
NEWS: Danmark går i rødt i dag
Danmark går i rødt i dag · En person anholdt på mistanke om drab · Danmarks Oscar-kandidat: Kvinde ukendt · BAUHAUS indgår samarbejde om mere vild natur i Danmark · 40-årig rumænsk statsborger dømt skyldig i butikstyveri og udvist · Dagens billede: Fuldmåne
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Danmark går i rødt i dag
Når World Heart Day markeres i dag, bliver Danmark farvet rødt. Hjerteforeningen inviterer alle til at gå i rødt for at sætte fokus på hjertesundhed, forebyggelse og de mange mennesker, der lever med hjertesygdom som patient eller pårørende.
Hjerteforeningen opfordrer danskerne til at finde noget rødt frem, når World Heart Day markeres idag tirsdag. På arbejdspladser, hospitaler, i lokalsamfund og på gader og stræder over hele landet skal den røde farve gøre hjertesagen synlig.
For hjertesygdom rammer bredt. 675.000 danskere lever i dag med hjertesygdom, og hvert år kommer yderligere 66.200 til. Men faktisk kan mere end halvdelen af alle tilfælde forebygges.
– Når Danmark går i rødt, viser vi, at vi står sammen om hjertesagen. Det handler om at skabe opmærksomhed om hjertesundhed og om at vise støtte til de mange mennesker, der selv er ramt eller har sygdommen tæt inde på livet. Samtidig vil vi gerne inspirere til de små valg i hverdagen, der kan være med til at forebygge hjertesygdom, siger Morten Ørsted-Rasmussen, adm. direktør i Hjerteforeningen.
‘Danmark går i rødt’ skal samle hele landet om hjertet. Hjerteforeningen inviterer blandt andet virksomheder og arbejdspladser til at markere dagen med fælles aktiviteter, indsamlinger og fokus på et hjertesundt arbejdsliv.
Derudover lyses Storebæltsbroen og Industriens Hus op i rødt, og der vil også være outdoor-plakater over hele landet, som inviterer danskerne til at gå i rødt og støtte hjertesagen.
Hjerteforeningen opfordrer samtidig danskerne til at dele deres egne røde billeder og oplevelser på sociale medier med #danmarkgårirødt. Kendte danskere fra blandt andet erhvervslivet, underholdningsbranchen og sundhedsområdet bakker op om initiativet.
For når Danmark går i rødt, er det ikke bare en farve. Det er et fælles signal om, at vi står sammen om hjertet.
Fakta om Danmark går i rødt:
World Heart Day: Den 29. september
Budskab: Hele Danmark går i rødt for hjertets skyld
Hashtag: #danmarkgårirødt
675.000 danskere lever med hjertesygdom.
Hvert år kommer yderligere 66.200 til.
Det svarer til, at en ny bliver ramt hvert 8. minut.
Hver anden dansker bliver ramt af hjertesygdom i løbet af livet.
Over 50 procent af alle tilfælde af hjertesygdom kan forebygges.

Læs også: føtex og Hjerteforeningen vil ændre danskernes indkøbsvaner
En person anholdt på mistanke om drab
En 19-årig ung mand anholdt som mistænkt for at have forvoldt en 59-årig mands død
Midt- og Vestsjællands Politi blev kort efter klokken to natten til søndag tilkaldt til en adresse i Havdrup ved Solrød.
En 59-årig mand var fundet kraftigt forslået i huset, og politiet kunne kort efter konstatere, at manden var afgået ved døden.
Politiets indledende efterforskning pegede på en 19-årig ung mand som mulig mistænkt. Han meldte sig selv til politiet i Roskilde kl halv fire søndag morgen. Han er nu sigtet for drab. Der pågår fortsat en omfattende efterforskning for at klarlægge, hvad der gik forud for, at den 59-årige afgik ved døden. Den 19-årige er fremstillet i grundlovsforhør. Midt- og Vestsjællands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger til sagen.

Læs også: Grundlovsforhør for grov vold og røveri
Danmarks Oscar-kandidat: Kvinde ukendt
Oscar 2027: Den danske Oscar-komité har valgt May el-Toukhys ‘Kvinde ukendt’ som årets danske Oscar-kandidat i kategorien ’International Feature Film’.
Den danske Oscar-komité, der består af repræsentanter fra filmbranchen og Filminstituttet, har valgt at indstille May el-Toukhys ‘Kvinde ukendt’ som Danmarks officielle Oscar-kandidat i kategorien ’International Feature Film’. Filmen indgår nu i kapløbet med film fra resten af verden om at blive nomineret til Oscar-prisuddelingen, som finder sted den 14. marts 2027 i Los Angeles.
Tine Fischer, direktør for Filminstituttet og forperson for den danske Oscar-komité, fortæller:
– En enig Oscar-komité har valgt ’Kvinde ukendt’ som Danmarks officielle Oscar-kandidat. May el-Toukhy har allerede skrevet historie, da hun med ’Kvinde ukendt’ blev den blot anden danske instruktør til at vinde Guldløven i Venedig, der i 1955 gik til ’Ordet’ af Carl Th. Dreyer. ’Kvinde ukendt’ er en modig og kompromisløs film, der undersøger skyld, skam og moral og viser, hvordan kvinders kroppe og skæbner bliver centrum for samfundets fordømmelse og kontrol. Det er en film, der ikke giver lette svar, men tør stille svære og vigtige spørgsmål. Med sin stærke kunstneriske vision og tematiske kompleksitet har den de helt rette forudsætninger for at gøre sig gældende i Oscar-ræset.
København, i maj 1945 står Marie foran sit sommerbryllup med en ældre, velanset enkemand. I flere år har hun været ung pige i huset og taget sig af hans datter. Nu synes et nyt liv endelig inden for rækkevidde. Men under den tilsyneladende idylliske overflade gemmer sig en hemmelighed, der kan knuse hendes drøm. Og jo tættere en afsløring kommer om hendes skamfulde fortid, desto højere er den pris, hun er villig til at betale. Ingen må kende sandheden.
’Kvinde ukendt’ er instrueret af May el-Toukhy. Hendes forrige film ’Dronningen’ vandt publikumsprisen på den prestigefulde Sundance Film Festival og herhjemme modtog både Robert- og Bodil-priser. Siden har el-Toukhy instrueret episoder af den Emmy-vindende serie ’The Crown’ og har været en af initiativtagerne til Dogme25, der blev lanceret under Cannes Film Festival i 2025.
’Kvinde ukendt’ vandt Guldløven på Venedig Filmfestival, hvor Mathilde Arcel blev hædret med Coppa Volpi for bedste kvindelige skuespiller for rollen som ’Marie’. May el-Toukhy var den første danske instruktør til at modtage festivalens hovedpris, siden Carl Th. Dreyers ’Ordet’ modtog Guldløven i 1955.
’Kvinde ukendt’ blev sidenhen vist på Toronto International Film Festival, i Centrepiece-programmet, og er udtaget til hovedkonkurrencen på BFI London Film Festival, samt til det officielle program på Busan Film Festivalen i Korea til oktober.
Manuskriptet er skrevet af Maren Louise Käehne og May el-Toukhy. Filmen er produceret af Mikael Christian Rieks for Nordisk Film Production. Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Annette K. Olesen og får dansk biografpremiere 4. februar 2027 som en del af Biografklub Danmark.
Filmen er tilmeldt af Nordisk Film og er kvalificeret på baggrund af kommerciel norsk biografpremiere, indenfor kvalificeringsperioden udstukket af det amerikanske filmakademi (AMPAS).
Regler og datoer for Oscar-kapløbet:
Hvert land kan indstille én film til at komme i betragtning til en nominering i kategorien ’Best International Feature Film’.
Det Amerikanske Filmakademis regler kræver, at filmen har haft national biografpremiere mellem 1. oktober 2024 og 30. september 2026 med visninger for betalende gæster i en kommerciel biograf i mindst syv dage i træk. Alternativt kan en film også have haft biografpremiere uden for Danmark i samme kvalificeringsperiode, med undtagelse af USA og dertilhørende territorier. Filmen skal være produceret uden for USA og have et andet sprog end engelsk som det væsentligste dialogsprog.
Tidsfristen for indmelding til Det Amerikanske Filmakademi (AMPAS) er den 30. september. Herefter vurderes alle de indstillede film af en eksekutiv komité nedsat af AMPAS, som reduceres til en shortlist på 15 film, der annonceres den 15. december. De endelige Oscar-nomineringer offentliggøres den 21. januar 2027. Selve Oscar prisuddelingen finder sted den 14. marts 2027 i Los Angeles.
Læs mere om den danske Oscar-komité og processen for udvælgelsen
Danske Oscar-kandidater gennem årene:
- 2026 Mr. Nobody Against Putin / David Borenstein og Pasha Talankin / Oscarvinder (Dokumentar)
- 2025 Pigen med nålen / Magnus von Horn / Oscar-nominering (International Feature Film)
- 2024 Bastarden / Nikolaj Arcel – shortlisted
- 2023 Holy Spider / Ali Abbasi – shortlisted
- 2022 Flugt / Jonas Poher Rasmussen / 3 Oscar-nomineringer (International Feature Film + Dokumentar + Animation)
- 2021 Druk / Thomas Vinterberg / Oscar-vinder. 2 Oscar-nomineringer (International Feature Film + Instruktør)
- 2020 Dronningen / May el-Toukhy
- Ud over ovenstående vindere har følgende danske film vundet Oscar i den internationale kategori: ’Hævnen’ af Susanne Bier (2011), ’Pelle Erobreren’ af Bille August (1989) samt ’Babettes gæstebud’ af Gabriel Axel (1988).
Se liste over alle danske nomineringer og priser

Læs også: September kulturguide
BAUHAUS indgår samarbejde om mere vild natur i Danmark
BAUHAUS er blevet en del af Dankort Øremærket og indgår dermed i et samarbejde med Den Danske Naturfond og Dankort om at skabe mere vild natur i Danmark. Samarbejdet betyder, at BAUHAUS donerer 1 øre til naturen, hver gang en kunde betaler med Dankort i varehusene.
Små beløb – stor effekt … Dankort donerer allerede 1 øre per betaling, og sammen med banker og butikker, der deltager i ordningen, kan der i alt doneres op til 3 øre per Dankortbetaling.
Alle donationer går ubeskåret til opkøb af naturområder i Danmark, som bevares som vild natur og gøres tilgængelige for offentligheden.
– Alle kan gøre noget, selvom ingen kan gøre alt. Derfor er Dankort Øremærket et rigtig godt initiativ, hvor mange små bidrag tilsammen kan gøre en konkret forskel for den danske natur. Det er vi glade for, at BAUHAUS nu kan være med til, fortæller Kim Gravesen, økonomidirektør i BAUHAUS.
Gennem Dankort Øremærket doneres der årligt minimum 10 millioner kroner til naturen i Danmark. Med en fast pris på 12 kroner pr. kvadratmeter betyder det, at der hvert år sikres mere end 830.000 m² vild og varig natur.
– Den oprindelige danske natur har været i tilbagegang i årtier. Hvis vi skal vende udviklingen, er der brug for alle gode kræfter. Det er helt afgørende for naturen og Naturfondens arbejde, at virksomheder som f.eks. BAUHAUS engagerer sig og tager ansvar. Vi er derfor meget glade for, at BAUHAUS har valgt at gå med i Dankort Øremærket, fortsætter Flemming Nielsen, direktør i Den Danske Naturfond.
De opkøbte naturområder bliver beskyttet og kan ikke anvendes til andet end natur, samtidig med at de forbliver åbne for danskerne.
For kunderne sker donationen automatisk, hver gang de betaler med Dankort – uanset om det er med kort, mobil eller online.
Der kræves ingen tilmelding, og ordningen er gratis for forbrugerne.
– Det behøver ikke være besværligt at gøre en forskel. Kunderne betaler med Dankort, som de plejer, og så er vi sammen med til at støtte mere vild natur i Danmark. Det er netop sådan nogle initiativer, hvor mange små bidrag kan blive til noget større, afrunder Kim Gravesen.
Med deltagelsen i Dankort Øremærket ønsker BAUHAUS at bidrage til en positiv udvikling for naturen i Danmark. Samarbejdet er en del af en bredere indsats for at tage ansvar og indgå i løsninger, der gør en forskel – både lokalt og nationalt.

Læs også: At vandre ned af Hærvejen
40-årig rumænsk statsborger dømt skyldig i butikstyveri og udvist
Han er varetægtsfængslet efter dom. En 40-årig mand blev fredag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg, hvor han var sigtet for fem tilfælde af butikstyveri begået tilbage i 2024.
Der er tale om en rumænsk statsborger, som har været efterlyst internationalt. Han er i samarbejde med rumænsk politi blevet udleveret til retsforfølgelse i Danmark.
Manden erkendte fredag i retten at have begået de fem forhold af butikstyveri. Sammen med to øvrige gerningspersoner, som har modtaget dom i sagen, begik han tyveri fra Normal-butikker i henholdsvis Haderslev, Vojens, Nykøbing Falster, Køge og Roskilde. Tyverierne blev begået mellem den 4. og 9. juli 2024.
– Vi tager butikstyverier alvorligt. Vi forfølger de gerningspersoner, vi mener, har begået tyverierne. Også når de befinder sig i udlandet, og det derfor kan tage tid, før vi har mulighed for at føre sagerne i retten, udtaler vicepolitiinspektør Henning Marcussen, efterforskningsafdelingen ved UKA Vest hos Syd- & Sønderjyllands Politi.
Da den 40-årige mand erkendte alle forhold, kunne der afsiges en straksdom. Han blev idømt tre måneders fængsel og blev udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Manden er varetægtsfængslet efter dom på unddragelsesrisiko og hjemrejseloven.

Læs også: Rumænsk mand modtager straksdom



