
Filmanmeldelse: ‘Pressure’
En historie fra Anden Verdenskrig, som alle har hørt om, men ikke ved, hvad der lå bag og afgjorde både slaget og krigen. Se den i biografen

Det handler filmen om
I de tre intense døgn op til D-dag står General Dwight D. Eisenhower (Brendan Fraser) og chefmeteorolog James Stagg (Andrew Scott) over for et umuligt valg. De skal beslutte, hvornår de allierede skal indlede historiens største søbårne invasion. Alle er presset, og de tekniske muligheder dengang var noget anderledes. En test inden den endelig invasion gik også rigtig skidt …
En enkelt (vejr) fejl kan koste tusindvis af liv og ændre krigens udfald. Filmen ‘Pressure’ fortæller den sande historie om en altafgørende vejrudsigt og de mennesker, hvis mod, viden og handlekraft blev udslagsgivende for D-dag.

Filmfakta:
Instruktør: Anthony Maras
Medvirkende: Andrew Scott, Brendan Fraser, Kerry Condon med flere
Manuskript: David Haig og Anthony Maras – baseret på teaterstykket af David Haig
Producenter: Tim Bevan, Eric Fellner, Cass Marks, og Lucas Webb
Fotograf: Jamie D. Ramsay
Kostumer: Liza Bracey
Komponist: Volker Bertelmann
Varighed: 1 time 40 minutter
Genre: Historisk drama
Sprog: Engelsk
Dansk biografpremiere: Den 10. september 2026
Se trailer her:

Interessante ting om og bag filmen
Fra teaterscene til intens krigsfilm: Manuskriptet er baseret på et anmelderrost teaterstykke fra 2014 skrevet af David Haig. Det bærer filmen præg af på den gode måde; i stedet for at være en traditionel, actionspækket krigsfilm, udfolder den sig som et intenst, dialogdrevet og klaustrofobisk drama, der næsten udelukkende foregår i rummene op til D-dag.
Vejrudsigten som den største fjende: Filmen formår at gøre noget så tilsyneladende tørt som meteorologi og svingende barometerstande til en nervepirrende thriller. Plotbærende er den virkelige, verbale og videnskabelige duel mellem den britiske meteorolog James Stagg (Andrew Scott) og hans amerikanske modpart Irving Krick (Chris Messina), som General Eisenhower (Brendan Fraser) skal mægle imellem, mens millioner af menneskeliv hænger i bremsen.
Batman-slot og historisk præcision: For at bevare autenticiteten blev skuespillerne trænet i at bruge tidstypisk, originalt vejr- og måleudstyr, og historiske vejrkort blev rekonstrueret minutiøst. Desuden blev det rigtige hovedkvarter, Southwick House, fravalgt som optagested, da det i dag er omgivet af moderne bygninger. Holdet rykkede i stedet til det historiske slot Mentmore Towers, som film- og popkulturelskere formentlig vil genkende som Wayne Manor i Christopher Nolans Batman Begins.
Den sande historie som måske mange ikke kender
Det er en fin – fantastisk og fængende film – om en dag – og om en tid og om et slag, der ændrede vores verden og var med til at afslutte den lange Anden Verdenskrig. Vi har set og læst meget om den krig, men den her film er måske ekstra vigtig og interessant. Jeg får helt lyst til at tage ned til Normandiet og se og selv være det sted, hvor det hele skete.
Men det her er også historien om mennesket, når det presses helt ekstrem og turde at holde fast – at tage chancer – og presset var alle i den krig. Men det er allermest historien om et menneske – en nørd og introvert mand – der turde at stå ved trods presset – som var klogere og mentalt stærkere end alle de andre. Som Eisenhower selv sagde, da han blev indsat som præsident i USA, at krigen blev vundet grundet en meteorolog – altså James Stagg.
Se den – forstå en tid, der var grufuld – og tag konsekvenserne ind, hvis den mand ikke havde stået ved sin viden og kundskaber. Vejret er vildt – og vi snakker om vejret – sol og regn – men ikke lige så meget om, hvad der får vejret til at være ‘som det er’ – eller hvad godt og dårligt vejr kan få af konsekvenser. Her fatale eller gode.
Og lige en afsluttende ting – JA, der døde rigtig rigtig mange under D-Day – men tænk på hvordan den invasion kunne være endt med, hvis Stagg ikke havde holdt fast eller de havde lyttet til den anden meteorolog Irving P. Krick. DET er næsten ikke til at overskue. Jeg var på, jeg var med hele vejen – til sidste minut, hvor man kunne trække vejret igen …
Et lille PS.: Rollen som den britiske general og feltmarskal Bernard ‘Monty’ Montgomery i filmen spilles af den britiske skuespiller Damian Lewis. Han portrætterer Montgomery, som var øverstbefalende for de allierede landtropper under D-dag. Og DET gør han godt – og jeg vil fremover altid tænke lidt anderledes om ham efter denne karakteristik – og egentlig også det samme med Eisenhower.

Læs også:
Filmanmeldelse: ‘The Dog Stars’
![]()


