Læs også:

Close
Studerende skelner ikke mellem sande og falske nyheder

EVENING NEWS: Studerende kan ikke kende forskel på sande og falske nyheder

Nyheder  | 

Studerende skelner ikke mellem sande og falske nyheder · Alternativet foreslår anonyme jobansøgninger · Beskæftigelsesministeren blander sig i småkage-sag · Socialt medie lukker skoler · Partifæller bekymrede over Trump · Pige fundet ved motorvej

Studerende skelner ikke mellem sande og falske nyheder

Et nyt studie foretaget blandt 7.804 amerikanske studerende fra middle school til college viser blandt andet, at over 80 procent af high school-studerende ikke er kritiske over for de ting, som de læser på nettet. Det skriver Science Alert.

– Mange tror, at bare fordi unge er vante på de sociale medier, er de lige så indsigtsfulde i forhold til det, de finder der, siger professor Sam Wineburg fra Stanford University, som står bag studiet.

De studerende har også problemer med at kende forskel på reklamer og faktiske nyheder. De har også svært ved at afgøre afsenderens troværdighed.

30 procent af de studerende mente, at en falsk Fox News-profil var mere troværdig, fordi de brugte bedre billeder.

Studerende skelner ikke mellem sande og falske nyheder
Studie viser, at amerikanske unge ikke er kritiske over for det, de læser på nettet. (Foto: All Over)

Alternativet foreslår anonyme jobansøgninger

Partiet vil komme diskrimination af ansøgere til livs og vil derfor eksperimentere med anonyme jobansøgninger i udvalgte statslige institutioner. Det skriver Ritzau.

– Det er dybt bekymrende, at det ofte er en ansøgers navn og ikke ansøgerens kvalifikationer, der afgør, om ansøgeren kommer til samtale, siger ligestillingsordfører Carolina Magdalene Maier (AL).

Forsøget skal efterfølgende analyseres og, hvis det står til Alternativet, ende ud i en anti-diskriminerende ansættelseslovgivning.

Lignende ansøgningsprocedurer har haft stor succes i Tyskland og Holland.

Alternativet foreslår anonyme jobansøgninger
Det skal ikke længere være afgørende, om du hedder Mads eller Muhammed. (Foto: Polfoto)

Minister sætter kommune på plads efter småkagesag

Anita fik sat arbejdstiden op, efter hun i en weekend lagde et billede op af småkager og chokolade på Facebook. Nu langer beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen ud efter Aalborg Kommune. Det skriver TV 2.

Det hele begyndte, da Anita Bang Degn lagde et billede på Facebook af hjemmelavede chokolader og småkager. Anita lider af rygsmerter og er derfor i et ressourceforløb, hvor hun er i praktik 12 timer om ugen som køkkenmedhjælper.

På baggrund af dette har Aalborg Kommune vurderet, at arbejdstiden kan sættes op til 16 timer, hvilket har fået beskæftigelsesministeren til at blande sig.

– Jeg synes, man skal klappe hesten og ikke lade Facebook vurdere, om en borger er i stand til at klare sig. Det er en individuel vurdering fra sag til sag, men at bage julekager skal ikke være det, der betyder, at man bliver ramt af for eksempel en karantæne. Det er vigtigt, at folk kan have et socialt liv. Og det med at bage lidt kager op til jul skal vi ikke forhindre, siger ministeren.

Minister sætter kommune på plads efter småkage-sag
Aalborg Kommune er kommet i alvorlig modvind efter at have snaget i en borgers sociale medier, og nu blander beskæftigelsesministeren sig. (Foto: Polfoto)

Socialt medie lukker skoler

Det sociale medie Jodel har før lukket skoler hos vores nordiske naboer, og i dag blev der udsendt en trussel mod Syddansk Universitet. Det skriver MetroXpress.

Natten til mandag blev der skrevet “Bliv hjemme fra SDU i dag” efterfulgt af en pistol-emoji, hvilket fik politiet til at sætte forstærkning ind på universitetet.

Selv om det oftest er drengestreger, fik en trussel mod en norsk skole i Tønsberg Jodel til at skrive dette:

– I er anonyme mod andre brugere, men ikke hvis I poster ulovlige trusler. Vi på Jodel tager dette alvorligt og samarbejder derfor med norsk politi. Personlige krænkelser og mobning er heller ikke tilladt på Jodel, advarede mediet for ganske nylig.

Socialt medie lukker skoler
En trussel er blevet udsendt på Jodel, hvilket tidligere har lukket skoler i Norge og Sverige. (Foto: Apple)

Partifæller bekymrede over Trump

Donald Trump skaber bekymring i det republikanske parti, da han gang på gang afviser briefinger fra de 16 amerikanske efterretningstjenester. Det skriver Berlingske.

– I ved, jeg er en smart person, der ikke behøver at få det samme fortalt med forskellige ord hver eneste dag i otte år. Man kan bare ringe til mig, hvis der er noget vigtigt. Jeg kan være der på et minut, sagde Donald Trump, da han blev konfronteret med kritikken.

Det er især hans afvisning af CIA-rapporten om, at Rusland skulle have hacket sig ind i forbindelse med præsidentvalget og have forhindret Hillary Clinton i at tage sejren, som vækker bekymring.

Partifæller bekymrede over Trump
Selv Donald Trumps eget parti er begyndt at bekymre sig over hans adfærd. (Foto: Polfoto)

Pige med bamse fundet ved motorvej

En pige på omkring 12-14 år blev i dag fundet ved motorvejen ved Ulstrup Øst, Vojens, med en bamse i hånden. Hun ville dog ikke snakke med politiet. Det skriver BT.

Hun var umiddelbart uden skader.

Det viste sig, at hun var gået fra en institution, og hun er nu tilbage i god behold. Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser dog ikke, hvilken form for institution, hun stak af fra.

Pige med bamse fundet ved motorvej
En 12-14 årig pige blev fundet ved motorvejen ved Vojens. (Foto: All Over)

· Mere fra samme kategori ·