
NEWS: Har du en arbejdsveninde? Så er dit liv lykkeligere!
Forskning beviser vigtigheden i at have en veninde på jobbet · Hashrygning øger risikoen for at dø af forhøjet blodtryk · 20 ton forurenede æg solgt i Danmark · 60 stjerner skyder over himlen hvert minut på lørdag
Vi har samlet dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Din arbejdsveninde forbedrer dit liv markant

Har du en tæt veninde på jobbet? Så er du sikker på et forbedret liv! En god kollega, som forstår dig, har nemlig stor betydning for din lykke. Det viser forskning fra psykolog og hjerneforsker Matthew Lieberman ifølge MamaMia.
Tidligt i menneskets evolution lærte vi, at den nemmeste måde at overleve på, var at kunne aflæse behov, intentioner og tanker hos andre. Vi har så meget brug for den forbindelse og nærkontakt med andre mennesker, at den aktiverer tilknytningsmolekylet oxytocin i hjernen.
Når du føler tilknytning til et andet menneske, får du det derfor godt – og har du en veninde, som du ser stort set hver dag (din job-BFF!), så bliver du ifølge eksperterne lige så lykkelig, som hvis du tjente en halv million ekstra om året.
Læs mere om at aktivere hjernens glædeshormoner i artiklen her.
Hashrygning øger risikoen for at dø af forhøjet blodtryk

En undersøgelse fastslår, at hashrygere har tre gange større risiko for at dø af forhøjet blodtryk end dem, der aldrig har rørt stoffet. Risikoen vokser for hvert år, du ryger hashen.
Det skriver HuffingtonPost.
– Det er vigtigt at fastslå, om eventuelle sundhedsmæssige fordele overstiger de potentielle sundhedsmæssige, sociale og økonomiske risici. Hvis hashbrug er impliceret i hjerte-kar-sygdomme og dødsfald, er det op til sundhedssamfundet og beslutningstagere at beskytte offentligheden, siger Barbara Yankey, som har ledt forskningen på School of Public Health på Georgia State University.
20 ton forurenede æg solgt i Danmark

20 ton æg, der er forurenede, er blevet solgt i kantiner og hos catering i Danmark. Æggene er blevet forurenet med et insektmiddel, før de er blevet importeret hertil. Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Æggene er ulovlige, men de er ikke farlige at spise, understreger styrelsen.
Sagen om æggene, der er forurenet med insektmidlet fipronil, har stået på i flere måneder. Æggene stammer fra Belgien og Nederlandene og er blevet eksporteret ud til hele det europæiske marked.
60 stjerner skyder over himlen hvert minut på lørdag

Meteorsværmen Perseiderne kan i weekenden ses på nattehimlen. Det betyder, at du har mulighed for at opleve op til 60 og måske hele 80 stjerneskud i minuttet, hvis du stiller dig ud i mørket. Det bliver dog allervildest natten mellem lørdag og søndag.
Et tip er ifølge videnskab.dk at undgå at kigge direkte mod Månen, da dens lys kan gøre det sværere at se meteorerne. Opholder du dig et rigtig mørkt sted (uden for byen), vil du kunne se op til 80 stjerneskud i minuttet.
Dagens billede:
Wozniacki slog veninden – og er videre til kvartfinale
