfuld køling være med til at forkorte levetiden på komponenter som batteriet, og det kan hurtigt blive en dyr affære, siger Lasse Dahl-Pedersen.

Af samme årsag anbefales det også, at elbilister får efterset airconditionanlægget som en fast del af bilens service, særligt inden sommerferien og længere køreture.

– Mange tænker på dæk, opladning og rækkevidde, når de gør elbilen klar til ferie, men kølesystemet bliver ofte overset. Det er bare vigtigt at huske, at aircondition i en elbil ikke kun handler om komfort, men også om bilens effektivitet og drift, afrunder Lasse Dahl-Pedersen.

pige sveder bil varme sommervarme
Bilens airconditionanlæg mister løbende kølemiddel over tid, og man bør derfor få anlægget kontrolleret jævnligt. (Foto: PR)

Læs også: Der er flere elbiler end dieselbiler i Danmark

25-årig mand idømt fængsel i narkosag i Sønderborg

Dommen er den syvende i et større sagskompleks, hvor yderligere to personer mangler at blive dømt.

En 25-årig mand fra Sønderborg blev sidste tirsdag ved Retten i Sønderborg idømt fem år og to måneders fængsel for besiddelse og overdragelse af i alt 2,48 kilo kokain og 13,3 kilo hash.

Den 25-årige har været involveret i organiseret handel med narkotika i Sønderborg-området, hvor salget blandt andet er foregået via en salgstelefon. Han blev anholdt den 22. marts 2026 og har været varetægtsfængslet frem til retsmødet. Han er fortsat varetægtsfængslet frem til afsoningen.

Dommen er den syvende i et større sagskompleks, hvor yderligere to personer mangler at blive dømt. Den 25-årige har under sagen erkendt forholdene og modtog dommen.

dom retten
25-årig mand idømt fængsel i narkosag i Sønderborg … (Foto: Pexels)

Læs også: Nordmand sigtet for indsmugling af narkotika

AP Pension finansierer nye solcelleparker i Polen

AP Pension finansierer nye solcelleparker i Polen med lån på 111 millioner euro …

AP Pension har indgået en låneaftale med Eurowind Energy på 111 mio. euro. Med lånefinansieringen kan Eurowind Energy arbejde videre med opførelsen af i første omgang otte solcelleparker i Polen med en samlet kapacitet på over 191 MW. Solcelleprojekterne forventes at kunne levere strøm svarende til elforbruget i omkring 110.000 husstande.

Med en lånefinansiering på 111 millioner euro – cirka 825 millioner kroner – har AP Pension indgået en aftale med den danske virksomhed Eurowind Energy, der dermed kan arbejde videre med opførelsen af i første omgang otte nye solcelleparker i Polen.

Eurowind Energy har allerede færdiggjort byggeriet af den første af de otte solcelleparker, Kiekrz, og er nu i gang med opførelsen af de øvrige solcelleparker, som forventes at blive tilsluttet elnettet i løbet af de kommende år. Eurowind Energy har i forvejen flere solcelle- og vindmølleparker i drift i Polen, og lånet fra AP Pension giver selskabet mulighed for at fortsætte ekspansionen i et af sine kernemarkeder.

Investeringen ligger i forlængelse af AP Pensions ambition om fortsat at være aktiv inden for vedvarende energi og samtidig skabe et attraktivt afkast til kunderne.

Vedvarende energi udgør fortsat en mindre andel af det samlede energimix i Polen, hvor kul stadig fylder meget i energiforsyningen. Med investeringen er AP Pension derfor med til at understøtte en udvikling, hvor vedvarende energi kan fortrænge fossile brændstoffer.

– For AP Pension er lånefinansieringen til Eurowind Energy en langsigtet investering. Samtidig udvider vi vores gode partnerskab med Eurowind Energy, som er en erfaren og kompetent udvikler og ejer af vedvarende energiprojekter. I Polen fylder kul fortsat meget i energiforsyningen, og derfor er der et stort potentiale i at udbygge den vedvarende energi. Med investeringen er vi med til at understøtte udviklingen og bidrage til Europas energisikkerhed, fortæller Pernille Jessen, investeringsdirektør i AP Pension.

Det forventes, at de otte solcelleparker i Polen samlet vil kunne levere en årlig produktion på cirka 275.000 MWh svarende til elforbruget i omkring 110.000 husstande.

Fakta om Eurowind Energy:

Eurowind Energy er en dansk virksomhed, der udvikler, bygger og driver vedvarende energiparker.
Virksomheden har aktiviteter inden for blandt andet vind, sol, hydrogen, biogas, power to heat og batteriløsninger.
Eurowind Energy har mere end 650 medarbejdere og aktiviteter i 16 markeder.
Virksomheden ejer og driver i dag 1,5 GW vind- og solparker.
Se mere her 

polen solcellepark
Kiekrz-solcelleparken i Polen, som Eurowind Energy forventer at sætte i drift i efteråret 2026. Anlægget har en kapacitet på 44 MW. (Foto: PR)

Læs også: Grøn klimatilpasning kan styrke naturen men reglerne spænder ben

Sø- og Handelsretten giver Ørsted medhold i sager vedrørende det tidligere Elsam

Sø- og Handelsretten har afsagt dom til fordel for Ørsted i seks sager, hvor sagsøgerne har krævet erstatning på op til 416 millioner kroner med tillæg af procesrenter (i dag ca. 712 mio. kr. i procesrenter) fra Ørsted som følge af en påstået overtrædelse af konkurrencelovgivningen begået af det tidligere Elsam (nu en del af Ørsted).

Ørsted er tilfreds med rettens afgørelse, som er i tråd med Ørsteds argumenter om, at sagsøgerne ikke havde ret til nogen erstatning. Dagens dom kan ankes af sagsøgerne.

Sagerne er udvalgt som repræsentative for mere end 1.000 sager, hvor sagsøgere har krævet erstatning med henvisning til, at Elsam skulle have misbrugt sin dominerende stilling ved at opkræve for høje priser på markedet for engrossalg af fysisk el i Vestdanmark i perioden den 1. juli 2003 til 31. december 2006.

Sagerne blev anlagt ved Sø- og Handelsretten i 2007. I første omgang var erstatningskravene baseret på konkurrencemyndighedernes afgørelser, hvor sagsøgerne hævdede, at de som følge af de danske konkurrencemyndigheders påstand om urimeligt høje priser havde mistet cirka 4,4 milliarder kroner med tillæg af procesrenter (i dag cirka 7,5 milliarder kroner i procesrenter).

I 2018 vandt Ørsted sagerne mod de danske konkurrencemyndigheder, men sagsøgerne videreførte deres sager og gjorde nu gældende, at de selvstændigt kunne påvise en overtrædelse af konkurrencelovgivningen. For de seks sager har sagsøgerne justeret deres oprindelige erstatningskrav, hvilket har medført et lavere samlet erstatningskrav, men de har ikke fremlagt de justerede erstatningskrav for de øvrige sagsøgere.

el elpriser elpære
Sø- og Handelsretten giver Ørsted medhold i sager vedrørende det tidligere Elsam … (Foto: Pexels)

Læs også: Andel deltager i Ørsteds kapitaludvidelse

Kvinde afgået ved døden efter påkørsel af bolig

Østjyllands Politi varsidste tirsdag aften til stede i Tilst, da politiet havde fået flere anmeldelser om en større forsamling af køretøjer på stedet, som kørte hasarderet på en parkeringsplads ved et indkøbscenter.

I den forbindelse ønskede politiet at bringe et konkret køretøj til standsning, hvorefter køretøjet blev kortvarigt eftersat. Omkring klokken 23.47 påkørte bilen et hus frontalt på Hindøvænget i Tilst.

Flere beboere befandt sig i huset, da episoden fandt sted – herunder en 64-årig kvinde, som afgik ved døden som følge af færdselsuheldet. Hun blev erklæret død på stedet, og de pårørende er underrettet. Østjyllands Politi ønsker for nuværende ikke at udtale sig yderligere om sagen.

politi politibil
Kvinde afgået ved døden efter påkørsel af bolig … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Vanvidskørsel på motorcykel

Dagens billede: Tak fra Iran

· Mere fra samme kategori ·