
NEWS: I dag starter sagen mod Peter Madsen
I dag starter retssagen mod Peter Madsen · Flere personer stukket ned med kniv i Wien · Lockout rammer folkeskoler 100 procent · Tidligere russisk spion og datter blev forgiftet · Dagens billede: Kvindernes internationale kampdag
Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
I dag starter retssagen mod Peter Madsen
Retssagen mod Peter Madsen begynder i dag kl. 09.30 i Københavns Byret i det indre København.
Peter Madsen er tiltalt for drab på den svenske journalist Kim Wall, anden kønslig omgang end samleje og usømmelig omgang med lig samt for forskellige brud på søfartslovgivningen. Han har tidligere tilstået usømmelig omgang med lig, men nægter drab og seksuelle overgreb.
Anklagerens krydsforhør starter i dag, efter at sagen er blevet forelagt. Peter Madsen har ikke pligt til at svare på spørgsmål. Desuden har han heller ikke pligt til at tale sandt.
Mere end 119 journalister fra 15 forskellige lande vil følge sagen. Det skriver TV 2.

Flere personer stukket ned med kniv i Wien
Medier i Østrig rapporterer, at flere mennesker er blevet såret ved et knivangreb på åben gade i Wien. Nyhedssiden heute.at skriver, at en mand stak tilfældigt forbipasserende ned ved byens berømte park Prater.
Ifølge de østrigske medier er ofrene en familie på tre bestående af et forældrepar og deres voksne datter, der er blevet angrebet med en foldekniv ude foran en restaurant.
Politiet søger stadig efter gerningsmanden.
Aktuelle Infos zum Einsatz im Bereich #Praterstraße: Um 19:45 Uhr wurden drei Personen durch einen Täter mit Messer verletzt. Kurze Zeit später kam es zu einer weiteren Körperverletzung mit Messer am Praterstern. Der Zusammenhang ist Gegenstand der laufenden Ermittlungen.
— POLIZEI WIEN (@LPDWien) March 7, 2018
Politiet i Wien skriver på Twitter, at tre personer blev såret af knivstik i området ved Praterstrasse klokken 19.45, og kort tid senere blev endnu en person såret af knivstik ved Praterstern. Om der er sammenhæng mellem de to angreb vides endnu ikke, men det bliver nu efterforsket. Det skriver Ritzau og TV 2.
Lockout rammer folkeskoler 100 procent
Hvis det ender med en lockout, som KL har varslet, kommer det især til at gå ud over folkeskoler og daginstitutioner.
Det siger KL’s chefforhandler, Michael Ziegler.
– Det vi har besluttet er, hvilke områder vi undtager, og så er det alt andet, der bliver påvirket. Folkeskoler vil blive ramt 100 procent, og daginstitutioner vil blive ramt 100 procent, siger han.
Onsdag er KL’s bestyrelse blevet enige om at svare igen på ansattes varsel om strejke og varsle en lockout, hvis der ikke nås et forlig om de offentligt ansattes overenskomster.
Lockouten vil træde i kraft den 10. april, hvor de kommunalt ansatte i så fald vil blive sendt hjem uden løn. Det skriver Ritzau.

Tidligere russisk spion og datter blev forgiftet
Efter den tidligere russiske spion Skripal og hans datter kollapsede i søndags, meddeler det britiske politi nu, at Skripal og hans datter blev forgiftet med nervegift. De er begge indlagt, og deres tilstand er fortsat kritisk. Ifølge politiet er en af de første politibetjente på gerningsstedet også indlagt og i kritisk tilstand. Det skriver TV 2.
– Det her bliver behandlet som en alvorlig hændelse med drabsforsøg ved indgivelse af nervegift, siger vicekommissær ved London Metropolitan Police Mark Rowley ved et pressemøde onsdag aften.
Politiet meddeler desuden, at de ved præcis hvilken gift, der er tale om. Det oplyser CNN på tv. Det kan være en vigtig del af efterforskningen af, hvem gerningsmanden er.
