
Drømmejob? Flyselskab vil betale dig for at rejse og snappe
Er du ferm til Snapchat, og kunne du godt tænke dig at rejse verden rundt og få løn for det? Så har vi måske fundet drømmejobbet til dig: SnapTraveler
Nu kan du få opfyldt din drøm om at rejse rundt i verden uden alle de irriterende pauser undervejs, hvor du bliver nødt til at arbejde for at tjene penge til flybilletterne. Et flyselskab har nemlig opslået en stilling til en person, der vil blive betalt for at rejse og opdatere Snapchat imens.
Det skriver Aol, der har kigget nærmere på jobopslaget.
Oh yes, det lyder som noget nær drømmejobbet i vores ører. Tænk at få løn for både at rejse gratis rundt OG snappe samtidig (som de fleste af os jo alligevel gør, når vi er på ferie – og når vi ikke er …).
Verdens billigste rejse til San Francisco
Det er det islandske flyselskab WOW Air, der leder efter i alt fire personer til det alternative sommerferiejob, der løber fra juni til august. Din titel? SnapTraveler.
Som SnapTraveler kommer du til at rejse til fire af flyselskabets 28 destinationer. Udover København, som måske ikke lige er din drømmedestination, kan du være så heldig at blive sendt til blandt andet Barcelona, Washington, Milano, Gran Canaria eller San Francisco.

Alt sammen helt gratis. Flyselskabet dækker nemlig transport, hoteller og aktiviteter, og som SnapTraveler vil du også få lommepenge til at lave noget, der vil gøre sig særligt godt i din snapstory. Det er dog WOW Air, der udvælger, hvilke aktiviteter du ender med at snappe.
Ansøgningen til jobbet skal selvfølgelig være en fed story, og fristen er på søndag den 8. maj, så du kan godt gå i tænkeboks med det samme! Hvis du får jobbet, får du besked allerede 17. maj – perfekt tidspunkt i forhold til at planlægge sommerferien.