
Er du ensom? Så er der hjælp på vej
Mange unge kvinder føler sig ofte ensomme. Det vil et nyt initiativ nu lave om på. Metoden er ret enkel – inviter en fremmed på middag
Går du tit forbi din nabo og siger “hej”, men ikke mere end det? Spekulerer du nogensinde over, hvordan din kollega, der altid sidder alene i kantinen, egentlig har det? Føler du dig ofte som Palle alene i verden, og ville du ønske, at nogen kom og snakkede med dig? Så er du ikke alene.
Omkring 210.000 danskere føler sig alene og ensomme i hverdagen. Det er et stort problem, og derfor er mere end 60 forskellige organisationer, foreninger, skoler, kommuner og virksomheder gået sammen for at få danskerne til at komme hinanden mere ved. Initiativet hedder Folkebevægelsen mod Ensomhed og står bag en ny kampagne, der skal få danskerne til at åbne sig mere for hinanden og sørge for, at færre føler sig ensomme.
Konceptet hedder Danmark spiser sammen og går i sin enkelthed ud på, at du møder nye mennesker over noget god mad.
– Måltider er en oplagt og uforpligtende måde at møde nye mennesker på og derigennem etablere stærke fællesskaber. Det har vi af flere omgange erfaret i Det Sociale Netværk. Derfor har vi valgt at støtte op om Danmark Spiser Sammen og ambitionen om, at vi skal blive endnu bedre til at komme hinanden ved og dele gode stunder, siger Iben Nordentoft sekretariatschef i Headspace.
Unge kvinder føler sig ensomme
Det Sociale Netværk har etableret Headspace, hvor unge kan komme ind fra gaden og tale om deres problemer. Her oplever de en stor andel af unge, der føler sig triste, alene eller ensomme.
Og de er ikke alene. I følge Iben Nordentoft føler godt og vel fem procent af befolkningen sig ofte eller altid ensomme, men især unge kvinder i alderen 16-29 slås med følelsen af ensomhed. Næsten otte procent af denne gruppe føler sig ofte eller altid ensomme.
– Ensomme unge har det særligt vanskeligt, fordi det er i ungdomsårene, at de definerer sig selv. Det er en periode præget af stor usikkerhed, hvor netop de sociale relationer er med til at forme og danne identiteten. Derfor er ensomhed ikke kun tab af kontakt, men også en følelse af at mislykkes med noget grundlæggende som ung – nemlig at være en del af fællesskabet og være noget sammen med de andre. Vi ved, at der er meget på spil i ungdomsårene, og det kan have store konsekvenser socialt, familiært, uddannelsesmæssigt, jobmæssigt, forklarer Iben Nordentoft.
Hvis ensomheden virkelig bider sig fast, kan det blandt andet føre til en større risiko for depression, søvnforstyrrelser, forhøjet blodtryk og hjertekarsygdomme. Ofte kan det også føre til mindre aktivitet og en usund livsstil. Derfor er det vigtigt at gøre en indsats, og selv den mindste gestus kan være en stor hjælp.
– Vi tror på, at det er de små skridt, der tilsammen kan være med til at gøre en forskel og skabe håbet og troen på, at der er noget at hente i samværet med andre. Vi tror også på, at vi ved at række ud til hinanden og bringe folk sammen omkring måltidet og arrangerer fællesspisninger, kan bringe nye mennesker sammen, og at vi kan skabe nye relationer og gode oplevelser, slutter Iben Nordentoft.
Sådan kan du være med
Den nationale fællesspisning løber af stablen mandag den 25. april og varer hele uge 17. Initiativet starter med fem store fællesspisninger i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Varde, der alle har plads til 300 spisende gæster.
Mange har allerede taget forskud på madglæden og inden startmiddagene er skudt i gang er der oprettet mere end 400 andre arrangementer hos forskellige foreninger, organisationer, firmaer og privatpersoner.
Du kan også være med til at bryde tabuet om ensomhed og invitere andre ind i dit fællesskab. Mangler du gode ideer eller råd til, hvordan du kan komme i gang med middagsinvitationerne, kan du klikke her og læse mere.
Du kan også se, hvor der er er inviteret til middag, printe plakater, invitationer, flyers, navneskilte og meget mere ud, hvis du klikker her. Derudover kan du følge Folkebevægelsen mod Ensomhed på Facebook og hashtaggene #ModEnsomhed og #DanmarkSpiserSammen på Instagram.