
NEWS: Regeringen styrker kontrollen af dyrevelfærd markant
Regeringen styrker kontrollen af dyrevelfærd markant · Syv års fængsel for kokain og opbevaring af våben · Norlys Vækstpulje er stadig åben for støtte til gode idéer · Regeringen viderefører eftersynet af ministeriernes adfærdsforudsætninger · 4.000 kroner i bøde til butikstyv · Dagens video: Glimt fra MTV Music Video Awards
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Regeringen styrker kontrollen af dyrevelfærd markant
Flere kontroller og hårdere konsekvenser: Regeringen styrker kontrollen af dyrevelfærd markant
29. september 2026
Regeringen vil mere end fordoble antallet af tilsynsførende, gennemføre langt flere dyrevelfærdskontroller og som udgangspunkt gå fra én til to tilsynsførende på hvert kontrolbesøg. Det er nogle af hovedelementerne i regeringens akutplan med 15 initiativer, der skal styrke kontrollen med dyrevelfærd.
Rigsrevisionens beretning fra april 2026 tegnede et alvorligt billede af dyrevelfærden i de danske grisestalde og af en kontrol, der ikke har fungeret godt nok. Samtidig har et kasseeftersyn, som justitsminister Nicolai Wammen bestilte, da han overtog ressortansvaret for dyrevelfærdskontrollen, for nylig vist, at der i 2025 og til midten af 2026 udestår 1.500 opfølgende kontroller, som ikke er blevet gennemført som planlagt.
Der tegner sig et tydeligt billede af, at der ikke har været tilført nok ressourcer til kontrollen, og at kontrollen med dyrevelfærden ikke har været god nok. Derfor præsenterer regeringen nu en samlet akutplan, der skal sikre bedre dyrevelfærd.
Med den nye akutplan, som indeholder i alt 15 initiativer, vil regeringen styrke indsatsen bredt med flere kontroller, højere kvalitet i kontrollen og skærpede konsekvenser for dem, der bryder reglerne.
Justitsminister Nicolai Wammen udtaler:
– Vi har set alt for mange omgåelser af reglerne for dyrevelfærd – og alt for meget, der ikke tåler dagens lys. Når dem, der holder dyr, ikke lever op til deres ansvar, så skal hammeren falde. Det duer ikke, at vi på papiret har ambitiøse regler for, hvordan dyr skal behandles, hvis kontrollen ikke virker godt nok i praksis. Kontrollen med vores dyrevelfærd har ikke haft de nødvendige ressourcer og medarbejdere. Med akutplanen ser vi nu frem til en meget markant styrkelse af kontrollen med dyrevelfærden i Danmark. Blandt andet vil vi mere end fordoble antallet af medarbejdere, der skal kontrollere, at alt foregår, som det skal, sende to tilsynsførende ud på hvert kontrolbesøg og øge kontroltrykket med 50 procent.
Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen udtaler:
– Vi må aldrig acceptere, at dyr betaler prisen for menneskers kynisme og mangel på anstændighed. Alligevel ser vi i dag, at konsekvenserne af vanrøgt eller mishandling ikke altid står mål med alvoren. Det er ganske enkelt ikke godt nok. Derfor skærper vi straffene markant, hæver bøderne og gør det lettere at frakende retten til at holde dyr, hvis man gentagne gange svigter sit ansvar. Dyr skal behandles ordentligt, hund som hest som gris. Og sker det ikke, sørger vi nu for, at der bliver slået markant hårdere ned, alt sammen med det store sigte at styrke dyrevelfærden i Danmark.
Udgifterne til akutplanen vil være på omtrent 120 millioner kroner i 2027 stigende til omtrent 160 millioner kroner årligt fra 2029 og frem. Størstedelen af udgifterne vil være gebyrfinansierede.
Med akutplanen vil regeringen ansætte over 130 ekstra medarbejdere til dyrevelfærdskontrollen i Danmark fordelt over hele landet. Der er tale om mere end en fordobling af antallet.
Fremover vil der være to tilsynsførende på kontrol for at sikre en langt højere kvalitet i kontrollen.
Regeringen vil hæve kontroltrykket for kontrollen med grise og kvæg med 50 pct. og endnu mere for fjerkræ. Det betyder, at producenterne kan forvente flere kontrolbesøg fremover. I dag er det politisk aftalte kontroltryk på 20 procent for grise og kvæg, men det skal hæves til et kontroltryk på 30 procent. Kontroltryk er udtryk for, hvor stor en andel af danske besætninger, der som udgangspunkt kan forvente at få et kontrolbesøg pr. år.
De mest risikofyldte besætninger vil samtidig blive kontrolleret oftere end besætninger, hvor der er lav risiko, da kontrollen baserer sig på en række risikofaktorer. Det kunne være besætningsstørrelse, produktionsform og tidligere sanktioner. Der vil blive kigget specifikt på producenter med dårlig regelefterlevelse.
Med akutplanen vil regeringen også gennemføre de markante strafskærpelser på dyrevelfærdsområdet, som udspringer af dyrevelfærdsaftalen ”Sammen om dyrene” under den tidligere regering. Strafskærpelserne vil forhøje strafniveauet og udvide mulighederne for at frakende personer retten til at have dyr. Blandt andet tredobles straffen for de groveste overtrædelser med fængsel i op til seks år.
Det skærpede strafniveau forventes at træde i kraft fra den 1. juli 2027.
Regeringen vil desuden i begyndelsen af 2027 oprette en ny, selvstændig styrelse ved navn Dyrevelfærdskontrollen, som skal sikre det fornødne faglige og politiske fokus på at gennemføre en effektiv og konsekvent dyrevelfærdskontrol.
Styrelsen vil blive tilført 134 statslige årsværk, i tillæg til de 118, der er blevet overført fra Fødevarestyrelsen. Alle nye medarbejdere ansættes udenfor hovedstaden, og størstedelen af medarbejderne vil få arbejdssted forskellige steder i Jylland, hvor styrelsens hovedsæde også placeres. Størstedelen af de nyansatte bliver tilsynsførende for at sikre, at kerneopgaven er i fokus.
To på kontrol og kontroltryk på 30 procent for grise og kvæg forventes at være indfaset fra den 1. juli 2027. For fjerkræbesætninger forventes det at være indfaset fra den 1. januar 2028.
Fakta: Stærkere kontrol med dyrevelfærd. Læs mere her.

Læs også: Danskerne ved ikke hvilken dyrevelfærd de får på fastfoodrestauranter
Syv års fængsel for kokain og opbevaring af våben
En 23-årig mand er idømt syv års ubetinget fængsel for at besidde 700 gram kokain til videresalg og et våbenlager.
700 gram kokain, syv skydevåben og omkring 2.000 stykker ammunition. Der dukkede alvorlige sager op, da betjente fra Københavns Vestegns Politi ransagede to kælderrum i Rødovre og Hvidovre i februar.
Nu skal ejermanden, en 23-årig mand fra Rødovre, tilbringe de næste syv år i fængsel. Det bestemte Retten i Glostrup i mandags.
Særlig bestemmelse skærper straffen for besiddelse af våben … Under sagen kom en relativ ny bestemmelse i straffeloven i spil, idet Anklagemyndigheden havde rejst tiltale efter straffelovens § 192 a, stk. 3. Det er en bestemmelse, som blev indført 2024 og skærper straffen for besidde flere skydevåben eller eksplosivstoffer samme sted – et såkaldt våbenlager.
– Hård narkotika ødelægger mange og skydevåben er rigtig farlige – det skader vores samfund og straffes hårdt. Heldigvis har et stærkt politiarbejde fjernet kokainen, våbnene og ammunitionen fra vores gader, udtaler anklagerfuldmægtig Mathilde Ernst Enevoldsen, Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.
Meldte sig selv … Politiet fandt kokain, våben og ammunition under ransagninger i februar i år. Et par måneder senere mødte den 23-årige selv op på politigården og erkendte ejerforholdet. Han gentog sin tilståelse dagen efter, da han blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup og efterfølgende varetægtsfængslet.
Ved fastsættelsen af straffen blev tilståelsen af retten set som en formildende omstændighed. Den 23-årige udbad sig betænkningstid med hensyn til anke. Han er fortsat fængslet efter dommen. Fem andre mænd er fortsat varetægtsfængslet i sagen, som Københavns Vestegns Politi fortsat efterforsker.

Læs også: Varetægtsfængslet for indsmugling af hash
Norlys Vækstpulje er stadig åben for støtte til gode idéer
Norlys Vækstpulje har indtil videre støttet lokale foreninger, virksomheder og ildsjæle med mere end 40 millioner kroner i år. På torsdag lukker vinduet for at søge om støtte i Norlys Vækstpuljes tredje og sidste uddelingsrunde i 2026.
Om mindre end en uge lukker vinduet for at søge om støtte fra Norlys Vækstpulje.
Til årets tredje og sidste uddelingsrunde er der afsat 15 millioner kroner, og selvom det særligt er tiltænkt at støtte projekter inden for Norlys’ ejergeografi, så hjælper Norlys Vækstpulje også innovative initiativer, der kan skabe udvikling, vækst og arbejdspladser uden for ejergeografien.
– Vi har i Norlys Vækstpuljes levetid givet mere end 5 millioner kroner til blandt andet innovative startups, der er opstået uden for vores ejergeografi. Vi har som samfund brug for, at stærke løsninger, der måske kan reducere et ressourceforbrug, åbne et nyt marked eller skabe nye arbejdspladser i den grønne omstilling, får mulighed for at se dagens lys. Derfor håber jeg også, at endnu flere udviklingsprojekter griber muligheden og søger inden fristen udløber, siger Jens Erik Platz, bestyrelsesformand i Norlys.
I 2026 alene har Norlys Vækstpulje allerede støttet 7 projekter, der har deres udspring uden for Norlys’ ejergeografi. For eksempel har startupvirksomheden Energy Flow Wall fra Lunderskov modtaget 100.000 kroner til at færdigudvikle et system med blandt andet ventilationsvinduer og solvægge, der kan lagre varme og reducere fugt i boliger, mens Dansk Tang fra Nykøbing Sjælland har fået 65.800 kroner til at udvide et tangklækkeri fra pilotprojekt mod faciliteter i fuld skala. Og Klimatorium i Lemvig har fået 150.000 kroner til at afvikle klimamøder for blandt andre eksperter, beslutningstagere, skoleelever og unge på gymnasiale uddannelser.
Støtte for mere end 40 millioner til andelshaverne … Norlys Vækstpulje er som nævnt primært skabt til at støtte projekter i Norlys ejergeografi, der strækker sig over store dele i Jylland.
Alene i år er der givet støtte til 665 projekter i ejergeografien med et samlet beløb på 43,3 millioner kroner.
– Norlys Vækstpulje er en vigtig del af vores ansvar som andelsejet selskab. Norlys udspringer af den jyske andelsbevægelse, og derfor skal en del af den værdi, vi skaber, også tilbage til vores andelshavere og de lokalsamfund, de er en del af. Vækstpuljen er en konkret måde at føre den tanke videre og give gode idéer mulighed for at blive til virkelighed, siger Jens Erik Platz.
Fakta om Norlys Vækstpuljes Landspulje:
Norlys Vækstpulje giver hvert år 50 millioner kroner til projekter og aktiviteter, der samler mennesker og styrker fællesskaber i Danmark.
Norlys Vækstpulje er primært til for Norlys’ mere end 800.000 andelshavere, men giver også støtte til innovative initiativer, der kan skabe udvikling, vækst og arbejdspladser uden for ejergeografien.
Norlys Vækstpulje uddeler støtte tre gange årligt, og pengene går blandt andet til foreningsliv, idræts- og kulturliv, grøn omstilling, digitalisering, innovative idéer og projekter, der skaber lokale arbejdspladser og fællesskaber.
I 2026 har Norlys Vækstpulje indtil nu støttet i alt 672 projekter med i alt 43,3 millioner kroner. I hele 2025 støttede Norlys Vækstpulje 958 projekter med i alt 61,1 millioner kroner.
Ansøgningsfristen til årets tredje og sidste uddelingsrunde er den 1. oktober 2026 klokken 12. Mere information om Norlys Vækstpulje og ansøgningsprocessen kan findes på Norlys’ hjemmeside.

Læs også: Norlys Vækstpulje uddeler
Regeringen viderefører eftersynet af ministeriernes adfærdsforudsætninger
De Økonomiske Råds formandskab skal fortsat gennemgå de adfærdsforudsætninger, som ministerierne bruger, når de beregner de økonomiske konsekvenser af politiske tiltag.
Når ministerierne udarbejder konsekvensvurderinger af økonomisk-politiske tiltag, lægges en række adfærdsforudsætninger til grund. I 2021 fik De Økonomiske Råds formandskab til opgave at efterse de forudsætninger, som de økonomiske ministerier benytter. Det skete med bred politisk opbakning (S, V, DF, SF, RV, EL, KF, LA og ALT).
Samtidig blev det besluttet, at eftersynet skulle evalueres. Det er på baggrund af denne evaluering, som nu er afsluttet, at Regeringen har besluttet at videreføre eftersynet.
Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr udtaler:
– Når ministeriernes regnemaskiner benyttes i forbindelse med politisk e tiltag, har det stor betydning hvilken menneskelig adfærd, vi lægger til grund. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden bliver klogere på, hvordan politiske tiltag påvirker mennesker, virksomheder og samfund. Jeg er glad for, at eftersynet nu fortsætter, for det har allerede bidraget med vigtig ny viden. Når vi træffer beslutninger på Christiansborg, er vi afhængige af et retvisende og fyldestgørende beslutningsgrundlag. Det bidrager eftersynet til.
Evalueringen af eftersynet kan læses på Finansministeriets hjemmeside her.

Læs også: Regeringens nye klimamål mangler finansiering
4.000 kroner i bøde til butikstyv
Politiet blev i mandags aftes kaldt til et supermarked i Næstved, hvor medarbejderne havde tilbageholdt en mand, der var mistænkt for at have stjålet varer. Det var en 31-årig rumænsk mand, der sammen med en medgerningsmand havde lagt forskellige madvarer til en værdi af godt 1.600 kroner i en rygsæk og var gået gennem kassen uden at betale for varerne.
Medgerningsmanden nåede at stikke af, men den 31-årige blev standset. Han blev anholdt klokken 20.34 og sigtet for butikstyveri. Den 31-årige blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han fik en bøde på 4.000 kroner. Hertil kommer et bidrag til Offerfonden på 1.000 kroner, som blev betalt, inden den 31-årige blev løsladt igen klokken 23.37.

Læs også: 4 ud af 10 danskere accepterer butikstyveri



