
6 havetendenser som vi tror på i 2023
Foråret er den tid på året, hvor haveelskere har den dejligste tid – fra en gold og brun have (oftest) til en jord og have, der pludselig eksploderer. Vi har talt med Haveselskabet, der her kommer med deres seks havetendenser, som de tror på i 2023
At bruge haven hele året er blevet mere og mere normalt. Men med det danske klima, så er foråret den absolutte mest unikke årstid, hvor det kan føles, som alt vækkes til live igen. Fra jorden pibler rabarberknolden op. De brune grene på forsythiabusken bliver pludselig skriggule – løgblomsterne eksploderer i farveorgier – og endelig ved man, at foråret er her – og en dejlig haveperiode er på vej.
Haven blev under corona endnu mere efterspurgt og elsket, og vi søgte ud – og havde brug for hvad man kan kalde de mere jordnære elementer i vores liv … Haven har altid været et samlingspunkt, men pludselig gik det op for mange, hvad en have både er og kan bruges til. Det er også, hvad Haveselskabet har oplevet – og en tilvækst i medlemmer er kommet til. Vi har talt med dem, om hvad de sker som 2023 havetendenser, som du her får. Måske det er i år, du skal gå på ‘haveopdagelse’ …

1. ‘Spirende sammenhold’
Den første tendens kaldes ‘spirende sammenhold’. For vi deler og dyrker fællesskabet i og omkring haven og det at gå i haven. Vi finder åndsfæller – vi inspirerer og inspireres og havecentrene er mere end nogensinde blevet et efterspugt weekendudflugtssted.
Vi deler og dyrker nemlig fællesskabet omkring det at gå i haven. Vi deler viden, planter og afgrøder. Og vi spørger naboen til råds og deler redskaber. Pludselig er de ‘gamle have’ og det unikke ved dem blevet vigtig viden og inspiration, og vi vil gerne lære …

2. ‘Ude er inde og inde er ude’
‘Ude er inde og inde er ude’ – der skelnes ikke – vi ser det som et sted – et helle. Vi fletter inde- og udelivet sammen, så det smeltes sammen som ‘vores lille hjemlige base’. Og vi lader havemøbler stå ude hele året, så vi også kan sidde en vinterdag og få en kop varm kakao mens et lille bål knitrer lystigt i nærheden.
Vi indretter haven, så den også er smuk om vinteren. Finder stedsegrønne planter – træer med smukt løvfald og sørger for at, der også er noget at se på hele vinteren.

3. ‘Farven er grøn’
‘Farven er grøn’ – ligesom håbet er grønt – og farven grøn er fremme i alt – også i moden og boliguniverset. Men bestemt også her i havetendenser – for den grønne farve – der emmer af liv – er mere in end nogensinde.
Vi ser lysegrøn, mørkegrøn og støvet grøn. Ja nærmest alle varianter af grøn. Og vi ser det i de smukke bladplanter, hosta, bregner og græsser, der fylder mere og mere i haverne.
Den grønne farve giver et farvemættet og intenst indtryk i haven og emmer af ‘liv og vækst’, giver tekstur og masser af nuancer og farvespil.

4. ‘Robuste rødder’
Den fjerde tendens hedder ‘robuste rødder’ og tager udgangspunkt og afsæt i, at ikke alle vækster er lige glade for det danske vejr. Så i stedet for at kæmpe mod eller med vejret, og måske have svært ved at få nogle planter, træer og blomster til at overleve, så er der fokus på, at finde ting til haven, der har robuste rødder.
Vi finder derfor planter i haven, der kan klare det danske vejr og også kan klare tørke, så for eksempel tørketålende stauder er i høj kurs. Og der er masser af fokus på biodiversitet. Ting skal ikke bare være smukke – de skal også have den rigtige grund og DNA, der gør at vi forsøger at efterleve biodiversitetens ‘regler’. Vi er gået væk fra det polerede, til et mere ‘alt er tilladt’, så længe at vi er vilde med det – og vilde have har aldrig været mere in.

5. ‘Spis af haven’
Vi spiser af (og ja også i) haven – vi har nyttehaver – vi dyrker vores egne ting – og nyder at se, hvordan et lille frø, kan blive en stor lækker tomatplante. Vi har også fokus på vinterdyrkning – og selv lidt selvforsyning har også ret – glæden er lige stor.
Vi bruger af høsten – vi sylter og fermenterer på livet løs – og alt det spiselige – også blomster og andre planter, er noget vi elsker at inddrage i et smukt havedesign. Det er en bonus – som vi gerne vil have med.

6. ‘Lug ud i mental ukrudt
Haven – haveliv – udendørsliv er blevet lig med pause – zen – afslapning – mental sundhed og opladning. Vi ønsker ro og fred – vi lader os begejstre af naturen og dermed også havens små vidundere som aldrig før.
Vi forsøger at slukke for skærmen – dem alle sammen. Bare lidt – og vi vil gerne have naturen ind som en del af vores liv og hverdag. Det kan være et levende hegn som støjskærm for ‘livet på den anden side’. Haven og kontakten med jorden er med til at minde os om de små mirakler og livets gang. Og netop derfor værner og skatter vi den også højere end nogensinde før …

Kilde: Haveselskabet
Info om Haveselskabet:
Du kan dele og dyrke din haveglæde i Haveselskabet, der er en almennyttig non-profit forening med 30.000 medlemmer og over 800 frivillige. Haveselskabet magasinet Haven og arrangerer og inviterer til haveaktiviteter ud over hele landet.
Læs også: