Læs også:

Close
jul hund

Klumme: Når julen nærmer sig

Mit liv  | 

Indrømmet – jeg elsker jul – og det gør jeg både i november og december – ja rent faktisk hele året. Læs min klumme om hvad julen betyder for mig og mine tanker, når julen nærmer sig

‘Rør blot ikke ved min gamle jul’

Sætningen er fra julesangen ‘Sikken voldsom trængsel og alarm’ skrevet af Peter Faber i 1848. Og både sang og tekst holder stadig. Og noget af det smukkeste der findes er julen med alle dens traditioner. Der findes intet andet tidspunkt på året, hvor vi alle holder så meget hævd i traditionerne – og de fleste elsker det.

Vi vil have dem – vi vil ikke fornys. Næ nej. Aldrig i livet. Er man vokset op med kun at få flæskesteg eller se Disneys Juleshow om eftermiddagen, så kan intet i verden ændre det. Det har vi simpelthen ikke lyst til. Her ligger det allersmukkeste i begrebet ‘repetitionen’ – det vi finder stor glæde med at gøre igen og igen UDEN at ændre noget men netop repetere tingene – og nyde at man ved, hvad der skal ske og kende ‘udfald’. Sådan er julen for mange – også mig.

jul hund
Alle – eller mange er det nok mere – elsker jul. Og det gør jeg også … (Foto: Unsplash)

Min barndoms jul

Et par af mine fineste minder fra min barndom er, at min mormor og morfar kom ud til os midt på dagen den 24. Og så havde de timegaver med til mig. I skal huske, vi er tilbage i 70’erne, så der var ikke meget at lave, når man var enebarn, og der kun var DR1 at se.

Så fra klokken 12 og til 18 fik jeg en gave i timen – vi kaldte det timegaver – sjovt nok. Det var på ingen måde store gaver – men de gjorde en verden til forskel for et barn, der glædede sig helt vildt til aftenen. Og jeg sad nærmest kun og kiggede på det store standerur, til viserne atter stod på 12 (igen og igen). De havde også lavet en slikkurv med juleslik og frugt i. Den flettede kurv har jeg faktisk stadig. Og jeg og mine forældre har ført traditionen videre til mine drenge. Jeg elsker jul – og jeg elsker traditioner. Og den dag som for et enebarn måske kunne have virket lang og kedelig – har jeg de bedste minder fra. Der er lydende fra køkkenet af min mor og mormor – duftene – stilheden og roen og bare den der ‘lad julefreden sænke sig-stemning’ over det hele. Her går alt lidt i stå – men den dejligste måde.

Et lille PS. Min far (som nu er død) lavede altid gammeldags sirupskage – sådan er det – og sådan skal det være. Det år hvor han ville forny sig og kom abrikos i en lys (wtf den skal være mørk) sirupskage, der var jeg øv og muggede lidt – havde jeg været Maude, var jeg nok gået i seng … Mere skal der ikke til. Ingen skal røre ved MIN JUL, Og nu hvor han ikke er her mere – så er opgaven selvfølgelig blevet min. For selvfølgelig skal vi om eftermiddagene have den sirupskage med smørcremen i. Sådan er det bare – og det ekstra gode ved den er, at den rent faktisk kun bliver og mere lækker som dagene går – så juledagene er også reddet  …

Læs også: Lav sirupskage med smørcreme

Den jul jeg (desværre) husker bedst

Da jeg var otte år – næsten 9 år – fik jeg pludselig om morgenen den 24. at vide, at vi ikke skulle holde hjemme men hos min farmor og farfar, der boede i en beskyttet bolig. DET syntes jeg var vildt mærkeligt – for vi havde jo gjort alt klart. Jeg var forvirret og irriteret og havde hele dagen sådan en underlig miks af følelser – for den dag og aften var mærkelig – og man kunne mærke, der var noget galt. Min farmor var syg, og lå i sengen – var grunden. De voksne talte lavt – og vi er som sagt stadig i 70’erne så fjernsyn var ikke tændt – intet at lave – havde ikke engang nået at få legetøj med.

Under julemiddagen blev jeg pludselig gennet ud i køkkenet, og døren lukket – der kom en ambulance – og jeg kan huske de blå blink, som jeg kunne ane – var jo ikke så høj endnu. Og der blev min farmor kørt væk. Vi kørte hjem – og da vi kom hjem ringede telefonen, og jeg kan stadig se for mig far stå med røret og ‘bryde sammen’, for min farmor var død.

Desværre – kan man sige – er det den jul jeg husker fleste nuancer og detaljer fra. Det var vildt for et barn i den alder – og sorgen lå over juledagene. For julen er hjerternes og kærlighedens fest – og her var der ikke meget fest eller glæde.

OCD quote citat jul
Min veninde sendte denne til mig – kan jeg andet end smile – ja det er mig …

Julen og egne traditioner

Julen er fyldt med traditioner – også hos mig – og dog – for reelt er det mere følelsen af hygge, jeg elsker. Skulle jeg rangordne ville jeg sige HYGGE – MAD – GAVER var vigtigst for mig.

Jeg har dejlig julepynt – meget kommer ikke frem hvert år – men kasserne åbnes – røres ved – tankerne flyver – fortiden sætter minder på lystavlen – og jeg rører ved dem og elsker det hele.

Hos os starter det i det små den 4. november, hvor min ene søn har fødselsdag – så tager vi kryds og bolle-spillet frem – det ligger i en skuffe, så det er nemt at komme til. Og så spiller vi et par spil – og så er julen lidt i gang.

Om man har mange eller få traditioner – så synes jeg det vigtigste er, at det er noget, man ikke stresser for meget over. Får man et år ikke bagt julesmåkagerne – så går det nok – og så smager dehjemmebagt sikkert også ekstra godt året efter.

Til jul og hele december skal man også have en JULEPYT-knap at trykke for, så vi ikke stresser for meget. Men er det ikke lidt som om, vi er lidt sødere ved hinanden – krammer lidt mere og tænker lidt over at være søde ved andre og mere medmenneskelige – jeg synes det – og det er nok en af de ting,  jeg elsker allermest ved jul. Det er den bedste tradition – gid vi var bedre til det året rundt …

jul appelt kryds og bolle (Foto: MY DAILY SPACE)
Vores første juleting, der tages frem den 4. november.  (Foto: MY DAILY SPACE)

Den jul jeg sad allermest stille

Og sidde stille – det er jo ikke det, man gør mest op til jul – men det gjorde jeg den 24. december 1997, for der var jeg højgravid – som i mega højgravid, for jeg var sat til den 27. december. Og Gud nåde om jeg skulle føde den 24. – no way – det ville jeg bare ikke have skulle ske. Det er bare ufedt at have fødselsdag en dag, hvor alle tænker på alt andet end ens fødselsdag – og man får jo så også kun gaver en dag om året – og det betyder noget, når man er barn.

Så ja, jeg sad meget stille – og så springer vi lige over, at jeg i ugerne op til havde halset rundt – været til eksamen – skulle afslutte på job før barsel og tusind andre ting. Men den 24. – fanden gale mig om jeg skulle bevæge mig – han måtte blive derinde – så aldrig har jeg siddet så stille og lade alt foregå omkring mig – så han ikke fik nogen gode ideer om, at ‘nu vil jeg ud’ …

Ud kom Krelle – dog den 27. – nøjagtig på dagen og lige den dag midt mellem jul og nytår. Og jeg elsker tallet 27 – der har fire generationer nemlig haft fødselsdag på – dog i forskellige måneder. Men den jul var på alle måder anderledes. Og jeg husker reelt ikke meget fra den aften, hvor jeg virkelig ikke deltog ret meget – måske jeg bare tog det hele ind – og prøvede at gøre mig klar til den store ting, der skulle ske i mit liv – at jeg skulle føde mit første barn …

jul julemand
Kan man andet end elske jul. Jeg kan i hvert fald ikke. Og Krelle var jo på mange måder den største julegave, jeg har fået … (Foto: Unsplash)

Glædelig jul – og lad julefreden sænke sig

Julen er hjerternes fest – og det er tiden, hvor der reflekteres og hygges. Det er også tiden, hvor det faktisk er dejligt befriende, at man bare kan hygge og lave, hvad man har lyst til – om det så er at binge en hel serie eller spise rester i sengen. Er vi lidt bedre til i julen at være medmenneskelige – tænke på andre og også på os selv – at give os tid til at hygge – og lige give folk en ekstra tanke – jeg tænker det.

Og det ekstra gode er også, at det er tidspunktet, hvor vi går mod lysere dage, hvor det vender den 22. december – og det er virkelig også at se frem til. Og tænk hvis vi ikke havde al den hygge og glæde og dejlige lys i de mørkeste måneder – det er faktisk en stor gave og hjælp og virkelig dejligt.

Med disse ord vil jeg ønske jer alle en glædelig jul – lad julefreden sænke sig … Giv dig selv et stor selvkærligt kram og aaaaalle dem du har i dit liv.

bambi jul
Jeg ønsker jer alle en god jul – og tak for I læste med …

 

Læs også:

 

Lav små buttede julemænd

blomsterberg buttede julemænd småkage (Foto: Sarah Sanctuary Williams)

 

 

· Mere fra samme kategori ·