Læs også:

Close

MORNING NEWS: Kommunen hjælper unge med at stå op, købe ind og gøre rent

Nyheder  | 

Unge får hjælp af kommunen til at gøre basale ting, dansk medie er gået konkurs, giraffen er udrydningstruet, og eksperter udtaler sig om mands slåskamp med en kænguru efter video af episoden går verden rundt

Nyhedsredaktøren har fundet morgenens vigtigste overskrifter til dig, så du er opdateret på, hvad der sker i Danmark og verden.

Unge får hjælp af kommunen til at stå op, købe ind og gøre rent

Kommunen hjælper flere unge med at stå op, overholde aftaler og købe ind. Det skriver Berlingske.

I 2015 fik 41.651 danskere hjælp af kommunen til at komme op om morgenen, købe ind, gøre rent, tage bussen på arbejde og i det hele taget agere i deres eget liv, skriver Berlingske.

Ifølge en analyse foretaget af Kommunernes Landsforening, er antallet af borgere, der får såkaldt socialpædagogisk støtte, steget med 72 procent de seneste seks år. Den store stigning skyldes især, at flere unge under 30 år har brug for hjælp. I dag udgør de 27 procent af dem, der får støtte, mod 22 procent i 2009.

– Vi ser, at en stigende befolkningsgruppe ønsker hjælp – det er blandt andet personer med adhd og autisme, som vi ellers ikke har set før, siger socialchef i Aarhus Kommune, Lotte Henriksen

Ifølge Lotte Henriksen kommer en del af de unge også gennem et gratis psykologtilbud, som blev oprettet for halvandet år siden.

– De har måske ikke adhd, men angstproblematikker eller svært ved at honorere de krav om hurtighed og egne valg, som samfundet opstiller, siger hun.

Professor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet Kjeld Høgsbro mener, at det er øgede krav til uddannelse og arbejdsparathed, der udfordrer en større gruppe af mindre psykisk robuste og kognitivt udfordrede mennesker end tidligere.

Kommunerne hjælper unge med at komme op om morgenen. (Foto: All Over)
Kommunerne hjælper unge med at komme op om morgenen. (Foto: All Over)

Populært dansk nyhedsmedie begæret konkurs

Netmediet Dagens.dk har ikke udbetalt den seneste månedsløn til sine medarbejdere og er nu begæret konkurs.

Dagens.dk har ellers siden sin start i 2012 været kendt som et af de bedst kendte danske nyhedssites online, hvor mediet har markedsført sig på særligt kriminalstof og kulørte historier.

Men nu er det hele måske snart forbi. Mediet har ikke udbetalt løn til sine ansatte 1. december og er nu begæret konkurs.

Det skriver TV2 og Mediawatch, som har fået oplysningen fra Dansk Journalistforbund.

– Jeg kan bekræfte, at der ligger en konkursbegæring mod Dagens.dk, siger Henrik Bruun, forhandlingkonsulent i Dansk Journalistforbund til Mediawatch.

Dagens.dk er gået konkurs. (Foto: Screendump)
Dagens.dk er gået konkurs. (Foto: Screendump)

Giraffen er på liste over udrydningstruede dyr

Bestanden af giraffer er faldet med 40 procent på 30 år. I dag er der færre en 98.000 i Afrika. Det skriver Ritzau.

I dag findes der kun 98.000 giraffer i Afrika, og det bekymrer Den Internationale Union for Naturbeskyttelse. Derfor har organisationen konkluderet, at verdens højeste landpattedyr, giraffen, er truet af udryddelse. Arten står nu på IUCN’s røde liste over “sårbare arter”.

Giraffen er truet af ulovlig jagt, uroligheder blandt befolkningsgrupper, miner og jordbrug, der spreder sig.

Giraffen er på liste over udrydningstruede dyr. (Foto: All Over)
Giraffen er på liste over udrydningstruede dyr. (Foto: All Over)

Eksperter: Derfor stillede kænguru op til boksekamp – og manden var heldig

Videoen med en australsk mand, der giver en kænguru en på skrinet, efter dyret har holdt mandens hund fanget, er gået jorden rundt. Foreløbig har mere end 20 millioner set klippet, og dyreelskere kritiserer manden, Grieg Tonkins for at slå dyret, og finder det især kritisk, at manden arbejder i en zoologisk have.

Men nu siger eksperter, at manden var heldig, at han slap udskadt fra boksekampen med det vilde dyr. Det skriver TV2.

I videoen er Tonkins på jagt og undervejs mister han kontakten til en af sine hunde, der løb omkring jagtselskabets bil. Tonkins opdager, at et en stor kænguru har hunden fanget i, hvad der ligner et kvælertag. Tonkins springer ud af bilen og tager kampen op med kænguruen, imens hans venner filmer hele episoden.

Tonkins giver kænguruen et slag på næsen og så flygter det vilde dyr. En australsk kænguruekspert er forbavset over kænguruens opførsel.

– Normalt vil en kænguru opfatte en hund som et rovdyr og flygte. Men i dette tilfælde har hunden måske overrasket kænguruen og er kommet for tæt på. Og så har kænguruen valgt at kæmpe, og har altså fået hunden i et armgreb. Det ser ikke ud til, at kænguruen har bidt hunden. Jeg tror den har været temmelig forvirret. Måske har den bare fået hold om hunden, og så har den ikke vidst, hvad den så skulle gøre. For normalt ville den sparke med benene, hvis den kom i kamp, siger doktor Mark Eldridge fra Australian Museum ifølge avisen Sydney Telegraph.

Han siger, at dyrepasseren Greig Tonkins var heldig med at slippe uskadt fra boksekampen, for kænguruen er stærk og kunne have sparket ham voldsomt.

https://www.youtube.com/watch?v=z6t0KC2Bf3w

 

· Mere fra samme kategori ·