Læs også:

Close
mænd mand

NEWS: Mændenes kampdag drukner i tavshed

Nyheder  | 

Mændenes kampdag drukner i tavshed · 13-årige stjal makeup i Nykøbing F. · Rudersdal Museer åbner nyt pop-up museum i Vedbæk · Kommuner, som lægger jord til solceller og vindmøller, skal have en større del af skatteindtægterne · Anmeldelse om mindre brand førte til fund af afdød mand · Dagens billede: Tingen vi gerne vil glemme

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Mændenes kampdag drukner i tavshed

Mændenes kampdag (der var i går) drukner i tavshed: Ny podcast sætter fokus på mænds trivsel …

Ungdomsorganisationen SAGA lancerede i går podcasten ‘Mænd i mellem’ den 19. november for at bryde en tavshedskultur, hvor hver fjerde mand i Danmark står uden en fortrolig at tale med. Mændenes Kampdag drukner i offentlig stilhed, selv om mænd sakker bagud på de vigtigste parametre som sundhed, uddannelse og nære relationer.

Ungdomsorganisationen SAGA lancerede i går podcasten ‘Mænd i mellem’ for at bryde en tavshedskultur, hvor hver fjerde mand i Danmark står uden en fortrolig at tale med. Mændenes Kampdag drukner i offentlig stilhed, selv om mænd sakker bagud på de vigtigste parametre som sundhed, uddannelse og nære relationer.

Den 8. marts flyder kommentarfelterne over med spørgsmålet ‘hvad med mændene?’ Men når kalenderen rammer den 19. november, som er Mændenes kampdag, er der næsten ingen offentlig debat i Danmark. Det vil ungdomsorganisationen SAGA ændre. Derfor lancerer de podcastserien ‘Mænd i mellem’, hvor danske mænd fortæller åbent om, hvorfor det er svært at tale om følelser med helt nære relationer og om den modstand, de møder, når de forsøger at sige højt, at de ikke trives.

Hver fjerde mand har ingen at tale fortroligt med … Tallene viser en stigende mistrivsel blandt danske mænd. Ifølge tal fra Forum for Mænds Sundhed:

● 1 ud af 4 danske mænd har ingen at tale fortroligt fortrolige med.

● Mænd sakker bagud i for hold til uddannelsesniveau.

● Mænd går sjældnere til lægen og har overdødelighed ved en række sygdomme.

– Vi taler ofte om mænd, men meget sjældent med dem. Det efterlader en stor gruppe unge og voksne mænd uden et sted at gå hen med deres tvivl, tab og skam. Vores mål er at skabe den samtale, fortæller Alexander Mejdahl, frivillig i SAGA.

Podcasten giver plads til de samtaler, der ellers ikke finder sted

– ‘Mænd i mellem’ består af ærlige samtaler med mænd i forskellige aldre. De fortæller om hvorfor det er svært at tale om følelser, brudte venskaber og den kulturelle forventning om at være stærk, stabil og problemfri. Vi oplever, at mænd gerne vil tale, men ikke ved hvor eller hvordan. Når vi skaber et rum uden præstationskrav, begynder de at åbne sig. Og historierne viser et mønster: Tavshed gør problemerne større, ikke mindre, siger Victor Eugeni Reimann, frivillig i SAGA.

Ligestilling misforstås og det rammer alle … SAGA oplever ofte, at unge forstår feminisme som en identitet, man “vælger til”, frem for et analytisk værktøj til at forstå ulighed. Det betyder, at mange unge mænd føler sig distancerede fra debatten, selv om de kæmper med en lang række af udfordringer.

Ifølge SAGA hænger misforståelser om feminisme, kønsroller og mænds tavshedskultur tæt sammen.

– Hvis mænds mistrivsel kun bruges som argument imod kvinders kamp, kommer vi ingen vegne. Mænds trivsel står ikke i vejen for ligestilling, den er en del af den. Det er derfor, Mændenes kampdag fortjener reel opmærksomhed, siger Naima Yasin, Sekretariatsleder i SAGA.

Lanceringseventen fandt sted i går på selve kampdagen i Empire Bio, hvor podcastserien blev præsenteret ved et live-event.

Faktaboks:

SAGA er Danmarks største partineutrale politiske ungdomsorganisation med over 2.600 medlemmer og 95 frivillige. Organisationen har siden stiftelsen i 2021 fungeret som en platform for unge, der ønsker at engagere sig i samfundet på egne vilkår, og gennem en bred vifte af veje til forandring, der spænder fra civilsamfundet og erhvervslivet til de klassiske politiske institutioner og den offentlige debat.

mændenes kampdag
Ny podcast med fokus på MÆND … (Illustration: PR)

Læs også: Fem gode podcasts

13-årige stjal makeup i Nykøbing F.

Politiet blev mandag eftermiddag kaldt til en forretning i Østergågade i Nykøbing, hvor en medarbejder havde standset to unge piger, der var mistænkt for butikstyveri. Det var to 13-årige piger fra lokalområdet, og de havde lagt forskellige makeup-artikler i tasken og så gået gennem kassen uden at betale for varerne.

Der var i alt stjålet for 969 kroner. De sociale myndigheder er underrettet om sagen, og pigernes værger blev tilkaldt for at hente pigerne.

Rod, makeup, oprydning, ryd op, beauty
13-årige stjal makeup i Nykøbing F. … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Beautynyheder

Rudersdal Museer åbner nyt pop-up museum i Vedbæk

Pop-up museum Vedbækfundene åbner den 22. november på Henriksholms Alle 4 i Vedbæk. Placeringen er særlig, for det var samme sted, man fandt fundene for 50 år siden i forbindelse med byggeriet af Vedbæk Skole. I pop-up museet testes nye forløb, aktiviteter og fællesskaber, mens Rudersdal Museer arbejder på at skabe et nyt, permanent museum om jægerstenalderen på samme lokation.

Vedbækfundene er blandt Europas mest unikke fund fra jægerstenalderen, og nu kan man snart opleve fortællingen om fundene i helt nye rammer. Det sker, når Rudersdal Museer åbner dørene til Pop-up museum Vedbækfundene den 22. november.

Her vil museet teste nye forløb, aktiviteter og fællesskaber, der giver de besøgende mulighed for at komme tæt på fortiden.

Museumschef Vivi Lena Andersen siger om åbningen:

– Pop-up museet er en platform for dialog og inddragelse, hvor besøgende kan møde jægerstenalderen og historien om Vedbækfundene, og det bliver samtidig et levende laboratorium for formidling, læring og innovation. Det er et initiativ, der understreger Rudersdal Museer og Rudersdal Kommunes store engagement i etableringen af et permanent museum netop her, siger Vivi Lena Andersen, museumschef på Rudersdal Museer.

Forskning åbner for nye erkendelser … Vedbækfundene er midlertidigt flyttet til Nationalmuseets magasin i Vinge, og her vil forskere fra Globe Instituttet på Københavns Universitet og Nationalmuseet undersøge det unikke materiale. Der skal blandt andet laves avancerede DNA-analyser af de syv tusind år gamle Vedbækfund, der kan afsløre genetisk oprindelse, helbred og levevis hos jægerstenaldermenneskene.

Sideløbende med åbningen af Pop-up museum Vedbækfundene arbejder Rudersdal Museer målrettet for at skabe et nyt permanent museum med fokus på Vedbækfundene, Nivåudgravningerne og Øresundsregionens jægerstenalder. Museet skal ligge samme sted som pop-up museet – nemlig dér hvor fundene blev gjort for 50 år siden.

Museumschef Vivi Lena Andersen udtaler:

– Vi vil sammen med besøgende og samarbejdspartnere skabe nye perspektiver på de store spørgsmål, der stadig optager os i dag. Liv og død, betydningen af relationer og fællesskaber, en verden i evig forandring og menneskets forhold til naturen. Det handler om, hvad det vil sige at være menneske, siger Vivi Lena Andersen, museumschef på Rudersdal Museer.

Festlig åbningsweekend: Pop-up museum Vedbækfundene åbner den 22. november klokken 12.00, men man kan allerede kigge ind den 21. november klokken 16.00 – 18.00, hvor Rudersdal Museer holder åbningsfest for at fejre, at fortællingen om Vedbækfundene vender hjem til det sted, hvor det hele begyndte.

Lørdag og søndag i åbningsweekenden kan børn og barnlige sjæle skyde med bue og pil, og der uddeles børnetatoveringer med kranier inspireret af Vedbækfundene.

vedbækfundene vedbæk
Pop-up museum Vedbækfundene åbner den 22. november. (Foto: Rudersdal Museer)

Læs også: Forskning giver ny viden om Vedbækfundene

Kommuner, som lægger jord til solceller og vindmøller, skal have en større del af skatteindtægterne

Når en kornmark bliver omdannet til en mark med grøn energiproduktion, stiger de samlede skattebetalinger og lokale bidrag voldsomt. Men kommunernes andel af selskabsskatteindtægterne havner langt fra altid i den kommune, som lægger jord til grøn energiproduktion. Det skal laves om, mener Green Power Denmark, som foreslår, at skatteindtægterne bliver fordelt efter, hvor anlæggene er placeret. Den model bliver allerede brugt for ubemandede tankstationer.

Selskaber, som opstiller solceller og vindmøller på land, leverer ikke alene billig og grøn strøm. De betaler også store summer i selskabsskat, ejendomsskat, jordskat, VE-bonus og midler til den grønne pulje.

En typisk solcelle- eller vindmøllepark (se faktaboks) bidrager i sin 30-årige levetid med mellem 160 og 562 millioner kroner til staten, kommunerne og naboerne, viser en analyse, som KPMG har lavet for Green Power Denmark. Statskassen, som er placeret langt fra de marker, hvor produktionen af grøn strøm finder sted, modtager langt den største del af pengene.

– Politikerne er nødt til at se på, hvordan pengene kan blive fordelt mere rimeligt. Når en kommune går forrest og lægger jord til produktionen af grøn strøm, bør den få en væsentlig større del af de økonomiske gevinster, end det er tilfældet i dag, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.

Størstedelen af betalingerne kommer fra selskabsskatten. Heraf går 85 procent til staten, mens den resterende del typisk tilfalder den kommune, hvor selskabet bag solcelle- eller vindmølleparken har sit hovedsæde. Og det er ikke nødvendigvis den kommune, der lægger jord til anlægget.

Det skyldes, at den kommunale andel af selskabsskatten som udgangspunkt bliver fordelt efter, hvor virksomhederne har ansatte. Der findes dog enkelte undtagelser i andre brancher – for eksempel ubemandede tankstationer. Når de betaler selskabsskat, bliver den fordelt efter, hvor tankstationerne er placeret. Green Power Denmark foreslår, at samme undtagelse kommer til at gælde for grønne energianlæg.

– Regeringen og Kommunernes Landsforening er allerede enige om, at der er behov for en ny model for fordeling af selskabsskatten. Det er oplagt at kaste blikket på den model, som vi allerede kender fra de ubemandede tankstationer, siger Kristian Jensen.

Hvis Green Power Denmarks forslag til en ny model for fordeling af selskabsskatten bliver gennemført, vil den kommune, som lægger jord til energiproduktion, få en større andel af de samlede skattebetalinger. På grund af den kommunale udligning får kommunen ikke hele den kommunale andel af ejendoms- og selskabsskatten, men vil kunne beholde op mod 44 procent.

– Kommunerne spiller en helt central rolle, når det handler om at finde plads til solceller og vindmøller. Flere kommuner er nødt til at tage ansvar, og det vil være helt fair, hvis kommunerne, som lægger areal til grøn energiproduktion, får større økonomiske gevinster, siger Kristian Jensen.

Solcelle- og vindmølleparker bidrager langt mere til samfundet pr. hektar end landbruget, viser analysen fra KPMG. De tre eksempler på energianlæg bidrager med mellem 160 og 562 millioner kroner over 30 år. Et tilsvarende landbrugsareal bidrager med under fem millioner kroner i samme periode. Dermed bidrager energiproduktion med 32 til 112 gange højere skattebetalinger og lokale bidrag, end hvis jorden bliver brugt til landbrugsproduktion.

Fakta:

Green Power Denmark har bedt KPMG udarbejde en analyse af de samlede skattebetalinger og økonomiske bidrag (i form af VE-bonus og grøn pulje), der er forbundet med at bruge arealer til solceller og vindmøller på land sammenlignet med at drive traditionel landbrugsdrift.

Analysen tager udgangspunkt i tre forskellige anlægstyper, som afspejler typiske anlæg for år 2025 – både hvad angår teknologi og størrelse. Der er tale om henholdsvis:
en solcellepark (175 MW) som dækker ca. 175 hektar
en vindmøllepark (75 MW)[1] og
en hybridpark (50 MW vind og 100 MW sol) som dækker cirka 130 hektar

Landbrug er valgt som reference, da solceller og vindmøller typisk bliver placeret på tidligere landbrugsarealer. Analysen tager udgangspunkt i et anvendt landbrugsareal på 175 hektar.

[1] For en typisk vindmøllepark er det kun arealbehovet til selve turbinerne som er medregnet, og derfor er der ikke angivet hektarstørrelse, da det resterende areal i mellem turbinerne kan anvendes til andre formål.

vindmølle vindmøllepark
Kommuner, som lægger jord til solceller og vindmøller, skal have en større del af skatteindtægterne … (Foto: Unsplash)

Læs også: Energiparker vil skabe vækst og arbejdspladser

Anmeldelse om mindre brand førte til fund af afdød mand

Søndag formiddag klokken 09.42 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der i forbindelse med en mindre brand på en adresse på Silkeborgvej i Harlev J var blevet fundet en person, som var afgået ved døden.

I første omgang havde politiets tilstedeværelse ikke været nødvendig på stedet, hvor den mindre brand og røgudviklingen herfra var opstået omkring klokken 08.50, men da brandvæsenet kort tid efter havde fundet den afdøde mand på et værelse, blev politiet tilkaldt med henblik på at få undersøgt sagen nærmere.

Den afdøde mand blev identificeret som værende en 57-årig mand, der boede på adressen. Han blev erklæret død af en ambulancelæge på stedet. Østjyllands Politi var i løbet af søndagen til stede på adressen i nogle timer for blandt andet at foretage sporsikring, indhente videoovervågning og afhøre vidner. Der er på nuværende tidspunkt umiddelbart intet, der tyder på, at branden har været påsat, eller at den 57-årige mand har været udsat for en forbrydelse. Brandårsagen er fortsat ukendt.

Den 57-årige mand blev i løbet af mandag blive obduceret med henblik på at få fastlagt en dødsårsag, herunder om hans død har været relateret til røgudviklingen fra den mindre brand. De pårørende er underrettet og Østjyllands Politi har for nuværende ikke yderligere kommentarer til sagen.

ild pyroman brand
Anmeldelse om mindre brand førte til fund af afdød mand … (Foto: Unsplash)

Læs også: Person fundet død ved brand i Esbjerg

Dagens billede: Tingen vi gerne vil glemme

· Mere fra samme kategori ·