Læs også:

Close
fjer kjole catwalk

NEWS: Fjer er blevet modebranchens nye pels – men dyrene betaler prisen

Nyheder  | 

Fjer er blevet modebranchens nye pels – men dyrene betaler prisen · Truende mand skabte utryghed · Flere danskere rejser til Vestsverige · Flere kreative teknologiværksteder på vej til landets skoler · 48-årig mand varetægtsfængslet i sag om indsmugling af hash · Dagens video: Den både gode og dårlige nyhed · Fredagsfjol: Klar til weekend

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Fjer er blevet modebranchens nye pels – men dyrene betaler prisen

Luksusbrands som Dior, Louis Vuitton og Chanel er kunder hos verdens største producenter af strudsefjer, der også forsyner fast-fashion-giganten Shein, der er en af Danmarks mest populære web-butikker.

En ny rapport dokumenterer alvorlige dyrevelfærdsproblemer i strudsefjerproduktionen. Strudsefjer fylder i stigende grad i modebilledet. På catwalken, den røde løber, i butikkerne og i luksusmode såvel som i fast-fashion. Imidlertid er der alvorlige dyrevelfærdsproblemer forbundet med produktionen af dyrenes fjer.

En ny rapport, ‘Blood Feathers’, afdækker, hvordan levende strudse får plukket fjer ud af huden eller fjer bliver klippet af, og den resterende del bliver efterfølgende trukket ud. Metoder der medfører smerte, stress, blødninger, vævskader og belastende håndtering af fuglene.

Samtidig viser rapporten, at modebranchen endnu ikke har taget det samme opgør med brugen af strudsefjer, som den har taget med pels.

– Det hænger ganske enkelt ikke sammen, at modebranchen i vid udstrækning har droppet pels, men samtidig benytter strudsefjer, som også stammer fra en industri præget af lidelse.
Mange brands, modeorganisationer og modeuger har forbudt strudseskind, men tillader samtidig fjer fra en lignende forsyningskæde, hvor dyrene udsættes for de samme uacceptable forhold, fortæller Emma Håkansson fra Collective Fashion Justice, der sammen med World Animal Protection står bag rapporten.

– Vi har allerede set modebranchen ændre sig markant, når det gælder pels og andre materialer fra vilde dyr, supplerer Stephanie Kruuse Klausen fra World Animal Protection Danmark.

– H&M, Zalando og andre store aktører viser, at det kan lade sig gøre, og Copenhagen Fashion Week har allerede droppet alle materialer fra vilde dyr. Derfor bør brands og platforme som Shein, Dior, Louis Vuitton og Chanel få styr på deres hus, og indføre en klar politik, der udfaser strudsefjer, og istedet vælge dyrevenlige alternativer, udtaler Stephanie Kruuse Klausen.

Den kinesiske fast-fashion gigant Shein, der i flere år har ligget på Top 10 over danskernes mest benyttede webbutikker, er også kunde hos den kritiserede fjer-industri, der hvert år (2024/2025) eksporterer mere end 150 ton strudsefjer – til en samlet værdi af mere end 60 millioner dollar.

– Industrien påstår, at strudsefjer fås via fuglenes naturlige fældning. Men vores undersøgelse viser en helt anden virkelighed. Man kan ikke forsyne en global modeindustri i den her skala ved at samle naturligt fældede fjer op. De bliver høstet fra levende dyr med hårdhændede metoder.
Og det er særligt svært at forsvare, når modebranchen faktisk har alternativer, der ikke sker på bekostning af vilde dyrs velfærd, slutter Stephanie Kruuse Klausen.

Flere store brands og platforme har valgt strudsefjer fra. Blandt andet:

H&M

Zalando

ASOS

Boohoo

Forever New

Next

PrettyLittleThing

Stella McCartney

Listen er et udpluk baseret på rapporten ‘Blood Feathers’ gennemgang af modebranchens politikker.

Udvalgte fakta om mode og strudsefjer:

Dyr og billig mode … Dolce & Gabbana sælger ifølge rapporten en kjole med strudsefjer for over 30.000 US dollar.

På Shein kunne en top med strudsefjer købes for under 20 US dollar.

Aktuelle strudsefjer på den røde løber … Chanel, Dior, Valentino, Balenciaga og Gucci er blandt de brands, hvis strudsefjerdesigns ifølge rapporten blev båret af A-list-kendisser ved internationale røde løbere i 2025 – 26. Ved Met Gala 2026 i New York bar både Anna Wintour og Nicole Kidman Chanel-designs med fjer.

fjer kjole catwalk
Strudsefjer på catwalken … (Foto: Shutterstock)

Læs også: Historisk ministerium kan ændre livet for millioner af dyr

Truende mand skabte utryghed

Tirsdag eftermiddag omkring klokken 16.00 fik Østjyllands Politi flere anmeldelser fra beboere omkring Trygsvej i Åbyhøj, der var utrygge ved en mand, som truede tilfældige forbipasserende.

Blandt andet havde han truet med at kaste en sten gennem en rude, og han havde truet et par ved at svinge rundt med et kosteskaft.

En patrulje kørte til stedet, hvor de hurtigt fik fat i en 29-årig mand, som talte usammenhængende og forklarede, at han havde følt sig forfulgt. Han blev anholdt og sigtet for trusler.

vold knytnæve vred hånd
Truende mand skabte utryghed …  (Foto: Unsplash)

Læs også: Mand dømt for vold

Flere danskere rejser til Vestsverige

Flere danskere rejser til Vestsverige – nu starter efterårssæsonen med hummerfiskeri, lysfestival, fika, natur og spa …

Flere danskere holder ferie i Vestsverige. I juli steg antallet af danske overnatninger med 14 procent, og i årets første syv måneder var fremgangen knap 10 procent. Nu venter efteråret med oplevelser, der spænder fra lysfestival og fika til hummerfiskeri, skærgårdsliv, vandring og spa – flere af dem midt i danskernes efterårsferie i uge 42.

Den svenske vestkyst og områderne omkring Göteborg tiltrækker stadig flere danske gæster. I juli 2026 stod danske besøgende for 52.675* overnatninger på hoteller, feriebyer og vandrerhjem i Vestsverige. Det er 14,1 procent flere end i juli året før. Også set over en længere periode er udviklingen positiv. Fra januar til juli blev der registreret 150.130* danske overnatninger, hvilket svarer til en stigning på 9,7 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

– Den stærke fremgang i antallet af danske overnatninger bekræfter, at stadig flere danskere vælger Vestsverige, hvilket vi naturligvis er meget glade for. Sommeren er højsæson, mens efteråret giver mulighed for at opleve en anden side af regionen med både natur, kultur og masser af aktiviteter for hele familien. Samtidig gør den korte afstand fra Danmark det oplagt at tage af sted på en forlænget weekend eller i efterårsferien, siger Marie Linde, direktør for Turistrådet Västsverige.

Her er tre spændende ting, du kan opleve:

Lysfestival og fika i Alingsås … Fra den 2. oktober til den 1. november er Alingsås igen vært for Sveriges største internationale lysfestival Lights in Alingsås, hvor lysinstallationer forvandler byen efter mørkets frembrud. Årets tema er Stories of Love. Festivalen er dermed også i gang i danskernes efterårsferie i uge 42, og måske kan byens stærke fika-tradition med utrolig mange caféer og konditorier også lokke flere danskere til. Lørdage kan man endda komme på fika-vandring, hvor man lærer mere om og smager på den stærke svenske tradition for kaffe og kage. Alingsås ligger tæt på Göteborg, så besøget i byen kan også indgå i en længere efterårstogtur i området.

Nyt spa på Marstrand åbner lige før efterårsferien …  Efteråret byder også på en helt ny spaoplevelse på vestkysten. Den 9. oktober – lige før den danske efterårsferie – åbner Marstrands Havshotell sit nye Kontrasternas Spa. Det 1200 kvadratmeter store spa er inspireret af Bohusläns natur og årstidernes skift og bygger på kontrasten mellem kulde og varme. Blandt oplevelserne er snedusch, et særligt efterårsrum, varme stenhvilesteder, mareldspool og et stormrum, der arbejder med regn, vind, lys og lyd. Marstrand ligger ved havet nord for Göteborg, og et spaophold kan dermed kombineres med efterårsture langs kysten og oplevelser i skærgården.

Vandring, mountainbike og spa ved Billingen … Inde i landet ligger Billingen ved Skövde. Her kan et efterårsophold indeholde både vandring og mountainbike i naturområdet omkring bjerget og efterfølgende spa og overnatning på Billingehus. Fritidsområdet ligger direkte ved hotellet og rummer blandt andet vandrestier, løberuter, mountainbikespor, outdoorfaciliteter og legeplads. Her kan aktive timer udendørs kombineres med spa, middag og overnatning samme sted.

Storbyen Göteborg kan samtidig fungere som udgangspunkt for flere af regionens oplevelser. Fra byen er der adgang til både skærgården og naturområderne uden for centrum, mens efteråret også byder på sæsonoplevelser i selve byen. For børnefamilier er Halloween på Liseberg blandt efterårets store begivenheder.

Læs mere om området vestsverige.dk.

sverige båd göteborg
Et ophold i Vestsverige kan kombineres med efterårsture langs kysten og oplevelser i skærgården. (Foto: Turistrådet Västsverige)

Læs også: Ting du måske ikke vidste om Stockholm

Flere kreative teknologiværksteder på vej til landets skoler

Villum Fonden åbner en ny pulje på 40 millioner kroner, der skal give flere elever adgang til såkaldte makerspaces og styrke teknologiforståelsen i folkeskolen.

Med en ny pulje på 40 millioner kroner bygger Villum Fonden videre på en indsats, hvor fonden siden 2019 har hjulpet 33 kommuner over hele landet med at etablere kreative teknologiværksteder i skolen. I værkstederne kan eleverne prøve kræfter med designprocesser, materialer og digitale værktøjer for at finde løsninger på virkelighedsnære problemer.

Formålet med indsatsen er at understøtte børn og unges teknologiforståelse og ruste dem til en verden, hvor digitale teknologier spiller en stadig større rolle.

– Digitale teknologier er i dag med til at forme vores hverdag og samfund. Børn og unge skal derfor ikke kun lære at betjene teknologien. De skal også forstå, undersøge og være med til at skabe den. Makerspaces er et rigtig godt værktøj til netop det. For et makerspace gør teknologien konkret og håndgribelig og giver eleverne erfaring med at udvikle idéer, eksperimentere og løse problemer sammen, fortæller Ole Laursen, uddelingschef for Børn, Unge og Science i Villum Fonden.

Siden 2019 har fonden støttet makerspace-indsatsen med over 200 mio. kr. Den nye pulje på 40 mio. kr. skal give kommunerne mulighed for at etablere endnu flere makerspaces i folkeskolen, videreudvikle dem, de allerede har, og klæde lærerne godt på til at bruge dem.

Erfaringer fra flere end 100 skoler … Makerspaces møder bred opbakning blandt både elever og lærere. En evaluering foretaget af Epinion for Villum Fonden blandt mere end 100 skoler med makerspaces viser blandt andet, at 59 pct. af eleverne gerne vil bruge dem mere, mens 66 pct. af lærerne vurderer, at makerspace har stort potentiale for deres undervisning. Evalueringen peger samtidig på, at makerspaces skaber motiverende, kreativ og virkelighedsnær undervisning.

– Evalueringen viser, at et makerspace kan være et virkningsfuldt læringsrum, men også at udstyr og lokaler ikke gør det alene. Dygtige lærere, faglige miljøer og en langsigtet kommunal forankring er afgørende. Med den nye pulje vil vi netop støtte projekter, der gør makerspace-undervisningen til en varig del af skolens hverdag, siger Ole Laursen.

Kommuner kan søge støtte til makerspace-projekter frem til den 12. januar 2027 her.

Fakta: Hvad er et makerspace?

  • Et makerspace kan beskrives som et digitalt sløjdlokale eller et kreativt teknologiværksted, hvor elever arbejder med designprocesser, teknologiforståelse og udvikling af konkrete produkter og løsninger.
  • Makerspaces kombinerer digitale og analoge teknologier og giver plads til eksperimenter, fejl og forbedringer.
  • Makerspaces understøttes af lærere eller vejledere med kompetencer inden for blandt andet innovation, designdidaktik og teknologiforståelse.

Fakta: Villum Fondens makerspace-indsats

  • Siden 2019 har Villum Fonden støttet makerspace-indsatsen med over 200 mio. kr. Heraf er 178,4 mio. kr. bevilliget til makerspace-projekter i 33 kommuner. Derudover har fonden støttet en række indsatser, der understøtter og udvikler makerspace-miljøerne på landsplan.
  • Det er sjette gang landets kommuner kan søge støtte til at etablere og forankre makerspaces med fokus på teknologiforståelse, innovation samt motiverende og lærerig undervisning.
  • Den nye pulje på 40 mio. kr. er til udvikling, skalering og etablering af makerspaces i kommunale folkeskoler. Fondsmidlerne kan blandt andet gå til indretning, udstyr og materialer, vejledere, kompetenceudvikling af lærere, undervisningsmaterialer, faglige netværk og projektledelse. Læs mere om puljen her.
  • En Epinion-evaluering af makerspaces  fremhæver makerspaces som et virkningsfuldt læringsrum, der kan skabe varieret, undersøgende og virkelighedsnær undervisning. Læs evalueringen her.
skole villum fonden
Siden 2019 har Villum Fonden støttet makerspace-indsatsen med over 200 millioner kroner … (Foto: Albert Therkelsen)

Læs også: Flere får dårlige karakter i dansk og matematik

48-årig mand varetægtsfængslet i sag om indsmugling af hash

Den sigtede blev anholdt tirsdag nat og fremstillet i grundlovsforhør onsdag.

Tirsdag klokken 01.40 blev en polsk indregistreret bil standset i forbindelse med en rutinemæssig grænsekontrol. Det resulterede i en stor fangst af hash. Bilen, som blev ført af en 48-årig polsk statsborger, blev undersøgt af Politi- og Toldgruppen, som er et samarbejde mellem UKA Vest ved Syd- & Sønderjyllands Politi og Toldstyrelsen.

Bilen blev undersøgt i Toldstyrelsens undersøgelseshal, hvor der blev fundet en stor mængde hash. En senere vejning viser, at der er tale om mindst 90 kilo.  Den 48-årige mand blev anholdt og sigtet for at have indført euforiserende stoffer til Danmark med henblik på videresalg.

– Når vi finder og beslaglægger en stor mængde euforiserende stoffer, sikrer vi, at stofferne ikke kommer videre ud i Danmark. Derfor er en fangst af den type og størrelse rigtig god, udtaler vicepolitiinspektør Henning Marcussen fra UKA Vest ved Syd- & Sønderjyllands Politi.

Hos Toldstyrelsen er glæden også stor over den fælles indsats:

– Jeg er meget glad for, at Toldstyrelsen sammen med politiet kan bidrage til, at en så stor mængde narkotika ikke kommer ind i Danmark. Det er helt afgørende, at Toldstyrelsen medvirker til at passe på Danmark ved at få stoppet smuglere, der ønsker at få illegale varer ind. Vi ønsker ikke narkotika ind i Danmark, og derfor er jeg meget tilfreds med, at vi fandt frem til så stor en mængde, afrunder Toldstyrelsens kontroldirektør Jeppe Kjærgaard.

Den 48-årige mand er fremstillet i et grundlovsforhør med dørlukning ved Retten i Sønderborg, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger på unddragelsesfare og påvirkningsrisiko. Den kendelse kærede han.

Efterforskningen af sagen fortsætter nu hos Udlændingekontrolafdeling Vest i Padborg …

grænse
48-årig mand varetægtsfængslet i sag om indsmugling af hash … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Tre mænd sigtet for salg af narko

Dagens video: Den både gode og dårlige nyhed

Fredagsfjol: Klar til weekend

· Mere fra samme kategori ·