Læs også:

Close
alene trist pige ked ensom (Foto: Unsplash)

#Ensomhed2020: Nannas historie – Nanna må gerne være her

Mit liv  | 

Ensomhed er for Nanna noget, som altid har fulgt hende gennem hele livet. Nanna har aldrig kunne sætte ord på sine følelser før nu … Som adoptivbarn har hun altid følt, at hun skulle bevise, ‘hun gerne må være her’

Det er for Nanna svært at sætte ord på, hvornår ensomheden startede. At tale højt om sine følelser og konfrontere sig selv har gjort, at hun over længere tid har ladet ensomheden vokse sig større. Nanna føler, hun altid skal bevise, at hun gerne må være her, for som adoptivbarn kan man føle sig fravalgt.

Nanna (Foto: MY DAILY SPACE)
Her har vi Nanna. Nanna har det som regel godt, men hun oplever desværre, ensomheden tager overhånd nogengange. (Foto: MY DAILY SPACE)

“Jeg er usikker, når de snakker om mig”

Som mennesker er vi usikre på os selv. Når mangel på selvtillid tager over, opstår den følelsesmæssige usikkerhed. Nanna har som 26-årig set frygten i øjnene, fordi selvtilliden for Nanna har manglet gennem hendes opvækst. Kærlighed og nærvær har hun aldrig manglet, hvilket er nogle af de ting, vi ofte forbinder med ensomhed. Nanna er adoptivbarn og blev adopteret fra Indien som fire-årig.

Lidt om Nanna på 26 år
– Adopteret som fire-årig fra Indien
– Opvokset i Vejle
– Uddanner sig til møbelsnedker
– Bor på kollegie

Et sødt, uskyldigt barn som dengang ikke vidste, at hun ville stå i den situation, som hun gør i dag. Usikkerheden hos Nanna kommer nemlig af, at hun altid har følt sig anderledes. Skolen var ikke god ved hende, da de små pigekliker langsomt opstod, og sladderen pludselig vendte sig mod Nanna.

– Mine forældre har aldrig lagt skjul på, at jeg er adopteret. Det var også tydeligt for mig at se, fordi jeg er brun i huden og har krøllet, mørkt hår. Det var åbenbart også noget børnene i skolen hurtigt lagde mærke til. For jeg var aldrig en del af de mange pigekliker med langt, lyst fehår, men var i stedet et offer for dagens omdrejningspunkt, når snakken gik, og de små børnefingre pegede fingre af mig.

pige barn trist alene ked (Foto: Unsplash)
Nannas usikkerhed kommer af, at hun altid har følt sig anderledes. (Foto: Unsplash)

Nanna skal bevise sit værd

Det var mærkeligt. For børnene i børnehaven havde aldrig mobbet Nanna. Måske fordi børns uvished om hudfarve gjorde, at man stadig kunne lege sammen. For hvad har hudfarve med tagfat og sjipning at gøre? Men folkeskolen har sat sig som et dybt ar i Nannas hukommelse, og ‘dem og os’ har jagtet hende lige siden.

– Jeg var dårlig til at sige fra. Det gjorde, at jeg ofte trak mig fra fællesskabet. Jeg er sikker på, at det har påvirket mig som barn. Det har hvert i fald haft betydning for min ensomhedsfølelse den dag i dag. Det har fået mig til at føle, at jeg ikke er god nok, at jeg hele tiden skal bevise, jeg gerne må være her. Som adoptivbarn kæmper jeg stadig med tanken om, at jeg i forvejen føler mig fravalgt.

ensom alene trist ked pige (Foto: Unsplash)
Mange unge oplever mobning som årsag til deres ensomhedsfølelse. (Foto: Unsplash)

Tankemylder og djævlen på skulderen

Nanna kan ikke styre sit eget humør. For tit kommer de onde tankemylder, og djævlen på højre skulder, som ofte viser hende den forkerte retning. Ensomheden for Nanna handler ikke om det at være alene, men mere om de følelser som tager overhånd, når tankerne går. Ensomheden er lig med selvhad og selvskyld. En konstant angst for at præstere som gør, at hun føler sig fanget i sine egne negative tanker om sig selv. Hvorfor er hun ikke god nok til at være her?

– Min ensomhed bliver påvirket af alle mulige andre følelser som ‘hvorfor kan jeg ikke finde ud af det, når alle de andre kan’. Når jeg ikke har kontrol over de onde tankemylder, så kan jeg mærke at ensomheden langsomt sniger sig ind. Det er en ond cirkel, der ofte starter i mit eget hovedet men bliver påvirket af udefra. Jeg føler mig til tider utilstrækkelig som menneske, føler mig dum og anderledes. Og jo flere gange jeg siger det til mig selv, jo mere tror jeg på det. Fanget i min egen dårlige opfattelse af mig selv, er den værste form for ensomhed.

græde tårer trist pige kvinde ensom (Foto: Unsplash)
Ensomheden er lig med selvhad og selvskyld for Nanna, hvorfor hun har svært ved at tænke positive tanker om sig selv. (Foto: Unsplash)

Sådan tackler Nanna sin ensomhed

Det er ikke altid folk kan se på Nanna, når hun er ensom. Ensomhed er nogle gange et tilvalg, hvor Nanna bevidst trækker sig for at være i sit eget selskab. Når ensomhedsfølelsen opstår i situationer, hvor hun ikke har brug for, at den er der, har hun fundet sin egen vej ud af ensomheden. Nanna har for nyligt søgt hjælp hos sin studievejleder, hvor de sammen har formuleret tre gode metoder til at styre de onde tankemylder.

1. De fire tandhjul – begivenhed, tanker, følelser og handling

Nanna forestiller sig at hendes liv ikke kan køre uden de fire tandhjul. Det ene tandhjul er nemlig afhængig af det andet og er derfor påvirket af hinanden indbyrdes. Når der opstår en begivenhed i Nannas hverdag, så afleder det en tanke, som enten kan være positiv- eller negativladet, hvilket sætter gang i en følelse. Og følelsen reagerer hun på via en handling alt afhængig af, om den er positiv eller negativ.

Tanken bag tandhjulet er, at hvis hun i løbet af processen er negativ hele vejen igennem, så er hun selv med til at igangsætte sin egen onde cirkel af negativitet. Ved at konstant vende tandhjulene til det positive, har hun derfor mulighed for at arbejde med sig selv og sit eget syn på dé ting, som kan medfører ensomheden i hverdagen.

Nanna (Foto: MY DAILY SPACE)
Nanna har i samarbejde med sin studievejleder formuleret tre metoder, som hjælper hende igennem ensomheden, når den opstår. (Foto: MY DAILY SPACE)

2. Den sorte box – stimuli, uvished og ‘outcome’

Den sorte box symboliserer den uvished og naivitet, som er ukontrollerbar i Nannas tankemylder. Hendes hverdag er nemlig udsat for en masse udefrakommende stimuli som den sorte boks, altså Nannas tanker, kæmper med at bearbejde. Ved at Nanna minder sig selv om, at hun kan omsætte de udefrakommende påvirkninger til det positive outcome, kan hun vejlede sig selv med påmindelser om, at hun stadig har kontrol over udfaldet af sine tanker om sig selv. Lige meget hvad hun oplever, må hun gerne må være her, selvom hun føler sig anderledes.

Nanna (Foto: Unsplash)
Ved at Nanna hver dag ser på denne tegning, påminder hun sig selv om, at hun gerne må være her, selvom hun er anderledes.  (Foto: Unsplash)

3. Den gode engel og onde djævel

Djævlen eller englen – hvem skal man lytte til? Nanna mener nemlig, at man hverken skal lytte til den ene eller den anden, men tværtimod sig selv. For man får ondt i skuldrene, hvis man konstant skal bære rundt på to andre, som ovenikøbet skal bestemme ens valg og tanker. Hvis Nanna lytter til den ene, så vil den anden konstant give hende dårlig samvittighed. Mange vil tro, at englen altid vil rådgive om det bedste, men for Nanna betyder englen, at hun er for naiv, godtroende og høflig i nogle sammenhænge, hvor hun i stedet skal lære at sige fra. Nanna har nemlig manglet at sige fra og lytte mere til sig selv end andre tidligere.

Nannas ensomhed har uden tvivl været forårsaget af et ufrivilligt fravalg, men som med tiden har udviklet sig til, hun bevidst siger fra i sociale sammenhænge. Om det er hendes måde at tackle ensomheden på, kan kun hun vide …

Nanna (Foto: MY DAILY SPACE)
Nanna har lært at lytte til sig selv først, og ikke at give de negative tanker taletid.  (Foto: MY DAILY SPACE)

 

Læs også: #Ensomhed2020: Savner Sally

Lizl Rand og Sally (Foto: Privat)

 

· Mere fra samme kategori ·