Læs også:

Close

Stefanie tester: Datingapps i USA vs. Danmark

Mit liv  | 

I Danmark tikker det ind med åndede scorereplikker, “unikke tilbud” om at kæle en fyrs pølse og dovne mænd, som har glemt den ellers værdsatte gentlemanrolle. Men er det anderledes at date på app i USA fremfor Danmark?

Mit navn er Stefanie, jeg er 26 år, og jeg er taget til USA for at prøve den amerikanske oplevelse: Dating i USA vs. Danmark!

Telefonen vibrerer, og på skærmen lyser den lille røde flamme op. ”Suk”, tænker jeg allerede inden, jeg har set beskeden. Hvem inviterer nu på sushi, hvidvin og et blæs i hornfisken? Det er mit datingliv anno 2016.

Men nu skal det være slut! Jeg er rejst over Atlanten, og jeg håber, at datingudvalget er noget anderledes i solbelagte Californien. Jeg har downloaded app’en OKcupid for at se, om de amerikanske fyre har mere eller andet at byde på end de danske mænd, og der går da ikke længe, før beskederne tikker ind.

Her har jeg kortlagt de typer, du finder på det californiske datingmarked:

Ham med den kiksede scorereplik

Jeg kan give dig begge ting, og så kan du se, hvad der er bedst. (Foto: Privat)

Det er åbenbart ikke kun i Danmark, at vi praktiserer de lamme åbningsreplikker, som på en eller anden måde skulle skabe interesse for at skrive videre. Jeg ved ikke, hvor mænd har fået den ide fra, eller om det bare er mig, som stejler, men den virker i hvert fald ikke på mig. Hverken i Danmark eller i USA.

Sådan afviser du ham: Vær sød, men kontant. Fortæl ham, at han kan smide den spand vand i hovedet på sig selv og så for eksempel starte med at sige: “Hej Stefanie. Du skriver, at du kan lide musik. Hvad lytter du til?”. Det er ret simpelt.

 

Ham med liste(pik)replikkerne

Troede, han var den amerikanske prins – men nej! (Foto: Privat)

Vi skrev sammen i flere dage, og kemien virkede god. Men pludseligt begyndte den velkendte listetaktik. ”Hvad har du på?”, ”Hvad sover du i om natten?” og ”Er du kun til mænd?”. Øv, tænkte jeg. Hvad der kunne have været en amerikansk drømmefyr blev pludselig til Mr. No Go. Videre!

Sådan genkender du ham: Når ordet “sex” kommer før “kys”, så har du en vinder!

 

Ham den omklamrende

Vil du lege en leg, så er ham her klar! (Foto: Privat)

Det er en helt særlig type, men de kommer i mange former – og åbenbart også nationaliteter! Ham som ikke spilder sin tid og ret hurtigt får den fysiske kontakt indover samtalen. Han minder lidt om listereplik-typen, men ham her er mere direkte og pussenusset. Ikke at det virker af den grund. Nope, videre til næste.

Sådan smigrer han dig: Han tror, at det er nok, hvis han kommenterer på din flotte krop og tiltrækkende attributter. Hvis du leder efter en hygge-ven, så er han klart et bud!

 

Ham med nøgenbillederne

Hvor er din hånd henne, kammerat? (Foto: Privat)

Denne type breder sig også ud over landegrænserne, og Mr. Nude skuffede mig heller ikke i USA. Det er nærmest som om, at der er en model for den her slags fyre. Beskederne skal helst komme om natten. Derudover viser han ikke hele sit ansigt, men i stedet viser han stolt sin overkrop frem og den klassiske hånd, som fører ned til kronjuvelerne. Igen, det kan være, at der er nogle kvinder, som det her virker for. Men jeg er bestemt ikke en af dem.

Sådan undgår du ham: Well, drop mænd, der har nøgne overkroppe på billederne. (Stefanie, husk det!!!)

 

Ham den desperate

Kædebeskeder har aldrig virket – og vil aldrig virke! (Foto: Privat)

Så var der også en del af disse fyre. Kædebeskedfyren, som håber på, at der er en derude, som en dag vil reagere på hans meget åbenbare kærlighedserklæring. Måske findes de kvinder – I don’t know. Jeg kender i hvert fald ikke nogen.

Sådan giver du ham en lærestreg: Sig det. Sig, at det ikke virker. Forhåbentligt er der én eller to af dem, som tager det til sig. Ingen kvinder gider at være endnu en i rækken.

 

Ham, der blev min ven

Det ikke kun kærlighed, man kan finde på dating-apps! (Foto: Privat)

Ikke alle mændene viste sig at være en datingkliché. Denne fyr talte jeg med fra én af de første dage i Californien, og vi endte med at møde hinanden en aften i byen. Vi grinte, vi drak, og samtalen flød frit. Vi blev dog hurtigt enige om, at det var en mere venskabelig kemi, vi havde, og vi sås flere gange, hvor vi endda hjalp hinanden med at score. Han er en supersej fyr, og jeg håber, jeg en dag ser ham igen.

Sådan ved du, at det er en ven: Du får ikke sommerfuglene i maven, og tanken om at kysse ham falder dig ikke rigtigt ind. Men I griner sammen, giver hinanden highfives, og sidst på aftenen har I hjulpet hinanden med at score til anden side.

Så min drøm om at finde en amerikansk app-flirt virkede altså ikke. Det er tydeligvis de samme typer mænd, man finder. Men måske virker det i romantiske Paris? Jeg må spare sammen til en ny tur …

 

· Mere fra samme kategori ·